Being Pluto

Kender I de dage, hvor man føler man er lidt skævvinklet i forhold til resten af verden? Hvor man er den firkantede klods i et hav af bolde?

Nej?  Nåmn kender I så de dage, hvor man bare føler sig grundlæggende FORKERT?  Nogenlunde som planeten Pluto nok har haft det - før den blev degraderet til "dværgplanet".  Helt, helt skæv i forhold til alle de andre ordentlige planeter. Det er mig, lige i de her dage.

Jeg ved ikke lige hvad der er med mig; ting går bare ikke 100% min vej lige i tiden. Der er succes-oplevelser (som weekendens sejr over edderkopperne), og så er der ufattelig mange andre ting som ligger i en slags venteposition til enten at gå godt eller eksplodere mellem fingrene på mig, og lige midt imellem sidder jeg med min kogende hjerne, og min afsindige mangel på TID.  Og det udarter sig i en masse små bizarriteter - som f.eks. en mangel på evne til at udtrykke sig klart, så forsøg på at være klog eller morsom bare ender med at være plat. Eller fornærmende. Eller endnu værre. (Så hvis jeg har sagt/skrevet en kommentar i virkeligheden, på en blog eller på facebook som var decideret spinatbeds-agtig, vil du så ikke nok tilgive mig? Be' om?)  Jeg er uhyre glemsom (viser det sig, på de mest ubelejlige tidspunkter). Og så irriteres jeg over de mest latterlige ting. Virkelig latterlige.  Små ubetydelige ting sender mig ud i et afsindigt, og potentielt meget interessant raseri, men da jeg har en mor som stadig indprenter mig at jeg skal kunne se mig selv i øjnene når jeg børster tænder om aftenen, bider jeg så meget i mig at min tunge er helt flad og mærkelig.  Vil jo også gerne forblive venner med mine venner....

Så jeg fortsætter i mit skæve kredsløb og trøster mig med, at biorytmer har det med at vende indenfor nogen få dage. (Det har de fa**eme bare at gøre, ellers %@*#$ !!!)

I am Pluto-esque. Not the Disney dog; the celestial object (former planet). Constantly at an angle of about 17 degrees compared to the rest of the world.  Constantly putting my foot in it. Constantly this close to losing my temper over some tiny insignificant detail.  I find some comfort in the fact that biorhythms tend to go back up after a few days. (They'd better...)  And am learning how to speak with a tongue that's getting flatter by the day.