Forurettet på det groveste

I troede nok jeg var blevet helt væk? Det er jeg vist også lidt. Men jeg har haft hovedet fuldt af alle mulige ting, som ikke er vanvittig interessante at blogge om (primært arbejde), og så har jeg simpelthen ikke giiiiiiidet at taste mere, når jeg kom hjem fra arbejde. Så jeg håber på tilgivelse og forståelse.

Herudover er jeg blevet snydt.

For det første - august. Som slutter i dag. Hallo, hvor blev de skønne sensommeraftener af? Ikke et eneste glas kølig vin har jeg følt trang til at indtage. Tværtimod har jeg fundet hyggesokkerne frem; en helt uhørt ting når der stadig står sommer i kalenderen. At jeg netop i dag har læst, at sommervejret vender retur i næste uge, er en fattig trøst. Næste uge begynder efteråret jo. Og weekender som denne, hvor den ene byge afløser den anden (nu er jeg jo ikke lige i København, hvor ordet "byge" vist ikke helt dækkede i går - hejhej, 100mm regn), passer mig virkelig godt fordi jeg æææælsker at gå indenfor og hygge mig i mit lille hus. Det skal bare helst være om efteråret.  Nu bliver der helt byttet om på det og jeg er oprørt. Well, så oprørt som man kan være når man sidder i en blød sofa med et marsvin på maven...

For det andet - min kalender. Den har lavet et voksen-stunt og på mystisk vis fyldt sig selv op flere uger frem. Med dejlige ting og dejlige mennesker, javist, men det passer umådelig dårligt til mit selvbillede som impulsivt boheme-agtigt menneske at jeg konstant er nødt til "lige at kigge i min kalender og vende tilbage med hvornår vi kan ses". Faktisk har jeg hele 2 mennesker jeg "lige skal vende tilbage med" og det har jeg ikke gjort endnu, fordi jeg blev så barnligt mopset over tingenes tilstand.

Der var helt sikkert mere, der gjorde mig vranten, men nu har jeg glemt hvad det er. Af GODE ting, som slet ikke gør mig vranten, kan nævnes at jeg naturligvis var på Blomsterfestival i Odense (som annonceret i sidste indlæg) og årsagen til at I ikke er blevet foto-spammet endnu er, at jeg kom til at glemme mit kamera derovre. Men det er blevet leveret, og nu skal jeg så bare lige gennemgå de sædvanlige 150+ billeder så I kan komme med på rundtur.  Og så har jeg fået en KISTE. Altså, ikke en jeg skal begraves i (omend jeg faktisk godt kan være nede i den, så få endelig ingen gode idéer), men sådan en gammel en som min mor arvede fra en gammel tante i Norge. Den skal I også nok få at se.  Sidst men ikke mindst tør jeg nu løfte sløret for, at jeg fra engang i løbet af september måned får hjemmearbejdsplads. Dét bliver stort. Ganske vist kommer jeg til at savne DSB (det er faktisk ikke løgn), men glæden ved ikke at behøve at stå op klokken fem-halv seks om morgenen opvejer det nok.

I anledning af denne kommende glædelige begivenhed får I lige æren af et par før-og-efter billeder. Der var nemlig lige en enkelt julekasse eller to, der stod i vejen for indretning af kontor ...

BEFORE:

A nice and handy room for putting all

the stuff you don't quite know where

else to put. Do note the Christmas tree

holder sitting on the chair - this picture

was taken in July ....

My rather impressive pile of Christmas

boxes ....  You can never really

have too much Christmas stuff, can you?

AFTER:

(I magicked all the X-mas boxes away...)

this is where the desk will go - and

immediately to the right of this picture

is where Viggo lives.  He will be taking

most of my calls, I expect

@ N ~ thought I'd given up blogging, did you?  Not quite; just didn't have much interesting stuff to write about OR was so tired after work that more typing and communicating was the last thing I felt like doing.  But I'm still alive and well.  And annoyed.

Why annoyed, you ask?

