Søndag aften

Det har været en ond weekend. Meget af tiden er gået med at kigge på NRK og nrk.no og prøve at fordøje alt det der er sket.  Et enkelt menneske, så meget ondskab, 92 døde.  


Jeg ved ikke om man skal føle sig lettet over, at det ikke - som mange først troede - var et Al Qaeda-lignende angreb men derimod en nordmand med ekstreme synspunkter. Men jeg synes vi alle skal huske på, at afsindige fjolser findes i alle nationaliteter, i alle religioner og i alle politiske lejre.  Og at der heldigvis også overalt findes mennesker, som er venlige, fredelige og værd at lære at kende.  Dem skal vi finde og passe på, så dette flertal (og det ér et flertal. Det skal det være) kan vokse sig større og stærkere.


Denne her ville jeg egentlig have sat på 5. maj.  Den er skrevet i 1936 - på et tidspunkt, da der stadig var mange som egentlig syntes, at ham Herr Hitler havde fat i noget af det rigtige, når han sådan kunne sætte skik på kommunister og andre hundehoveder.  En norsk lærer (m/anbefalelsesværdig blog) har skrevet om Nordahl Grieg her.  Og teksten er her - den gælder også i dag.

Til Ungdommen

Kringsatt av fiender,
gå inn i din tid!
Under en blodig storm -
vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst,
udekket, åpen:
hva skal jeg kjempe med
hva er mitt våpen?

Her er ditt vern mot vold,
her er ditt sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må – men:
øk det og styrk det!

Stilt går granatenes
glidende bånd
Stans deres drift mot død
stans dem med ånd!
Krig er forakt for liv.
Fred er å skape.
Kast dine krefter inn:
døden skal tape!

Elsk og berik med drøm
alt stort som var!
Gå mot det ukjente
fravrist det svar.
Ubygde kraftverker,
ukjente stjerner.
Skap dem, med skånet livs
dristige hjerner!

Edelt er mennesket,
jorden er rik!
Finnes her nød og sult
skyldes det svik.
Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskinn av brød og muld
eies av alle.

Da synker våpnene
maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.
Den som med høyre arm
bærer en byrde,
dyr og umistelig,
kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen.

- Nordahl Grieg, 1936

Kjære Norge

Det gjør så vondt.


(Dines fra Infotaineren har dette link på i dag:)
http://prableen.origo.no/-/bulletin/show/672218_helvete-paa-utoeya?ref=mst

Overspringshandling - som blev længere end beregnet

Folk omkring mig holder ferie. Eller taler om at der er hele 2 uger til de har sommerferie. Eftersom der er ca. 52 uger til min næste sommerferie, forbeholder jeg mig retten til at være lidt vrissen. Og overveje karriere indenfor undervisningssektoren. Hvis bare jeg ikke afskyede at undervise. Og elever...


Nå, men al den bitterhed betyder i hvert fald, at der er dramatisk underskud på inspirationskontoen. Jeg forfattede ellers - i mit hoved - de bedste blogindlæg mens jeg nippede hhv. 1 kg stikkelsbær og 3/4 kg solstik (for det var nemlig dét uidentificerede bær, jeg plukkede i Svend's have, faster Karen. Solstik. Som er en krydsning af solbær og stikkelsbær. Så blev man så klog), en ret uinspirerende opgave, men desværre fordampede alle de geniale indfald i samme øjeblik jeg var færdig.  En tragedie for verden i almindelighed, og min trofaste læserskare i særdeleshed.  Det kunne være, jeg skulle købe mig en gammeldaws båndoptager, og en stak optagebånd. Hæh.


Men så kom jeg i tanker om, at jeg tilbage i februar - mens jeg var i de amerikanske vejrguders vold - fik en hyggelig mail fra en blogger i Schweiz som havde været så sød at tildele mig en blog award.  Awards er vist egentlig bare en snedig måde til at lokke bloggere til at afsløre deres inderste hemmeligheder, men eftersom jeg altid er til fals for smiger og slesk tale, blev jeg naturligvis glad.  


Man skal skrive 8 ting om sig selv, og linke til 8 nye blogs man har opdaget for nylig. Ehm. Kan jeg nøjes med 1, og bede jer skrive nye forslag i kommentarfeltet? Kunne muligvis godt trænge til at udvide horisonten lidt.

