Jord til bord-agtig

Årh hvor en rar dag det har været i dag. En rigtig fridag! Jeg fik endelig endelig rodet lidt i haven, for første gang i flere måneder (det ser ikke pænt ud nu - bare lidt mindre forsømt). Og fik et lille bonderøvs-kick da jeg tømte kompostbeholderen - mine fine, fine orme har lavet kartoffelskræller, blomsterbuketter og døde potteplanter om til den allerfineste muld, lige til at sprede ud på bedene i køkkenhaven. Jeg var så STOLT!! :-)  Ja ja, jeg ved godt det hører lidt hjemme i tumpekategorien.

Det gør også dette her - ugens absolut eneste indsats på den huslige front:

fra kaos:

til lige linier:

Huset flyder - men håndklæderne ligger virkelig pænt.

Jeg overvejede at lade skabet stå åbent (så man kan

se det), men så kan man ikke komme ind på badeværelset...

I know. Ynkeligt. På den dér Toffifee-reklame-agtige måde.

Til gengæld har jeg også fået årets jordskokke-høst i hus. Det var bare et forsøg, og jeg er da egentlig glad for at jeg ikke har baseret vinterens overlevelse på dem. Egentlig lidt tumpet at høste dem i dag, for aftensmaden stod allerede og putrede på komfuret (iransk, så den skulle jo have nogen timer) og i morgen skal vi til bryllup - HURRA - og resterne fra i dag holder helt sikkert til mandag, så det bliver tidligst tirsdag, jeg får lavet noget med dem. 

Forelsket i en bøf

Jeg kom engang halv-jævnligt på Bodega 65 i Jægergårdsgade. Øl kostede 10-12 kroner og en af stamgæsterne var en gammel mand, som kunne folde frøer af papir, og i det hele taget var der ikke noget dårligt at sige om stedet. Men så holdt jeg op med at gå så meget i byen og så lukkede de åbenbart (nok ikke min skyld). Og blev til en restaurant. Og det vidste jeg slet ikke noget om, før Moster K mumlede noget om at hun snart skulle på Klassisk 65 igen - og da jeg ungefär samtidig havde fået et gavekort på en middag for 2, bestemte vi os for at tage derind. En bøf som er næsten en time undervejs var noget der burde undersøges nærmere.

Desværre kan jeg ikke skrive en rigtig anmeldelse. For jeg døde lidt, da jeg spiste bøffen. AMMENAMMENAM!!!!

Og vi skal derind igen. Måske allerede på fredag. Og have dessert!!! For resten af gavekortet - vi kunne ikke "spise det op". Jeg glæder mig allerede

Naturens spisekammer

Bag den ganske så frelste overskrift gemmer sig en grænseløs irritation over, at folk i det ganske land i flere uger har kastet om sig med statusupdates som "næææh brombærrene er modne", "har lige lavet brombærmarmelade" og andet i den dur, når jeg fik snerpemund hver eneste gang jeg passerede det lokale torneinferno og lige vovede en smagsprøve.

Men i dag skete der igen det sjældne at jeg kom hjem til tomt hus og energiniveauet steg lige et par grader. Så mig i gummistøvler og torne-resistent (hah!) outfit, og hen at lede efter Tornerose mad. Fast besluttet på at gøre Signe kunsten efter. Jeg vil OSSE lave brombærmarmelade!!!

Hm. Nå. Nogen af dem er stadigvæk røde. Detkasgudaikkepasse!
...
Kravler lige herind bagved.
.
Av!AV!! avavavavav!!!
Så!
Det skal nok gå, blev der sagt!
.
...
F***, en kæmpe edderkop! *gyse* Bare her nu ikke også er dræbersnegle.. spejde-spejde...JO! Der var en! Aaaaaad! Tænk hvis de også er oppe i brombærbusken og falder ned på mig!
.
Ej. Hvis en dræbersnegl er så dum at kravle derop, så bliver den spiddet og dør. Videre.
..
Gad vide hvordan Signe egentlig fik fat i 400 gram brombær? Nå ja. Hun har jo børn. De er små og kan nemt snige sig ind i diverse krat. Feet be nimble and light, and all that. Hah! Der er et fint et! Jeg strækker mig liiiiiiiige....opopop....AV! Piv! Men jeg fik det!!
.........
...............
Ej nu regner det. Nå. Men der er alligevel lang vej til selvforsyning. Tror jeg går ind nu.

