Glæden ved ikke at være farveblind

- eller i det hele taget blind - er noget jeg tænker på ret tit. Med min afhængighed af bogstaver og mangel på tolerance overfor dem der indlæser lydbøger ville det være ret katastrofalt hvis jeg blev blind, og det tænker jeg faktisk på hver eneste morgen før jeg sætter kontaktlinserne i, og igen om aftenen før jeg tager dem ud (men det gør jeg først sekundet før jeg lægger mig til at sove, så det er en hurtig tanke).

Eftersom der er en del tunghøre i min familie og noget tyder på at det er arveligt (kan det være det?), er det nok meget godt at jeg har det sådan. Min mormor var nærmest døv til sidst, og min mor fik sig et høreapparat efter at min far en dag spurgte, om hun mon ikke snart skulle til ørelæge, hvortil hun svarede "hvad skal jeg med en dyrlæge, vi har jo ingen hund mere??"  ELSKER DIG MODER JORD-I-HOVEDET!!

I dag havde Tante November jo pyntet så fint, så fint, og så udvidede jeg lige takke-remsen for de nærsynede-men-dog-fungerende øjne til at omfatte evnen til at se farver. Tænk lige, hvis man havde levet for hundrede år siden, da alting var sort-hvidt (eller til nød sepia)..... yes yes I know, men min blog, mine ustyrlige platheder :-)

Jeg var inde i byen sammen med nogle veninder, og på vej hjem blev jeg igen betaget af hvor fint det er om efteråret.

Kunst jeg ikke forstår - eller sofistikeret mobning af skoledrenge med store fødder?

Man ved det er koldt når der stadig er frost der hvor solen ikke har været

Indre Erna mener i øvrigt, at dem der maler på fine døre bør have deres spray-cans inddraget: