Til nytte

Dagens indlæg henvender sig IKKE til folk på skrump. Er til gengæld velegnet til katolikker, som kan få syndsforladelse ved henvendelse i nærmeste skriftestol. 

Det er en kageopskrift.  Oprindelig hedder kagen "nøttekake med gul krem"; i Kagedåsernes optik/hørelse blev det meget hurtigt til "nyttekage", men som det blev påpeget: er al kage måske ikke nyttekage?  Vist er det så.

Men i virkeligheden hedder kagen "Ingunn's Kake".  Ingunn er min mors barndomsveninde (fra Norges land; HEIA NORGE). Som vi alle ved, er det typisk norsk at være god, og denne kage er ingen undtagelse.

Du kan forstørre billedet nedenfor og få den på ægte, uforfalsket norsk. Eller lade dig nøje med min oversættelse (og tilhørende kommentarer).

150 gram hasselnødder kværnes (rimelig fint, men der må godt være lidt "bid" i dem).

1 tsk hvedemel + ½ tsk bagepulver blandes i. Sæt til side.

4 æggehvider + 150 gram flormelis piskes til det er ret stift

Nøddeblandingen piskes i

Bages i en smurt springform ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Mens kagen er i ovnen kan du lave kagecremen. Så afgjort den mest nervepirrende del af projektet, hvis du spørger mig.

4 æggeblommer + 1 dl. fløde + 100 gram flormelis røres sammen i en gryde og koges op under omrøring.

- Det er dét, jeg synes er uhyggeligt. Jeg er så pissebange for at det skal brænde på i bunden og blive til en sært sød omgang røræg. Men fat mod, bliv ved med at røre rundt, og tag den med så meget ro, som du nu kan. Det SKAL lige op og boble, for ellers bliver cremen ikke tyk nok.

Tag gryden af blusset og lad den køle lidt af. Rør vanillesukker i (1 tsk iflg opskriften men jeg bruger 2, fordi det er en af de ting, man ikke rigtig kan få nok af) og rør herefter 100g SMØR i. Jeg plejer at tage det ad ca. 3-4 omgange; så er det lidt nemmere at styre.

Og så skal cremen køle helt af (køleskab), før den smøres på kagen.

(Nogle gange bliver cremen ved med at være sådan noget, der bare flyder ud over det hele. Så kan man godt redde det ved at røre noget husblas i.)

(Og til dem, der tænker: 1 tsk mel? Hvad skal det da gøre godt for? -så ved jeg det ikke, men det står i opskriften, og jeg er autoritetstro nok til at jeg ikke tør udelade den. Men hvis du er gluten-allergiker, så tror jeg godt, du tør)

Nydes iført dine rummeligste bukser, og i godt selskab.

@ N ~ today's blog post is a cake recipe from the magical land of Norway, courtesy of my mother's friend Ingunn. 

Translated and converted for your convenience :-)

1 cup hazelnuts (= around 5oz.) - chopped finely, but with a few bigger pieces in between.

Mix in 1 teaspoon (yes, teaspoon) allpurpose flour + ½ teaspoon baking powder. Set aside.

Whisk together 4 egg whites and 1 1/4 cup powdered sugar (confectioners sugar). Whisk whisk whisk, until you dare hold the bowl upside down over your head it is quite stiff.

Then whisk in nuts.

Bake in a non-stick spring form at 400 degrees F for about 25 minutes 

While the cake is baking, you can make the cream.

In a saucepan, stir together 4 egg yolks, ½ cup of heavy cream, and 3/4 cup powdered sugar (around 3.5oz).  Bring slowly to the bowl, stirring constantly.

(I find this part of the process incredibly nervewracking - I constantly fear I'll burn it, or turn it into the world's sweetest omelette)

Once it's boiling (*blop blop*, not a roaring boil), it will start to thicken. Take it off the heat and let it cool a little.

Stir in 1-2 teaspoons vanilla sugar - and stir in 3.5oz butter (a little less than 1 stick). I usually divide the butter into 3-4 pieces and stir them in one at a time - it's easier to make sure they're completely melted that way.

Let the cream cool completely (fridge) before spooning it generously on to the cake.

(if you can see the cream is really runny, you can use a bit of gelantine to "stiffen it up" a bit. google is your friend here)

Do not attempt to make this cake if you're on a diet. Do make it if you're feeling a bit blue (it will help; I promise. If you eat all of it, you won't feel sad. You won't feel anything, really, except possibly nausea & euphoria). Do make it if you're having a good friend over - she deserves it.

