Hvidstengruppen

I dag har filmen om Hvidstengruppen premiere. Jeg var til snigpremiere i sidste uge (og skal i den forbindelse huske at sige mange tak for invitationen til Spar Nord, en meget venlig bank i Kolding). Foruden de 314 kunder der var plads til i Biocenter Koldings Sal 1 havde de inviteret filmens instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, Regnar Grasten, samt en af skuespillerne, Thomas Ernst. De tre kom og fortalte lidt om filmen før den startede.

Filmen er, i modsætning til mange andre film om besættelsestidens Danmark, meget lidt tju-bang. Anne-Grethe Bjarup Riis fortalte, at de havde vægtet meget tungt at fortælle om familien og de venner, som udgjorde Hvidstengruppen, og det synes jeg lykkedes virkelig godt. Man fik en meget klar fornemmelse af de ganske almindelige mennesker, som bare følte det som deres pligt at yde den modstand, de nu kunne, mod den tyske invasion.  Det var en meget stærk side i filmen.

Hvad der ikke var helt så stærkt, var visse replik-skifter, som kom til at virke meget dilettant-agtige. I en af filmens tidlige scener (ved Marius og Gudrun Fiil's sølvbryllup) sidder det meste af selskabet over kaffen og skiftes til (nok så nydeligt efter tur - ikke nogen talen-i-munden på hinanden dér) at aflevere hver deres replik om tyskerne. Á la "det er for dårligt, at tyskerne skal være her i vores land" eller "jamen tyskerne er her da for at beskytte os".  Så er publikum ligesom orienteret om den enkelte figurs indstilling til modstandsbevægelsen og tyskerne - men det kunne ærlig talt godt være gjort noget mere elegant.

De uelegante replikker dukkede lidt op hele vejen gennem filmen, men alligevel blev man grebet af historien - for mig (og sikkert mange andre) havde det nok meget at gøre med bevidstheden om, at det jo er en virkelig historie.  Vi ved jo alle, hvordan den slutter, men alligevel var der mange blanke øjne, da vi gik ud fra biograf-salen.


fra purhusnet.dk - kig også på hvidstenkro.dk (de
søger i øvrigt en kokke-elev, hvis det var noget?)

Skal du gå ind og se den? Ja, det vil du gerne. Anden Verdenskrig er efterhånden så længe siden, at der ikke sidder ret mange bedstefædre og -mødre rundt omkring, der kan fortælle os noget om den.  Og når man næsten bliver væltet på vej ud af et tog, fordi der er nogen der absolut skal ind i samme sekund, dørene åbnes, så kan man godt få en fornemmelse af, at vi -produkter af en tid hvor vi absolut ikke mangler noget, undtagen måske lige tid og omtanke for andre- godt kan tåle at blive mindet om, at der var nogen der satte fællesskabet (Danmark) over sig selv (deres egne liv).  Man skal se filmen, fordi det er værd at opleve historien om almindelige mennesker som ikke bare ventede på, at der "kom en voksen" - og så skal man se den, fordi Bodil Jørgensen simpelthen er god.