Hah! Victory is mine! And soon, brombærmarmelade will be mine! Jeg skal bare lige halvere Signes opskrift. Og så trække lidt fra...

Så sad jeg lige i bussen, iggå...

Og så mødte jeg en cheer leader. En rigtig århusiansk en! Iført cheerleader-joggingtøj med ordet "CHE ER" på måsen (ikke rigtig delt i to vel; det er bare for at illustrere hvordan bogstaverne var fordelt på hhv. højre & venstre balle). Bærende på Hummel sportstaske med I  ♥  ÅRHUS TIGERS badge (mon der var pompoms i?). Og ivrigt snakkende i afsindigt lyserød, bling-blingende mobiltelefon på et drævende århusiansk, som ville have gjort Nils Malmros helt blød i knæene. Iggå.

Jeg følger åbenbart ikke så godt med, for jeg vidste faktisk ikke vi havde sådan nogen rigtige tjiirliders her i Århus. Eller et sportshold der hed Tigers, for den sags skyld. Jeg gætter på at det ikke er et håndboldhold, men har ikke gjort mig den ulejlighed at google.
Men jeg syntes det var sådan lidt sjovt og fint, at vi åbenbart har importeret det (muligvis for flere år siden) og spekulerede på, om det er sådan lidt sejt at være cheerleader, eller om det er sådan lidt en nørde-ting. Om de piger der går til det (kan man "gå" til cheerleading?) er the Sandy eller the Rizzo of the class.

Hvad er ellers nyt? Jo altså, livet går jättefort. Svigermor er fortsat In Residence, og jeg føler jeg lever lidt i en social hvirvelvind - mere aktive personer ville måske nok beskrive det anderledes men jeg har jo det der med Alenetid som et basalt behov på niveau med Ilt, Mad, Søvn og Bogstaver - så for mig, hvirvelvind. Folk, som vi længe har kørt den der "jaaa men vi skal også finde ud af noget" "nu skal vi altså også snart ses" leg med, har været til middag hos os eller vi har været på besøg hos dem. Nogen besøg har været aldeles fornøjelige, andre en aaanelse mere pligtbetonede, og for en uge siden havde jeg den glæde at konstatere at min kusines datter er ved at blive et barn efter mit hjerte. Hun har lige lært at læse og er allerede hooked på De 5! Børn har totalt carte blanche til at forlade middagsbordet i utide, når det er til fordel for en bog!!

Om en uge er det slut. Den sædvanlige trummerum sætter ind igen, og vi må nok engang til at slave over komfuret (man vænner sig sært hurtigt til at maden er klar når man kommer hjemI

Men det kan være jeg får lidt mere tid til at sætte mig ind i sportsverdenen i Århus. Der er helt klart noget, jeg er gået glip af...

Snydt...

OK. Så jeg holdt op med at ryge. Og det gik så nemt så nemt, og som spået vendte lugtesansen tilbage (ikke at jeg havde bemærket dens fravær, egentlig, men jeg havde jo læst at sådan ville det gå).

Men helt ærligt, så foretrak jeg vist nok at have en rygernæse. For roserne dufter lige så sødt som de gjorde i fjor, men ikke mere.

Folk i bussen, derimod. Som har taget bad i Wunderbaum inden de steg på 12'eren (nånej, undskyld, det er måske en meget dyr parfume. Men den var ikke det værd). Eller slet ikke taget bad. Eller som er teenagere i deres hormoners vold, hvilket primært udskilles under armene (har det vist sig). Eller dem, der stadig ryger. DET kan jeg lugte, og det har jeg ved gud aldrig kunnet før, eller jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til det.

