Monday, 23 January 2012

Forsvundet et sted i de 97%

eller: facebookstatusser, jeg ikke forstår.


Dette er utvivlsomt et spørgsmål, som er blevet stillet tidligere. Men jeg har ikke hørt svaret, så jeg må lige spørge også:


De der status updates på facebook, hvor man skal copy+paste, hvis man kender en, der har en sygdom/elsker sin kæreste/er ramt af sort uheld (de 3 ting er ikke nødvendigvis relaterede, red.) - hvem er det, der forfatter dem? Altså, hvor kommer de fra???


Og hvordan kan de vide, at 97% af deres venner ikke vil copy+paste? Nogle af de status updates mener endda at vide hvilke af vennerne, der vil udgøre de gyldne 3%.  Jeg kan ikke engang regne ud, hvor mange personer, der udgør 3% af mit samlede antal venner uden først at logge ind, checke efter, konsultere en lommeregner, og bestemme mig for om jeg så vil runde op eller ned hvis det ikke ender på et helt antal mennesker.


Jeg vil virkelig gerne vide, hvor de kommer fra.


Fra samme boldgade: hvem ER det, der finder på, at vi i visse måneder skal skrive en kryptisk status update, med det formål at støtte kampen mod brystkræft? For dén (kampen) støtter jeg da gerne, men jeg forstår ikke helt, hvordan det kan ske ved at jeg skriver noget mystisk. Og er det ikke ved at være flere gange om året, vi er ude i det cirkus?


Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg pludselig må stille de her spørgsmål, sådan cirka 3 år efter at alle andre er holdt op med at undre sig. Måske er det fordi jeg synes, at facebook er ved at være en moden dame, der skal holde op med det fis. Måske trænger jeg bare til en ny hobby (wordfeud, anyone?? og nej, ikke alligevel. har stadig ingen Iphone). Eller måske modtog jeg bare endnu en mystisk kæde-agtig-mail forleden, hvorefter mit newsfeed blev ramt af følgende guldkorn, som her gengives i sin uredigerede, nutids-r's-manglende, freds- og god-stemning-spredende form:


Du kan svine mig til, jeg ignorere dig bare.Du kan give mig en lussing, jeg vender bare den anden kind til.Du kan sprede rygter, det gør mig bare mere populær.Men hvis du rør min kæreste, så DRÆBER JEG DIG. Sæt denne tekst ind i din status hvis du elsker din kæreste for det gør jeg!'♥

Sådan en dejlig lille hyggespreder at starte ugen på. LOL! *ggg*  *smst*


Knuzzer og zå videre. 


PS - nej, den er ikke fra Niklas Poulsen's kæreste

3 comments:

Anonymous said...

Det er da for morsomt! Jeg stod for 2 timer siden og undrede mig over hvem pokker det var som opfandt de der - hvor håndtasken skulle stå-bryst cancer-ting!!!
Det er mennesker som ikke har andet at tage sig til end at give almindelige dødelige dårlig samvittighed - intet andet.

kh
Kong Mor men jeg må ikke skrive hos dig ellers...

Fru Buur Bækgaard said...

Arj! Det vil jeg også gerne vide!

Og jeg vil endnu mere gerne vide, hvorfor folk hopper på den og tager de der kæde-statusser til sig?

The Blogless Sister said...

Det er nærmest mere sært end Farmville. (nærmest.... :-)