At slippe af med sine bekymringer, Iranian style

Selv om mit indianernavn ikke længere er Danser Med Persere, holder jeg stædigt fast ved nogle af de hyggelige ting og traditioner, jeg fik med fra A, og især fra A's mor.

Således har jeg i denne Påskeferie - også fordi Påsken på behagelig vis faldt næsten sammen med Nowrooz, det iranske nytår som er ved forårsjævndøgn - dyrket Sabzeh. Det er hvede (eller bønner, eller en anden kornsort) som man spirer frem.

(Blomsten er tilføjet for pyntens skyld. Jeg

skriver det mest, fordi hvis nu du tænker, at du også

vil lave Sabzeh, og du så bliver viiiildt skuffet over

manglen på blomster, så risikerer jeg jo at miste

en læser, og det ville være slemt.)

Det er sådan noget, man gør i Iran ved nytårstide, og hjemme hos mig blev det så koblet sammen med Påsken, og sådan kan man sikkert let lægge sig ud med diverse religiøse retninger, men mit og A's misk-mask fungerede altid upåklageligt, og det gør det sådan set også nu hvor jeg er enerådende.

Jeg holder usigelig meget af at være enerådende.

.

Og så holder jeg usigelig meget af Påskeferie. Jeg har egentlig ikke bedrevet så meget, men hold nu kæft hvor har jeg hygget mig.

Der var Projekt Bogreol.  Hele det år, jeg har boet her (hey - det er eksaktemang 1 år siden jeg officielt flyttede ind! Hurra!) har mit bogarrangement bestået af et spisebord med stadig højere bogstabler på. En anelse upraktisk, og da især hvis man havde lyst til at læse en af de bøger, som befandt sig inderst & nederst. Så fandt man en anden bog at læse ...   Så voila, IKEA to the rescue (skal du have samlet en Billy-reol er jeg din ven - jeg kan endda uden brugsanvisning, se mig, se mig!). Og nu kan jeg komme til alle mine bøger OG der er plads til overs. Win!! :-)

Lørdag var jeg inviteret ud at spise - med afhentning, godt selskab, og alt det vin jeg gad at hælde i mig (en del).  Hold op, hvor jeg nød det. Det er evigheder siden jeg sidst var blevet inviteret ud (alle de der dates tæller ikke i denne sammenhæng; de fleste af dem var nachos-og-vi-deler-regningen, hvilket på ingen som helst måde kan måle sig).  Det er en velkendt sag, at jeg (og Indre Lecia) bliver et utrolig meget bedre menneske af den slags, og jeg har faktisk været i et fantastisk godt humør lige siden. Mange tusind tak!

Og nu sidder du nok og tænker, jaja, fint nok at hun har dyrket Sabzeh og samlet reoler og været i byen, men hvad med bekymringerne, dem fra overskriften, hvordan er det lige med dem og ka'et nu passe at hun er af med dem?

Vel kan det da så. Det er nemlig sådan, ifølge iransk tradition, at på 13.dagen efter det iranske nytår siges husets Sabzeh at have "absorberet" alle bekymringerne, uheldet osv. fra det gamle år. Og så tager familien ud og smider den i rindende vand, og så er man klar til at starte på en frisk. Nowrooz betyder i øvrigt "ny dag".

Så afsted med mig, ud i det dejlige påskevejr. Medbringende Sabzeh, og hvad den nu måtte have suuuuuget til sig af dårlige vibrationer.

Den er måske lidt pjusket. Det må være 

alle de bekymringer, den har absorberet

... og plask - off it goes.

Jeg havde først lidt miljø-kvabbabelser - 

må man overhovedet smide sådan noget i

en å? Men så kom jeg til at tænke på, at

det jo sådan set bare er en lille håndfuld

hvedekerner, der er spiret. Og ikke noget

slemt (bortset fra bekymringerne, måske?)

Så den røg i.

Af sted sejlede alle mine bekymringer.

Ikke at der var så farlig mange af dem,

så de var nogenlunde sødygtige og 

stødte kun på grund en enkelt gang.

 Så nu er jeg aldeles klar til at hoppe tilbage til hverdagen i morgen (selv om en lidt længere Påskeferie aldeles ikke havde skadet). Solen er kommet frem igen, og med lidt held laver den ikke sådan en snydefinte, som den gjorde for præcis én måned siden, hvor vi alle gik i kollektivt forårs-selvsving, hvorefter sne & slud generobrede scenen. Og så skal der ske noget meget spændende; Indre Erna jeg har nemlig meldt mig til et kursus i biavl her i foråret - første gang er i morgen. Hvis det er noget, jeg synes er sjovt - og det ikke viser sig at jeg er hyperallergisk over for bistik, eller går i totalpanik når de svirrer omkring mig, så vil jeg have bier til næste år. Vel vil jeg så. Jeg er ikke bekymret.

@N ~ Happy Easter (or rather, I hope you had a lovely Easter :-)

As you know, DK is blessed with an abundance of public holidays, so I've had Thursday-Friday-Monday off and made the most of it. Primarily by doing very little, of course. One of my friends did me a great kindness on Saturday, he asked me out and I cannot remember the last time anyone did that. Properly; he picked me up in his car and took me to a great restaurant and, because I did not have to drive myself home, poured liberal glasses of wine. The conversation was great and I was wearing high heels, and it put me in great spirits that's lasted up to and including today.  Being wined & dined truly does make me a better person.

And now, I've shed all my worries as well (though, sadly, not my excess pounds).  It was quite easy and does not require the aid of a therapist.

It does, however, require a willingness to embrace the traditions of the Persian New Year, Nowrooz.  But I've got that in spades, so no worries.

In Iran, for their New Year's, they grow wheat sprouts - called Sabzeh.  It's a part of the traditional way they decorate (called Haft Seen), and it's said that after 13 days, the Sabzeh has "absorbed" all the worries and bad luck of the previous year. So on the 13th day, they go out to a stream and throw the Sabzeh into the running water. And off it goes, taking all the bad stuff with it.

So that's what I did today. And now, I can start afresh - with a whole new batch of worries :-)