Nu er jeg bange for at jeg er ved at blive til en rigtig kommandusisk bitterfisse, og at min selektivt-negative lugtesans er første advarselstegn.

Men der er undtagelser, heldigvis. For når Jimmy fra mit arbejde står og ryger udenfor, når jeg skal hjem - så fører lugtenduften mig direkte retur til dengang jeg som 16-årig kyssede med de store (læs: 17½-årige) drenge til ungdomsklubfesterne.

45 minutes of solitude

Som de fleste nok ved, kører vi herhjemme på max. kapacitet for tiden, hvad angår antal beboere i forhold til antal sengepladser. Lejlighedsvist på minus 1, men det går.

Oh hvilken lykke var det da at komme hjem her i eftermiddag og opdage, at jeg var HELT.ALENE.HJEMME!!!!!!  Løb en glædesrunde i haven og blev herefter overvældet af hidtil uset (i denne uge, anyhow) energiniveau. Voila, græsplæne klippet, ansigtsmaske på og af, fødder skrubbet,skuret & smurt (så de ikke piver sådan), smoothie smoothie'd - og så kom folk hjem igen. Men hvor var det dog dejligt mens det varede!

Jeg glæder mig ikke specielt til svigermor rejser hjem igen om små 3 uger (faktisk overvejer jeg at gemme hendes pas) men jeg er helt ustyrlig ved tanken om regelmæssig alenetid. Det er faktisk lige så vigtigt som bogstaver!

Noget om mig

Jeg er blevet tagget! I sådan en rigtig blogleg! Meget beæret, er jeg, og naturligvis glad for at lege med. For så skal jeg jo skrive om Mig, og når alt kommer til alt, er det så ikke det, 99% af alle blogs handler om, inderst inde (nederst nede) ? Og nej, du enlige modeblogger der læser dette, din modeblog handler også om variationer af Dig/det tøj du kan lide/dagens Outfit. Så nu er I tvangsindlagt til at læse 10 ting om mig, som I garntrisse ikke vidste, at I havde brug for at vide

1. Første gang jeg var rigtigt inderligt forelsket var som 4-årig. I legestuen. Den udkårne var præstens søn Andreas, og jeg fortalte min farmor at vi skulle giftes. De varme følelser kølnedes betragteligt, da han en dag troppede op i klovnebukser (overalls, giftiggrønne, dekoreret med klovnefigurer og ca. 5 centimeter for korte). Udødelig kærlighed kunne altså godt tilsidesættes af mere overfladiske hensyn, viste det sig.

2. Jeg er bogstav-afhængig.  Der SKAL være læsestof i nærheden, ellers visner jeg. Om det så bare er et kort toiletbesøg, så ser jeg mig om efter bogstaver. Er det et længere besøg, og der ikke er decideret læsestof indenfor rækkevidde, så læser jeg bare emballagen på de rengøringsmidler der oftest står lige ved siden af porcelænstronen.  Min søster har, i et arrigt øjeblik, anklaget mig for bare at ville "læse og læse og læse, til du har læst hele verden". Og da Lise Nørgaard beskrev, hvordan hun som barn troede, at nogen mennesker havde hemmelige bog-værelser i deres huse - den eneste mulige forklaring på, at der ikke var nogen bogreol i stuen - vidste jeg lige præcis hvad hun talte om. Jeg troede bare, at det var min teori.

3. Men bogstaverne skal stå i den rigtige rækkefølge! -siger Indre Helga, aka Stave-Nazisten. "Almindelige" menneskers nutids-r'er og ligge/lægge fejl generer mig ikke så meget (kan jo også dårligt tillade mig at være alt for kritisk, når jeg glad og frejdigt lægger hu-hej-forfattede blogindlæg på uden at gennemlæse dem). Men professionelle tekster, hvor afsenderen ikke har gjort sig den ulejlighed at skrive Ordentligt, giver mig simpelthen twitches i højre hånd (i hvilken jeg har indopereret en imaginær rød pen). Vé den dekoratør, som skriver kæmpetilbudsskilte for HIMBÆR i Bilka. Og folk der oversætter skal vide hvad de gør - den journalist, som i en vis gratisavis skrev at "Madonna er moren af alle seksuelle provokationer", skulle simpelthen have frataget sin licens. Jeg er simpelthen for gammeldags/hysterisk til at være nede med den slags sproglige lemfældigheder *shudder*

