Ne pas fumer

Min grund-indstilling er glad. Optimistisk, sågar. Måske ikke Lykkelig evig og altid, men generelt ikke specielt vranten, synes jeg selv . (og på et tidspunkt, wallah jeg sværger, udskifter jeg ynkemon/stress temaet her på bloggen).  Altså: - grundglad medmindre andet oplyses.


I dag er det dog en anden snak. I dag er jeg nemlig eddike. Som i sur. Som i: universet modarbejdede mig det meste af sidste uge, og efter en hyggelig weekends undtagelsestilstand er kampagnen åbenbart genoptaget. Den, der vover at lægge en kommentar om karma, og hvad-man-selv-udstråler-får-man-tifold-tilbage, får en lammer. Den, der lægger en oh-is-it-dat-time-o-da-month-again kommentar har muligvis lidt ret, det har jeg ikke helt overblik over, men får stadig en lammer.


Man ved at dagen får svært ved at svinge sig i top 10, når man allerede klokken 09:30 sidder og mærker dampen hvisle lige så stille ud af ørerne. Når man i bussen på vej hjem af chaufføren er blevet bedt om at slikke på sit klippekort (angiveligt for at se om dét kunne formå stemplemaskinen til at virke - øhm, nej tak, jeg tror jeg tager chancen så), for derefter at se sin venlige henvendelse til damen i sædet bagved -om hun eventuelt kunne få sit barn til at holde op med at sparke til sæderyggen?- afvist med begrundelsen "nej, han er træt"  (jamen så skal han da netop hvile sine små ben, ikke?!)  - - så begynder man at glæde sig til man skal i seng.


Dagen havde da lyspunkter. For eksempel uventet gensyn med tidligere kollega. Og 2 dåsecolaer.  Men jeg har mistet al lyst til at genkalde mig de øvrige behagelige indslag denne mandag. På vej hjem (i bus nr. 2, hvor fraværet af sparkende småbørn var en velsignelse) greb jeg i min bogstavtrang nemlig dagens udgave af 24timer, som på side 4-5 diverterer med en artikel om - LYKKE. Som angiveligt er noget man kan træne sig i. Og hvis ikke man selv kan tage sig sammen på rette vis, kan man slippe 2-3-500kr og komme på kursus i det.  Her arbejdes med meditation. Og balanceøvelser. Og vinderøvelser. Og teknikker til at fastholde Nuet - se, dér var noget, der var værd at lære. Især i en travl hverdag og sår'n. Næste skridt må være at fastholde Nuet så man kan dvæle lidt længere ved ForLidtSiden'et.


Goddammit. Fornemmer man lidt, at jeg har meget lidt fidus til den slags kurser? De fremstiller det så nemt.  Man skal bare vide hvad der gør en lykkelig, og så have fokus på det. Men for fanden (undskyld). Det er jo ikke det samme evig og altid. Nogen gange bliver jeg lykkelig når jeg er sammen med min familie, eller med en kæreste, eller omgivet af skvaldrende veninder. Andre gange er jeg intenst lykkelig, når jeg er helt mutters alene. Allerede her aner vi en interessekonflikt.  Jeg har også engang siddet og set en fantastisk solopgang, som næsten gav mig helt mavepine af lykke. Men fantastiske solopgange virker altså ikke hver gang, og jeg burde vide det thi jeg har arbejdet i en lufthavn hvor man arbejder på ugudelige tidspunkter og får sin solopgangs-ration mere end dækket.  


Men der er håb for mig. NU er der nemlig lykkekursus på (tidligere) yndlingskanal, DR2. Voila, liveblogging:


-0-


Øvelse 1 - se hinanden i øjnene - indtil man virkelig SER hinanden. Hvorefter man siger "jeg ser dig". Deltagerne betegnede øvelsen som "grænseoverskridende" (tilsyneladende ukendt og farligt fænomen, det med øjenkontakt) men anerkendte at "det var jo rigtig nok. Man ser jo hinanden"
Øvelse 2 - afslutte sætningen "lykke er".  Enkelte deltagere melder helt pas. Øvelse afbrydes af stresset og sur produktionsassistent. Det viser sig at han bare var skuespiller, der skulle vise hvor træller det er med sure folk. Ne-hej hvor en overraskelse! Stor moro da gækken afsløres efter blot 15 sekunder!
Øvelse 3 - interview med ofrenes deltagernes familie og venner som har fået carte blanche til at udlevere, hvor irriterende og sur og pessimistisk og DUM den pågældende er. Man undres - hvordan har de holdt vedkommende ud i så mange år? Det er i et enkelt grelt tilfælde flere år siden, en hustru har hørt sin ægtemand fløjte. Godt alting bliver bedre nu.  Man fornemmer, at op til flere af deltagerne er på tålt ophold i såvel parforld som livet. 
Intermezzo: Sur mand er kun en firer på lykkeskala, som er ti nummererede kort på gulvet. Seks skridt længere fremme står han på et 10-tal og føler sig strax meget bedre tilpas. At tænke sig - lidt tal på gulvet og en gåtur. Til sidst gik han endda - med blot ét skridt - helt udenfor skalaen!!! 
Øvelse 4 - taknemmelighedsdagbogen. Zå skal man lizzom skrive ned hvad man er glad for. Dét er grænseoverskridende. Tænk at tvinge sig selv til at flytte fokus fra problemer i produktionsafdeling til solopgang.  Sur mand fra før har fået særopgave med ikke at være sur på afdelingsmøde. Forbløffelsen vil ingen ende tage.  Sur mand pålægges ekstraopgave med at fortælle kæreste, hvor glad han er for hende. Dette er tydeligvis vanskeligere end ikke at være sur på afdelingsmøde. Med enorm rød plyssofa og du-stilling går det dog. Man fornemmer tydeligt, at parforhold her styrer uden om truende afgrund. Dog kunne kærestes reaktion godt være mere entusiaztisk. "Tak for de pæne ord" klinger lizzom lidt hult. Hun må klart med på næste kursus. Coach bekræfter sur mand i at han i hvert fald gjorde det rigtigt.
Øvelse 4, part deux. De øvrige deltagere kæmper med deres taknemmelighedsdagbøger. Nogen dage er de slet ikke glade for andet end at være vågnet om morgenen og have konstateret at de er levende, og ikke døde. Men det er dog også noget.


-0-


Liveblogging END.  Undskyld. Jeg er jo, som tidligere nævnt, lille bi omkring i dag. Dertil dybt, dybt allergisk overfor coaching og relaterede brancher. Og nu har jeg netop fået den styggeste migræne, fremkaldt af ord som "redskaber" (af den slags man ikke kan grave have med) og "værktøjskasse" (af den slags der ikke ligger en hammer i) og "udvikling" (af ens personlighed, i stedet for af en kæreste der har pakket sig selv ind i en kæmpesløjfe).


Så jeg har valgt at fokusere på én ting i dag: min surhed. For man skal være i svælge i sine følelzer når man har dem.

Personlighedsind- og udvikling, illustreret

@ N ~ I haven't taken up smoking again. The headline refers to the smoke (possibly steam) that was coming out of my ears earlier today.
The Universe has been working against me. Last week was Not Good. The weekend was a welcome respite from systems that were not working, people who took "entitlement" to new heights, and absolute imbeciles who crossed my (sacred, not-to-be-crossed) path. Today, the campaign was back on.  I'd thank you not to mention "karma" :-)
On the way home, I couldn't get the ticket-punching-machine-thingy to punch my ticket. The bus driver's solution? "try licking it". My response: "ehm, thanks but no thanks. I'll just take the chance that I don't come across a ticket inspector".  Then, the little boy in the seat behind mine kept kicking the back of my seat. I politely asked the mother if she could get him to stop. Her answer? "no, he is tired".  But surely, his little feet should be resting, then??? Sadly, *ding*, saved by the bell - there was my stop.


Transfer to  another bus. Read article in newspaper. Find out "happiness classes" are all the rage now. Incapable of finding happiness on your own? You're doing it wrong! Pay us $50-100 and in just 2 hours, we'll show you how! [steam or smoke, possibly both, coming out of ears again]
Apparently, it's all to do with focusing on what makes you happy. But when a person (that would be me) is sometimes happy as a peach in the company of family or friends -and other times happy as a clam when completely ALONE, then what? Peach or clam?  Lark, or pig in shit?  (Yes, there are numerous things you can be as happy as). So what should you focus on?


They also suggest keeping diaries of all the wee things you're grateful for. A beautiful sunrise, for example. Now, I once saw the most beautiful sunrise and got the most wonderful happy-tummy-ache. But that does not mean I'm setting my alarm clock for 5am. Because other equally beautiful sunrises didn't do the trick - and I've seen a fair few sunrises because I used to work at an airport where the workday starts before the best parties end. 


If anyone dares enrol me in such a class, it will cost them dearly. As I am mostly a very happy person (I am! I'm just a bit stressed out at the moment! Wallah, I swearz!), I like to wallow in my grumpiness. So that is today's focus.


And because I know you love it, and want to put it on a sweater and a bumper sticker and a tattoo, and-and-and  :-)

(from the brilliant infotainer, who -unfortunately- does not blog in English)

(ridiculously optimistic statement about the

quality of tomorrow is courtesy of yours truly)