Wellness for viderekommende

For aaaalt for mange år siden var søster og jeg i Istanbul i efterårsferien (anbefaling: go-go-go!!! det er en af de mest spændende storbyer i vores del af verden!)

Mens vi var der, kastede vi os med stor fornøjelse ud i disciplinen HAMAM - tyrkisk bad.  Første gang gik vi herind: http://www.cemberlitashamami.com/

Det var et rigtig fint og pænt sted, og de talte endda engelsk hvilket jo var til stor hjælp, når man a) ikke kan et ord tyrkisk og b) ikke har den fjerneste idé om, hvad hele seancen gik ud på.

Meget kort fortalt, så bliver man sæbet ind, skrubbet, og spulet, så man er så blød og lyserød som ... æhm, softiceguf, måske?  Godt er det i hvert fald.

Men Cemberlitas var jo altså noget turistet. Altså, de talte jo lissom engelsk, ikå? Og nu, da vi var totalt erfarne udi al denne tyrkiske wellness, så følte vi en stigende trang til at mænge os med lokalbefolkningen.  Off ze beaten track and all that. 

Så søster opsporede en anden hamam som lå lidt længere væk fra centrum, og dagen efter drog vi derhen.

I søgen efter lokal kolorit.

Og vi blev IKKE skuffede.

Da vi kom ind blev vi modtaget af Hamam-Mutter. Som mindede en hel del om vort eget nationalklenodie Camilla Plum. Der var noget bølgende barm, svøbt i omfangsrig kaftan, og noget turban-agtigt tørklæde om de uregerlige lokker, og nogle store, gæstfrie, velkomst-agtige fagter. Der var absolut intet engelsk.

Der var også en gæst i hamam'en.  En stamgæst, tydeligvis. Hun sad i receptionsområdet, kun iført trusser, med afblegningsmiddel i pandehåret og lidt på overlæbedunene, kaffe på kanden, smøg mellem læberne, vældig fordybet i hvad jeg vil skyde på er Tyrkiets svar på Kig Ind.

Dette var yderst lovende.

IKKE den lokale hamam.

Men indretningen er den samme -

rundt podie med varme i, ovenlys, vand rundt

langs væggene.

IKKE den lokale Hamam-Mutter.

Magrere mennesker.

Vi klædte om og trissede ind i selve hamam'en. Først lå vi lidt og stegte på racletten det der podie, der er i midten. Det er lunt og dejligt; muligvis blev gulvvarmen opfundet netop her.  Og SÅ - så kom Hamam-Mutter ind. Nu sans kaftan.  Men fortsat (særdeles) bølgende.

Behandlingen var aldeles den samme, som det turistede sted - men mere entusiastisk.  Først kom der sæbeskum i store mængder. Og SÅ kom skrubbehandsken frem. Skrubbeskrubbeskrubbeskrubbeskrubbe. Og så, *KLASK* - et kraftigt kærligt dask som betød, at nu skulle man vende sig/strække en arm/dreje sig om/gøre et eller andet anderledes. Og skrubbeskrubbeskrubbeskrubbe igen, efterfulgt af *SPLASH* vand.

Herefter blev man ført over til væggen, hvor overdådige mængder vand løb i kaskader fra gamle vandhaner og kunstfærdige vaskekummer. Jeg tror ikke, de har helt samme vandpriser, som herhjemme. Indoktrineret "spar-nu-på-vandet" som jeg er, havde jeg en nærmest ubændig trang til at rende rundt og slukke for vandet, men i virkeligheden var effekten skøn. Overstrømmende, overdådig, frådsende.

Frådsende i billig shampoo fra supermarkedet var de også; frådsende i advarsler om at "nu bør du nok lige lukke øjnene i" var de til gengæld slet ikke. Heller ikke da shampoo'en skulle skylles ud (fad med vand, sigte, og *WHOOOSH*).

Dryppende, men umådelig lyserød, blød og lækker, blev man herefter ført tilbage til podiet og kunne herfra ligge og iagttage næste person blive underkastet behandlingen.

Og så kunne man udspionere de øvrige kunder, og noget bedre findes faktisk ikke.

Damen med blegemidlet i pandehåret kom ind og skyllede det ud. Det blev hurtigt skyllet væk af vandkaskaderne - men alliwl; den var nok ikke gået hos FitnessDK i Høje Taastrup.   Men der er de nu også så emsige...