4. Pkt 2+3 gør så også, at jeg i dén grad er til fals for en velskreven tekst. Er den vidende, underholdende, og måske endda med en liden sproglig krølle hist og pist - så opfatter jeg den automatisk som mere troværdig. Og er der tale om en blog, så overbevises jeg ganske hurtigt om, at her har vi at gøre med A Friend Waiting To Be Made (eller, som gratisavisjournalisten ville have skrevet: En ven der venter på at blive lavet). Det er ikke slået fejl endnu :-)

5. Jeg var (i min egen erindring, i hvert fald) et meget stille og forsigtigt barn. Og bange for Benny (som boede i en hytte oppe i skoven). Og Dorte (som boede i et hus henne ved forsamlingshuset). Og lidt for Jonna (som boede ude i min faster Toves bryggers). Hverken Benny, Dorte eller Jonna eksisterede i virkeligheden. Men jeg får stadig kuldegysninger når jeg tænker på dem.

6. Jeg er halvt norsk. Det betyder så, at jeg ikke er født med ski på fødderne, men nærmere med ski i garagen. Hvilket man tydeligt ser - den ene dag hvert andet år, jeg våger mig ud på børnebakken. Hvor jeg omgående falder, også selv om jeg står bomstille. Små irriterende børn med matchende lilla flyverdragt og skihjelm drøner uden om mig, mens jeg ligger der som en anden skarabæ og krabber rundt for at komme op (tæller det egentlig som ét eller flere styrt, når man slet ikke når at komme i fuldt oprejst stilling mellem sammenstødene med bakken?)

7. Jeg elsker at rejse. Med fly, bil, skib og tog. Ikke med bus. Togene er min ganske særlige svaghed, og hvis nogen vil invitere mig med på Orient-Expressen skal I bare vide, at jeg kan godt den dag.  Og en fin, gammel jernbanestation kan gøre mig ganske varm i kinderne (Mädchen ville kalde det jernbaneliderlig og jeg aner bare ikke hvor dét udtryk kommer fra, men det er muuuligvis inspireret af en fin station i Budapest...)

8. Udover at rejse og læse (gerne begge dele på samme tid, tak) er jeg meget, meget glad for unyttige fakta. Solen skinner lige lidt finere, når jeg erfarer at de i Skotland har et ord for "the itchiness that overcomes the upper lip just before taking a sip of whisky". Det hedder SGRIOB. Er du ikke også lidt gladere, nu hvor du ved det? :-)

9. Jeg er langsom af natur, og generelt et af de mest u-sports-agtige mennesker jeg kender. Men jeg har besteget Mount Snowdon i Wales. I Ecco-sandaler. Det er ikke en fejl, at jeg skriver "besteget" og ikke bare "gået op til toppen". Der var tåget, og stien blev...væk. Og jeg kunne ikke se til Irland, eller til førnævnte Ecco-sandaler faktisk. Men mit sikre tog-instinkt førte mig mod toppen, hvor en lillebitte turistbane ventede på at føre mig sikkert ned igen. Ah, tog!!  Gotta love them!! 

10. Nå ja...og så lidt mere om bogstaver, og ord. Vidste I, at rundstykkernes over'e og under'e slettes ikke hedder sådan? Næh nej. Over'en hedder bambulam og under'en hedder timbeditate. Ja ha. Så ved I det.

Og jeg skal sende videre til nogen, jeg tror vil blive ligeså glad som jeg blev (og som jeg bare aldrig kan vide nok om). Guinstuff, Familiemad, Godt ? og Ordning - I er nok blev tagget en miljon-miljard gange før, men vil I godt lege, hva' hva'?