Source: enchantedengland.tumblr.com

Kærligheden starter her - måske

Et vist dating site reklamerer heftigt for sig selv lige i øjeblikket - det er nok noget med et efter-juletids-marked med stort potentiale. Folk kan alt for godt huske, at de ved midnat nytårsaften var tvunget til at kysse enten Asti'en (egentlig ikke så dårligt) eller ham Hans, hvis idé om intimsfære er så forskellig fra ens egen, at man ender i en ufrivillig baglæns-dans hele stuen rundt for at undslippe hans alt for lange arme uden at ødelægge den gode stemning.

Ikke at jeg taler af erfaring på nogen som helst måde.

Men andre. Ikke. Andre folk har den slags i al for tydelig erindring. Eller også vil de fjerne de bekymrede miner hos velmenende slægtninge som, hver eneste gang der er sammenkomst i familien, kommer med slet skjulte hentydninger som "næh se, der kører Kresjan. I en ny Ferguson. Han har ellers lige købt egen gård. Hvor han bor helt alene. Han er ellers en god fyr."

Hvilket naturligvis heller aldrig er sket for mig.

Men jeg kørte jo Projekt Netdating i november måned, og med grande succes hvis jeg selv skal sige det.  Om end de der 10-11 dates (+ andre sociale events) i løbet af en enkelt måned jo godt nok gjorde mig lidt mat i sokkerne så havde jeg en fest uden lige.  Og kan nu tillige bryste mig af at være sådan en slags ekspert udi dating; har I brug for gode råd så skriv endelig til huntrorhunersåklog@blogløssøster.net.

I mellemtiden udsættes I her for min version af en netdatingprofil, som f***eme bare virker. Den tiltrækker såvel staveudfordrede storkjøwenhavnere som selvfede udkantsdanskere, og alt fra superdejlige mænd til superkiksede drenge.  (Og den er slettet nu, for skidtet koster penge og jvf sidste indlæg om købestop og økonomisk ansvarlighed er denne udgiftspost blevet skåret fra, kh Bjarne Corydon).  Den (profilen, ikke hr Corydon) blev forfattet i løbet af 10 minutter, give or take, og her kan jeg anbefale alle, der overvejer sådan et projekt, at starte en lille blog op.  Jeg lover jer, at når I først er inde i vanen med at fylde nettet med irrelevante epistler om yndlingsemnet over dem alle (= migmigmig), så er det den mindste kunst at kreere sådan en smule profil, og man undgår således uden problemer den dræberkedelige indledning "ehm ja, det er lidt svært at skrive om sig selv".

(hvis du er i tvivl om, hvor kærligheden

starter, så er det iflg disse 3 plakater på

Skanderborg Station)

Profilbillede:

Oui, Hittemissen kom med på profilbilledet

(og gav mig et vist præg af "gal kattedame" -

især fordi jeg var nødt til at beskære billedet en

del, og det derfor kun var poten, der rigtig kunne ses)

Profilnavn: SAFFRON AMERICA

Profiltekst:

Mit fimsede profilnavn er faktisk mit "hemmelige agent-navn" (ja, intet mindre) fra en gammel selskabsleg, hvor vi skulle finde vores agent-navn ved at kombinere yndlingskrydderi + seneste feriedestination.  Jeg er altså ikke helt så prætentiøs, som man kunne forledes til at tro; blot en smule fantasiforladt når jeg skal finde på profilnavne.

Jeg graver have, laver syltetøj og elsker gummistøvler. Og hver eneste gang, jeg er i USA, får jeg lavet kunstige negle, hvilket er det mest afsindigt upraktiske, man overhovedet kan få gjort ved sine hænder, hvis man holder af førnævnte aktiviteter. Mit hoved er normalt klogt, men jeg gør det alligevel.