I've found 1 new blog recently:

bookwormmeetsbookworm.blogspot.com

I haven't read any of it yet -

but the title sounds promising!

I USA manglede jeg kun sjældent inspiration, men når man er udenlands er det jo også et eventyr i sig selv, bare man er ude og handle mælk. Herhjemme er mælkekøleren mindre og derfor kan det jo ske, at man løber tør for noget at skrive om.

ABC - det totale udvalg i mejerivarer

Walmart - mælkekøleren. Yoghurt, smør

osv. har deres egen kølervæg.

I rest my case. Men er glad for, at jeg gemte award-tingen til jeg kom hjem. Selv om jeg godt nok glemte alt om den i nogen måneder.


Nå. Men. Det går altså ud på, at man skal skrive 8 ting om sig selv, og det bør vel i nyhedens interesse være 8 ting, man ikke har skrevet om før. Eller, som i mit tilfælde, som man ikke erindrer at have skrevet om før.  Jeg har svært ved at tro, at der ikke er et par indlæg her på bloggen, som ikke minder fælt om hinanden. Og det er slemt, for når man skriver ting ned, så kan folk jo sammenligne de to indlæg og konstatere at de ikke er identiske, og at jeg derfor i mindst ét af dem er faldet for fristelsen til at pynte på sandheden. *gyse*


Grundet den svage hukommelse, har jeg derfor taget mig den frihed at ændre listen til "8 ting jeg er helt umådelig pjattet med".  Ikke i nogen særlig rækkefølge.


Nummer 1:


Tog. Togstationer. Bøger og film, som foregår i tog (Orientexpressen! The Polar Express! Låååååve!)


Jeg bliver uforholdsmæssig glad og rundt på gulvet, så snart jeg skal ud på en længere togrejse. Og er jeg i en større by, må jeg absolut en tur forbi stationen. Her knipser jeg billeder som var der tale om nuttede kattekillinger og ikke kæmpe bygninger. Som regel er billederne en smule slørede, fordi jeg ikke bryder mig om at bruge blitz og desuden ryster lidt på hånden af bare iver.  


I fjor havde jeg den usigelige glæde at tilbringe 2 døgn ombord på The Empire Builder fra Portland til Chicago. End ikke en hel dag med udsigt til mark-mark-mark-vej-mark-mark kunne ødelægge min lykketilstand. Og når jeg tager nattoget fra London til Cornwall er jeg nærmest ved at kortslutte af eufori.


Drømmerejsen over dem alle er en tur med Orient-Expressen og til dem, der mangler en idé til min fødselsdags- og julegave de næste år, er jeg da gerne behjælpelig med et lille hint: http://www.orient-expressen.dk/kbh_ven.php  Eftersom priserne starter fra ca. 28.000 kroner vil jeg ikke bebrejde nogen, hvis de slår sig sammen med nogen andre, og/eller ikke forærer mig en eneste gave mere resten af mit liv.

Paddington station

The station in Istanbul

The Empire Builder

somewhere in western Montana

2. ENGLAND


Jeg ææælskede at være i USA. ÆææælskER. Men min første kærlighed var England, og den er stadig det største.  


Det er landskabet. Arkitekturen. Historien. Sproget. Haverne. Særhederne.  (Og The London Underground, naturligvis. Jvf. pkt. 1)


Da jeg kom til England første gang, blev jeg så overvældet af hvor hjemme jeg følte mig, at jeg for alvor kom i tvivl om dem, der tror på tidligere liv, måske alligevel havde fat i noget.  Nu var jeg måske også lidt forhåndsindoktrineret af Fru Mørkeberg, min engelsklærer i folkeskolen. Hun lærte os at synge Partridge in a Pear Tree, øvede uregelmæssige verber så det føg om ørerne, lod os spille "The London Underground" spillet den sidste dag inden sommerferien og var i det hele taget 152 centimeter rendyrket energisk Englands-entusiasme. Det skal jo sætte sine spor. I mange år var jeg umådelig anglofil og så egentlig ikke nogen grund til at bevæge mig længere vestpå end Lands End, men det er jeg nu kommet over. Ligesom dem fra the Mayflower :-)

English countryside

Cottage garden

Detail from old map of the London

Underground - by Henry Beck.

