Thursday 30 December 2010

Forgæves

Har brugt det meste af dagen på at undgå at komme i Bilka. Hvor resten af Århus midlertidigt opholdt sig.  (Om)vejen gik via Bazar Vest, Rema1000 i Sabro, Kvickly i Viby og lidt motorvej (motion for ford'en) - før jeg måtte kapitulere med 1 ting tilbage på listen: forbrugermekkaet var tilsyneladende det eneste leveringsdygtige pasteuriserede-æg-outlet i mit hjørne af Århus. Kamikazeagtigt navigerede jeg mellem indkøbsvogne med volumensyge og kransekage-berusede børn, overvandt køen til selvbetjeningskasserne og Hr&Fru Århus som -kan jeg berette- ikke heeeelt kan tælle til max. 15 varer, før jeg i triumf kunne hjemføre de eftertragtede æg-på-bæger som skal sikre, at mit første forsøg på en tiramisu ikke ender i salmonellaens favntag.

Nu har jeg så lige læst opskriften én gang til. Og jeg glemte at købe mascarpone.

Fuck.

2 comments:

Signe said...

Satans osse! I øvrigt har de som regel pasteuriserede æg i fakta...
God fornøjelse med tiramisuen :-)

The Blogless Sister said...

Ah oui - som regel....

Nå, men har lige været på morgen-ekspedition i Bilka, hvor de SOM REGEL også har mascarpone. Men "som regel" er vist suspenderet her op til nytår, og da det trods alt er (lidt) begrænset hvor mange shoppingtrips en enkelt tiramisu kan retfærdiggøre, så skal vi nu have ..... noget andet til dessert :-)