En anden dame kom ind. Hun var ganske frodig - og havde på et tidspunkt i sit liv fået kejsersnit (gætter jeg på). I hvert fald havde hun et lodret ar på maven, som gav den ganske interessante effekt, at hun havde en højre-delle og en venstre-delle. Som hun løftede, een ad gangen, for at komme ind i alle hjørner med vaskesvampen.

Og gammelmor. Cirka på alder med Methusalem (who?). Iført hvad der mest af alt lignede et par gigantiske herreunderbukser.  Og de andre damer. Med tynde, tykke, unge, gamle kroppe - og masser godt humør. Utvivlsomt også masser af røverhistorier, men her forhindrede mit mangelfulde ikke-eksisterende tyrkiske mig desværre i at få det fulde udbytte.

Stadigvæk. Jeg vil anbefale det til enhver, der lige kommer forbi Tyrkiet. Sammen med krydderi-bazarerne, friskpresset granatæblejuice, og rundt regnet hele det tyrkiske køkken.

God tur til Hr og Fru Nielsen, som søndag får deres charterdebut i nederste højre hjørne af Europakortet!

Overtro til husbehov

Jeg er ude at gå aftentur (fagre nye verden - I er her vidne til en live-blogging fra Svanesøerne i Starup :-)

Og så fandt jeg mit livs første firkløver!

Tager vi varsler af den slags? Hvis ja, må det utvivlsomt være et godt tegn. 

I morgen: velkommen tilbage til hverdagen. Men nu, klokken 21:15 med fuglekvidder i ørerne, myg summende om benene, og duften af forår i næsen, vrider jeg lige den sidste fryd ud af verdens bedste pinseferie. 

Selvportræt med bi

Jeg er jo begyndt at gå til bi (læs: har meldt mig til et kursus i biavl). Fordi jeg måske gerne vil have bier engang, og liiiige skal finde ud af, om jeg går totalt i panik, når tusindvis af vingede væsner flyver omkring mig med skarpladt brod.

Først har vi udholdt nogle teori-timer (tiiiimer med billede af erantis fra den ene side - fra den anden side - fra oven - og så har de i øvrigt hverken særlig meget nektar eller pollen. Herefter billede af mælkebøtter fra den ene side - og fra oven - og de er gode bi-blomster - og hov, et umotiveret billede af et bistade med sne på.  Jeg var lidt ved at sætte ild til mig selv undervejs)  og i dag skulle vi så endelig ud i skolebigården.

Jeg gik i øvrigt ikke i panik og jeg blev ikke stukket. Og så var det i øvrigt koldt, hvad hverken bierne eller jeg er særlig meget for.  Til gengæld skulle det blive godt i pinsen, og dét er en rar ting, thi jeg er inviteret på eventyr.

Et voila - din ærede blogger, med en bi på sløret:

@ N ~I'm taking a beginner's class - in beekeeping!  I'd like to keep bees some time, now that I've moved to the countryside, but first I need to learn a bit more about the ins and outs - and find out if I panic completely when they're swarming around me.

We've had a few theory lessons (one memorable hour-and-a-half was spent looking at pictures of flowers. Dandelion seen  from all angles. Linden trees. Strawberry flowers. Any flower.  Gah....) but today we got to look at real live bees for the first time. It's been too cold up until now, and to be honest, today wasn't great either (spring temperatures, come hither!). I'm pleased to report I did not panic, and I even managed to snap this beautiful self portrait. Whoop whoop!

Men min mor ...

Glædelig Mors Dag!  Min egen har været bortrejst på dagen, men vi har købt en blomst til hun kommer hjem i aften. 

Min mor er skyld i meget godt. Det er fra hende jeg har mine grønne øjne, mit sprogøre, min glæde ved at være alene hjemme og min forkærlighed for landkort. Hun er min fars største fan og søsterboblens grundpille, og uden hende ville ingen af os være helt rigtige. 

Personligt er jeg ikke mor til nogen.  Men jeg er Hittetante!  Og i dag har jeg haft besøg af Hitteniecen og hendes mor, og ganz ehrlich, hun (niecen, altså) er simpelthen bare så vel-indoktrineret, at jeg smelter helt og aldeles.  Hun er fan af både cookies, blomster og bøger, og meget mere forlanger jeg sådan set ikke af min yngste veninde.

Arveligt belastet er hun også, og i hendes tilfælde giver det sig udtryk i en udpræget grad af selskabspapegøjethed.  Hun er sådan set en tro kopi af sine forældre, om end hun nok er mere til mælk end til vin.  Men ellers er det M & M om igen.

