Søvndyssende indlæg

Jeg er glad for, at I var så begejstrede over at komme med på bustur sammen med mig og Niklas P's kæreste (muligvis eks-kæreste?).  Det er ret handy, når man ved skæbnens og signalfejlenes hjælp bliver smidt lige ned i sædet ved siden af et blog-indlæg.


For skulle jeg udelukkende hente inspiration i eget lille liv, blev det måske noget kedeligt.


Har for eksempel købt en so. Ikke en avlsso, men det der i gamle dage (og vel egentlig stadig) kaldes en stegeso; i dag kaldes den en Römertopf, hvis det er Den Vi Alle Begærer (jo, det gør vi da) og den bekender med stolthed, at den er Made in Germany. Jeg er så pissekedelig; jeg ville ønske der var flere fyndige tyske slagord på den. In Deutschland hergestellt. Von schöne junge Lehmmädeln. Über-gipfel-spitze-qualität. Noget i den stil.


Har allerede spammet kolleger og kagedåser med so-relaterede spørgsmål, men endnu ikke frembragt et eneste ler-omsluttet måltid. Verden venter i spænding. Indre Erna noterer med tilfredshed, 1-0 til de to andre Inner Bitches hvad angår 2012-intentionerne.


Ligeledes i spænding var jeg, da jeg endelig fandt ud af at bruge Spotify. Har nu endelig musik til rådighed igen - jeg er jo pt separeret fra min cd-samling, men den er nu heller ikke særlig aktuel. Bortset fra Duffy's "Rockferry" som jeg fik i fødselsdagsgave for nogle år siden, er den vist ikke blevet opdateret siden 2002. Hvis alle var som jeg, var Hansi Hinterseer aldrig nogensinde blevet til noget.  


Men jeg kan naturligvis ikke finde på, hvad jeg nu skal høre, så jeg surfer lidt hist og pist. I den anledning så jeg mig nødsaget til at finde ud af at aktivere Spotify's privacy settings. Mit image kan ganske enkelt ikke bære, at der på facebook står: "Tine listened to: Alexander Rybak (very very briefly) - Riverdance - og Europe's The Final Countdown".


Haha. Jeg lyver da bare lidt. The Final Countdown er jo en klassiker. Svenskere med langt hår, tumpede navne, og et overforbrug af keyboard sound effects; what's not to love. Men for at undgå ridser i lakken (og blødende øregange) har jeg nu sat soundtracket til Mona Lisa Smile på. Det kan anbefales! 


Den sociale kalender er fyldt op - hele januar bliver en lang fest. Eller komsammen, i hvert fald. Blandt andet fylder Hitteniecen snart 1 år. Og det betyder faktisk, at det også snart er et år siden jeg drog mod vest. Det var dælme dejlig blogging, derovre fra. Men alt var jo også så stort og nyt og anderledes. Jeg er muligvis ikke et særligt kreativt menneske, for jeg synes det er vanskeligt at vride gode historier ud af op-klokken-6-med-tog-på-arbejde-knokle-frokost-knokle-med-tog-hjem-hurra-mor-har-lavet-aftensmad-og-nu-skal-jeg-snart-i-seng. Med lidt held får jeg lidt inspiration fra Hitteniecen; hun har fået (mindst) 2 tænder, ligner en reklame for Dansk Sødmælk, og betragter verden med store VÅGNE blå øjne.


Selv er jeg en søvnig gris lige i denne uge. I dag lykkedes det mig, mellem kl. 16:56 da toget forlod Horsens og 17:00 da togføreren kom hen for at checke billet, at falde i så dyb søvn at han måtte prikke mig høfligt på armen flere gange og sige "øhm, hallo? hallo?" i lettere bekymret tonefald. Det var godt nok, at han kom lige netop da. Havde været lidt pinligt at måtte ringe til afhentende fader og spørge, om man med minus 30 sekunders varsel eventuelt kunne rykke rendez-vous til Fredericia station. (Jeg spurgte, hvad der egentlig var sket, hvis jeg havde snorket mig forbi mit stoppested - han lovede, at så skulle DSB nok hjælpe mig. I et meget beroligende tonefald. Jeg tror ikke helt, min uhyre store erfaring som togrejsende helt skinnede igennem lige i dag)


Jeg tror, jeg går og lægger mig. Bare så jeg ikke ender i Frederikshavn i morgen. "Hallå sjæf, det er Tine..."