Well, firstly, August.  I'm sure I ordered long warm evenings, cool sunny mornings, sun-drenched afternoons, the works. What I got was chilly gusts of wind and buckets and buckets of rain.  Not once have I felt like indulging in a cold glass of wine on the patio - au contraire, I've dug my cozy socks out of storage.  In August! Unheard of!  Of course, the weather man now says "summer will be back next week" to which I scathingly reply "but next week it will be autumn".  Because weekends like this one - which has actually been warm-ish, but with rain showers aplenty - are actually quite pleasant because I enjoy pottering around indoors in my cozy little house.  But that should be in autumn.  Now they're sending summer back; completely the wrong month, so I am in uproar. Well, as much as that is possible when I'm sitting in my comfy sofa with Viggo the guinea pig on my tummy ....

Secondly, my calendar.  It's gone all adult on me and somehow filled itself up with appointments several weeks ahead.  All nice appointments with nice people, so I'm not complaining as such (yes I am; I'm in a whiny mood); it's just that having to tell people that I "need to check my calendar and will get back to them re. when we can meet" really clashes with my self image as a spontaneous, bohemian person.   There are actually two people that I currently need to "get back to" and I keep putting it off because I was so childishly disgruntled by the fact that I might need to tell them "late October maybe".

But really, I'm not all Moaning Myrtle.  Good stuff happens too. I was at the Flower Festival of course, and the only reason why you haven't been bombarded with pics yet is that I left my camera at my friends' house.  But it's home now, so all I need to do is sort through the 150+ pictures I took and decide which ones to fire at you :-)    I also got a new piece of furniture: an old wooden storage trunk (is that what you call them?) that my mother inherited from an aunt in Norway. Pics to come!   Last but not least, I can now tell you that sometime in September I start working from home. It's been in the works for a while but I didn't dare say anything for fear of jinxing it.  But now it will definitely happen, and the only reason I haven't actually started yet is that I'm getting a new roof over that particular part of the house (which is technically the garage) because the old one flew off in a storm last winter.  And I don't particularly want to sit and work with a team of carpenters crawling around overhead. But once they're gone, I'll bring my desk, computer, etc. home from the office.   No doubt I will miss my daily train rides - but not having to get up at 5-530AM kinda makes up for that :-)   The pics above are from a "feng shui session" I had earlier this summer ..... a few boxes of Christmas decorations needed to be relocated in preparation for my New Office!

Right. Off I go now.  I carelessly invited some friends over this evening (old friends from school - there's a reunion in the works; wheeeee) so should probably move the piles of laundry away from the dining table, hoover up the guinea pig food I spilled all over the floor this morning - stuff like that...

På den sikre side

Efter at jeg havde forfattet det sidste indlæg overspringshandlede jeg lige lidt med noget hyggelig kartoffelhypning (ajmenalser, de kommer så fint, KH Indre Erna), hvorefter jeg modstræbende gav mig i kast med -igen- at fjerne mudderkager fra cyklens forskærm.

Må jeg i den forbindelse indskyde, at jeg nu ikke længere ærgrer mig over, at jeg ikke blev arkæolog. 

For pokker, altså. Og hvad sker der lige for moderne cykler og deres max. 2 millimeters frirum mellem dæk og skærm???

Nå, men megen pirke-pirke-pirke senere er de værste klumper væk, og jeg vil nu spule cyklen ren. I den forbindelse beslutter jeg, at det da er nu, slangevognen skal ud fra sit vinterhi og sættes til min u'endørs vandhane.

Ja.

Af alle de ting, jeg ikke er god til, er det med at håndtere virkelighedens verden nok den værste. Jeg er af og til så afsindigt upraktisk begawe', at det er lige før min far afskriver sig faderskabet, og helt ærligt så bebrejder jeg ham ikke.  Hvor svært kan det lige være at montere sådan en smule haveslange?  Meget, viste det sig. På en skala fra 1-10 tangerede jeg en 12'er; specielt da jeg havde fået det hele skruet sammen og tændte for vandet, hvorefter det hele nærmest SPRANG fra hinanden igen og alt vandet endte, ja, gæt selv hvor.

Det er egentlig et guds under, at det ikke gik i kog i selvsamme øjeblik, det ramte mig.