Hælder du rødvin på mig, får jeg misfarvede læber og tunge. Dette uheldige udseende kompenseres ved, at jeg bliver umådelig snakkesalig. Hvis man ikke opfatter dét som en god ting, bør man undlade at servere alkoholiske drikke for mig. Men vær ej ræd - jeg drikker som regel ikke så meget. Ikke fordi jeg er hellig, men fordi jeg i min høje alder er nået til det punkt, hvor 3 øl er ensbetydende med tømmermænd næste dag. Så festligt, altså.  Til gengæld har jeg i det mindste hverken gigt eller grå stær (men jeg er meget nærsynet - dette er dog ikke et alderstegn).

Jeg elsker tog, fly og min bil, og afskyr bus. Bøger er til for at blive inhaleret, og det bedste ved Danmark er årstidernes skiften.

Kvalifikationer: jeg kan ride en hest (hvis den er fredelig og rar) og rense en fisk, men sandsynligvis ikke plukke en høne.  Jeg er dygtig til at køre bil; til gengæld afskyr jeg at støvsuge og gå ud med skraldeposen. I køkkenet er jeg sådan mellem-god. Ikke så god som de kogebøger jeg læser, men absolut bedre end da jeg flyttede hjemmefra og levede af Cup Noodles og toast.  Jeg er god til at gøre rent og virkelig elendig til at rydde op.  I mine selvglade øjeblikke roser jeg mig selv for at kunne tale med de fleste mennesker; i virkeligheden afhænger det temmelig meget af, hvilke mennesker jeg møder. Men som regel går det godt, og jeg har ikke nogen uvenner som jeg kender til.

Jeg bruger mælk i teen.

[the end]

@ N ~ the net dating project is definitely closed now; I had to pay to renew it and I'm waaay too tightfisted for that. Also, I'm off the dating market. Entertaining though it was.

I remembered that one of my friends asked what my dating profile looked like - well, here it is.  Enjoy (or have a laugh at my expense, or both :-)

Please forgive typos, spelling mistakes and awkward grammar. As usual, it's way past my bed time.

>>>

Profile name: Saffron America

My silly profile name is actually my "secret agent name" (oh yes) from an old game where we were to find our agent name by combining favourite spice + latest holiday destination.  So I'm not as pretentious as you might think; just lacking in imagination when it comes to thinking up clever profile names.

I garden, I make preserves, and I love my wellies. And every time I go to America, I have acryllic nail extensions put on, which is the single most impractical thing you can do to your nails if you have these hobbies. I'm normally quite smart, but I still do it.

When I drink red wine, my lips and tongue get discoloured.  I try to compensate by talking an awful lot. If you do not consider this attractive, you should probably not serve me alcohol.  Not to worry though - I don't usually drink a lot. Not because of my admirable self discipline, but because I have reached the age where 3 beers lead to a hangover the next day. Such a party girl, me.  But at least I don't suffer from arthritis or cataract (I do suffer from short sightedness, but this is not a sign of old age)

I love trains, aeroplanes, and my car, and I dislike buses. Books are meant to be devoured, and the best thing about Denmark is the changing of the seasons.

My qualifications: I can ride a horse (if it's a nice horse) and gut a fish, but probably not pluck a chicken. I'm an excellent driver, but I loathe hoovering and taking out the trash. I'm a half-decent cook - not as good as the cook books I read, but definitely better than when I left home and lived on Cup Noodles and toast.  I'm good at cleaning, but suck at de-cluttering.  In my confident moments, I praise myself for being able to talk to most people, in actual fact it probably depends a lot on which people I meet.  But generally it all goes well, and I don't have any enemies that I know of.

I like milk in my tea.

<<<

På beløbet

I november var jeg til fest, og mødte adskillige underholdende personager. En af dem hedder Frk. Skau, og jeg kan kun anbefale enhver, der træffer hende med en flaske rødvin i hånden, at sige ja tak, sætte sig ned, og forberede sig på at blive godt underholdt.

Nå. Men. Frk. Skau er hoppet med på en bølge. En købestops-bølge. Det er nok ikke så svært at regne ud, hvad den generelle idé er, men for Frk. Skau er det helt specifikt tøj/sko/smykker/dullegrej/nips, som skal holdes ude af indkøbskurven i 2013.

Hele 2013.

