Fordoms-Per

OK, jeg blogger ikke ligefrem i en jævn strøm. Tavshed i dagevis, og så kommer der lige 2 indlæg på en dag. Men der var lige en ting, jeg skulle spørge om:

Har du også fikse idéer om hvilke personligheder der hører til hvilke navne? Idéer, som i øvrigt kan ændres på et splitsekund, hvis du møder en dejlig person som tilfældigvis har et "øv-navn"?

Det er lidt et minefelt at begive sig ud i, for selv om man mener at vide sig på sikker grund, når man f.eks. udnævner Kirsten til at være et rigtigt tante-navn (jeg havde en tante Kirsten og kender ikke rigtig andre af det navn - ergo er en Kirsten en tante inde i mit hoved) - så viser det sig straks at ens barndomsveninde som man ikke liiige har talt med i et stykke tid har fået en yndig datter, som skal hedde....Kirsten.

Ikke desto mindre vover jeg pelsen nu. For i dag gik jeg igennem en fodgænger-tunnel, som var overmalet med graffiti. Og næsten samtlige tags var navnet BERIT.

??!? 

Et enkelt sted havde den maleglade dame sågar spraymalet en opfordring nede på asfalten:
Kill Nazis
       - BERIT

I may be missing something here. Men i mit hoved går Berit'er generelt ikke rundt med spraydåser i håndtasken.

På røven

Jeg er fattig i denne måned. Bliver det også i næste måned. Og december med (gyse). Dermed pr automatik også i januar.  Er der flere her, der er stemt for at gå direkte til februar, som i et kæmpemæssigt Matador-spil hvor vi måske endda får en præmie for at passere Start?

Ej. Det mener jeg jo ikke. Så ville vi jo gå glip af Halloween! Jack o'lanterns, pumpkin pies, hekse og skeletter, og nogen kager som (hvis opskriften i Idényt ellers holder hvad den lover) ligner afhuggede fingre.  Og Mortensaften! Med and forklædt som gås!  Og Thanksgiving! Som slet ikke er dansk, og jeg er slet ikke amerikansk, men jeg kender da nogen over there og mere undskyldning behøves ikke. Nu med and forklædt som kalkun.... Vi ville også gå glip af JUL, og især hele den hyggelige optakt med kagebagning, adventskrans, udendørs juletræer, andesteg uden forklædning.....så nej. Jeg mener slet ikke, at jeg vil springe årets sidste måneder over.  Bare glem det.

Hvad jeg derimod ville sætte stor pris på, er en liden lottogevinst, uventet bonus på arbejde, eller noget i den stil. Hvem vil ikke det, men lige nu ville det falde på et mere end almindeligt tørt sted. Og nu skal I ikke blive bekymrede og tænke, gud nej, er hun i Ribers og skal hun flytte i ghetto, og får vi slet ingen gaver fra hende i år. For jeg har jo en bette buffer i madrassen, mærket I alleryderste grimmeste worst-case-scenario mareridtsagtige nødstilfælde. Og den røres der ej ved. Heller ikke til jeres gaver.

Men efteråret 2010 er et lidt uheldigt sammenfald af ferierejse, gode venners bryllup, boligudgifter, en heftig bilreparation, og et par andre ting. Så jeg er nødt til at tænke over, hvad jeg bruger mine penge på, i stedet for at bruge først og tænke bagefter.

Og ve' I hva'; det er slet ikke så usundt endda. Det er en øvelse i, hvor lidt 2 voksne egentlig kan klare sig for - - eller måske bedre formuleret, det er en øvelse i hvor lidt 2 forkælede forbrugere vil lade sig nøjes med. For de to ting er bestemt ikke det samme. Og hvor jeg tager mig selv i at stirre længselsfuldt efter colaerne henne på Statoil, så oparbejder Kæreste en længere og længere liste med musik, der skal erhverves Når Han Bliver Rig Igen (hah!).  Det er også et midlertidigt farvel til de fleste øko-varer, hvilket er træls når man er semi-frelst, men altså. Vi overlever da nok alligevel. Undskyld ko! Undskyld gris! Det blev en mindre bryllupsgave end bedsteveninden egentlig fortjente; til gengæld var den så fint hjemme-dekoreret som kun Tine, 4.A kan præstere.  Og de gæster, der kommer på besøg, får en jättefin pizza i stedet for bøf.