Heldigvis stiger min indlæringskurve proportionalt med mit raseri, og i næste forsøg fungerede alt perfekt, så jeg kunne skamspule forskærmen. Som man siger.

Herefter kørte jeg cyklen i stald, og gik direkte ind og væltede min cola ud over det hele.

I erkendelse af, at det godt kunne se ud til at være En af Den Slags Dage, har jeg nu indstillet AL praktisk aktivitet. Hvad der måtte være tilbage af held, er reserveret til de venindeaftaler, jeg har her i weekenden. Så jeg ikke kommer til at gøre skade på deres børn og sådan.

Jeg har derfor bænket mig i sofaen med min seneste nyerhvervelse:

Oh yes. Jeg har investeret 69,95 (nedsat fra 99,95) i et kort over Danmark. Og med sådan et er jeg godt underholdt - i timevis.

Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke er udstyret med noget vanvittig godt brevdueinstinkt. Min fars er uforligneligt - han kan finde vej alle steder; også selv om han kun har været der én gang før. Eller slet ikke, for den sags skyld.  Og alt, hvad der var af den slags gener, tilfaldt min søster.   Jeg er egentlig rimelig god til at planlægge ruter osv., men så snart jeg lukker kortbogen i og navigerer ud i den virkelige verden (der var den igen!), så er det som om, ruten fordamper inde i mit hoved, og oftest går det så en smule galt.  Til gengæld oplever jeg mange spændende ting, og det ser jeg som en slags kompensation.

Men jeg er altså meget, meget glad for at læse kort. Alle de bynavne, og fascinerende steder, som bare sætter fantasien i gang!  Der findes formentlig ikke mange skolebørn, som ikke er knækket fnisende sammen, første gang, de fik øje på Lem og Tarm.  Men hele danmarkskortet er fuldt af stednavne, som bare giver én en ubændig lyst til lige at køre forbi, og se hvordan der mon ser ud der ....

Se bare:

Øllebølle (nu får jeg lidt lyst til en

bornholmsk is) - og Flårupmelle. Og Sløsse!

Hømvejle. Og Høm.

10 mod 1 på, at der kører noget

intens landsbyrivaliseren her.

Bøstrup og Vrangstrup.

2 byer med sure indbyggere (i min

fantasi. Nogen, der kender nogen, som

bor i en af de to små byer?)

Skuderløse. Spragelselille.

Smag på ordene!

Hønsehalsen.

Og Uglerup (med det seneste års ugle-

mode må den da nærmest være blevet trendy?)

Gurede. Og Tuse Næs.

For ikke at tale om Bognæs. Dér overvejer

jeg nu at købe sommerhus...

Tumpet? Yes, måske.  Men jeg er god at have med som navigatør på bilture, hvor jeg kan holde kortbogen åben og dermed a) finde vej og b) underholde mig selv i pænt lang tid.

Vent I bare, til jeg tager jer med en tur gennem kortet over London Underground og fortæller, hvad der (inde i mit hoved) gemmer sig bag stationsnavne som White City, Holland Park og Barking ...

@ N ~apologies for the missing translation. It is turning out to be One of Those Days, and that affects the linguistic center in my brain, as well as my overall luck.

I'll be back with a vengeance later.  Have a lovely weekend m'dear.

Ne pas fumer

Min grund-indstilling er glad. Optimistisk, sågar. Måske ikke Lykkelig evig og altid, men generelt ikke specielt vranten, synes jeg selv . (og på et tidspunkt, wallah jeg sværger, udskifter jeg ynkemon/stress temaet her på bloggen).  Altså: - grundglad medmindre andet oplyses.


I dag er det dog en anden snak. I dag er jeg nemlig eddike. Som i sur. Som i: universet modarbejdede mig det meste af sidste uge, og efter en hyggelig weekends undtagelsestilstand er kampagnen åbenbart genoptaget. Den, der vover at lægge en kommentar om karma, og hvad-man-selv-udstråler-får-man-tifold-tilbage, får en lammer. Den, der lægger en oh-is-it-dat-time-o-da-month-again kommentar har muligvis lidt ret, det har jeg ikke helt overblik over, men får stadig en lammer.