Og hvordan det går - nu er året jo temmelig nyt, må man sige - kan man følge med i på hendes blog (som til trods for kun en håndfuld indlæg allerede har resulteret i et radio-interview som man kan høre i P1 på mandag - whoop, whoop, jeg kendte hende før hun blev berømt!) - hvor kom jeg fra?... nå ja, blog. Her => frkskau.blogspot.dk 

Jeg hænger i hvert fald på.  

For mig ville lige præcis dén udfordring ikke være afsindigt stor - jeg skyr tøjshopping som pesten, hvilket enhver der har set min garderobe kan tale med om. Og hvis de alligevel skulle tvivle på sandheden i mine ord, kan de bare spørge søster ...

Min svaghed er flybilletter, havedims, og bøger. Men de hører nu til kategorien "livsnødvendigheder".

Og så er der "små-beløbene". Som fx kaffe til en 20'er, når jeg står og fryser på Skanderborg station. Eller (ahem) les croissants de 24/7. Avec chocolat ...

Nu vil skæbnen det således, at jeg har slået op med Danske Bank. Og for én gangs skyld er jeg en såkaldt "first mover" - jeg blev nemlig kærester med en ny bank allerede i december. Det var således blot almindelig utilfredshed, og ikke de i dagspressen så flittigt omtalte gebyrer, der gjorde det - vidste I i øvrigt, at Waterfront har betalt Danske Bank for at lave dét stunt, for at tage lidt af opmærksomheden fra Waterfronts egne tvivlsomme DSB-transaktioner?  Joooo jo,  sådan hænger det naturligvis sammen (sagde Tine Medieguru). 

Nu kommer jeg sammen med Spar Nord i Kolding, og har fået min egen personlige og helt fantastiske bankrådgiver (han er nordjyde, og er både pæn og har humor. OG er dygtig. Et kinderæg af en mand, I tell ya).  Og selv om jeg ikke får penge for at reklamere for dem, så gør jeg det lige lidt alligevel. For i deres netbank er der nemlig en fiks funktion, som kategoriserer ens forbrug pr transaktion. De fleste gætter den selv (køber du noget i føtex, ryger det på som "dagligvarer" osv.), men du kan selv rette i det, så det i hvert fald passer nogenlunde.  Og vupti - lille lagkagediagram, så man kan se, hvad man fyrer af på diverse stationer op og ned langs den jyske længdebane.  Dæd ær smart, altser!  (Andre netbanker har det sikkert også, men dem kan jeg af gode grunde ikke reklamere for)

Her i januar har jeg været grebet af en art nytårsvanvid - for en uges tid siden ryddede jeg op i min e-boks (savner godt nok lidt papirer&ringbind), samtlige transaktioner på de nye konti er kategoriseret og afstemt, og her til aften ryddede jeg op i min inbox.

I know. Ka' det da blive ved, og hvor ender det?

Det næste bliver sgu nok en tarmskylning.

@ N ~ how goes?   And how's da money?

I'm asking because there seems to be a new movement in my little corner of the world. A movement towards spending less&saving more.

A friend of mine just started a blog to document her no-spending year.  In 2013, she is not allowed to buy any new clothes, shoes, or knick knacks. I'm excited to see how that goes.

And another couple have signed up for Dave Ramsey's financial peace program.  Personally, linking bible + finances would never have occurred to me, but I actually heard from someone else that it works (I don't really know much about it) and considering how badly I sleep whenever there is the slightest yuck with my finances, I would say, go with anything that works for you. I'm excited to hear about their progress as well.

Many such things underway. I changed banks recently and my new bank has this most fascinating pie chart that shows just how much I spend on diet coke per month .... I might work on getting that figure down.

