Unbelievably shallow

Så blev det Ægte Hverdag igen. Og man trissede hen på det der arbejde. Ej. Dét gjorde man ikke. Man drønede på arbejde, fordi man på årets første arbejdsdag havde fået lov til at låne sine forældres bil. Ja, faktisk kunne man også have taget Søsters bil, men den holdt inderst. Hvilken fråds, hvilken fryd, hvilken luxus - men kære DSB, om få dage har I mig tilbage igen. I mellemtiden bør I, der færdes på E45, venligst ihukomme Helga's vise ord om, at højresporet ej er befængt med hverken pest eller dæk-klister der gør det aldeles umuligt at komme ud i venstresporet igen. Prøv det, prøv det - i stedet for at overhale 2.5km tomt højrespor. Nå. Hvor var jeg?  Total yndlingsharpe, er det åbenbart blevet....


For dælen. Jeg mistede aldeles tråden. Nåja, arbejde. Heldigvis ej ubærlig travlt, og det var rart, for det føltes godt nok, som om der burde have været i hvert fald én fridag mere efter Nytårsaften.


Anyways, der sad jeg altså. Og kom i tanker om, at det gamle hus, hvor jeg boede til leje sammen med min allerførste rigtige kæreste, nu er sat til salg. Ind på boliga.dk og finde det - jo, sørme, der var det. Det kan blive mit for lidt under 1.7 millioner. Det var det ikke værd, da jeg boede der - det var mystisk indrettet, køkkenet havde ingen håndvask, til gengæld bryggers lige ved siden af og desuden - hvad jeg slet, slet ikke værdsatte højt nok dengang - et spisekammer. Og så var det så piv-utæt, at der af og til var frost på indersiden af vinduerne om vinteren.  Og alle de vinterblomster, som dybest set mistrives en smule, når vi hiver dem ind i vores varme stuer - de blomstrede og trivedes hos mig. Men siden dengang er der godt nok sket ting og sager; vægge flyttet og isoleret, nyt tag, nye vinduer isat, fancy køkken installeret, og såvidt som jeg kan bedømme boligmarkedet i dag, er det vist en OK pris. Aj, hvad fanden ved jeg. Jeg har boet i Århus i 10 år; det forvrænger altså ens opfattelse af hvad "OK pris" vil sige.


Men det var sært at se det. Nogen ting kunne man slet ikke kende. Og så lige med et var der noget  på et af salgsbillederne, et hjørne eller et vindue, som bare fik mig til at huske alle mulige ting fra dengang. Bitter&Sweet.


Og så er det faktisk også ret præcis 1/3 år siden, jeg officielt flyttede fra A. Det er lige så bittersødt, men jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at bo alene igen. Til at mit hjem er mit hjem, og der ikke er andre, der har krav på at være der uden at jeg inviterer dem. Til at indrette min egen hule. Og til at møde Verden som Tine, bare Tine, og ikke den ene halvdel af Tine &.


Men al denne melankoli (aaarh, så slemt var det nu ikke) må verfes lidt af vejen. I nytårets letsindige ånd får I her lidt pænt at se på.

Jeg har udelukkende sat disse billeder på, fordi disse mænd for mig at se har nogen virkelig....ehm, pure indre kvaliteter. Det er faktisk ikke engang løwn. Klik på youtube-linket nedenunder, og hør en af de gode historier, der bor (eller har boet) inden i Neil Gaiman, læst med hans bløøøde britiske stemme.







@ N ~ you've seen this one before. On facebook.  Along with all the pretty faces I used to post; one every Sunday. I should take it up again, but it seemed to me the world ran out of pretty faces. Which is a total lie, of course.  There will always be handsome men. And I will, for quite a while, be content to watch from a safe distance.


An old house that I used to rent with my then-boyfriend when I was in my early twenties is for sale. I went to the real estate agent's web site today to nose around. When we lived there, it was in dire need of renovation. In the winter we would sometimes wake up to see beautiful frost "flowers" -on the inside of the window panes! It was dirt cheap, and we were young and in love; also, we had electric blankets.  There is no need for electric blankets now. The new owners have given the house a new roof, and new windows. Internal walls have been torn down, or moved, and it looks very different from when we lived there. But there were a few things that looked the same. A funny ceiling, and the spare room that used to be the office for the manager of the dairy next door (in the olden days, long before our time). I've driven by a few times; it's not far from where I live now (again), but I hadn't seen the interior since we moved out.


It brought back some memories, mostly good ones (it's been over a decade; that does a lot of good to one's memory). Also, it has now been one-third-of-a-year since I (officially) left A.  It was the right decision, definitely. I like to face the world alone again, to be "just me" and not one half of "Tine &".


So all is well, on this second day of the New Year. And I thought the blog could do with some decorations. There they are.