Balance i tingene

Jeg nyder-nyder-nyder at foråret endelig har indfundet sig. Med sol og spiren, og lange helligdagsweekender.

Takket være mit pendlerliv er jeg endda blevet forvandlet til et slags A-menneske, der helt af sig selv vågner tidligt i weekenden, så jeg startede både i går og i dag med at gå ud og hilse på verden lige fra morgenstunden.

Og her kan I se, hvorfor jeg synes, at jeg bor lige midt i den allerdejligste plet på Danmarks-kortet (og hvorfor det så rigeligt er 2 x 1½ times pendlen 5 dage om ugen værd):

@N ~ picture spam from my morning walk.

- Efter således at have udlevet "sund sjæl i sundt legeme" devisen, smed jeg mig på sofaen med gårsdagens afsnit af Downton Abbey - som jeg så mig nødsaget til at droppe i går, eftersom Køkkenfaster inviterede Søsterboblen på restaurant; ak, det er et hårdt liv jeg lever - og en god og nærende morgenmad, for ligesom at få lidt balance i tingene:

A well-balanced breakfast -

it's got carbs, protein and fat.

What's not to love?

At slippe af med sine bekymringer, Iranian style

Selv om mit indianernavn ikke længere er Danser Med Persere, holder jeg stædigt fast ved nogle af de hyggelige ting og traditioner, jeg fik med fra A, og især fra A's mor.

Således har jeg i denne Påskeferie - også fordi Påsken på behagelig vis faldt næsten sammen med Nowrooz, det iranske nytår som er ved forårsjævndøgn - dyrket Sabzeh. Det er hvede (eller bønner, eller en anden kornsort) som man spirer frem.

(Blomsten er tilføjet for pyntens skyld. Jeg

skriver det mest, fordi hvis nu du tænker, at du også

vil lave Sabzeh, og du så bliver viiiildt skuffet over

manglen på blomster, så risikerer jeg jo at miste

en læser, og det ville være slemt.)

Det er sådan noget, man gør i Iran ved nytårstide, og hjemme hos mig blev det så koblet sammen med Påsken, og sådan kan man sikkert let lægge sig ud med diverse religiøse retninger, men mit og A's misk-mask fungerede altid upåklageligt, og det gør det sådan set også nu hvor jeg er enerådende.

Jeg holder usigelig meget af at være enerådende.

.

Og så holder jeg usigelig meget af Påskeferie. Jeg har egentlig ikke bedrevet så meget, men hold nu kæft hvor har jeg hygget mig.

Der var Projekt Bogreol.  Hele det år, jeg har boet her (hey - det er eksaktemang 1 år siden jeg officielt flyttede ind! Hurra!) har mit bogarrangement bestået af et spisebord med stadig højere bogstabler på. En anelse upraktisk, og da især hvis man havde lyst til at læse en af de bøger, som befandt sig inderst & nederst. Så fandt man en anden bog at læse ...   Så voila, IKEA to the rescue (skal du have samlet en Billy-reol er jeg din ven - jeg kan endda uden brugsanvisning, se mig, se mig!). Og nu kan jeg komme til alle mine bøger OG der er plads til overs. Win!! :-)

Lørdag var jeg inviteret ud at spise - med afhentning, godt selskab, og alt det vin jeg gad at hælde i mig (en del).  Hold op, hvor jeg nød det. Det er evigheder siden jeg sidst var blevet inviteret ud (alle de der dates tæller ikke i denne sammenhæng; de fleste af dem var nachos-og-vi-deler-regningen, hvilket på ingen som helst måde kan måle sig).  Det er en velkendt sag, at jeg (og Indre Lecia) bliver et utrolig meget bedre menneske af den slags, og jeg har faktisk været i et fantastisk godt humør lige siden. Mange tusind tak!

Og nu sidder du nok og tænker, jaja, fint nok at hun har dyrket Sabzeh og samlet reoler og været i byen, men hvad med bekymringerne, dem fra overskriften, hvordan er det lige med dem og ka'et nu passe at hun er af med dem?

Vel kan det da så. Det er nemlig sådan, ifølge iransk tradition, at på 13.dagen efter det iranske nytår siges husets Sabzeh at have "absorberet" alle bekymringerne, uheldet osv. fra det gamle år. Og så tager familien ud og smider den i rindende vand, og så er man klar til at starte på en frisk. Nowrooz betyder i øvrigt "ny dag".

Så afsted med mig, ud i det dejlige påskevejr. Medbringende Sabzeh, og hvad den nu måtte have suuuuuget til sig af dårlige vibrationer.

