Noget om tid

Som man sidder her, 3. juledag, og daser i sofaen mens man tager sig sammen til at afrime fryser, får man nogen uhyrlige tanker om tid.

Der er ikke nok af den, nemlig.

Og nytåret nærmer sig, den traditionelle tid for status over året der gik, hvad fik man udrettet, hvor langt nåede man i den retning man mere eller mindre bevidst ønsker sig at ens liv skal gå, og naturligvis, hvad vil man gerne nå næste år (og hvor mange kilo skal man tabe)....

Nytåret, eller starten af januar, er en af de gode tider på året hvor man kigger i sin nye, fine kalender (moleskin, for nogens vedkommende - endnu ikke indkøbt, for andres) med alle de blanke sider som bare venter på at blive fyldt med oplevelser, nyttige gøremål og sjove stunder. Den anden tid på året hvor denne forventningsfulde stemning sætter sig i mine knogler er i øvrigt starten af september, når luften bliver crispy og det nye skoleår starter. Selv om jeg for længst har forladt skolebænken slår det aldrig fejl; jeg ønsker mig en bog jeg kan binde ind i fint papir og en lektiebog, som med omhu udfyldes hver eneste dag den første uge - for derefter at blive håbløst ignoreret resten af året. Det må være noget cirkushest-savsmuld, der gør sig gældende her; nogen burde forske i det.

Men tiden, og de blanke sider i kalenderen.  Der er aldrig nok af det første, og 365 af det sidste, og alligevel flyver dagene afsted.  Hvis man udfyldte sin kalender virkelig samvittighedsfuldt, med absolut alt hvad man foretog sig, ville man blive voldsomt imponeret over sig selv og måske også lidt stresset, for det typiske liv - eller i hvert fald mit - kører bestemt ikke i Bonderøvens tempo. Og selv han indrømmer at han mangler tid til alle de ting han gerne vil, jeg så det selv i julespecial'en, der er en hest der skal køres til og et drivhus der ikke er blevet færdigt.  Pyha.

Når man kigger på sin lille hverdag, er det forbløffende hvor mange af døgnets vågne timer, som allerede er "spoken for". Jeg er den lykkelige indehaver af et fuldtidsjob, og incl. transport optager det alle hverdage mellem 0700 og 1700, cirka.  Det er 10 timer, og eftersom jeg er skabt slap og har et søvnbehov på 8-9 timer, er der pludselig kun 5-6 ud af døgnets 24 timer tilbage til egen rådighed. Og graden af "egen rådighed" kan ved gud diskuteres, thi en hel del af dem går med sådan noget som lokumsbesøg, indkøb, husarbejde og madlavning, og så er der ikke meget for rationaliseringseksperterne at arbejde med.

Jeg tror jeg vil være en holdt kvinde i mit næste liv. Med en rig mand, der er glad og fornøjet ved at skaffe penge til huse, så jeg kan trille rundt herhjemme og bruge tiden på ting der bare gør mig glad.  Men nu har jeg jo allerede en mand, som i øvrigt er ganske glimrende, og ham vil jeg helst ikke af med.  Så hvad gør man så i dette liv?

Nogen der har en magisk formel?  Anyone?

PS - de Kernesunde siger de kun har brug for at sove 6 timer hver nat. Mon det passer, og hvorledes kan en Kernesund livsstil kombineres med en forkærlighed for konditorisøndage...?

My Christmas Guest

We have a little Christmas guest this year. His name is Hampus and he is staying with us while his Mum & Dad are visiting relatives Down Under.

The first couple of days he was a bit quiet, mostly staying in his little house and running away every time we tried to say hello. But now he has settled in nicely, enjoys a good cuddle, and every morning he joins Felix (my pwn guinea pig) in a special "where-is-our-breakfast-hello-we're-starving-here" performance.  However, although they're completely in sync on the feeding schedule (not often enough, can we have some more please?), they don't see eye to eye on most other things - such as who is the Alpha Male - so when they are in the "play pen" they bicker quite a lot. They're separated by bars and sit on either side like two little prisoners, trying to reach each other's food and perhaps get a sniff of guinea pig bum as well (apparently, not only dogs and Ally McBeal are into the bum sniffing thing, piggies do it too. I'm pleased to report there are no signs of homosexuality though - while I don't mind it in humans, I'm not particularly fond of gay guinea pigs. Or rabbits. Boyfriend's ex-wife had a bunny rabbit and a guinea pig, both males, and they were gay. Rather disturbing, actually, as the rabbit was a bit bigger than the guinea pig.  When his ex and the kids were looking after my piggies, I was always afraid the gay piggy would shout out to mine, "hey, look here, this is really good fun, you should try this" :-)  But Hampus and Felix are straight. Like two little monks)

Ahem. Now for something completely different. Meet our little guest:

Posing for a Christmas card

Quite the little model. I read somewhere that his dashing good looks

are his cross to bear :-)

Sniffing the Christmas tree (not, may I add, eating it)

Applying for position of Alpha Male. And being rejected by

my piggy Felix (older and quite a bit bigger)

Tired of posing for pictures and off to explore giant teddy bears

Merry Christmas A&C! Your piggy is very happy here, but also looking very much forward to seeing you again when you come home!

