Dagens motion, check

Min figur er, sine steder, lettere rubenesque.  Og fra tid til anden får jeg meget lyst til at gøre noget ved sagen, så jeg ikke folder så underligt for eksempel.

Man kunne derfor forledes til at tro, at jeg holder meget af motion - men ak, man ville tage fejl.  Jeg bryder mig ikke om at svede, og jeg afskyr at være forpustet (så kan man jo ikke snakke, vel!)  Men af og til hænder det alligevel, at motionen finder mig, så at sige.

Tag nu i morges. Jeg var ude på en liden cikeltur, og drejede op ad en markvej, hvor jeg færdes jævnligt.  Jeg ved af erfaring, at der kan være glat (hvis et træ vælter i skoven, men ingen hører braget, er jeg så overhoevedet væltet på cyklen?  -kunne man spørge, hvis man var filosofisk anlagt), så jeg cyklede i relativt adstadigt tempo. Og så, uden varsel, røg der en tot græsmudder op i forhjulet, og så standsede jeg. Dér.

Ikke ud over styret, men temmelig brat.  Og forhjulet sad fast. Og der var en halv kilometer til offentlig vej, bagud, og en halv kilometer til nærmeste gård, fremad.  

Alverdens pinde og kviste kunne ikke formå mudderklumpen til at forlade dens nyfundne hule mellem skærm og forhjul, og jeg ønskede inderligt, at jeg var typen, der altid lige havde en lommekniv og noget ståltråd i lommen. Men det er jeg ikke.  Så efter lidt overvejelse bestemte jeg mig for at trille hen på gården, for der har de styr på den slags.

Nu er min cykel ikke ligefrem nogen letvægter. Den er bygget til at være cute og mormor-agtig, når den triller rundt i Århus. F***eme ikke til at blive skubbet/trukket/båret/truet hen ad mudret markvej med aldeles immobiliseret forhjul. Hold nu kæft, hvor jeg svedte.

Endelig fremme lånte jeg skruetrækker og vandslange og fik endelig lidt styr på sagerne igen.  Men jeg skulle jo hjem...  Så jeg tænkte, at "jeg trækker da bare hen ad markvejen. Så kan jeg styre uden om mudderpølene, og så går det lisså fint".

Altså.

Første gang: uheldigt.

Anden gang: dumt. 

Dumt, dumt, dumt.  Men jeg kom dog næsten helt frem til det asfalterede, før jeg bemærkede, at cyklen var blevet underligt tung at trække.  Så så man mig,gravende under skærm med nyttesløs lille pind i-f***ing-gen, peptalkende med mit cykelhjul, "du skal bare holde ud 100 meter endnu, jeg skal nok bære dig, der er asfalt lige om lidt, kom nu du kan godt", semi-slæbende, små-bandende.

Men det gik. Og vel ude på asfalten steg jeg til sadels, og asede mig fremad i et snegletempo som kørte jeg med håndbremsen trukket (hvad jeg på sin vis også gjorde), den lille kilometers penge hjem.  Og 300 meter hjemmefra blev jeg overhalet af en horde midaldrende motionscyklister.  Hold kæft, de må have grinet af mig.

...

Jeg skal ud og handle her i dag, og jeg havde egentlig tænkt mig at cykle. Men nu tror jeg sgu' bare, jeg tager bilen.

God weekend!