Den er måske lidt pjusket. Det må være 

alle de bekymringer, den har absorberet

... og plask - off it goes.

Jeg havde først lidt miljø-kvabbabelser - 

må man overhovedet smide sådan noget i

en å? Men så kom jeg til at tænke på, at

det jo sådan set bare er en lille håndfuld

hvedekerner, der er spiret. Og ikke noget

slemt (bortset fra bekymringerne, måske?)

Så den røg i.

Af sted sejlede alle mine bekymringer.

Ikke at der var så farlig mange af dem,

så de var nogenlunde sødygtige og 

stødte kun på grund en enkelt gang.

 Så nu er jeg aldeles klar til at hoppe tilbage til hverdagen i morgen (selv om en lidt længere Påskeferie aldeles ikke havde skadet). Solen er kommet frem igen, og med lidt held laver den ikke sådan en snydefinte, som den gjorde for præcis én måned siden, hvor vi alle gik i kollektivt forårs-selvsving, hvorefter sne & slud generobrede scenen. Og så skal der ske noget meget spændende; Indre Erna jeg har nemlig meldt mig til et kursus i biavl her i foråret - første gang er i morgen. Hvis det er noget, jeg synes er sjovt - og det ikke viser sig at jeg er hyperallergisk over for bistik, eller går i totalpanik når de svirrer omkring mig, så vil jeg have bier til næste år. Vel vil jeg så. Jeg er ikke bekymret.

@N ~ Happy Easter (or rather, I hope you had a lovely Easter :-)

As you know, DK is blessed with an abundance of public holidays, so I've had Thursday-Friday-Monday off and made the most of it. Primarily by doing very little, of course. One of my friends did me a great kindness on Saturday, he asked me out and I cannot remember the last time anyone did that. Properly; he picked me up in his car and took me to a great restaurant and, because I did not have to drive myself home, poured liberal glasses of wine. The conversation was great and I was wearing high heels, and it put me in great spirits that's lasted up to and including today.  Being wined & dined truly does make me a better person.

And now, I've shed all my worries as well (though, sadly, not my excess pounds).  It was quite easy and does not require the aid of a therapist.

It does, however, require a willingness to embrace the traditions of the Persian New Year, Nowrooz.  But I've got that in spades, so no worries.

In Iran, for their New Year's, they grow wheat sprouts - called Sabzeh.  It's a part of the traditional way they decorate (called Haft Seen), and it's said that after 13 days, the Sabzeh has "absorbed" all the worries and bad luck of the previous year. So on the 13th day, they go out to a stream and throw the Sabzeh into the running water. And off it goes, taking all the bad stuff with it.

So that's what I did today. And now, I can start afresh - with a whole new batch of worries :-)

Det der med simple living

... altså, det er ikke rigtig noget, vi bruger så meget herhjemme når det er Jul. På nogen som helst måde, faktisk.

Årets Juletræ er i hus; det når næsten til loftet og kræver en pænt stor familie, hvis man skal kunne nå hele vejen rundt, og der er hundredevis af små lys, kugler, pynt, sukkerstokke og andet dims på. Lykken kan rent faktisk godt købes, og den består primært af gran og flitterstads.

Og jeg lover, I får det at se, når det er helt færdigpyntet. Foreløbig må I nøjes med et lille close-up fra mobilen...

Når nu man ved, hvordan jeg har det med Julen, så kan det muligvis godt undre, at jeg ikke for længst har indtaget de nordtyske Julemarkeder - men det skete faktisk først her i weekenden.

LÜBECK, meine Damen und Herren.

Et moderskib for de af os, der har nemt ved at kortslutte af begejstring over Glühwein, Julepynt, kandiserede æbler og kæmpemæssige Juletræer.

Hold nu op, hvor var det godt!  Først vil jeg gerne lige henvise til Anarkisten, som var der for et par år siden. Hun tager gode billeder, skriver bedre end mig, og har 3 indlæg om Lübeck hvis du klikker lige HER.  Det burde du gøre - når du lige har været med mig på WEIHNACHTSMARKT

At sige jeg var begejstret kan nok desværre ikke dække det. Selvantænding kommer muligvis lidt tættere på (ingen grantræer kom til skade under mit indtog i Lübeck).