BUT

It can't all be no-spend. After all, we need to get the economy going, right :-)

So this is my top 5 of Best Purchases 2012

1. Little Blue Car

Best. Purchase. EVER - in fact.  Cannot even begin to say how much I love this nifty little thing on four wheels. Freeeeeedoooooom :-)

2. My Iphone

I know, I know.  But I'm not part of the great religious war (Iphone vs Android). It's just that my sister has one, and I copycat.  And I truly love it - it makes waiting for trains much less boring when I forget to bring a book. And I can use it to renew my library books - win!  Hey, I can even blog from it (that would be the very short blog posts you see from time to time - because typing on an Iphone is no better than on my ancient Nokia. Different but not better)

3. My Nespresso coffee machine

I've never been much of a coffee drinker - but after I started getting up at 530AM every day, I felt in need of a little pickmeup in the mornings. Perfect for single-person households like mine; I drink maximum two cups a day. And it has a milk foamer thingy too!

4. Coffee grinder

Couldn't be arsed to find a picture. I don't use it for grinding coffee beans anyway; I use it to grind up whole spices. Awesome.

And this clever dude I know taught me that if I grind sugar in it, I get icing sugar -also known as powdered sugar. I had no idea.   I thought it came from another "stage" in the sugar making process.  Now I feel a bit silly.

5. Books. Always.

Enten-Eller

ENTEN

er jeg blevet mægtig tynd siden i går.


ELLER

også er elastikken i mine strømpebukser røget sig en tur.

En let hovedpine

- som naturligvis kom af at have ligget lidt forkert med nakken i nat.

Ømme dansefødder.

En 2 timers middagslur.

Og nu: tidligt i seng med et lille blog-indlæg og White Collar på DVD.

(Aldrig hørt om White Collar? Google. Youtube. Nyd synet af ham her:)

Jeg har været til firmafest i København. Sovet på Hilton (hoteller klæder mig helt utrolig godt).  Danset og danset. Drukket skamløse mængder vin. Grinet. Været faglig. Og i absolut ædru tilstand fortalt en mand, der var nærmest lige så pæn som ham på billedet, at han, well, var helt fantastisk pæn at se på.  (Fordi jeg jo er stor tilhænger af at man, hvis man har noget pænt at sige om nogen, får det sagt).  Han blev glad!   (og nej, jeg tog ham ikke med hjem. Han har en kæreste. Som også er en virkelig pæn mand :-)

Det var en god weekend!

@ N ~ so, how did this company thing go, you're asking? 

Well, I managed not to forget about it again, which helped a lot, obviously.

And it went great. It was a long day, started at 6AM when I got up to catch the train to Copenhagen, and ended at 2AM when I crawled into bed at the Hilton (I was born to stay in posh hotels, I tell ya)

Around halfway through the day, there was a team-spirit-building-enhancing event.  At my table there was a man who was traffic-stopping handsome. Holy moly.  Almost as good looking as Matt Bomer from White Collar. So I told him that (safe to do. He has a boyfriend who is probably also quite handsome). Because if you have nice things to say about someone, you should always go ahead and say it. Even if it means going up to a total stranger and say, "hello, I think you're the best looking man in the room and I just wanted you to know that" while everyone thinks you're either crazy and/or hitting on him.

I was totally sober when I did that, by the way.

I may not have been entirely sober when, 9 hours later, I told an SVP that this was perhaps the highlight of his career. "This" being having his picture taken with me. Because I am just that modest.

Stay tuned and watch me climb that ladder...  :-)

Lololololoooooooo

Jeg tager samme tog næsten hver dag. Det er vi flere, der gør. Den lille not-so-eksklusive pendlerklub.

Og vi kan genkende hinanden, kan vi, men i overensstemmelse med de uskrevne pendlerregler taler vi ikke sammen. Vi svinger os, når bølgerne og velviljen er på sit højeste, op til øjenkontakt og et nik, som er så småt og umærkeligt, at kun de mest fintfølende (som enhver pendler bliver før eller siden) kan registrere det.  Jeg læste engang en undersøgelse om, hvorfor det mon var sådan - en engelsk undersøgelse, og vi ved jo alle at englændere er ganske umådeligt reserverede - og det viste sig, at det var selve gruen ved tanken om, at man efter det første "hello" jo nærmest var tvunget til at gentage det hver evig eneste morgen fremover. At det var en slags slippery slope, som uvægerligt ville føre til small talk om vejr og vind, og herfra var det umuligt at foretage retræte tilbage til det venlige men undselige nik. Var man først inde på dette uheldige spor, var eneste mulighed (ud over at lide den tort at sniksnakke hver evig eneste morgen) at tage et andet tog.