Yes, I have a book about the Tube Map. You may

call me nerd (but you do so at your peril, mwa-ha-ha :-)

Cream Tea in Cornwall.

Be still, my rumbling tummy

3. BØGER


Jeg har vist nævnt vigtigheden af en god busbog.  Den kan ikke undervurderes.  Skyder man over målet og tager en alt for spændende bog med, må man betale prisen når man kigger ud af vinduet og panikslagent ser et stykke Skanderborgvej, man absolut ikke forventede at se - hvorefter man må ringe til kontoret og sige, at man nok kommer lidt for sent i dag. Skyder man under målet bliver selv den korteste bustur nærmest en uendelig lidelse.  Og de bedste hjem er dem med lokumslekture. Forefindes der ikke bøger eller blade på det lille hus, må jeg ty til flasker med rengøringsmiddel. Eller pakkerne med toiletpapir. Stort eller lille ærinde, bogstaver må der til.  


Selv har jeg alt for få bøger. Alt, alt for få. (Til gengæld har jeg et tyndslidt lånerkort) Det skyldes en kombination af nærighed og for mange flytninger, samt naturligvis pladsrestriktioner.  Havde jeg ubegrænsede midler ville jeg -foruden en togbillet til Orient Expressen naturligvis- investere i et bibliotek. Noget i denne stil, havde jeg tænkt mig:

- I would need a fireplace as well.

Jeg er ikke vanvittig kræsen når det kommer til litteratur. Om noget ligger min smag vist i den lettere ende - jeg må med skam indrømme, at mange klassikere er gået min næse forbi (men jeg er jo ung endnu) til fordel for mere letfordøjelig litteratur som kan spises i store mundfulde.  Skoletidens litteratur-analyser fik mig for evigt væk fra enhver idé om at læse litteraturhistorie eller lignende. Til gengæld er jeg hurtig som bare f*****, og det er vel også en slags talent.

"Du vil bare læse og læse og læse,

til du har læst hele verden"

citat: min søster

En ganske særlig kilde til glæde er naturligvis bøger om bøger. Er timingen helt optimal, indtages de i et tog, et sted i England :-)

Tak til de venlige bibliotekarer,

som med jævne mellemrum må ned i den

skumle depotkælder for at fiske denne

her frem til mig.

Og tak til helten der forærede mig filmen :-)

Love!!

With a title like that,

how could I resist it???

PUHA.  Jeg forstår virkelig at fatte mig i korthed.


Skal vi ikke bare sige, at vi laver det til 9 ting i stedet for 8 (pænere tal), og så deler det i 3? Ligesom eventyrene?  Selvfølgelig siger vi det. Fordi jeg siger det, og det er jo mig, der skriver. (Måske bør "enevælde" komme på listen over ting jeg er svært begejstret ved?)


@ N ~ did you make it this far? I was writing about myself, or rather, things I love, and got a bit carried away.


It started with a blog award I received a while back. I say "award" - it's just a way of sharing a little link love, while cunningly getting bloggers to reveal top secret things about themselves :-)    I have magic'ed the instructions that came with the award - "share 8 things about yourself" - into "a list of 8 things I love". Figuring, of course, that the observant reader would learn quite a bit about me while reading about stuff that makes me squeal with excitement, and possibly pick up a bit of trivia on the way.


I made it to 3, then figured people probably have lives and can't just sit around reading about, well, me.  So I've upped the number to 9 because that can be divided into 3 posts, just like in fairy tales - neat, eh?  That way, I'll know what to write about for the next week, which is good as my muse has been MIA for the last week or so.


Anyways. Things I love.  The first one on the list was trains. My favourite mode of transport. I also heart aeroplanes and ships, and even cars. Buses I loathe. But trains - oh the magic of them!  The joy of leaning back and watch the scenery change from open country to woodland to cities and back to the open country. I never tire of it.  A related fetish is railway stations. Not the modern ones in concrete and steel, please.


If I were a millionaire, I would take a trip on the Orient Express. Alas, I am not. But I am taking donations now!!