Vi spiste frokost, og så havde vi sofahygge med milk & cookies, drengesnak, og film. Bagefter gik vi ud og druknede krydderurterne vandede blomster, og til sidst udvalgte Hitteniecen med sikker smag en stak bøger, hun gerne vil have læst højt næste gang, hun kommer på besøg.

Anyways, eftersom mit facebook newsfeed dagen lang har været proppet med billeder af Mors Dags-gaver og yndigt afkom, så tager jeg herved revanche med en smule billedspam.


@N ~ today is Mother's Day here in Denmark (also in the US, I think?). 

I haven't acquired a toddler since we last spoke; this is my "niece" (the daughter of some of my best friends) who brought her mom along for a visit today.  She shares my love for flowers, books, and cookies - and since my facebook feed is jam-packed with pictures of Mother's Days presents today, I thought a little picture spam from my side would be appropriate.

This couch is made for jumping

And that's just what I'll do

and then I'll sit right down

and munch a chocolate chip cookie

-or two

Showering the herbal garden

with love and water

Handling her snappy-happy

surroundings with grace

Selecting literature

Girl's got taste -

Baldacci and Higgins Clark (crime

novels), and the wonderful

Alice's Adventures in Wonderland

and Through the Looking Glass

And the pièce de réstistance -

I'm not saying I'm broody, but

who can resist a two-year-old who

picks out Stephen Chbosky's

The Perks of being a Wallflower?

If I ever have a kid, I'd like to order

this model, please.

På den sikre side

Efter at jeg havde forfattet det sidste indlæg overspringshandlede jeg lige lidt med noget hyggelig kartoffelhypning (ajmenalser, de kommer så fint, KH Indre Erna), hvorefter jeg modstræbende gav mig i kast med -igen- at fjerne mudderkager fra cyklens forskærm.

Må jeg i den forbindelse indskyde, at jeg nu ikke længere ærgrer mig over, at jeg ikke blev arkæolog. 

For pokker, altså. Og hvad sker der lige for moderne cykler og deres max. 2 millimeters frirum mellem dæk og skærm???

Nå, men megen pirke-pirke-pirke senere er de værste klumper væk, og jeg vil nu spule cyklen ren. I den forbindelse beslutter jeg, at det da er nu, slangevognen skal ud fra sit vinterhi og sættes til min u'endørs vandhane.

Ja.

Af alle de ting, jeg ikke er god til, er det med at håndtere virkelighedens verden nok den værste. Jeg er af og til så afsindigt upraktisk begawe', at det er lige før min far afskriver sig faderskabet, og helt ærligt så bebrejder jeg ham ikke.  Hvor svært kan det lige være at montere sådan en smule haveslange?  Meget, viste det sig. På en skala fra 1-10 tangerede jeg en 12'er; specielt da jeg havde fået det hele skruet sammen og tændte for vandet, hvorefter det hele nærmest SPRANG fra hinanden igen og alt vandet endte, ja, gæt selv hvor.

Det er egentlig et guds under, at det ikke gik i kog i selvsamme øjeblik, det ramte mig.

Heldigvis stiger min indlæringskurve proportionalt med mit raseri, og i næste forsøg fungerede alt perfekt, så jeg kunne skamspule forskærmen. Som man siger.

Herefter kørte jeg cyklen i stald, og gik direkte ind og væltede min cola ud over det hele.

I erkendelse af, at det godt kunne se ud til at være En af Den Slags Dage, har jeg nu indstillet AL praktisk aktivitet. Hvad der måtte være tilbage af held, er reserveret til de venindeaftaler, jeg har her i weekenden. Så jeg ikke kommer til at gøre skade på deres børn og sådan.

Jeg har derfor bænket mig i sofaen med min seneste nyerhvervelse:

Oh yes. Jeg har investeret 69,95 (nedsat fra 99,95) i et kort over Danmark. Og med sådan et er jeg godt underholdt - i timevis.

Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke er udstyret med noget vanvittig godt brevdueinstinkt. Min fars er uforligneligt - han kan finde vej alle steder; også selv om han kun har været der én gang før. Eller slet ikke, for den sags skyld.  Og alt, hvad der var af den slags gener, tilfaldt min søster.   Jeg er egentlig rimelig god til at planlægge ruter osv., men så snart jeg lukker kortbogen i og navigerer ud i den virkelige verden (der var den igen!), så er det som om, ruten fordamper inde i mit hoved, og oftest går det så en smule galt.  Til gengæld oplever jeg mange spændende ting, og det ser jeg som en slags kompensation.