Der kommer mere billedspam senere, og også flere ord - sært nok er jeg lidt tom for lige præcis ord lige i øjeblikket.  Midt i al Jule-ekstasen er December på mystisk vis fløjet forbi, og om 5 dage sidder vi og pakker gaver op. Jeg har ædt Julesmåkagerne og det meste af konfekten allerede, og min stue ser ud, som om der er faldet en bombe i den (en Julebombe, ganske vist, men ikke desto mindre).

I aften er det i øvrigt denne her, der roterer i DVD'en (og ps, Santa - jeg ønsker mig en ny DVD afspiller. Den jeg har arvet, er begyndt at lide af atmosfæriske forstyrrelser og en tendens til at forvride farverne i en grønlig retning).

Tidligere på dagen var der en der skrev til mig og spurgte, om Julehjerterne på Vejle Banegård hænger der endnu (jeg har holdt lang weekend og ikke kunnet holde øje). Og ved I hvad - det gør de!!  Dem, der hang udenfor, er faldet ned, og ét af dem indenfor var gået i stykker i hanken, så det hev jeg selv ned. Men generelt - JA!  Og jeg ser stadig nogen der smiler, når de ser dem. Så jeg sendte det glade budskab retur, og modtog denne kortfattede besked: You make people happy.

Tak for det.

Det lykkes ikke hver eneste gang, og det er på ingen måde uselvisk, men jeg prøver (fordi jeg gerne vil gøre livet lidt gladere, og fordi man aldrig kan få for mange smil i hverdagen, og fordi Kong Mor skrev til mig at "Verden tilhører dem, der hænger Julepynt op på banegårde" - hun forstår).  Og jeg VED bare, at synet af dette specielle stykke Julepynt vil gøre jer alle glade:

The Christmas Gherkin

@ N ~ the Tree is up. And I'm nearly done decorating it. Will reveal all a bit later - for now, the close-up pic up at the top will have to do. More candy canes to come, etc.

As you know, I am no believer in the Simple Living philosophy when it comes to Christmas trees. Rather the opposite, in fact.  I have no kids, but my tree is decorated with the very purpose in mind that a child should be able to walk around it and keep discovering new things. Several days in a row, preferably.

I do not hang every ornament I own on the tree. Though technically possible, it would be a bit much, even for me.  But I buy new stuff every year.

This past weekend, I went to Lübeck in Germany.  They have the most amazing Christmas market - truly, it was like dying (a little) and going to Xmas heaven. I spent the better part of two days in ecstasy. Getting tipsy on Glühwein (mulled wine), a bit of German lager, and the wonderful atmosphere in general. Falling a little bit in love-  with medieval houses and an outdoor bakery. Nearly collapsing in a little puddle of joy (no, I did not wet myself) when darkness fell and all the wonderful, wonderful Christmas lights came on.

I've had a couple of days off work (did not do much useful with them; time is made of quicksand these days. It either runs through my fingers, or sucks me in completely. But I did make a start on The Buying of The Presents, which was good. Only a start, mind you). And I have Friday off as well.  It's weird being at work for just a couple of days in the middle of the week; I'm not really sure what day it is, it's a strange sort of limbo.

So, I have not been able to keep an eye on my Christmas decorations at the railway station. I'm not the only one who thinks about them: a message ticked in, asking if they were still there. And, lo and behold - they are! A couple that were actually hanging outside where it's quite windy are gone, but the ones inside are all there! A little miracle, because late-night party goers waiting for the last train home aren't the most considerate of people. So I texted back a big, grinning YES - and in return received this message: You make people happy.

That message made ME happy. Because I actually try. I don't always succeed, it's not particularly unselfish when I get a huge kick out of it myself - but I do try, and I lovelovelove it when it works.

More anon - must go and catch up on beauty sleep.

Juleblog, 18. december

4. søndag i Advent. Under en uge til Jul. Glæder I jer? Jeg gør! :-)

Jeg har haft en dejlig weekend. Fredag trissede jeg rundt inde i Århus, afleverede den sidste Adventsgave til den fine hund som er dette års modtager af Tines Adventskalender (nå ja, og så hundens "mor", min veninde) og købte lidt julegaver, indtil klokken var blevet lidt over myldretid, så jeg kunne overskue at kaste mig i et tog hjemad. Og så gik jeg i øvrigt i seng 21:30 og hvis der er noget, jeg synes godt om, så er det at krybe til køjs til pensionisttid.

Lørdag morgen vågnede jeg tidligt, klar til at tackle verden og lidt mere julegaveindkøb. Jeg lånte mine forældres bil og drog fluks til Kolding, lige i tid til butikkerne åbnede.  Det var en smuk morgen - det er ikke hver eneste weekend, jeg får set solopgangen (ej heller her om vinteren...)

