The travel bugs bite

Alle mennesker har forskellige stress-triggere. Den suverænt værste for mig er, når jeg skal udfylde + indsende en visumansøgning.  Alt andet er jeg totalt sej til; og det jeg ikke kan - det "winger" jeg. Overskud er mit mellemnavn. Bare ikke når jeg skal søge visum til eksotiske lande.  Stress-svedende sidder jeg med vilde øjne og nidstirrer ansøgningen for at være 120% sikker på, at jeg har udfyldt hvert eneste felt og ikke ved en fejl er kommet til at krydse af ved ja ud for spørgsmålet om der er sindssyge i familien. Det tager mig 2 dage overhovedet at få den ud af døren, fordi jeg skal dobbeltchecke alting omtrent tyve gange.  Processen forsinkes yderligere af, at man meget ofte ikke må udfylde ansøgningsskemaet i hånden. Hvilket i princippet er OK, men når et af spørgsmålene er "which other countries have you been to?" og pladsen til besvarelse ikke er bredere end kolonne-vidden på denne blog, så kan det blive en anelse udfordrende....  Min løsning?  Jeg tilføjer en ekstra linie - skrevet på mit højtelskede gamle hakkebræt.  Hvad skulle man dog gøre uden en skrivemaskine anno 1959?

Når så jeg er blevet enig med mig selv om, at smukkere bliver den ansøgning altså bare ikke, går jeg ned på strøget og investerer mindre formue i pasbilleder. Herefter vandrer jeg ind på posthuset, tilbringer ungefär en halv time med manisk at checke, at jeg nu har printet samtlige af de påkrævede bilag ud, hvorefter jeg bruger en anden formue i frimærker på at sende mit højtelskede pas ud i det blå med anbefalet post.

Så sveder jeg lidt igen, for et menneske som mig, der altid har sit pas med (man ved jo aldrig, hvornår man kan blive tvunget til at forlade landet i en fart ...), er det meget skræmmende at overlade det til først postvæsnet, som utvivlsomt vil sende det med et postfly der bare forsvinder i luftrummet over Fyn, og herefter en ambassade, som - er jeg helligt overbevist om - vil lægge det i den nederste skrivebordsskuffe, ignorere det i ugevis, for herefter at tage det frem og stemple ***ACCESS DENIED*** henover det.


...

Jamen, jeg ved da heller ikke hvad der sker i mit hoved. Normalt er jeg relativt rationel, men jeg har altså lige det her blanke område i min hjerne, hvorfra al fornuft forlængst er udvandret.

Og nu er mit pas naturligvis for længst hjemvendt igen. Ledsaget af venlige hilsner fra ambassaden, som både ønsker god tur, lover godt vejr, og gerne vil høre hvordan turen gik, når jeg kommer hjem.

Det er jeg helt sikker på, at I også gerne vil høre om :-)

@ N ~ my passport has been on a little adventure!

I usually think of myself as a fairly calm and rational person. This may or may not be correct, of course. But the one definite exception is when I'm in the process of applying for a visa.  My own private stress trigger numero uno.

First, I pore over the application for about two days. Reading and re-reading the questions; checking and re-checking that I did not accidentally tick the "yes" box next to the question "does insanity run in your family?".

What doesn't really help me is that most embassies write that you cannot fill in the application by hand. They have a very helpful pdf form that you fill in online. Which is of course very well, except often they ask which countries you've been to before, and set aside one line about the width of this blog for the answer.  My solution to this?  I fill in as much as I can online, then print it out and add an extra line underneath on my ancient type writer :-)   and then I hope that when they see my occupation (travel agent) they will understand.

Finally I tell myself to stop obsessing. So I gather up all the various insurance printouts, copies of itinerary and passport etc. etc. that is supposed to accompany the application, and trot down to have a few passport pictures taken.  And then I go to the post office, where I spend about half an hour going over the documents ten times before sealing the envelope with a kiss and spending a small fortune in stamps sending it off by registered mail.

Now it's out of my hands, but that doesn't stop me fretting of course. I'm convinced that should I be lucky enough that the envelope makes it all the way across Denmark without the post office mislaying it (or sending it by air mail on an aircraft that just vanishes), the person in charge of the incoming mail will then place it in the bottom drawer of his desk, let it fester for a few weeks, before finally pulling it out and stamp ACCESS DENIED all over it.

I really cannot give you any good explanation why my imaginations runs wild like this. It is completely ridiculous.  Especially as my passport is now home, safe and sound, accompanied by the embassy's best wishes, their promise of fine weather on my trip (all part of the service), and a request to let them know how much I've enjoyed myself when I come home :-)

I am counting the days - it will be AWESOME!!!