Man ved at dagen får svært ved at svinge sig i top 10, når man allerede klokken 09:30 sidder og mærker dampen hvisle lige så stille ud af ørerne. Når man i bussen på vej hjem af chaufføren er blevet bedt om at slikke på sit klippekort (angiveligt for at se om dét kunne formå stemplemaskinen til at virke - øhm, nej tak, jeg tror jeg tager chancen så), for derefter at se sin venlige henvendelse til damen i sædet bagved -om hun eventuelt kunne få sit barn til at holde op med at sparke til sæderyggen?- afvist med begrundelsen "nej, han er træt"  (jamen så skal han da netop hvile sine små ben, ikke?!)  - - så begynder man at glæde sig til man skal i seng.


Dagen havde da lyspunkter. For eksempel uventet gensyn med tidligere kollega. Og 2 dåsecolaer.  Men jeg har mistet al lyst til at genkalde mig de øvrige behagelige indslag denne mandag. På vej hjem (i bus nr. 2, hvor fraværet af sparkende småbørn var en velsignelse) greb jeg i min bogstavtrang nemlig dagens udgave af 24timer, som på side 4-5 diverterer med en artikel om - LYKKE. Som angiveligt er noget man kan træne sig i. Og hvis ikke man selv kan tage sig sammen på rette vis, kan man slippe 2-3-500kr og komme på kursus i det.  Her arbejdes med meditation. Og balanceøvelser. Og vinderøvelser. Og teknikker til at fastholde Nuet - se, dér var noget, der var værd at lære. Især i en travl hverdag og sår'n. Næste skridt må være at fastholde Nuet så man kan dvæle lidt længere ved ForLidtSiden'et.


Goddammit. Fornemmer man lidt, at jeg har meget lidt fidus til den slags kurser? De fremstiller det så nemt.  Man skal bare vide hvad der gør en lykkelig, og så have fokus på det. Men for fanden (undskyld). Det er jo ikke det samme evig og altid. Nogen gange bliver jeg lykkelig når jeg er sammen med min familie, eller med en kæreste, eller omgivet af skvaldrende veninder. Andre gange er jeg intenst lykkelig, når jeg er helt mutters alene. Allerede her aner vi en interessekonflikt.  Jeg har også engang siddet og set en fantastisk solopgang, som næsten gav mig helt mavepine af lykke. Men fantastiske solopgange virker altså ikke hver gang, og jeg burde vide det thi jeg har arbejdet i en lufthavn hvor man arbejder på ugudelige tidspunkter og får sin solopgangs-ration mere end dækket.  


Men der er håb for mig. NU er der nemlig lykkekursus på (tidligere) yndlingskanal, DR2. Voila, liveblogging:


-0-


Øvelse 1 - se hinanden i øjnene - indtil man virkelig SER hinanden. Hvorefter man siger "jeg ser dig". Deltagerne betegnede øvelsen som "grænseoverskridende" (tilsyneladende ukendt og farligt fænomen, det med øjenkontakt) men anerkendte at "det var jo rigtig nok. Man ser jo hinanden"
Øvelse 2 - afslutte sætningen "lykke er".  Enkelte deltagere melder helt pas. Øvelse afbrydes af stresset og sur produktionsassistent. Det viser sig at han bare var skuespiller, der skulle vise hvor træller det er med sure folk. Ne-hej hvor en overraskelse! Stor moro da gækken afsløres efter blot 15 sekunder!
Øvelse 3 - interview med ofrenes deltagernes familie og venner som har fået carte blanche til at udlevere, hvor irriterende og sur og pessimistisk og DUM den pågældende er. Man undres - hvordan har de holdt vedkommende ud i så mange år? Det er i et enkelt grelt tilfælde flere år siden, en hustru har hørt sin ægtemand fløjte. Godt alting bliver bedre nu.  Man fornemmer, at op til flere af deltagerne er på tålt ophold i såvel parforld som livet. 
Intermezzo: Sur mand er kun en firer på lykkeskala, som er ti nummererede kort på gulvet. Seks skridt længere fremme står han på et 10-tal og føler sig strax meget bedre tilpas. At tænke sig - lidt tal på gulvet og en gåtur. Til sidst gik han endda - med blot ét skridt - helt udenfor skalaen!!! 
Øvelse 4 - taknemmelighedsdagbogen. Zå skal man lizzom skrive ned hvad man er glad for. Dét er grænseoverskridende. Tænk at tvinge sig selv til at flytte fokus fra problemer i produktionsafdeling til solopgang.  Sur mand fra før har fået særopgave med ikke at være sur på afdelingsmøde. Forbløffelsen vil ingen ende tage.  Sur mand pålægges ekstraopgave med at fortælle kæreste, hvor glad han er for hende. Dette er tydeligvis vanskeligere end ikke at være sur på afdelingsmøde. Med enorm rød plyssofa og du-stilling går det dog. Man fornemmer tydeligt, at parforhold her styrer uden om truende afgrund. Dog kunne kærestes reaktion godt være mere entusiaztisk. "Tak for de pæne ord" klinger lizzom lidt hult. Hun må klart med på næste kursus. Coach bekræfter sur mand i at han i hvert fald gjorde det rigtigt.
Øvelse 4, part deux. De øvrige deltagere kæmper med deres taknemmelighedsdagbøger. Nogen dage er de slet ikke glade for andet end at være vågnet om morgenen og have konstateret at de er levende, og ikke døde. Men det er dog også noget.