Jeg havde lidt ekstra tid, før butikkerne åbnede, så jeg benyttede lejligheden til at svinge forbi mit yndlingshus i Kolding - det er byens ældste og opført i 1589. Vindt og skævt, men hvis nogen køber det til mig, skal I ikke høre noget brok

My favourite house in Kolding, built 1589.

Please note the angles, compared to the

boringly straight lamppost.

View from the street to the back yard.

I am just sick with love for this place.

The yellow building on the left is almost as

old - today it is a restaurant ("A

Hereford Beefstouw")

See something between the windows

on the top floor?

It's a cannonball from the battle in 1849

(I think it was put there deliberately as a reminder, after the war)

Another Kolding favourite:

The owls over the book shop. Notice how one

of them keeps an eye on the door :-)

An old bank sign

The red building you can just about glimpse on

the left is Koldinghus - the local castle, no less.

And the steps leading up to it behind this little

arcade are the Spanish Steps. I've sat on these

steps many a Friday night, snogging some hopeless

teenage boy (when I was a teenager myself, 

I hasten to add!)

Kolding midtby er ikke helt hvad den har været. Det, de frygtede, da Kolding Storcenter blev bygget, er desværre delvist blevet til virkelighed. Der er stadig liv i Helligkorsgade og Østergade; Søndergade har det vel rimeligt, men Jernbanegade er helt ærligt ved at være lidt spøgelsesagtig og kedelig. Men ikke i denne weekend! Da var der nemlig omrejsende marked i byen, med boder fra flere steder i Europa, især Holland og Italien. Jeg handlede flere steder, men havde kun åndsnærværelse nok til at tage billeder af Manden med de Store Oste.

Efter at have bragt lidt flere af Julens gaver i hus, drog kernefamilien i samlet flok ad Tyskerland til. På jagt efter en lidt anden slags Julens gaver, og ikke mindst Knackwurst til min far. I en af butikkerne fandt vi endog gaver fra Fordums Tid:

Disketter og optagebånd! Kraftigt nedsat!!

An offer you can't refuse - floppy discs and

blank tapes, both at unbeatable prices :-)

Og ved I hvad, jeg kom igen i seng før 22:00 - og ja, jeg ved godt det lyder keeeedeligt, og det var lørdag, og det er december, og der er garntrisse en eller anden Julefrokost, man kunne gå til, men ved I hvad - jeg giiiiiiiiiiiider ikke. Ja, jeg er gammel som bjergene (35). Og min Indre Erna folder sig alt, alt for meget ud. Og nu gider du da slet ikke læse videre her, for så falder du bare selv i søvn. Men I tell you folks, det er bare den vilde, vilde luksus at kravle i seng kort efter Julekalenderen 2 aftener i streg - jeg er nærmest et nyt og bedre menneske allerede. Se bare, hvor lang denne blogpost er, sammenlignet med gårsdagens!!  Snorkfrøknen, kan I kalde mig nu. Jeg er ligeglad. Pyjamas er det nye sexy, walla.

Så var det jo også, jeg skulle være frisk og vågen til i dag. For i dag skulle JULETRÆET i hus.  For Tine za Christmasnazi's guide til HvordanManFinderDetPerfekteJuletræ, se sidste års Lucia-dags-blogpost.  For en mere rummelig tilgang til tingene, nemlig min fars, se dette indlæg. Næste år har jeg både plads og enevælde til at gøre præcis som jeg vil; i år bestemmer mine forældre og det vil sige, at det fra Virkelyst hjembragte træ har et noget mindre omfang, end det jeg havde udset mig. Det er dog ikke så dumt. For så behøver vi ikke at vælge mellem træ eller gæster i år....... (mådehold er tydeligvis ikke min stærke side hvad Juletræer angår. Dem, der er overraskede, bedes række hånden op).

Nu lyder det måske, som om jeg er utilfreds med Årets Træ. Men det er jeg slet ikke. Jeg elsker det allerede og GLÆDER MIG, til det skal ind i stuen og pyntes, hvilket først sker i midten af næste uge.  Men I kan da lige få et sneak peek - af mig og min far, der bærer det hjem:

Bringing home the tree!

Vi har tændt det 4. lys i Adventskransen - og jeg har åbnet den 4. Adventsgave:

The fourth present in my Advent Calendar - 

when you press his left foot, he plays

a noisy and rather jazzy version of

'Santa Claus is coming to Town' :-)

Tusind tak til Familien Hittemis!