Oh yes.

Men helt løgn er det ikke. Klokken er ikke engang 7 når vi står der med automatkaffe og Metro Express, og på det tidspunkt er end ikke din ærede blogger (som engang havde en somalisk busveninde) særligt kvidrende. Hun håberhåberhåber faktisk bare på én ting, og det er at få to sæder for sig selv, så hun kan få en bette morfar.

Sådan er det også med mine rejsefæller. Bortset fra, at de enten ikke har min smidighed eller mine meget korte ben, for de sidder op og sover. Tungt.

Kineseren er ganske særligt dygtig til dette. Målbevidst står han klar ved bagerste dør i bagerste togsæt. Styrer direkte ned mod det bagerste sæde, udvælger med omhu gangplads, musik i øredimserne, og ikke 3 minutter efter sidder han ret op og ned og sover.

Så er der Den Grå.  Nej - Den Graa. Bemærk hvordan hun lige blev en anelse mere støvet, da dobbelt-a'et gjorde sin entré. Den Graa er iført enten gråt, beige eller virkelig lysebrunt. Året rundt. Dog, på særligt kolde morgener findes en ekstra varm sort frakke frem. Men ellers er vi ydpreget til de neutrale nuancer. Grå taske i den ene hånd, plastikpose i den anden. Fornuftige sko, og ditto frisure. Læser ofte avis. Foretrækker forreste del af bagerste togsæt.

De to arbejdskammerater. Har jeg én gang udvekslet mere end ét ord med. Det var i forbindelse med sne&kaos&aflysninger&jetzt mit bus. Da vejrsituationen var normaliseret igen gik vi tilbage til det umærkelige nik, og den videnskabelige undersøgelse bekræftede da også, at aflysninger og deslige er et af de virkelig få tilfælde, der kan udløse en undtagelse fra pendlerreglen om ikke at tale sammen.  De to arbejdskammerater taler til gengæld med hinanden. Meget. Af to mænd at være er de faktisk helt absurd snakkesalige, og emnerne er never-ever særlig interessante (ja, jeg smuglytter når jeg kan. So sue me). Det er altid sådan noget "ej så havde jeg 10 minutters overarbejde og konen blev hysterisk og hvor mange gigabyte bredbånd har du".

Den blå mand hedder sådan, fordi han er iført lyseblå anorak og ditto halstørklæde og hue (sidstnævnte to gevandter fra en eller anden fodboldklub). Rejser med tog nr 2 jeg tager om morgenen, sidder altid med åben mund og i dyyyyb søvn på et gangsæde, så man nølende må vække ham fra hans blund for at komme ind og sidde. Ryger pibe (ikke når han sover, naturligvis - det er når vi venter på toget hjemad) og har et sjældent godt instinkt for at stille sig eksaktemang der på perronen, hvor dørene er når toget holder. Udsættes vi for en cowboy-agtig lokofører, som kører for langt, er mishaget tydeligt.

Og så er der alle pendlernes lille mareridt. Ham, der har inspireret overskriften på dagens blogindlæg.  Tager toget 2, lejlighedsvist 3, ud af ugens fem hverdage. Allerede når jeg stiger ud af Lille Blå nede på parkeringspladsen, kan jeg høre, om det er en af de dage han er med. Når sandheden skal frem, kan han vist ikke helt selv gøre for det. Jeg vil skyde på en DAMP-diagnose eller noget i den stil,  men et faktum er det i hvert fald, at selv de pendlere, der går gennem ild og vand for deres stampladser, gerne fortrækker til en helt anden togvogn, når vor særlige ven hujer rundt på perronen klokken 06:47.   Kommer han til at stå ved siden af en af rejsekort-standerne fægter han rundt foran sensoren, så den mekaniske damestemme messer "check ud. check ud. check ud" i det uendelige, og eftersom tale for ham er det pureste guld underholder han ofte med monologer om togets rettidighed/hans egen travlhed/klippekortets velsignelser/alt og intet, også henvendt til alle og ingen. Eller også foretager han livsvigtige opkald på sin mobil, gerne til kammeraten Palle, som jeg er ved at have en smule ondt af. Jeg tror ikke, Palle just nyder at blive ringet op klokken kvart i kvalme og underholdt med beretninger om en ny kompjuter, eller "Palle, Pallløøøø, så ved du godt, så er der det dér ord på 5 bogstaver, der starter med F og slutter på E, og så er der to S'er i midten. Og, og et I, Palløøøø. Hææææææhæhæhæ".