-0-


Liveblogging END.  Undskyld. Jeg er jo, som tidligere nævnt, lille bi omkring i dag. Dertil dybt, dybt allergisk overfor coaching og relaterede brancher. Og nu har jeg netop fået den styggeste migræne, fremkaldt af ord som "redskaber" (af den slags man ikke kan grave have med) og "værktøjskasse" (af den slags der ikke ligger en hammer i) og "udvikling" (af ens personlighed, i stedet for af en kæreste der har pakket sig selv ind i en kæmpesløjfe).


Så jeg har valgt at fokusere på én ting i dag: min surhed. For man skal være i svælge i sine følelzer når man har dem.

Personlighedsind- og udvikling, illustreret

@ N ~ I haven't taken up smoking again. The headline refers to the smoke (possibly steam) that was coming out of my ears earlier today.
The Universe has been working against me. Last week was Not Good. The weekend was a welcome respite from systems that were not working, people who took "entitlement" to new heights, and absolute imbeciles who crossed my (sacred, not-to-be-crossed) path. Today, the campaign was back on.  I'd thank you not to mention "karma" :-)
On the way home, I couldn't get the ticket-punching-machine-thingy to punch my ticket. The bus driver's solution? "try licking it". My response: "ehm, thanks but no thanks. I'll just take the chance that I don't come across a ticket inspector".  Then, the little boy in the seat behind mine kept kicking the back of my seat. I politely asked the mother if she could get him to stop. Her answer? "no, he is tired".  But surely, his little feet should be resting, then??? Sadly, *ding*, saved by the bell - there was my stop.


Transfer to  another bus. Read article in newspaper. Find out "happiness classes" are all the rage now. Incapable of finding happiness on your own? You're doing it wrong! Pay us $50-100 and in just 2 hours, we'll show you how! [steam or smoke, possibly both, coming out of ears again]
Apparently, it's all to do with focusing on what makes you happy. But when a person (that would be me) is sometimes happy as a peach in the company of family or friends -and other times happy as a clam when completely ALONE, then what? Peach or clam?  Lark, or pig in shit?  (Yes, there are numerous things you can be as happy as). So what should you focus on?


They also suggest keeping diaries of all the wee things you're grateful for. A beautiful sunrise, for example. Now, I once saw the most beautiful sunrise and got the most wonderful happy-tummy-ache. But that does not mean I'm setting my alarm clock for 5am. Because other equally beautiful sunrises didn't do the trick - and I've seen a fair few sunrises because I used to work at an airport where the workday starts before the best parties end. 


If anyone dares enrol me in such a class, it will cost them dearly. As I am mostly a very happy person (I am! I'm just a bit stressed out at the moment! Wallah, I swearz!), I like to wallow in my grumpiness. So that is today's focus.


