Banegårdsmystik og forskellige grader af selv-udlevering

I 2 dage har der stået sådan en motoriseret sofacykel (I ved, dem gamle folk bruger til at køre tur på, når de ellers kan få dem bevilget) (få køretøjet bevilget, altså - ikke selve turen)  oven for en af trapperne på Vejle Banegård. Det er lidt sært. For hvis man har brug for sådan en, så parkerer man den vel ikke så lemfældigt? Og det er da ikke det mest oplagte valg, hvis man er joyrider på udkig efter et egnet flugtkøretøj?  Hm. Nå. Hvis den stadig står der i morgen, må jeg jo sige det til en voksen.


Det kan være, vi skal sende den over til Amalienborg, hvis der ikke kommer nogen og gør krav på den. Jeg tænker, Dronning Margrethe godt kunne bruge en sofacikkel, når hun skal fra sal til sal, for hun havde godt nok et langt weekendprogram. Phew!  Tænk lige, at sidde og se på Søren Østergaard der danser med svinekoteletter og bare vide, at der konstant er et TV-kamera rettet mod én. Så ikke alene kan man ikke tage sig en lille morfar; man skal pinedød også smile og se ud, som om det er jättegod underholdning, for ellers vil ens grænseløse utaknemlighed overfor Kunsten straks være forsidestof. Hun gjorde det faktisk godt, Daisy, men jeg vil vædde på at hun er en smule brugt her i denne uge.


I anledning af Dronningens jubilæum - samt det faktum, at jeg havde 2 gavebilletter liggende - var Søster og jeg ude en lille tur i lørdags. Vi var i biografen og se Sherlock Holmes 2, med de nydelige mennesker Robert Downey Jr (NAM!) og Jude Law (nam). Den var vældig spændende - men altså. Guy Ritchie (bedst kendt som Madonnas ex) er god til tju-bang-film, men jeg brød mig bedst om den, når jeg ignorerede, at det var Sherlock Holmes, og bare betragtede den som god action.


For når det kommer til portrætteringen af Holmes, hans partnerskab med Watson, hans misbrug, hans genialitet og hans sjæls krinkelkroge, er der ingen over, ved siden af, eller bare i nærheden af Jeremy Brett

My man Sirkles

Bagefter skulle jeg luftes lidt, for jeg kommer ikke så meget ud. Vi tog derfor på Brasseriet, som ligger midt på Axeltorv i Kolding. De, der var unge i Kolding i halvfemserne, husker stedet under navnet BAXX.


Og på BAXX har jeg tilbragt utallige fredags-eftermiddage og lørdags-aftener. At man faldt over skoletaskerne, når man kom ind, var ingen overdrivelse. Ej heller, selv om størstedelen af klientellet gik på Kolding Købmandsskole og i bedste stræber-stil havde forkastet fjällräven til fordel for attachémappen. Jeg har fundet en kæreste derinde (altså, som i: MØDT en kæreste. Det var ikke en eksisterende kæreste, der var blevet væk). Jeg har danset mystisk dans, med en tysker som lignede ham der havde stået model til Find Holger. Og jeg har, vistnok kun én gang, optaget det ene af de kun 2 pigetoiletter i ...well, lidt længere tid end hvad der skaffer én venner (veninder, for at være eksakt). Noget med at de havde tilbud på en meter øl, hvilket er 10 fadøl, og vi var ikke så mange til at dele som jeg troede, og jeg bryder mig virkelig ikke om at drikke dovent øl, så det skulle bare ned i en fart, før det blev dovent, og ... ej, det gik vist helt galt.


Lad os tale om noget andet.


Lad os tale, om den sære, sære drøm, jeg havde i nat. Jeg var nemlig til KROBAL! Ja, jeg er fra et sted, der ligger så langt ude på landet, at hvis man ikke hang ud på BAXX i den stooooore købstad, så var man til bal på den lokale kro. Den er lukket nu, men i nat var jeg til julebal i Nisseland krobal igen. Der kan man bare se. Og det er faktisk lidt mærkeligt, at jeg husker drømmen så tydeligt som jeg gør, for jeg var sejlende beruset. Ligesom dengang i virkeligheden, da en eller anden prøvede at lære mig at drikke whiskey, og jeg optog et af de kun 2 pigetoiletter i.....Gah! Dét skal vi heller ikke tale om nu!!!  Og så ville skæbnen, i min drøm, at jeg til dette krobal mødte en af min (virkelige) ungdoms potentielle-men-aldrig-helt-i-fut-satte flammer. Hvorfor vi aldrig blev kærester kan jeg hverken huske eller retfærdiggøre, for der var da vist både kemi, elektricitet, og virkelig venskabelig stemning mellem os. Ud af starthullerne kom det dog aldrig.


Lige som denne beretning, lader det til. 


Altså: DRØM! Mig til krobal, virkelig virkelig besoffen, spotter fordums flamme. Og her er det så, jeg rødmende må tilstå, at jeg opførte mig virkelig dårligt. Ude i den virkelige verden har manden vistnok både kone og barn, og det har han muligvis også i drømmen, det erindrer jeg ej, men jeg prøver i hvert fald alt hvad jeg kan på at lokke ham i fordærv. En Fristerinde, er jeg! (Nogen ville kalde det tøjte, men det lyder så grimt. Fristerinde - det er der en vis gammeltestamentlig pondus over). Stakkels mand. Han har ikke en chance. Så vi kysser, og min mobiltelefon bliver væk og derefter genfundet, og vi kysser igen, og på forunderlig vis lykkes det mig at holde balancen, men til sidst slutter festen; Prinsessen skal hjem i seng før hun forvandles til et græskar, og da hun kommer hjem sidder sjæfen (altså, hende der er min chef ude i virkelighedens verden) nok så hyggeligt og spiser morgenmad med mine forældre, og minder mig om, at jeg skal på arbejde om 3 timer.