The second on the list was England.  I love most things about it. The geography. The architecture. The history.  The language. The gardens. The eccentricity. Sorry, America. This does not mean I don't love you too, of course xxx.


I lived there for about a year and a half - both in and out of London. While London is still my favourite city in the world, I now tend to just spend a few days there on my way to somewhere in the country - Cornwall, for example.  But that's just me being a country mouse nowadays.


Third on my list was books.  Which are almost as difficult to live without as, say, oxygen.  If I were a millionaire, I would build a library. After I've travelled on the Orient Express, of course.

Fin-des-vacances blues and a Spy Game

Søndag aften. Sidste feriedag. Regnen har øset ned; perfekt biograf-vejr. Farvel til ferie, og farvel til Harry Potter.  Der er ikke noget mere vidunderligt end at læse en skøn bog og vide, at den er starten på en lang serie = masser af vidunderlige læsetimer forude - og på samme måde, ikke noget mere trist end at nå til "THE END" på den sidste side i den allersidste bog.  Og også lidt trist at nå til sidste film i en serie.  Så jeg slog min ferie-blues og Potter-blues sammen, og da jeg kom hjem bagte jeg en Hirtshals-kringle, og nu er jeg glad-agtig igen!


Hvordan blev den så, ferien?  God, faktisk.  Jeg fik IKKE besøgt så mange venner som jeg havde tænkt mig. Den usle samvittighed over dét er dermed intakt. Men nogen fik jeg set, og skønt var det. Til gengæld fik jeg en del mere fra hånden, end jeg havde turdet håbe på, så sommerferien 2011 vil gå over i historien som DIY-ferien over dem alle. Jeg har fået flyttet rundt, både på fysisk rod og det inde i hovedet, og jeg har (mellem de gør-det-selv'ske energiudladninger) fået daset.


Nu kalder hverdagen og arbejdet igen; jeg tillader mig at håbe på en rolig opstart så batterierne ikke bliver afladet alt for hurtigt.  Og så satser jeg på mere regelmæssig blogging - det' du da gla' for, ikk'?


Nå. Men. Jeg ville bare sige hej, og god ferie hvis du først påbegynder din nu.  Og så til det dér Spy Game: i løbet af feriens surferi kom jeg nemlig over en side, hvor en-eller-anden skrev et-eller-andet om hvordan man finder sit perfekte spionnavn (kan desværre ikke huske hvor, sorry).  Der er 2 måder:
1/ navnet på en person i den sidste film du så + det sidste du har spist
2/ dit yndlingskrydderi + sidste feriested


Mine spionnavne er så:


1/Kate Kringle (lyder lidt juleagtigt, faktisk. Nær slægtning til Kris Kringle)
2/Saffron America (now that is cool! OK - USA var jo for at arbejde, men jeg holdt da også lidt ferie...i weekenderne :-)


Hvad er dit spionnavn?


@ N ~ last vacation day. Tomorrow, the office beckons again. I had ze blues, and it was raining, so I decided to lump all the sad things together and went to the movies to get my final Harry Potter-dose.  I remember the first time I read The Philosopher's Stone. Oh, the joy of reading a really good book and knowing there are many more to come.  And, similarly, oh, the dread of turning the final page of the last booking and knowing that after the "THE END" you will have to look elsewhere for your daily dose of magic. This applies to  all books, of course. Not just JK Rowling's :-)


Then I came home and baked a cake which is called a "kringle" in Danish; no idea what it's called in English but OMG, it was good!  And that reminded me of a "Spy Game" I read about somewhere on the interwebz the other day - I forget most of it, but not the part about how you devise your perfect Spy Name.  There are 2 methods:


1/the name of a character in the last movie you watched + the last thing you ate


(mine would be Kate Kringle, which sounds wonderfully Christmassy!)


or


2/your favourite spice + the last place you went on holiday


(mine is very cool indeed - Saffron America.  I do count America as my last holiday destination as I didn't leave Denmark this time. Also, it sounds awesome so I allow myself a bit of creativity ;-)

Au revoir, Severus Snape

(sorry. It's Alan Rickman's voice. I cannot help it.)

Vupti

-så gik der lige en uges ferie. Det er jo det jeg siger - I do it so very, very well. Hit med en uge til. Kan ikke helt overskue at hverdagen kalder om under syv dage...