And because I know you love it, and want to put it on a sweater and a bumper sticker and a tattoo, and-and-and  :-)

(from the brilliant infotainer, who -unfortunately- does not blog in English)

(ridiculously optimistic statement about the

quality of tomorrow is courtesy of yours truly)

Nogen der ved om Mie Molkte og Lai Yde stadigvæk er kærester???

Sidder i sofaen og stener Vild Med Dans, sammen med knap halvdelen af Danmarks befolkning (den anden halvdel ser nok Talent 2010 vil jeg tro).  Og tænker, at nu er landet vel efterhånden ved at være støvsuget for hhv ukendte talenter og Kendte Talenter m/Indre Dansemus. Er det bare mig, eller trænger vi ikke til at købe et nyt underholdningskoncept?  Robinson kan jeg ikke rigtig udtale mig om, for jeg har aldrig haft TV3, men jeg kan da se, at både det og Fangerne på Fortet kører endnu. Altså. Come nu lige on - selv Lykkehjulet blev aflivet efter en vis årrække og det er jo ikke fordi trenden generelt går i retning af at man bruger tingene i mange år (her tænker jeg ikke kun på TV koncepter).  Selv om jeg generelt går ind for bæredygtighed og genbrug, ønsker jeg mig noget nyt TV.

Mens de tænker over hvad det er vi skal se, kan de passende køre et lille loop med River Cottage, Nigella (jamen jeg elsker bare når hun swooner over smeltet chokolade), Two Fat Ladies, nogen BBC-haveprogrammer og andet hyggeligt TV. (KH Erna)

Det' mig dar kører her igå!

Altså. Nu ved jeg faktisk ikke om Århusianere (natives såvel som tilflyttere) er lidt mere RÅ end resten af landet. Men her, efter 10 år som tilflytter, har jeg gjort så mange TrafikObservationer, at jeg mener mig berettiget til at konkludere følgende:

• Hvis du er på cykel, og du kan se at det særlige lille cyklist-trafiklys er grønt, må du gerne køre over. Når det lille cyklist-trafiklys skifter til rødt, men der så er grønt for bilister, så er det det "store" trafiklys du skal følge. Grøn bølge for the win!
• Hvis du er på cykel, og du kører forbi et busstoppested, behøver du ikke at holde tilbage for buspassagererne. Det er DEM, der skal give plads til DIG! Dette gælder uanset om der er sådan en lille stribe fortov helt ude ved kanstenen eller ej.
• Hvis du er buspassager, behøver du ikke at vige for cyklisterne, når du stiger af eller på bussen. Det er DEM, der skal give plads til DIG! Dette gælder uanset om der er sådan en lille stribe fortov helt ude ved kantstenen eller ej.
• Hvis du er i bil, behøver du ikke at bruge blinklyset før du er kommet ind i højre-,  hhv. venstresvingsbanen. Det er først dér, de andre ikke længere selv kan gætte hvad du har tænkt dig at gøre.
• Når du så er i venstresvingsbanen, og der er blevet grønt-rødt-grønt-rødt hele 2 gange uden at du er kommet over, fordi der er meget trafik, så må du gerne køre over for temmelig rødt næste gang lyset skifter, for så fortjener du at komme videre. Uanset hvor mange tværs-kørende biler der så mener, at det da er grønt for dem nu.
• Hvis du er buschauffør, skal du vide, at alene det at du blinker til venstre for at komme ud af buslommen, vil skabe plads i trafikken. Lidt ligesom Moses og det Røde Hav, bare bagud.
• Hvis du skal ind i en bus, forenkler det tingene betragteligt, hvis du maser dig ind af den dør, de fleste passagerer skal ud af.
• Hvis du skal ind i et tog - hvor det er samme dør for ind/ud - er det dem, der skal IND, der går først.
• Hastighedsgrænsen på 70 km/t på den ydre Ringvej er mest ment som inspiration. Både 45 km/t og 95 km/t er helt acceptabelt.

- Må jeg i øvrigt bruge min ubegrænsede ytringsfrihed her på denne ufattelig populære blog til at fortælle den lastbilchauffør, som gav mig et thumbs-up og verdens bredeste smil i morges fordi jeg holdt tilbage for ham, at han reddede min dag og måske hele ugen? *TAK*