Stakkels Palle. Og stakkels mig, de morgener vor ven slår sig ned i sædet overfor mig. Da sover jeg ikke ret tungt (men kører til gengæld med garanti heller ikke for langt med toget, og sådan er der jo fordele ved alting, kan man sige :-)

@ N ~ translation is cancelled today; the blog post was a little causerie about some of my fellow commuters. And then my mother just called two minutes ago to ask what time she has to drive me to the train tomorrow, and I was all "what are you talking about" and she reminded me that ohmygod, I'm going to Copenhagen this weekend, we have a company do, and here I was just blogging away and thinking I'd go to bed early, and now I have to pack and everything. Gah! Well, better tonight than at 5AM tomorrow of course.

Sometimes, I amaze myself. It completely slipped my mind. Completely. 

For details on how my brain works, please click here: http://theoatmeal.com/comics/brain

Januarhygge

Jeg holder meget af Januar (og ved i øvrigt godt, at månedsnavne ikke skrives med stort på dansk, men jeg insisterer. På samme måde som med Jul. Rebelsk retstaver er hvad jeg er).  Mange mennesker synes, det er en lidt trist måned efter al festivitasen i December. Der er slatne pengepunge, der er nytårsforsætter som måske allerede er ved at gå i vasken, det er mørkt når man tager på arbejde, og hvis man er heldig når man lige akkurat at se solen gå ned, når man har fri. Der er noget VM i håndbold, som fylder sendefladen op, men Downton Abbey sæson 3 glimrer ved sit fravær. Pu-ha, hva'?

Men Januar er faktisk en skønherlig måned. Roen sænker sig efter Julens og Nytårets hurlumhej. De der nytårsforsætter kan det være lidt ligemeget med,  men man har bedre tid til at tænke over dem. Hvis man vil. Hvis man ikke vil, kan man læse en bog - det slår aldrig rigtig fejl. Hvis man er flad, kan man blive hjemme og hygge sig med at lave noget mad, som skal siiiiiiimre rigtig længe (bonus: ingredienserne til den slags er gerne billige). Og så kan man pynte lidt om i sit hjem, så nedturen efter nissernes afrejse ikke føles trist- man kan bare gå på cupboard shopping, dvs. kigge lidt i sine skabe og skuffer, for man kan aldrig huske hvad man har af ting og sager, så der skal nok være noget "nyt" hist og pist.

Læs om Frøken Januar hos Marina (Badut) lige HER.

Jeg har haft en skønherlig weekend - som dog startede lidt træls, da Anni Fønsby endnu en gang tog bolig i mig (kun i læberne, altså. Beklager, mandlige læsere!!)  Billedet viser den indledende fase, og hvis der er en allergikyndig til stede i panelet, må vedkommende gerne henvende sig. Nogle timer efter så jeg nærmest ud, som om jeg havde to røde pølser monteret i stedet for læber, og det var alt andet end behageligt.  Eftersom det nu er anden gang fænomenet optræder siden Anni og jeg var på date i November og der ikke er åbenlyse triggere såsom en bestemt slags mad, en ny creme eller lignende, tror jeg tiden er ved at være kommet til at kloge mennesker bør kigge på det.