Nå, men som I nok har regnet ud, har jeg overlevet den sidste uge i fin-fin feriestil. Har det godt, send flere penge. Men hvad får jeg dog tiden til at gå med, spørger den nysgerrige måske?  Jeg er da glad for, at du spørger. Men må advare om, at spørgsmålet kun kan besvares med lidt billedspam.


Jeg har nemlig været på visit hos Hitteniecen, og altså, jeg ved ikke eksaktemang hvordan det gik for sig, men da jeg kom hjem var der 320 forevigelser på kameraets memorykort. Nå. Hun er ikke heeeelt oppe på niveau med Hittemislingerne; dengang Hittemissen fik killinger rundede tælleren snildt 400 på en weekend. Stadigvæk, det er pænt mange billeder med samme motiv.  - Det der er sket siden sidst jeg var på besøg er nemlig, at hun er blevet morsom.  Det skete også for Anton A. omkring de der 4-5 måneder, så det må jo så være personlighedens modningstid, om man så må sige.  Ikke at hun ikke var sød første gang jeg mødte hende.  Men nu er der jo timevis af morskab at hente der (hvis forældrene går trætte i at underholde mig, fx).  Hitteniecen viste sig også at indeholde timevis af monologer. Desværre forstår jeg ikke hvad hun siger, og det ærgrer mig grænseløst. Tænk nu, hvis inderne har fat i noget af det rigtige med det der re-inkarnation. Måske sidder hun og fortæller, hvordan det var at være adelig i Victoria-tidens England!! Og når hun engang har lært at tale rigtigt har hun glemt det hele!!! Vi går måske glip af noget!!!


Engang imellem er jeg dog ret sikker på, at enetalerne primært omhandler emnerne "Mad" og "Snart!"   Jeg har læst at børn i hendes alder endnu ikke helt kan holde om en flaske; til alt held har hun ikke læst samme bog ,,,

Der bælles, havnearbejder-style

Den overlegne stil, kun én hånd på cykelstyret flasken 

Look, no hands!

Der er kun én ting, Hitteniecen elsker højere

i denne verden end Hittetanten -

og det er Hittetantens kamera...

Nå. I slipper for mere billedspam. Strengt taget har jeg ikke forældrenes tilladelse til at tvære hende ud over hele internettet. Hendes egen tilladelse har jeg 100% sikkert; hun elsker virkelig kameraet.  Godt hun er så klog - kamerakærlighed + de drikkevaner hun fremviser på øverste foto kunne sagtens være = tilmelding til realityshow, men det er hun aaaalt for smart til. 


Ajmenalser. Jeg er ikke sådan en der springer ned i vuggen til små børn, men mine venners afkom er jeg generelt meget venligsindet overfor (og for the record (til dem der kender min søster men ikke liiiige har set hende for nylig og derfor tror hun har lagt sig et barn til), Hitteniecen er ikke en ægte niece; det er min venindes datter. Og den, jeg virkelig er Hittetante til, er og bliver jo HITTEMISSEN)

Lille kamera hos Tanten der,

Hvem er smukkest i huset her

And now for something completely different. Jeg har nemlig været til Vikingespil i Jels og se Svend Tveskæg lægge sig ud med (og lidt i med) svensken.

Jaha, här har vi Svenska Kungen. Han er i færd

med noget skandale af en slags...

Se lige de fiiine heste

Kompetent vagttjeneste

I krig med både Svensken og de polske håndværkere

soldater. Hvor er Hjemmeværnet når man har brug for dem???

Ak, hjemmeværnet var ude på P-pladsen og 

dirigere trafik. Men ved snedig list lykkedes

det Svend Tveskæg at redde Danmark (og den

tilfangetagne svenske prinsesse, som han var

blevet kär i, til Fru Tveskægs store fortrydelse)

The Crew

Jeg ved ikke lige bvor mange frivillige der var med,

både på og bagved scenen.

Men der var mange.

Incl. 5 heste og 2 jerseykalve.

Og de gjorde det (jätte)godt, altså.

Sidste ferieuge nydes for fulde gardiner. Hvis nogen i Århus føler sig forsømt, er jeg snart tilbage. Har ikke rigtig været hjemme her i ferien ~ men nu varer det ej længe...

