Tuesday 21 June 2011

Man er vel et høfligt menneske

Foruden at have været meget selskabelig de sidste dage har jeg også været så myreflittig som en husholdningselev.  Jeg har nemlig omsat bær og frugter til forskellige slags marmelade og saft. *selvglad lille husmoder-smiley*


Først lavede jeg jordbær-rabarber-marmelade. Så raidede jeg de lokale hybenbuske for rosenblade og lavede jordbær-rosen-marmelade. Og til sidst blev jeg grebet af storhedsvanvid og prøvede at lave rosengelé.   ...  Dén blev lidt sær, syntes jeg. Men Kæreste (som har mere eksotiske smagsløg end mig) erklærede den helt rigtig, og så må jeg tro på det.


2 liter hybenroser + lidt fra forhaven


I går aftes begav jeg mig så afsted til mit yndlingshyldested. Jeg har det som regel nogenlunde for mig selv, da stedet er ret heftigt bevogtet af brændenælder, så det er noget med lange ærmer og så den der sære gangart, hvor hvert skridt ikke kun har fremdrift men også nedlæggelse til formål.


Når jeg plukker hyldeblomster (eller -bær for den sags skyld) husker jeg altid at sige pænt tak.  Altid, altid. Det er en af grundene til at jeg er glad for, at min yndlingshyldested ligger såpas afsides - man vil jo nødig have ry for at være sådan en sær en, der taler med buskene. Ikke før man selv skriver om det på sin blog, i hvert fald.


Men det gør jeg altså. For da jeg var lille, læste jeg i Dannie Druehylds "Heksens Håndbog" at man altid skulle være høflig overfor den gudinde, som boede i hylden. Og heksevisdom erhvervet i ung alder hænger altså ved. Så jeg tusser rundt og siger tak til hylden og -af og til- undskyld til brændenælden. 


(Også DR2's kogeheks Camilla Plum har blik for det helt særlige ved hylden: "Hylden har en hale af ånder, alfer og troldkællinger knyttet til sig og sin overvældende duft, og der er talrige eventyr om hvordan man bliver glemsom, følger lygtemænd og glemmer sin elskede hvis man lader sig henføre af hyldetrylleri" skriver hun.)


Hyldetrylleri in progress


Mig, om føje år. Mangler blot kat (måske denne?) og hat. Hårh, det rimer!

3 comments:

Ibs said...

Hyldetryllerier! Dejligt ord. Og hvordan laver du det rosengele der?

The Blogless Sister said...

Jeg havde en opskrift fra en kollega - det var noget med at koge bladene, si det, og så komme sukker og lidt citronsyre i. Jeg kan ikke lige huske mængderne men jeg check-googlede og opskrifterne er vist rimelig ens. Det blev ret parfumeret :-)

Ibs said...

Åkaj. Takker :)