@ N ~ today is the fourth Advent Sunday. I've had the most wonderful, relaxed weekend. No plans whatsoever, and lots of time spent with family.  I went shopping early Saturday morning, before most people were up. You can see the pictures from Kolding in the Danish text above. Then we went to Germany; we live about an hour's drive from the border and sometimes go shopping for things that are cheaper there, such as Pepsi (not for me, no-no, you didn't think that did you :-)   My sister found the floppy disks and blank tapes that were on sale - an amazing 75% off!! - but we were able to resist. There's a financial crisis, so every purchase must be carefully considered.

And we bought the Christmas Tree today!!! Yay!!!  It's not as...shall we say, wide-bodied as the trees I tend to choose, but my parents wisely pointed out that if we bought the one I had my eyes on, we would have to un-invite several guests... ahem. I must admit they had a point.

This weekend, I went to bed before 10pm Friday and Saturday. It was awesome and I feel a million times better for it. The little old lady inside me (Inner Erna) is going "whoop-whoop!" - she loves it when I give in. Which I do fairly often.

X

Efter en trods alt kun 3 uger lang valgkamp (srsly - har den virkelig ikke varet længere??) nåede vi endelig til valgdagen.  Jeg er opvokset med en mor af 'anden etnisk herkomst', som først efter ganske mange år i Danmark udskiftede statsborgerskabet til det så attråede Danske, og måske netop derfor har hun altid gjort en dyd ud af at piske ikke bare valgretten men så sandelig også valgpligten ind i mig. Fordi man skal opløfte sin røst i det land hvor man bor, hvis man altså har lov.  Og hvor træt jeg end er af valgkamp (og det er meget), så er den jo trods alt bedre end alternativet.

Så afsted med mig til valgurnerne. På gå-ben, for at få kontorstøvet ud af lungerne. Og i Århus, selv om jeg ikke bor hér mere, fordi cut-off date for at flytte valgkreds var dagen før jeg flyttede.

Jeg skød genvej. Og fór naturligvis vild i sådan et boligkvarter med en masse sti-systemer. På et tidspunkt mødte jeg et par med en hund, sådan et chow-agtigt gadekryds. De stod helt bom-stille. Manden tavs, med hunden i snor. Hunden med hovedet drejet skarpt mod venstre. Kvinden argumenterende med hunden. Forklarende den, hvorfor de ik-ke-skul-le-den-vej.  Det slog mig, at det nok var et meget godt punktum for valgkampen. Om end det i skrivende stund (21:20) ser ud til, at vi rent faktisk skal til venstre.

Så fandt jeg vejen igen, og eftersom mit valgsted er et Lokalcenter, komplet med onsdagsbingo und Alles, så er det jo også pensionisternes hjemmebane, og jeg måtte nærmest fægte mig frem til valgbord 4. Her sad demokratiets vogtere: Ældre Dame med nedadvendte mundvige (af den slags der har været nedadvendte i en livsalder og derfor nu er det permanent, selv når hun smiler) sad på Magten, her objektificeret ved et ringbind med liste over Vælgere Tilhørende Valgbord 4. Ved siden af hende, midaldrende mand som ikke havde været i gamet længe nok til at få en af de betroede poster, men dog alligevel ingen vårhare, så han havde hvervet med at uddele stemmesedler. Og de blev ej kastet i grams. Ej heller kunne de alvorstunge miner afløses af andet end et køligt smil, da ungersvenden foran mig prøvede at gøre sig morsom og sige, at han håbede han fik et vinderlod. Sligt skal ej spøges med i min valgkreds.

Omsider nåede jeg da frem til Damen med Magten, overrakte ydmygst mit valgkort og kunne herefter iagttage et faschinerende scenarie udspille sig i slowmotion:

Modtage valgkort
Bladre, en og en side ad gangen, frem til den side hvorpå mit navn befandt sig. Jeg var glad for at kunne konstatere, at jeg stod øverst på siden.
Lægge valgkort lige under mit navn
Kigge på navn på valgkort (med finger. Det tæller ikke hvis man kun kigger med øjne)
Kigge på navn på liste (samme metode som ovenfor anført)
Fatte blyant
Sætte kryds ud for mit navn på listen. Skrive et nummer ud for mit navn.
Skrive samme nummer på valgkort.
Kigge på navn igen (igen, med finger)
Med betydningsfuld mine lægge valgkort i sirlig bunke

-hvorefter Væbneren kunne betro mig den lange liste med partier og navne, så jeg kunne gå bag gardinet og sætte mit X.