@N ~ why, oh why, must all good things - such as the summer holiday - come to an end? I am a much better person when on vacation, truly I am.  

Last week I spent a couple of days visiting friends who had a baby while I was in the States last winter. She has grown a personality since I last saw her, so we had loads of fun. The photo spam at the top is an illustration of her drinking habits :-)  According to an un-ambitions book I read, she cannot yet hold the bottle herself. Fortunately, she has not read that book.  She also loves the camera - posing for it, and tasting it. Sony can be very proud of their little Cybershot - it has survived the desert sand of Dubai and Oman, being dropped on medieval cobblestone in Toulouse, and copious amounts of, well, drool.

Den sære hukommelse

Jeg kan ikke sove. Men så er det jo heldigt at man har internet. Og YouTube. (Og en blog, så man kan delagtiggøre omverdenen i kvalerne).


Via et covernummer kom jeg lige ind på en stribe a-ha videoer. Kan I huske a-ha? Dem med "Take on me" (en sangtitel som gav minus mening da man gik i 4. og lige var begyndt at have engelsk i skolen) og den sære musikvideo hvor den tumpede pige faldt ind i en tegneserie? Dem her.....:

Oh yes, jeg var meget forliebt i Morten Harket.  Og jeg havde de to første albums. På BÅND!  Og som den lille pirat jeg var, lod jeg veninderne få kopier.


På OPTAGEBÅND!!  

Synes i øvrigt ikke jeg så det ord på listen over udrydningstruede danske ord???  Der stod ellers mange andre afholdte (og af mig anvendte) ord som døgenigt, brødflov, kålhøgen, knarvorn, sporenstregs, ødeland og trættekær. Optagebånd glimrede da ved sit fravær. Måske er der en sub-kultur af optagebånds-entusiaster, som holder ordet ved live?


Nå, hvorom alting er, så har jeg siddet og lyttet til noget af soundtracket til min barndom og midt i et nummer (The Weight of the Wind hvis du vil lytte med) overraskede jeg mig selv ved nærmest at flyve ud af sengen.


Hvorfor nu det??? Jo - min hukommelse spillede mig lige et puds da jeg kom ca. halvvejs ind i sangen - hvor min gamle afspiller engang lavede en afsindig båndsalat som man skulle SKYNDE SIG at spole henover for at undgå, at det skete igen.


Tænk engang. Jeg kunne overhovedet ikke huske det. Men det kunne jeg så alligevel. Sære hjerne!

@N ~ you know how music can sometimes trigger memories you had forgotten all about?  Usually, it reminds you about a time or a place, but tonight I took a trip down memory lane with a Norwegian band called a-ha.  They were BIG when I was, ummm, maybe 8-10 years old.  I had two of their albums on tape. 
Anyways, I was youtubing some of their old videos when, in the middle of a song, I suddenly surprised myself by jumping out of bed - - then I remembered that at that exact point in the song, my old stereo had ruined the tape and back then, I'd got used to having to fast forward over that part of the tape because otherwise it would happen again. Superfast, like a ninja!! :-)  





By the way - vocabulary failure - what do you call this in English??  In Danish we have a rather wonderful word for it: tape salad!

Happy 4th of July

to all my American friends!  Hope you had a wonderful weekend, and that the weather was better than in DK :-)

While we breathe, we hope

Jeg har en forkærlighed for kontaktannoncer. Også selv om jeg, jvf sidste indlæg, ikke er tilbøjelig til at svare på dem.  Uanset om jeg er single eller ej, læser jeg trofast de personlige annoncer fra ende til anden, og af og til finder jeg guld.


I flere år var Svingledingle fast indslag i Århus Onsdag. Hans annonce blev stadig længere og mere og mere sippet; det var en sand fornøjelse. Nu er han væk, men andre annoncører kan også vække jubel:

DUM SPIRAMUS, SPERAMUS = While we breathe, we hope

(og m.d.b. = med deponeret bestalling ;-)

@N ~ ach, sorry; I can't translate this one...  It's a personal ad, written by an elderly solicitor looking for a female *psychosomatic* companion (no idea what that means; not sure I want to know). He quotes the old Romans and make references to a Danish theater critic who died 16 years ago. Very odd indeed.

