Saturday, 27 November 2010

Livstegn

Jaaaah, jeg overlevede! Det var ellers lige ved at udarte sig til den meget frygtede mandeinfluenza, der jo som bekendt har en helt utrolig høj dødeligheds-risiko. Heldigvis var mit østrogen-niveau højt nok til at forhindre det....

Nu sidder jeg og kigger ud i en have, der ser sådan her ud:


Til info, så er det grønkålen til venstre i billedet. Jeg håber den klarer det.

Sådan en lørdag som denne er som skabt til at gå ned i et uhyre lavt gear, tusle rundt i uklædelige gamacher og hyggesokker, kreere adventskrans, og lave simre-agtig mad (iransk - ikke for udearbejdende, remember). I aften kommer veninde og skal passes, eller det vil sige, hun bor lidt nord for Århus hvor der ligger meget mere sne, og eftersom hun på et tidspunkt i løbet af aftenen skal hente sin kæreste som er til julefrokost inde i Århus, var der ligesom ingen grund til at kæmpe sig gennem snemasser flere gange end højst nødvendigt. Så hun kommer herind og sidder stand-by, som den gode kæreste hun er. Og hun tager sin æbleskivepande med, som den gode veninde hun også er. Hurra!

Her er forresten min adventskrans. Kom jeg til at overdrive sløjferne en anelse? Der var 3 meter bånd i hver rulle, og det ville blive for skrabet hvis jeg kun brugte halvdelen. Så jeg sløjfede og sløjfede, og resultatet ses her:



Hvis I synes det er for meget, så kan jeg berette at lille voodoo-agtige gingerbread man syntes den var helt i top. He totally  ♥ it!



Hvor adventskransen er måske lidt vel til-sløjfet er kalenderlyset til gengæld uhyre minimalistisk. Det er så nok også det eneste ved min jul, der kan kaldes dét...


I forgrund: kalenderlys.
I baggrund: rod efter fremstilling af adventskrans.
Hvorfor forsvinder det ikke bare af sig selv????

Mens jeg tuller rundt og laver hyggelige små ting, er Kæreste på hårdt arbejde. Hans søn flytter hjemmefra i dag (jubel er ikke ordet) og Kæreste trodser snemasser og glat føre, og har modigt iført Mondeo'ens anhængertræk en IKEA-trailer som nok skulle have plads til sønnens ejendele. Hyacinth som jeg er, har jeg naturligvis drysset en liberal dose formaninger udover ham (tænk ængstelig Indre Ernas budskab, afleveret af militant Indre Helga). Hvis han bare gør som jeg siger, skal det nok gå.  Hvis bare han altid ville gøre som jeg siger.... *suk*

I morgen er det første søndag i Advent og så er det min tur til at trodse snemasserne for at drage syd for Århus og fejre book-release. Det kan kun blive godt. Og så varmer det så dejligt, når man har maven fyldt med pausekager. 

I får lige et par billeder fra busstoppestedet på Ringvejen/Viborgvej på min vej til arbejde i går. Sorry, selv om jeg har mindre nervesammenbrud ved tanken om kæreste m/trailer i dårligt føre, så kan jeg altså ikke lade være med at elske sne og Rigtig Vinter.



2 comments:

Ibs said...

Rigtig vinter er det eneste...øh...rigtige! Sådan er det. Også selvom det kan forhindre en og anden i at komme til pausekagefest. Pez.

Signe said...

Allersødeste sløjfe-Tine; vi ses i eftermiddag :-)
Elsker sneens stilhed, selvom det er f*** besværligt!