Jeg kan huske det år, vi som forsøg skulle checkes elektronisk i stedet for med lister. Bare lige scanne valgkortet *blip* og så udlevere stemmeseddel. De var lidt tomme i blikkene, de valgtilforordnede, det år...

Nåmn, krydset fik jeg da. Jeg er en af de så ombejlede Tvivlere. Fordi jeg ikke rigtig føler mig hjemme i nogen partier. Så vidt jeg husker har jeg aldrig stemt på det samme parti to gange -altså bortset fra de gange, der både er kommunal- og folketingsvalg samme dag. Da sætter jeg kryds ved samme parti på begge lister, fordi jeg føler jeg bør være konsekvent. Men ellers har jeg været vidt omkring på det politiske landkort, dog aldrig alt for langt fra midten (jeg blev lidt forskrækket dengang Pia erklærede DF for et midterparti; kan I huske hun gjorde det?). Jeg stemte bl.a. CD ved deres sidste valg, fordi jeg syntes de fortjente lidt velvilje.  Det hjalp dem ikke, men jeg synes ikke stemmen var spildt. Det er en afgiven stemme ikke.

Altså, min mor er ikke amerikaner. De

laver bare de bedste buttons, som man

kan finde på nettet. Men hun er norsk,

og det er de samme fine farver :-)

@ N ~ election day today. Yes, lucky us - we only had to endure 3 weeks of campaigning.

But at least, our politicians are good looking - that's what A's mom said today, when I confessed to being perhaps a tad weary of the whole thing. She's right of course.  Compared to the political leader of her home country, our politicians are decidedly handsome. And if the first exit polls are anything to go by, our next prime minister will be a woman. 

...oh, but you do it so well!!!

- Nogen der vil tilbyde fast stilling som feriebarn?? Jeg er dygtig, kan jeg godt sige jer!  Også nyttig - har således malet 2 vinduer og hjulpet med at rydde op i kælderen. Samt navigeret til genbrugspladsen. Imellem alle disse energiudladninger har jeg desuden surfet net i mange timer. Sovet for længe. Drukket en del cola. Og ytret sætningen "jamen det er jo ferie" op til flere gange.


Jeg har også været i tæt kontakt med naturen, og det betyder at I skal billedspammes igen.  Kom, ud og se på natur. Astedmessig!

Mmmmh, nogen har været så venlige

at dyrke ærter på en mark i nærheden...

Vores kirke hvor jeg er døbt og konfirmeret

(men ej gift, thi ingen vil ha' mig ;-)

Jeg er muligvis forudindtaget, men jeg 

synes den er så umådelig fin!

The local village church -

the most prettiest one, in my un-biased opinion 

Oak trees - a personal favourite

Gammel træstub - som et lille grantræ

har givet sig til at vokse i!

Der bor ganske bestemt nisser her...

I know for a fact that woodland gnomes

live under this stump

Rolling fields, trees, blue sky, and the church again.

I know not to stare directly at the sun,

but forgot to tell my camera

Arriving in style - this picture was taken

from my carriage, pulled by 4 white mice.

But of course....

Min mors nye kæledyr.

Stine, det var denne her jeg skulle se,

da jeg blev hidkaldt midt i vores telefonsamtale!

My mother loves all creatures, except of course

the slugs.  She was delighted to see we have

a new resident in the garden :-)

I have not done the kissing test.

Just for the record.

Baby Starling peeking out of the window,

wondering where the *@&% lunch has gotten to

Lunch, aka Mummy or Daddy Starling, has arrived

Lunch served, Baby Starling asking for second 

(and third) helpings

Off (on the left, a bit blurry) in search for more food for the

bottomless pit, aka Baby Starling(s)

Som I kan se ligger jeg ikke (kun) på den lade side; jeg har også benyttet mig af fridagene til at komme helt tæt på naturen.  Har også været på IKEA-ekspedition og på hjemvejen indtaget is i størrelse der fik mig til at savne Amerika.  

The smallest icecream they had...

Iz please to ignore creepy, claw-like hand.

@ N ~ oh, but I do it so well, they ought to pay me for it. Do what, you ask? Holiday. I am a natural.  And as you can see, I am now a lot closer to Mother Nature than I was just one week ago.


But I am not (only) being lazy. I have also helped clearing my parents' basement, I have painted two windows, and survived a trip to IKEA.


All is well. Do send more money.