No agenda, s'il vous plait

Jeg har fundet kærester på mange forskellige måder - men net-dating har aldrig været en af dem.  Skeptisk, kan man vist roligt kalde min holdning til fænomenet. (Selv om jeg godt ved, at det virkede for dig/din veninde/din fætter).  Det har nok noget at gøre med, at det ikke huer mig at møde folk, når der er en ganske bestemt dagsorden - og når denne dagsorden så er det, der på naturfilms-engelsk hedder mating, så går det helt galt.


Og dette er ikke bare fordomme. Det har det været, men velmenende kollegers omsorg gjorde, at fordomme blev forvandlet til fakta. Eez not for me. Pleese go avay.


Og nu skal I høre historien om mig, og min meget kortvarige net-dater-karriere:


Vi skal 7-8 år tilbage i tiden. Det var tæt på jul, og på det lille rejsebureau var der meget lidt at lave. Så vi sad og sludrede om løst og fast, og på et tidspunkt faldt snakken på net-dating. Jeg var single, og mine kolleger ville så forfærdelig gerne se mig i tryg havn. Og da gerne inden den tilstundende højtid. Så om det ikke var noget for mig???


Nu ville skæbnen, at jeg faktisk havde en profil på det legendariske dating.dk.  Oprettet 5 år tidligere, da en veninde opdagede at man der mødte de dejligste piger, og der var sørme osse mænd - så voila, profil til mig, oprettet og aldrig benyttet. Før hin decemberdag, da mine kolleger ville se, hvad der i det hele taget var af udvalg. Det var jo op til flere år siden de selv havde været på markedet.  Så de udvalgte en passende aldersgruppe, hjemmehørende i Århus, og kun profiler med billeder. Og så gik en munter udvælgelsesproces i gang.  Målet var at skaffe Liden Tine en date inden Jul. Der var altså ikke tid til langvarig korrespondance med de udvalgte objekter, men til alt held modtog jeg (dvs. mit dating-dk-profil-alter-ego) ganske hurtigt en mail fra en mandsperson, som var af den holdning at man ligeså godt kunne mødes ret hurtigt og se hinanden an.


Det passede jo godt i de velmenendes kram, så en date blev arrangeret og jeg kunne da sagtens få lov at gå tidligt, afsted med mig og husk-nu-at-smile, og snart fandt jeg mig selv stående på broen nede ved Magasin, knugende en netto-pose (nutidens svar på rød rose mellem tænderne). Efter få minutter henvendte en ung mand sig til mig, og stor var lettelsen over at konstatere, at han i det mindste ikke af udseende var dybt kriminel eller massemorder. Så jeg stak poten frem for at sige goddag, men hvad var nu det??  Han stak venstre hånd frem, så i stedet for det forventede høflige håndtryk stod vi nu nærmest og holdt i hånd. "Hvoffer gør du sådden?"   Joho, sagde han og holdt højre arm frem, det er fordi jeg mangler højre hånd!  Ganske rigtigt, det var bare sådan en lille stump der stak frem af højre frakkeærme. Nå, men man skal ej afskrive potentielle emner, bare fordi de mangler kropsdele, så jeg sagde, "Hej, jeg hedder Tine, og hvad hedder så du?"


Juk.


- Ehm, hvad?


Juk.


- Arj, undskyld, hvad?


Juk.


[man kan ikke sige "hvad" mere end 2 gange. Det er hinsides pinligt. Man må improvisere]
Juk. Er det en forkortelse for noget...?


Nej, Juk.


Nå.


Men man skal jo heller ikke afskrive potentielle emner pga. deres forældres lemfældighed med "Hvad Skal Barnet Hedde". Et åbent sind, for alt i verden.  Afsted til nærmeste vandingshul og nej-nej, jeg skal nok selv tage min øl, du har jo lissom kun én...altså...jeg tager den bare selv.


