Lololololoooooooo, part deux

I kan godt huske min særlige pendlerven, ikke?  Det lille dampbarn, som hujer rundt på stationen tiiiiii-hiiiid-ligt om morgenen?   Han lever skam endnu. Men har vist haft en lang sommerferie, for det er først de sidste par uger, jeg har set ham igen.

Det viser sig, at han er en sand gentleman. En noget manisk, påtrængende, hyper én af slagsen, ganske vist, men dog en gentleman.

Forleden stod han således og havde gang i de sædvanlige morgenøvelser foran in-/udcheck standerne (= fægtefægtefægte med hånden, så den mekaniske dame messer check ud-check ud-check ud som en plade, der er gået i hak).  Så en lille tur op og ned ad perronen, og hen til den bænk hvor jeg og et andet morgenmenneske sad og fjælede os, dybt begravet i læsestof (på den kujonagtige, undgå-for-alt-i-verden-øjenkontakt-agtige måde).

"Nå men du må ha' en rigtig god dag", sagde pendlerven til min sidekammerat. Eller dvs., han siger jo ikke bare ting. Der er ikke rigtig nogen volumenknap på ham, så det er nærmere, BOOM, out of nowhere,  "NÅMN DU MÅ HA EN RÆTTIG GO DAG!!". Man er jo ikke helt vågen på det tidspunkt; man bliver sådan lidt forskrækket, når folk pludselig taler MEGET HØJT, lige ved siden af én.  Tak, tak, hvisker sidekammerat, og jeg vover også et forsigtigt smil.  "JAMN DET ER FORDI JEG IKKE HAR TAGET MIN MEDICIN ENDNU SÅ BLIVER JEG TIT SÅRN LIDT IRRITERENDE".  Ahaaa, og overfor sådan en selverkendelse kan man jo ikke andet end småtø-hø'ende at tilkendegive at det er skam helt i orden, vi skal jo alle sammen være her, og så videre, alt sammen på en venlig måde men helst ikke så venlig at han får lyst til at tale endnu mere. Er som sagt ikke helt vågen endnu. Har også dødsenssikker forudanelse om, at kaster man sig først ud i en rigtig samtale her, så undslipper man ikke igen. Nogensinde.

Ind i toget, og med pendlerven siddende skråt bagved. Han går lystigt i gang med at ringe til en ven, eller måske til skolen: "JA HEJ INGE JEG VIL BARE SIGE AT NU SIDDER JEG I TOGET. JA. JEG HAR FÅET  NY MOBIL. JA. DET ER GÅNNÅK TIDLIGT DET ER ALTSÅ. MEN I MORGEN SÅ SKAL JEG HELDIGVIS IKKE I SKOLE OG SÅ KAN JEG BARE SOVE TIL KLOKKEN 8 HVIS JEG HAR LYST. JA. OG DET HAR JEG NOK. JA.JA. JEG HAR FÅET NY MOBIL! HEJ" - og så, henvendt til sig selv: "JAJA. HUN SNAKKER OG HOLDER SIG VÅGEN".

Ved næste station myldrede det ind med folk, og så sprang den galante unge mand op - ikke ulig trold af en æske - og sagde til en ung pige "DU MÅ GODT SIDDE LIGE HER DU MÅ. JEG HAR SLET IKKE NOGET IMOD AT SIDDE PÅ GULVET. JEG HAR FÅET EN NY MOBIL!"  Jaja - en sand gentleman. Lidt forskrækket overvældet, blev hun, det var tydeligt, men venligheden var ægte nok.

@ N ~ one of the semi-regular commuters on my morning train is a young boy (18? 16? something like that) who has, I think, some sort of ADHD-like condition.  From the moment I step out of my car in the parking lot I know if he's going to be on the train today. I can hear him walking around on the platform, talking very loud on his cellphone (at 645AM), or singing to himself (Christmas songs, year round).

He is totally harmless but most of the morning commuters are willing to give him a pretty wide berth (even forgoing their Regular Seat) because he is. Well. A bit noisy.  

It's not so much the singing, it's more like he doesn't come with a volume control. And he tends to just start talking to you (or at you, perhaps) which can be a bit frightening when you're sort of still half asleep.

The other morning he came over to a guy sitting on the bench next to me and wished him a good day -which is nice; it's just that because the volume control button is missing in action, it comes a bit BOOM, out of nowhere: "YOU HAVE A GOOD DAY, NOW!!" and then, as an afterthought: "I HAVEN'T TAKEN MY MEDICATION YET. SO I'M A BIT ANNOYING".  Most of us see him regularly, so we hem and haw, and try to smile in a friendly-but-not-too-friendly way, because we instinctively sense that once we engage in conversation, there is no escape from it. Ever. Again.  We're all a bunch of cowards. He genuinely doesn't seem to mind our cowardice.

He is, as I said, very often on the phone, and I can't help feeling a bit sorry for his friends. You have to remember, this is before 7 in the morning.  A typical conversation, or monologue, can go a little something like this: "AND PETER, HEHE, PEEEETEER, THEN THERE'S THIS WORD, YOU KNOW, AND IT STARTS WITH A P. AND ENDS IN A Y.  AND THEN THERE'S A U. AND,AND, PEEETEER, AND TWO S'ES IN THE MIDDLE!!"

I think he goes to school somewhere, because the other morning I overheard him calling in to say that he was on the train now. "YEAH. I'M ON THE TRAIN NOW. YEAH. I GOT A NEW CELLPHONE! YES. GOSH IT'S EARLY. BUT TOMORROW I DON'T HAVE SCHOOL, AND THEN I CAN SLEEP UNTIL 8 IF I FEEL LIKE IT. YEAH. AND I PROBABLY WILL FEEL LIKE IT. YEAH. YEAH. I GOT A NEW CELLPHONE. BYE" and then, muttering to himself (well, I say muttering...): "MAN, SHE TALKS! KEEPING HERSELF AWAKE"

Fun and games on the morning train :-)