Lidt mere jul...

Indulge me, if you will... Kæreste synes jeg er kedelig, fordi vi kun har en liden kæde og en grantot til at lyse op udenfor. Men med de mængder af lyskæder jeg vælter mig i når jeg pynter juletræ, har jeg ikke helt klimasamvittighed til at gå tilsvarende amok udendørs. (Jeg er også lidt bange for, om det kunne komme til at gribe om sig. Når man nu godt kan lide Ze United States og alt det der...)

Men så er det jo heldigt, at man kan underholde ham på anden vis. At gå en tur ned ad Fredensvej i Hinnerup må vel være julebelysningens svar på offentlig transport - man hægter sig lidt på andres forbrug.

Og vel er det for meget. Og for kitch. Men eftersom jeg kun er 5 år gammel det meste af december, kan jeg tage mig selv i at blive ganske glad, når jeg en mørk decemberaften vandrer ned ad gaden og ser dette:

Okay ... når jeg så ser dette, så kan det godt hænde jeg bliver lidt mere forbløffet end egentlig glad. Hvad sker der lige for elgens gevir-dekorationer??





...til sammenligning, her er hvad Kæreste må nøjes med herhjemme. Beklager den halvdårlige billedkvalitet, det er taget en tidlig morgen på vej til arbejde (og ja, jeg kom for sent, men det er nu ikke derfor. Hvem kunne nu vide, at Ringvejen i Århus ville tage en hel time at tilbagelægge?)

Deck the halls...

10 days left till X-mas ... ladies & gentlemen - behold, my Christmas tree!!!

...And a Partridge in a Pear Tree

Engang, for mange mange år siden, da jeg var en lille pige, havde jeg en engelsklærer ved navn Fru Mørkeberg. Fru Mørkeberg var den dejligste lærer - et smittende humør, stor forkærlighed for Monty Python, lige så lav som Kylie Minogue og med lige så stor sangglæde. Fru Mørkebergs repertoire var dog en lidt anden stil end Ms Minogue's, knap så meget ass-shaking og noget mere fællessang. I de mørke julemåneder hev hun et mindre kompendium i English Christmas Songs frem, og så sang vi ellers af hjertens lyst/karsken bælg/indsæt selv passende beskrivelse.

Min absolutte yndlings var (er!!) The Twelve Days of Christmas, hvor hukommelse og tungetwistighed sættes på prøve når man pisker igennem 10 Lords a-leaping, 8 Maids a-milking, 5 gooooolden riiiiiings and a Partridge in a Pear Tree. Så stor var glæden, da jeg opdagede nedenstående perle af en korrespondance:

Day 1: Dearest Darling John, I went to the door today and the postman delivered a Partridge in a pear tree.What a delightful romantic gift. Thank you my darling for the lovely thought. With deep affection, your everloving Agnes.

Day 2: My Dearest Darling John, Today the postman brought your very sweet gift of two turtledoves. I am delighted, they are adorable. All my love, Agnes

Day 3: Dearest Darling John, Oh how extravagant you really are. I must protest, I don't deserve such generosity, three French hens, I insist you are too kind. Your loving Agnes

Day 4: Dear John, What can I say? Four beautiful calling birds arrived with the Postman this morning. Your kindness really is too much. Love, Agnes

Day 5: My Dear John, What a surprise, today the postman delivered five golden rings. One for each finger. You really are an impossible boy, but I love you. Frankly all the birds are beginning to squawk and get on my nerves. Love, Agnes.

Day 6: Dear John, When I opened the door this morning, there were actually six bloody great geese - laying eggs all over the front step. What on earth do you think I can do with them all? The neighbours are beginning to complain about the smell, and I can't sleep because of the noise! Please stop. Cordially yours, Agnes

Day 7: What is it with you and these fucking birds? Now I have seven swans a-swimming in my bath tub! Is this some sort of god damned joke? The house is full of bird shit, oh, and the racket !!! I am becoming a nervous wreck. It is not funny anymore, stop sending bloody birds !!! Agnes.