Indre Erna (efterkrigsbarnet) gnider sig i hænderne og tager det som en udfordring. Indre Lecia vånder sig, fordi hun virkelig trænger til en martini-aften. Og Indre Helga har midlertidigt taget bolig i min søster (hvor der er mere orden på sagerne lige pt)

Jord til bord-agtig

Årh hvor en rar dag det har været i dag. En rigtig fridag! Jeg fik endelig endelig rodet lidt i haven, for første gang i flere måneder (det ser ikke pænt ud nu - bare lidt mindre forsømt). Og fik et lille bonderøvs-kick da jeg tømte kompostbeholderen - mine fine, fine orme har lavet kartoffelskræller, blomsterbuketter og døde potteplanter om til den allerfineste muld, lige til at sprede ud på bedene i køkkenhaven. Jeg var så STOLT!! :-)  Ja ja, jeg ved godt det hører lidt hjemme i tumpekategorien.

Det gør også dette her - ugens absolut eneste indsats på den huslige front:

fra kaos:

til lige linier:

Huset flyder - men håndklæderne ligger virkelig pænt.

Jeg overvejede at lade skabet stå åbent (så man kan

se det), men så kan man ikke komme ind på badeværelset...

I know. Ynkeligt. På den dér Toffifee-reklame-agtige måde.

Til gengæld har jeg også fået årets jordskokke-høst i hus. Det var bare et forsøg, og jeg er da egentlig glad for at jeg ikke har baseret vinterens overlevelse på dem. Egentlig lidt tumpet at høste dem i dag, for aftensmaden stod allerede og putrede på komfuret (iransk, så den skulle jo have nogen timer) og i morgen skal vi til bryllup - HURRA - og resterne fra i dag holder helt sikkert til mandag, så det bliver tidligst tirsdag, jeg får lavet noget med dem. 

Forelsket i en bøf

Jeg kom engang halv-jævnligt på Bodega 65 i Jægergårdsgade. Øl kostede 10-12 kroner og en af stamgæsterne var en gammel mand, som kunne folde frøer af papir, og i det hele taget var der ikke noget dårligt at sige om stedet. Men så holdt jeg op med at gå så meget i byen og så lukkede de åbenbart (nok ikke min skyld). Og blev til en restaurant. Og det vidste jeg slet ikke noget om, før Moster K mumlede noget om at hun snart skulle på Klassisk 65 igen - og da jeg ungefär samtidig havde fået et gavekort på en middag for 2, bestemte vi os for at tage derind. En bøf som er næsten en time undervejs var noget der burde undersøges nærmere.

Desværre kan jeg ikke skrive en rigtig anmeldelse. For jeg døde lidt, da jeg spiste bøffen. AMMENAMMENAM!!!!

Og vi skal derind igen. Måske allerede på fredag. Og have dessert!!! For resten af gavekortet - vi kunne ikke "spise det op". Jeg glæder mig allerede

Naturens spisekammer

Bag den ganske så frelste overskrift gemmer sig en grænseløs irritation over, at folk i det ganske land i flere uger har kastet om sig med statusupdates som "næææh brombærrene er modne", "har lige lavet brombærmarmelade" og andet i den dur, når jeg fik snerpemund hver eneste gang jeg passerede det lokale torneinferno og lige vovede en smagsprøve.

Men i dag skete der igen det sjældne at jeg kom hjem til tomt hus og energiniveauet steg lige et par grader. Så mig i gummistøvler og torne-resistent (hah!) outfit, og hen at lede efter Tornerose mad. Fast besluttet på at gøre Signe kunsten efter. Jeg vil OSSE lave brombærmarmelade!!!

Hm. Nå. Nogen af dem er stadigvæk røde. Detkasgudaikkepasse!
...
Kravler lige herind bagved.
.
Av!AV!! avavavavav!!!
Så!
Det skal nok gå, blev der sagt!
.
...
F***, en kæmpe edderkop! *gyse* Bare her nu ikke også er dræbersnegle.. spejde-spejde...JO! Der var en! Aaaaaad! Tænk hvis de også er oppe i brombærbusken og falder ned på mig!
.
Ej. Hvis en dræbersnegl er så dum at kravle derop, så bliver den spiddet og dør. Videre.
..
Gad vide hvordan Signe egentlig fik fat i 400 gram brombær? Nå ja. Hun har jo børn. De er små og kan nemt snige sig ind i diverse krat. Feet be nimble and light, and all that. Hah! Der er et fint et! Jeg strækker mig liiiiiiiige....opopop....AV! Piv! Men jeg fik det!!
.........
...............
Ej nu regner det. Nå. Men der er alligevel lang vej til selvforsyning. Tror jeg går ind nu.