Ole' sexy Duck Lips - we're baaaaack :-(

Og så har jeg haft mini-visit fra Færøerne, og eftersom min gæst var så hæs at hun faktisk kun var i stand til at hviske, har her været temmelig stille (at hun er teenager og som en ægte en af slagsen er i stand til at slumre til langt op ad dagen bidrog også til den rolige atmosfære).  Så jeg har bare nydt at nulre rundt i mit lille hus hele dagen -og fået bragt lidt orden i kaos.

Men.

Træerne vokser jo aldrig helt ind i himlen, vel?

Så Julen er her på sin vis endnu. Ikke at jeg har særlig meget pynt eller noget ...

Gertrud Sand's flyttelæs

@ N ~ Happy January!

Many people think January is the month of doom&gloom - it's dark, Christmas is over, no parties, and they've got no money anyway.  I love the slower pace of January. Few obligations, and once I get over "losing" the amazing Christmas tree and get round to taking all the decorations down, I love how spacious and "clean" the house feels.

This weekend started out with another Botox incident (the third in as many months and as it gets worse and more painful each time, I'm going to get it checked out. Problem is, I never know when it will happen, so I won't be able to let the doctor look at it. Hopefully pictures will do, and I'm hoping they can do an allergy test although I can't think of any obvious triggers. Keep your fingers crossed I'm not allergic to garlic - that would be more tragic than being allergic to chocolate. Or just as ...)

But apart from that, it's been wonderfully quiet and un-eventful. Which is, for an old hag like myself, rather nice. Next weekend, we turn the pace up a notch or ten when the annual company event goes off with a bang (God, I hope there will be cocktails), and the weekend after that is dedicated to a) get-together with the awesome group of girls known collectively as the Cookie Jars, or perhaps that should be the Kooky Jars, and b) the grand celebration of my wannabe-niece's 2nd birthday.  Made all the more grand by the fact that said niece is going to be a big sister later in the year - wheee!

So it's not true what people say about no parties in January. But the pace is slower, at least every now and then, and I really enjoy that.  

All I need to do now is buy a few more boxes for my Christmas things - I am making the daring move from cardboard to plastic so they can go in the garage. My Dad thinks I have waaay too many Xmas things, but you and I both know there is no such thing.

Right?

.... hello??

Hm.

For it's a jolly good fella

My beloved LONDON UNDERGROUND turns 150!

Yes, the very transport system that unleashed my Inner Nerd celebrates a very significant birthday - the first passengers boarded an underground train (minding the gap, of course) in 1863.

When I lived in London, not only did I commute on the London Underground, I worked under the London Underground. No, it was not in a dungeon - exciting though that might have been - it was in a railway arch, because at that location the Underground is actually running overground.  Every few minutes, the trains would pass directly over my head.  The noise was loud, but it only took half a day to get used to it.  I remember a few days, when there was a tube strike - it was so eerily silent in the office.  

On weekends, I travelled the entire network - and alighted at stations with weird and wonderful names,  like ANGEL and COCKFOSTERS and BARKING. My nose was pressed against the window when I travelled north of Baker Street on the Metropolitan Line, because I liked to spot the remains of the abandoned "ghost" stations there. I visited the London Transport Museum (you should go, too), and bought books about the history of the Tube Map.

I should go to London again. Soon. It has been much, much too long.

Anyways: Happy Birthday LU!

Til de fremskridtsforskrækkede

Jeg har fået ny kalender.

M-hm.

Og nej, hvor højt jeg end elsker den iPhone hvorpå dette indlæg i øvrigt er forfattet, bruger jeg fortsat ikke dens kalenderfunktion.

Spørg mig ikke hvorfor, men der er noget umådeligt tilfredsstillende ved papirkalendere. Og det bliver aldrig bedre end nu, lige nu, hvor man sidder og nedfælder årets første aftaler på de endnu aldeles jomfruelige sider.

God weekend.

Ærbødigst,
Indre Erna

Til søens folk

Den blogløse fik ikke rigtig holdt nytårstale i går, vel? Det skyldtes, at hun holdt nytårsferie, og på det tidspunkt, hvor de formanende ord skulle nedfældes, lå jeg - så vidt jeg husker - ret mageligt henslængt med noget rødvin og sager, mens Andre Folk lavede mad til mig.