Day 8: OK buster, I think I prefer the birds. What the hell am I going to do with eight maids a-milking? It's not enough with all the birds, now I have eight cows a-mooing and shitting all over the house. FUCK OFF !!!!!!! Agnes.

Day 9: Look dickhead - what are you on ??? You're having a laugh. Now I have nine pipers playing shite music constantly !!! And Christ do they play.... When they aren't playing their sodding pipes, they keep chasing the maids through the cow shit. The cows keep on mooing and are treading all over the fucking birds !!! The neighbours are threatening to have me evicted. Agnes.

Day 10: You fucking bastard !!!! Now we have ten ladies dancing. Though how on earth anyone can call these whores "ladies" is beyond me, they're pulling the pipers all night long !!!!! The cows can't sleep and now have diarrhoea. My living room is a sea of shit and the landlord has just declared the building unfit for human habitation. FUCK OFF AND DIE JOHN !!!!!!!

Day 11: Listen shit face - what with eleven lords a-leaping about the house, shagging me and the maids senseless, I shall probably never walk again. The pipers are now fighting the lords for all the crumpet and resorting to committing sodomy with the cows, the birds are dead and rotting, having been trampled during the orgy. I hope you're satisfied - you c**t. Your sworn enemy, Agnes.

Day 12: LAW OFFICES GOLDSTEIN, SILVERBERG AND O'REILLY

Dear Sir: This is to acknowledge receipt of your latest gift of twelve drummers drumming, which you have seen fit to inflict upon our client, Miss Agnes Haversham. The destruction, of course, was total. All correspondence should come to our attention. If you should attempt to reach Miss Haversham at the Charter Glade Sanitarium where she is now residing, the attendants have been instructed to shoot you on sight! With this letter, please find attached a warrant for your arrest.

- Den findes i forskellige versioner rundt omkring på indernettet; denne er kopieret fra en bog min tidligere chef i London fik forærendes engang i tidernes morgen (nok anno dengang jeg lærte at synge sangen. My God, I'm getting old)

Ude på markedet

...kødmarkedet, that is. Dér befinder jeg mig jo ikke mere, efter intenst kurmageri m/blomster og andet klassisk tilbehør, kunstfærdigt udført af Kæreste for lidt over 4 år siden. Men jeg læser stadig kontaktannoncer med stor glæde! Har aldrig fundet en, som bare måtte besvares - og nedenstående guldkorn falder også i den kategori, men i en årrække var den i Århus Onsdag hver e-ne-ste uge så til sidst overvejede jeg faktisk, om man burde besvare den. Af rent research-mæssige årsager - for at finde ud af, om skriveren rent faktisk var så anally retentive som jeg havde indtryk af. Men jeg turde ikke. Hvis nu han var. See for yourself:

Kærlighedsbær

DU: pige, slank/buttet, langt/halvlangt hår, kvalitetspige: stabil, fornuftig, ikke-ryger (der er jo simpelthen ikke noget så træls som et par dejlige bryster, der hørmer af gammel askebæger), føjter ikke rundt i nattelivet. Nattelivspiger på alkohol, narko og p-piller - de skal nok være fyldt op med luskede kønssygdomme med få eller ingen symptomer. Klamydia kan medføre sterilitet. HIV kan ikke helbredes. Det er skraldespanden, hvis A) der er problemer fra tidligere parforhold. B) du er enlig mor (Du flirtede ikke med kontaktannoncemænd, da du ikke havde født børn, så du fortsætter med dumsmarte nattelivsmænd). Du går i seng med en fornuftig fyr eller også hedder det: selv ude om det - selv feje op. JEG: mand, 35, pæn, slank, sød, veluddannet. VI: ærlige, romantisk hjemmehygge, god mad, lys på bordet, 100% fri af tidligere forhold. Vi tager tingene i den rigtige rækkefølge: børn efter flere års fast parforhold med hverdag, tryghed, kærlighed og god sex. Prioriterer: 1) Fast kæreste (DU: 18-29), 2) En god romance (DU: 18-45). Annoncen er i flere gange, indtil der dukker en henvendelse op fra dig, der er lidt sexet. Jeg glæder mig til dit brev. svingedingle@hotmail.com Billetmrk. L 18495

Annoncen er ikke i mere - så enten har svingledingle givet op (han virkede nu ikke som den type), eller også fandtes der virkelig en uplettet kvinde, som faldt i hans smag. Jeg håber det sidste - det er jo jul, og sår'n...