Men jeg er altså meget, meget glad for at læse kort. Alle de bynavne, og fascinerende steder, som bare sætter fantasien i gang!  Der findes formentlig ikke mange skolebørn, som ikke er knækket fnisende sammen, første gang, de fik øje på Lem og Tarm.  Men hele danmarkskortet er fuldt af stednavne, som bare giver én en ubændig lyst til lige at køre forbi, og se hvordan der mon ser ud der ....

Se bare:

Øllebølle (nu får jeg lidt lyst til en

bornholmsk is) - og Flårupmelle. Og Sløsse!

Hømvejle. Og Høm.

10 mod 1 på, at der kører noget

intens landsbyrivaliseren her.

Bøstrup og Vrangstrup.

2 byer med sure indbyggere (i min

fantasi. Nogen, der kender nogen, som

bor i en af de to små byer?)

Skuderløse. Spragelselille.

Smag på ordene!

Hønsehalsen.

Og Uglerup (med det seneste års ugle-

mode må den da nærmest være blevet trendy?)

Gurede. Og Tuse Næs.

For ikke at tale om Bognæs. Dér overvejer

jeg nu at købe sommerhus...

Tumpet? Yes, måske.  Men jeg er god at have med som navigatør på bilture, hvor jeg kan holde kortbogen åben og dermed a) finde vej og b) underholde mig selv i pænt lang tid.

Vent I bare, til jeg tager jer med en tur gennem kortet over London Underground og fortæller, hvad der (inde i mit hoved) gemmer sig bag stationsnavne som White City, Holland Park og Barking ...

@ N ~apologies for the missing translation. It is turning out to be One of Those Days, and that affects the linguistic center in my brain, as well as my overall luck.

I'll be back with a vengeance later.  Have a lovely weekend m'dear.

Dagens motion, check

Min figur er, sine steder, lettere rubenesque.  Og fra tid til anden får jeg meget lyst til at gøre noget ved sagen, så jeg ikke folder så underligt for eksempel.

Man kunne derfor forledes til at tro, at jeg holder meget af motion - men ak, man ville tage fejl.  Jeg bryder mig ikke om at svede, og jeg afskyr at være forpustet (så kan man jo ikke snakke, vel!)  Men af og til hænder det alligevel, at motionen finder mig, så at sige.

Tag nu i morges. Jeg var ude på en liden cikeltur, og drejede op ad en markvej, hvor jeg færdes jævnligt.  Jeg ved af erfaring, at der kan være glat (hvis et træ vælter i skoven, men ingen hører braget, er jeg så overhoevedet væltet på cyklen?  -kunne man spørge, hvis man var filosofisk anlagt), så jeg cyklede i relativt adstadigt tempo. Og så, uden varsel, røg der en tot græsmudder op i forhjulet, og så standsede jeg. Dér.

Ikke ud over styret, men temmelig brat.  Og forhjulet sad fast. Og der var en halv kilometer til offentlig vej, bagud, og en halv kilometer til nærmeste gård, fremad.  

Alverdens pinde og kviste kunne ikke formå mudderklumpen til at forlade dens nyfundne hule mellem skærm og forhjul, og jeg ønskede inderligt, at jeg var typen, der altid lige havde en lommekniv og noget ståltråd i lommen. Men det er jeg ikke.  Så efter lidt overvejelse bestemte jeg mig for at trille hen på gården, for der har de styr på den slags.

Nu er min cykel ikke ligefrem nogen letvægter. Den er bygget til at være cute og mormor-agtig, når den triller rundt i Århus. F***eme ikke til at blive skubbet/trukket/båret/truet hen ad mudret markvej med aldeles immobiliseret forhjul. Hold nu kæft, hvor jeg svedte.

Endelig fremme lånte jeg skruetrækker og vandslange og fik endelig lidt styr på sagerne igen.  Men jeg skulle jo hjem...  Så jeg tænkte, at "jeg trækker da bare hen ad markvejen. Så kan jeg styre uden om mudderpølene, og så går det lisså fint".

Altså.

Første gang: uheldigt.

Anden gang: dumt. 

Dumt, dumt, dumt.  Men jeg kom dog næsten helt frem til det asfalterede, før jeg bemærkede, at cyklen var blevet underligt tung at trække.  Så så man mig,gravende under skærm med nyttesløs lille pind i-f***ing-gen, peptalkende med mit cykelhjul, "du skal bare holde ud 100 meter endnu, jeg skal nok bære dig, der er asfalt lige om lidt, kom nu du kan godt", semi-slæbende, små-bandende.