Fast forward 20 minutter. Jeg, svagdrikkeren over dem alle, har bundet en stor fadøl og bestilt en ny. Alt sammen for at have munden optaget, så jeg ikke skal finde på ord, der skal komme ud af den. Juk (ja undskyld, det staves muligvis helt anderledes eksotisk. Jooque?) har, da han opdager jeg arbejder på rejsebureau, kastet sig ud i manisk enetale om hvordan vi alle er svindlere, der vil aftvinge ham hans surt sammensparede skillinger på en aldeles nytteløs rejseforsikring, når han skal verden rundt. Hvilket er ganske unødvendigt, da den Danske Stat på given foranledning vil fragte nødstedte Danske Statsborgere hjem, uanset hvor på den fagre Jord de måtte befinde sig. Således har Juk (Yoock?) netop bestilt dykkerferie til Bali, og uagtet hvor farlige vande han så må begive sig ud i, skal Mor Danmark nok få ham sikkert hjem, om dette måtte blive nødvendigt. Han har i øvrigt været på dykkerferie før, og det allerallerbedste trick er at stå på dækket lige før selskabet hopper i, holde armstumpen med den manglende højrehånd op og sige "hø hø, jeg har dykket her før. Her er hajer".


Da opgav jeg. Bundede øl nr. 2, mumlede noget om en gaveindkøbsliste så lang som Julemandens, og vaklede ud i decembertravlheden.  På kontoret næste dag, var mine søde kolleger meget kede af at høre om den ringe succes, men havde trøsten parat: endnu en date.  Så kun denne ene gang mere, sagde jeg med dyster stemme.  Hvorefter jeg samme aften drog afsted på date nr. 2, brillerede ved at komme en halv time for sent, have glemt min pung og i det hele taget være så dødssygt selskab, at min date modstræbende måtte tage afsked efter kun 40 minutter, da han modtog et meget vigtigt opkald fra sit arbejde.


Det var først dagen efter, det gik op for mig, at opkaldet nok slet ikke havde været fra hans arbejde. Så var jeg helt glad, for i det mindste kunne jeg nu fortælle, at jeg var blevet ditchet på den helt klassiske blind date-måde med forhåndsaftalt "nød-opkald" fra en ven. Lidt en ære, næsten som et hædersbevis.


Det var da alligevel noget :-)   Og således kunne jeg nyde resten af Julemåneden i fred&ro, og mine kolleger kunne samstemmende lægge min lige så skrækkelige som korte net-dater-karriere i graven. Amen.

@N ~ a looong story, about something that was actually quite brief. I am talking about the two days of my life when I went on a blind date with a person from a dating site.
It all happened 7 or 8 years ago, at my old job. It was December, we weren't busy, and one day when we talked about net-dating, my colleagues got it into their well-meaning heads that I should go on a date, and perhaps Fall in Love. 'Twas the Season, after all.
A blind date was arranged. I showed up, he showed up, but the shaking-hands went a bit wrong as he turned out to be missing his right hand. Determined to be open-minded and positive, I told him my name, asked him his, and that's when things started to go wrong. He said his name was Yook - possibly Yooque? Iocq?  No idea, it's not a real name, and you can only say "sorry, what?!?!" so many times before it gets rather embarrassing. We repaired to the nearest pub, and upon learning my occupation he launched into a tirade about how all travel agents tried to trick him into parting with vast sums of money on useless travel insurance. Which was totally un-necessary as the Danish State would cover all medical bills and the ticket home, if a Danish citizen was injured, robbed or otherwise inconvenienced anywhere in the world. When I tried to point out that this was not actually the case, it became clear to him that I was no better than the other thieving members of my trade.  He knew his rights and had saved lots of money by skipping travel insurance on his upcoming diving holiday in Bali.  Diving holidays were his favourite, and the funniest thing was to stand on the deck, just before everyone was about to dive, hold up his right arm - the one with the missing hand - and say "I've dived here before. Beware of the sharks. Hee hee".


At this point we had been in the pub for maybe half an hour. I had had 2 pints of beer (to keep my mouth occupied, so I wouldn't have to think of what to say) and was feeling dizzy and, well, desperate. So I muttered something about an X-mas shopping list and said goodbye.


Needless to say, my colleagues were terribly disappointed. They did arrange another blind date for me which was equally disastrous, though he did have both hands, and then wrote me off as sweet-but-hopeless. Which is of course completely true :-)


This was your bedtime story for this evening. Good night, sleep tight, and don't let the bedbugs bite!