Men jeg var faktisk lovligt undskyldt, synes jeg selv - thi jeg havde haft et af de der flip, kender I det, hvor alle de glimrende ting man har gået og købt i færdiglavet tilstand bare SLET slet ikke duer. Nix nej, hjemmegjort er pludselig det eneste saliggørende. Spørg mig ikke hvorfor; jeg får bare sådan en bonderøvskortslutning ind imellem.

Så jeg havde gravet en laks, som man siger. Og jeg vil ikke fortælle dig hvordan, for det kan du meget bedre læse hos den formidable kagedåse Signe lige HER, men det lykkedes faktisk ræddi godt, hvis jeg selv skal sige det. Og bonus: ingen blev taget af dage i forsøget, og der er her -24 timer senere- ikke indløbet nogen rapporter om dårlig mave; ergo succes :-)

Så prøvede jeg mig også på kransekage - den kiksede til gengæld en anelse, for det med at finde balancen mellem for mørk i bunden og lige tilpas på toppen, der nåede jeg bare aldrig rigtig hen. Men til ære for Tina, hvis opskrift det er (500 g marcipan/100 g flormelis/en æggehvide/æltes sammen og hviler koldt i en time/bages ved 220-250 grader i ca. 7 minutter) kommer der her et billede. Bemærk den meget autentiske glasurføring :-)

Spises kunne de i øvrigt sagtens; bunden bliver bare en anelse sejere i det. Og så smager de glimrende, når de indtages i selskab med en Spumante (fordi jeg er en tøs); indtaget direkte fra flasken, fordi der ikke lige kunne opdrives glas. SKÅL!

Men kom I godt ind i det, ellers?

Da vi stod på tærsklen til 2012, var jeg en af dem der heppede allerhøjest for at få det nye år ind ad døren. 2011 var et møg-år uden lige, med hjertesmerter, flytte-fra-hinanden, og folk der blev syge og døde. Det strakte sin væmmelige klo en anelse ind i 2012, for lige at runde sygdoms-og-død delen af, men efter det blev tingene bedre. Jeg kom tættere på min familie igen, mit lille hus blev færdigt (og indviet af Den Færøske Invasion), jeg blev glad for mit job igen, jeg købte min BIL, Søsterboblen drog på rejser viden om, og jeg mødte nye, dejlige mennesker som får lov til at følge med mig ind i 2013.

Og hvad forventer vi os så af 2013 her på bloggen?

Tja, bum. Faktisk står 2013 helt, helt åbent. Mit liv er godt, jeg er glad. Det skal helst bare blive ved sådan. Jeg vil gerne være (endnu) mere selskabelig end det lykkedes mig at blive i 2012, for eneboer-lykkelig som jeg er, så synes jeg selv det klæder mig utrolig godt at komme lidt UD. Jeg vil gerne tilbringe (endnu) mere tid i mit lille hus, som er blevet den dejligste Tine-hule man kan tænke sig (om end lidt rodet fra tid til anden). Og så vil jeg egentlig bare gerne være sådan en, som gør andre folk glade.

Men bortset fra det får 2013 frie hænder. Bring it on!

@ N ~ Happy New Year!  I hope you will have a wonderful 2013 and that it will bring you all the good things you could wish for.

Just over a year ago, I was over-joyed to see 2011 out the door. This New Year was different - I am very happy to to look back on a 2012 that fulfilled all my dreams (but really - 2011 wasn't a very hard act to follow).

So now - what would we like to see from 2013?  I'm pretty content, actually. I'd like to see the good things that started in 2012 continue into the new year. I'd like to keep trying to be the best possible version of myself (that, btw, is not a New Year's resolution. A daily struggle, more like :-)   So there is much, much less pressure on 2013. I am ready for just about anything, but hoping it will be good.

Dear World: Boldog uj evet! (and thanks for the language lessons)

x