Men det gik. Og vel ude på asfalten steg jeg til sadels, og asede mig fremad i et snegletempo som kørte jeg med håndbremsen trukket (hvad jeg på sin vis også gjorde), den lille kilometers penge hjem.  Og 300 meter hjemmefra blev jeg overhalet af en horde midaldrende motionscyklister.  Hold kæft, de må have grinet af mig.

...

Jeg skal ud og handle her i dag, og jeg havde egentlig tænkt mig at cykle. Men nu tror jeg sgu' bare, jeg tager bilen.

God weekend!

Arveligt belastet

Moder: jeg synes, det er træls at tage billeder. Når jeg er ude at opleve noget, kan jeg godt lide bare at koncentrere mig om dét, og ikke om at skulle forevige hele tiden.

Mig: ... og du har netop købt nyt digitalkamera fordi...?

Moder: ja, det er da for, at jeg kan få taget nogle billeder.


.

Man kan ikke sætte en finger på min mors ræsonnementer.  


@ N ~ more or less verbatim conversation with my mom earlier today:

Mother dear:  I don't like taking pictures. When I travel, I like to concentrate on what I'm doing and not having to remember to snap pictures of this and that.

Me:  -  and you just bought a new camera because ...?

Mother dear: why, so I can take some pictures when we go to Sweden, of course.


You cannot fault her logic.

(And you wouldn't believe how many people say I'm soooo much like my mother :-)

Thoughts of the day, so far

1) I wonder what kind of person gets up in the morning and thinks, "it's Tuesday - let's kick it off with a bit of Synthesizer Greatest"

(when I heard "Crockett's Theme" on the radio while driving to the train station)


2) This is going to be a long day

(when I realized I'm wearing the pantyhose-that-travels-south today. Why oh why did I not just throw them out last time???)

3) Oh, come on already - it's May!!!

(when I heard the hyperactive commuter boy humming "Deck the halls" really loudly at the station. I don't mind the humming, even at 06:45AM; just not Christmas songs please)


4) Wa-hey - it's May!!!

(when I realized I didn't feel chilly while waiting for the train this morning).


Ah yes, May Madness.  Quite different from the March Madness, but no less wonderful.

Have a great day!

Åndenød

Jeg vandrede omkring i min have her til aften, aldeles fordybet i konversation med underholdende, interessant person.  Og midt i det hele - undskyld, hvis du var ved at sige noget vigtigt! - fik jeg øje på noget, der afsporede samtalen totalt.  Og jeg tror måske, jeg kom til at gispe højt, hvorefter jeg fremkom med nogle lettere usammenhængende fryde-lyde.

Jamen, hvad skete der dog? tænker læseren nok.  Og var det mon noget frækt???

Well.

Måske ikke ligefrem frækt. Men så afgjort betagende.

Mine kartofler er spiret.  Og hestebønnerne ligeså.  Det er STORT!!!!

----

Hallo?    *taptaptap*  er I her endnu?

Hm. Nå. En og anden skal nok hænge på endnu (hej Lena!!). Og de(n) tilbageværende skal absolut ikke snydes for fotografiske beviser.  Beklager hvis billederne er lidt mørke; jeg kunne ikke vente til i morgen med forevigelsen.

Pomme de Tine

Hestebønne! Dette er, I kid you not, det

pureste guld at have i sin have.

For man kan (næsten) ikke købe dem friske 

(undtagen når Årstiderne smider dem i en af deres

kasser, og det nyder jeg aldrig godt af; primært

fordi jeg ikke er kunde der).  Jeg har fundet dem

nogle få gange i Bazar Vest, men det var nogle små gnallinger.

Ergo: Guld

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg et par seje overlevere fra fjorårets krukkehave.

Den største overraskelse er en ribsbusk, med hvide ribs sågar.  Jeg erhvervede den for en tier i fakta (eller noget i den stil), og må skamfuldt tilstå, at den omsorg jeg gav den stod nogenlunde i forhold til indkøbsprisen.  Ikke desto mindre ser det ud til, at jeg (eller fuglene) får 4-5 klaser ribs i år. Fantastisk.

Mynte - en ikke særligt overraskende overlever.

(I krukke, må jeg hellere tilføje. Med min track

record med hidsige selvsåere, skal jeg IKKE have

mynte ud på friland)

Jeg kalder denne krukke for "Mojitos in progress".