Og så vågnede jeg.


Og han fik ikke engang mit telefonnummer.


Men det var jo forresten en drøm, og hvem ved om der er mobildækning dér?


Hm. Lad os tale om noget andet (igen).


Vi kan tale om her i eftermiddag, da jeg tog toget hjem (det var i øvrigt IC3-toget "Henrik Gerner". I morges kørte jeg med "Top-Karen". Ved ikke om der overhovedet er et eneste menneske, udover mig selv naturligvis, der synes det er sjaw at IC3-togene har navne? Nej?).  Der var gooood plads, og jeg var træt efter en lang nats krobal efterfulgt af en lang dags arbejde, så jeg foldede mig sammen som en foldekniv så jeg kunne ligge ned (sådan et lillebittebitte nips er jeg nemlig).  Overfor mig sad en mand og en dame og talte lavmælt sammen. Han sad med sådan en halv liter Mathilde-kakaomælk og sluuuuubbbbrrede virkelig irriterende i sugerøret. Der var ikke så mange mennesker med, så det var den eneste lyd, man rigtig kunne høre.


Indtil vi standsede i Skanderborg. Så gav det hjul (eller et eller andet andet), der var lokaliseret lige præcis nedenunder mig sådan en sær lyd fra sig. Som 100%, I swearz, lød som om det var mig, der slap en fjært.


Kakaomælksmanden standsede lige midt i et slubr, og kiggede over på mig. Og hvad gør man så? Jeg spørger bare? 


-Satser man på, at han tænker det samme som en selv, og siger "høhø, jeg ved godt det lød som om jeg slog en prut, men det var altså bare togets affjedring der knagede"? For hvad nu, hvis han faktisk ikke havde lagt mærke til lyden, eller bare troede den kom fra hans sugerør, eller hvem ved, måske havde han noget med tog at gøre og vidste bare præcis, at når den lyd kom, var det ved at være tid til 20000-kilometers-eftersyn for good old Henrik Gerner?  Så ville man jo fremstå som Paranoid Særling med Latrinær Tankegang.


-Eller gør man som jeg endte med at gøre - lader som ingenting, kigger måske bebrejdende på manden når han slubrer ekstra højlydt, og beder-beder-beder til, at toget laver præcis samme lyd, når det et kvarter senere standser i Horsens - så han har en chance for at konkludere, at det måske er en tog-relateret lyd og ikke bare en medpassager, som lider af SAF (Station Approach Flatulence)?


Det gjorde det i øvrigt ikke, toget. Det var så ufattelig stille og lydløst, at enhver togmekaniker ville få tårer i øjnene. Lige indtil vi standsede i Vejle - så kom lyden igen. Men da havde slubre-manden og hans medpassager rejst sig, var ved at pakke nellikerne sammen, og havde indledt en mere højrøstet samtale om et eller andet, som fik mig tro at han nok ikke havde specielt kendskab til tog-undervogne - så jeg tror ikke, de hørte det.

Det skyldige tog blev straks taget ud af 

drift og bragt til ekstraordinær

Smørelse på DSB-værkstedet

...nånej, det er vist et IC4...

@ N ~ sorry, I've been remiss lately. Hope you're doing okay; I know it's not the funniest week of the year.


Moi, I've been fine. Still working on the house; a bit behind "schedule" (there isn't really one) as I'd hoped to be able to move in around Christmas/New Year's, but that is fine. We are mostly working on the weekends and they've been a bit busy in December.


Next weekend I won't get anything done - I'm going to Brussels, Belgium! Yay!  It's not all leisure, this trip, but I don't care - a flight is a flight, and if you give me a ticket, I will be on it! (which reminds me of another thing I blanked out; I owe you a blogpost on my Thailand vacation in November).


Brussels to me is moules frites, good chocolate and good beer. It is the Grand Place, and tourists crowding in front of "Manniken Pis", which is a statue of a little boy peeing. Regarding the "Manniken Pis", I recommend trying to look for the "Jannike Pis" (a statue of a little girl peeing) or the "Zinneke Pis" (which is a statue of a dog peeing) instead. They're what "Joey" is to "Friends" - a spin-off. I don't know what it is with Belgians and peeing statues...

(picture found here)

Work is fine; I don't know if you read in the papers that your old company is about to lay off a "few" employees?  Not sure what that will mean for us yet. December was extremely quiet, January has been a bit more normal, but we're not up to normal (=insane) speed yet. I'm quite happy at the moment, generally. Content. I don't even mind the commute so much (although the train did make a funny noise today which (I think) ('cuz I'm paranoid) made the man sitting across from me believe that I farted. Which I did not, I hasten to add).


Um, yeah. So.


My aunt asked me (a while ago) if I was going to start dating now. Only, she couldn't quite remember the word for "date" (we use the English word for it), so she asked me if I was going to go to a "data meeting" :-)     No, by the way.  But I am saving up to buy a car! That isn't remotely dating-related, but it's something I'm very much looking forward to.


But first, Brussels. And moules. Take care *waves*