Hah! Victory is mine! And soon, brombærmarmelade will be mine! Jeg skal bare lige halvere Signes opskrift. Og så trække lidt fra...

Så sad jeg lige i bussen, iggå...

Og så mødte jeg en cheer leader. En rigtig århusiansk en! Iført cheerleader-joggingtøj med ordet "CHE ER" på måsen (ikke rigtig delt i to vel; det er bare for at illustrere hvordan bogstaverne var fordelt på hhv. højre & venstre balle). Bærende på Hummel sportstaske med I  ♥  ÅRHUS TIGERS badge (mon der var pompoms i?). Og ivrigt snakkende i afsindigt lyserød, bling-blingende mobiltelefon på et drævende århusiansk, som ville have gjort Nils Malmros helt blød i knæene. Iggå.

Jeg følger åbenbart ikke så godt med, for jeg vidste faktisk ikke vi havde sådan nogen rigtige tjiirliders her i Århus. Eller et sportshold der hed Tigers, for den sags skyld. Jeg gætter på at det ikke er et håndboldhold, men har ikke gjort mig den ulejlighed at google.
Men jeg syntes det var sådan lidt sjovt og fint, at vi åbenbart har importeret det (muligvis for flere år siden) og spekulerede på, om det er sådan lidt sejt at være cheerleader, eller om det er sådan lidt en nørde-ting. Om de piger der går til det (kan man "gå" til cheerleading?) er the Sandy eller the Rizzo of the class.

Hvad er ellers nyt? Jo altså, livet går jättefort. Svigermor er fortsat In Residence, og jeg føler jeg lever lidt i en social hvirvelvind - mere aktive personer ville måske nok beskrive det anderledes men jeg har jo det der med Alenetid som et basalt behov på niveau med Ilt, Mad, Søvn og Bogstaver - så for mig, hvirvelvind. Folk, som vi længe har kørt den der "jaaa men vi skal også finde ud af noget" "nu skal vi altså også snart ses" leg med, har været til middag hos os eller vi har været på besøg hos dem. Nogen besøg har været aldeles fornøjelige, andre en aaanelse mere pligtbetonede, og for en uge siden havde jeg den glæde at konstatere at min kusines datter er ved at blive et barn efter mit hjerte. Hun har lige lært at læse og er allerede hooked på De 5! Børn har totalt carte blanche til at forlade middagsbordet i utide, når det er til fordel for en bog!!

Om en uge er det slut. Den sædvanlige trummerum sætter ind igen, og vi må nok engang til at slave over komfuret (man vænner sig sært hurtigt til at maden er klar når man kommer hjemI

Men det kan være jeg får lidt mere tid til at sætte mig ind i sportsverdenen i Århus. Der er helt klart noget, jeg er gået glip af...

Snydt...

OK. Så jeg holdt op med at ryge. Og det gik så nemt så nemt, og som spået vendte lugtesansen tilbage (ikke at jeg havde bemærket dens fravær, egentlig, men jeg havde jo læst at sådan ville det gå).

Men helt ærligt, så foretrak jeg vist nok at have en rygernæse. For roserne dufter lige så sødt som de gjorde i fjor, men ikke mere.

Folk i bussen, derimod. Som har taget bad i Wunderbaum inden de steg på 12'eren (nånej, undskyld, det er måske en meget dyr parfume. Men den var ikke det værd). Eller slet ikke taget bad. Eller som er teenagere i deres hormoners vold, hvilket primært udskilles under armene (har det vist sig). Eller dem, der stadig ryger. DET kan jeg lugte, og det har jeg ved gud aldrig kunnet før, eller jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til det.

Nu er jeg bange for at jeg er ved at blive til en rigtig kommandusisk bitterfisse, og at min selektivt-negative lugtesans er første advarselstegn.

Men der er undtagelser, heldigvis. For når Jimmy fra mit arbejde står og ryger udenfor, når jeg skal hjem - så fører lugtenduften mig direkte retur til dengang jeg som 16-årig kyssede med de store (læs: 17½-årige) drenge til ungdomsklubfesterne.