Indre Lecia ser meget frem til lange aftener på terassen,

i selskab med produktionen fra netop denne plante ...

- Og telefonsamtalen?  Jeg måtte lægge røret på. Men har lovet at ringe tilbage senere i aften.

@ N ~ My cup runneth over. My heart leaps with joy.  

The potatoes and the broad beans that went into the ground one week ago have sprouted!!  I am aware that this is the general idea with planting things, but it never ceases to amaze me. Joy, joy, joy.  Especially the broad beans which are devilishly difficult to buy fresh in the shops here in Denmark.  

If all the potatoes are a success (I have 3 different varieties), I will not be going on a low-carb diet this year.  Neither will my neighbours and friends for that matter.  We'll see.  Last year, I planted 6 tomatoes, but the weather was so bad that the bumper crop I'd anticipated never really materialized.  Fingers crossed that the summer of 2013 will be the perfect one- long, warm, sunny days, and a light drizzle every night.  Surely that's not too much to hope for?

Last year's container garden boasts a couple of survivors.  The biggest surprise is a white currant bush I bought for about a dollar and a half and shamefully neglected.  The smallest surprise (but by no means un-welcome) is the mint - or as I (and my sister) have dubbed it: "Mojitos in progress".

That's your gardening update for the day.   Take care :-)

Lys og kvas

Jeg elsker at sætte lys i vinduerne i mit gamle hus - egentlig ikke kun 4. maj, men da ganske særligt i aften.

Jeg har nydt dagen i fulde drag - og er nu et kvashegn rigere.

Oui, kvashegn.  Her illustreret fra begyndelsen til næsten færdigt (jeg skal lige have trimmet det en anelse):

Hvis nogen synes, det ser en anelse have-u-ordentligt ud, så har de ganske ret. Men nu er jeg jo heller ikke nogen vanvittigt ordentlig person - så det passer fint til mig.

Kvashegn er smart på mange måder. Dette her har i kroner og ører kostet ca. 150 kroner (til pæle).  Hertil kommer: min faders blod og sved (det er ham, der har banket pælene i jorden - og i den forbindelse, tak til Ivan og John for lån af pælebor!).  Vistnok en flaske brændevin til Niels, der fældede træerne - men de skulle fældes alliwl, så den udgift tæller ikke med hér. Og en håndfuld cookies til bidragyderne - igen, primært min far. (De er i ovnen even as we speak write).   

Så altså en billig fornøjelse, og man sparer tilmed en tur på genbrugspladsen med alle de grene.  Og bedst af alt: jeg har hørt, at havens dyreliv er glad for det. Altså, ikke lige naboens kat, men hvis der flytter en fugl eller et pindsvin ind, så bliver jeg den lykkelige Tine!

@ N ~ on the evening of 4th of May, we traditionally put candles in our windows to commemorate the end of WWII.  

Earlier today, I made a twig fence - I wonder if that's the right word?  You can see the pics, so tell me if it has a different name.

I'm ever so pleased with how it turned out.  It's not a particularly "neat" fence; quite the opposite, so it's perfectly suited to the gardener (= me :-)    

I'd been wondering what kind of partitioning to put up at the western end of the garden, which is completely open. Then, a few weeks ago, my mom had 2-3 trees in her garden cut down, and the idea of using them to make a twig fence jumped into my mind.  It's really cheap, quite simple to make (especially if you have someone to help you dig the post holes - thanks, Dad!!!), and is an easy way to get "rid" of all the twigs and branches from the trees that were felled.  And best of all: it might attract birds and, dare I hope for it, hedgehogs.  Win!! 

Living alone

The handy thing about toilet paper is the small cardboard tube inside it - very, very handy for adding a bit more volume to your "I need more toilet paper could you bring me some please" cries.

Of course, if you're alone in the house, that doesn't really help much.

But don't get me wrong: I love living on my own.  You can drink milk straight from the bottle, and there is no one there to tell you that "pancakes isn't a proper meal".

All in all, I'd say #WIN

Pendlerliv på solsiden

Nogle dage smiler heldet bare til en, når man er den type, der godt kan lide at bruge en del tid på at betragte andre.

Først var der Arriva-toget, hvor jeg kunne nyde synet af Læsende Mennesker til alle sider. Og opleve glæden ved at blive lidt beluret,  Ham, der havde vundet ståpladsen ved siden af mit sæde, havde nemlig ikke fået læsestof med, så han fulgte diskret med i min bladren  på facebook - hvis nogen af jer pludselig får en friend request fra en ukendt ung lyshåret mand, så er det muligvis ham, der har set jeres foto på min iphone og ment, at I så så godt ud, at han også vil være venner med jer.

Han (og de andre omkring mig) foranledigede denne lille status update, og så var det tid til at skifte tog.

Fredag eftermiddag er ikke den allerbedste, hvis man er pendler  -  det myldrer sådan. Men i dag trak jeg et vinderlod i sidemands-lotteriet, da jeg kom til at sidde sammen med 3 små piger på vej på weekendtur til Malmö (ikke alene - deres mor og tante og bedstemor sad på den anden side af midtergangen).  Grande underholdning - jeg nåede både at lære at sige goddag, tak, og ti stille på arabisk (meget nyttige ord - det eneste, jeg sådan set mangler at lære nu, er "hvor er toilettet?" - så er minimums-ordforrådet dækket ind). Til gengæld lærte jeg den mellemste, hvordan man staver til "løg", og de grundlæggende principper i børne-krydsogtværsen. Og beundrede den mindstes nye sandaler, og underholdt den største med røverhistorier om min lillesøster.

På dage som denne er det ikke nogen sur pligt at være DSB pendler.

God weekend!!

@ N ~ on my way home, I posted the following status update on facebook:

Reading on the train:   I'm reading "The unlikely pilgrimage of Harold Fry". The girl sitting next to me is reading the news. The guy standing six feet away is reading M magazine - I can just about make out the words foreplay, surprise, and naughty, so hopefully he has a great weekend ahead of him.  And the guy standing in the aisle next to my seat is reading this status update over my shoulder.  So discreet, and yet - not.

This is the best thing about commuting on the train - observing others 

Then I changed trains, and ended up sitting next to 3 little girls who were travelling to Sweden for the weekend with their mom, aunt and granny.  Terrific entertainment for the remaining 30 minutes of my commute.  They taught me how to say hello, thank you, and shut up be quiet in Arabic (so now, I just need to learn how to ask where the bathroom is, and then I'm good to travel to any Arabic speaking country), and in return, I admired the youngest sister's new sandals, shared big-sister-stories with the eldest sister, and taught the middle sister how to spell "onion" while helping her with a crossword puzzle.

I was almost sorry to step off the train again :-)

Have a great weekend!!

Det elektroniske øre - i restordre

Vi er nogen, der ønsker os et elektronisk øre. Sådan et, vi kan tage med i byen ved festlige lejligheder, hvor vi bare véd, der er en overhængende risiko for at vi kommer til at snakke for meget. Når vi har opbrugt tale-kvoten lyser øret rødt, og herefter kan vi så tage konsekvensen (= flette næbbet og tage hjem).

På den anden side: hvem har lyst til at tage tidligt hjem, når man har så gode kolleger, at aftenens emner når at spænde lige fra børnenavne over Fifty shades of Grey til den i en tidligere blogpost omtalte yoni mapping. Samt lidt spionage.

Og når samtalen akkompagneres af cocktails og lækkerier, bliver det kun sværere at bryde op. Men de skal jo have lov at hvile ørerne ...

SÅ, Faster Aspargestyv!

Her på matriklen roser vi os selv for 2 ting (mindst):  Vi tænker langsigtet, og vi tager hensyn til familiemedlemmers kleptoman-kulinariske tendenser.

Således har jeg i dag lavet et aspargesbed og plantet 10 aspargeskroner - det hedder de, og de er lige så fornemme som navnet antyder. Min far mener dog, de mest af alt ligner skægget på ham der fra Pirates of the Caribbean. Jeg er rimelig sikker på, at det ikke er Johnny Depp, han har i tankerne ...

Anyways, asparges er plantet og nu genstår så bare at nurse, håndluge, forkæle med gødning (ja, jeg er sådan en, der har tang med hjem fra stranden), og ikke mindst VENTE. For der går 2-3 år, før man sådan virkelig må frådse i dem.

Jeg væbner mig med tålmodighed - og måske en stok så jeg kan holde Faster Aspargestyv lidt på afstand af bedet de kommende 2 somre .... 

(må hellere tilføje, at jeg også lavede aspargesbed dengang jeg boede i Århus. Og at ingen fastre kom til skade dengang, så I behøver ikke at frygte for liv og lemmer :-)

@ N ~ asparagus bed - check!

All that remains now is waiting 2-3 years before they're "mature" enough to start eating. *sigh*