Den rejselystne flåde

I starten af november trængte Kæreste til noget søster-samvær, så vi drog til London for at besøge hans lillesøster. Beretning følger naturligvis, når jeg tager mig sammen. Det var rigtig hygsomt, og meget afslappende. Vi var i London sidste forår, og da piskede vi rimelig meget rundt fordi jeg skulle vise Kæreste alt muligt; denne gang var det bare familiebesøg og lidt juleshopping (åh, deres boghandler. De kommer seriøst til at koste mig en overvægtsregning engang...). Vi var på Club en aften (kan du lige se mig på en Club - like a fish out of water, I tell you. Pub, please, pub!) og netop den aften var der en Miss Motor konkurrence der og det myldrede med yndefulde hunkønsvæsner iklædt små stykker sort-hvidt ternet stof (á la det der flag man vifter med ved motorløb); Kæreste følte han var kommet i den 7. himmel og hvis du er en mand, ville du nok også have syntes der var rigtig pænt :-) Selv kedede jeg mig en lille smule, men jeg kom da til at tale med et par andre modeller som var der, og kan nu prale med at jeg er bosom-friends med nogen af deltagerne i den nys overståede MRS World konkurrence.

Efter London var der et par uger uden særligt beskrivelsesværdige begivenheder (jeg burde skrive dagbog, hvordan kan 2 uger bare forsvinde ud af ens hoved? er det alderen?) Og i torsdags tog jeg så til OMAN! My God, 'twas nice. Jeg har tidligere været i Dubai, og i sammenligning er Muscat meget mere "ægte" Mellemøsten. Det var en studietur med KLM, ud på Economy og hjem på Business. Mellemlanding i Abu Dhabi begge veje, men da sidder man bare i fliweren og venter.

Vi kom derned sent torsdag aften. Fredag var det (foruden "almindelig" fredag helligdag, ligesom vores søndag) Eid ul-Adha, 70 dage efter Ramadanens afslutning. En af de ting man gør er bl.a. at ofre et dyr til denne højtid, og vi kørte faktisk forbi flere som var ved at slagte geder. Det mest mindeværdige øjeblik var dog, da vi kørte forbi en mand, som var ved at proppe en levende ged ned i sit bagagerum! Et smukt syn, gedens forbløffende blik, da klappen blev lukket. Det var endda en pæn bil! (Der kører meget få vrag rundt dernede, ikke som i Asien).

Vi kørte gennem bjerge og ørken og forbi oaser, Oman er vidunderligt varieret, og sidst på dagen kom vi til DESERT NIGHTS CAMP, jeg frygtede det var en overturistet beduinlejr, men det var det ikke. Det VAR for turister, men prøvede ikke at se ud af mere end det var. Total luksus, bedre end hotellet inde i Muscat. Klassisk program, solnedgang over ørkensandet efterfulgt af god mad og vemodig arabisk guitarmusik. (Guitar? Muligvis hedder det noget andet) Ingen alkohol licens, så på den måde meget autentisk, men danske rejseagenter er lidt nogen brokrøve og hvis jeg havde en Rial for hver gang jeg hørte "Gin&Tonic" i en sætning, der som regel også omfattede "nu kunne det være godt med en.." eller "hvorfor kan man ikke få...", så kunne jeg have købt en del mere med hjem. Jeg syntes det var fantastisk. Men jeg er jo også en dødsenskedelig teetotaller.

Næste morgen var der kamelridning (ikke mig, jeg har redet på kameler før og synes det er fedt, men er blevet urimelig overlegen og gider ikke en lille rundtur mellem hytterne, der skal være en destination og et formål med turen. Så rider jeg til gengæld gerne kamel i flere timer som en ægte beduin. I øvrigt af samme årsag jeg hader løbebånd og motionscykler - man kommer jo ingen steder!). Lyset i ørkenen tidligt om morgenen er helt fantastisk. Meget begejstret var jeg.

Så var det afsted igen, med kaffestop i en mere ægte beduinlejr. Især ægte på den måde, at der ikke var ret meget der var til salg. Det må være et sikkert tegn. Jeg sad og havde helt vildt travlt med ikke at pege fodsåler hen mod nogen (uhøfligt) og lade være med at spise med venstre hånd (adr), men helt ærligt ved jeg ikke om det ikke er skønne spildte kræfter, når man alligevel er omgivet af G&T hungrende danskere. Videre rundt i ørkenen og ud til SUR som er en smuk smuk by i det sydøstlige hjørne ud til Golf'en. Og videre igen til en strand, hvor jeg ikke var i vandet men drønede rundt som en 5-årig og fandt fiiine muslingeskaller. Hver sin lyst. Herefter et stop hjemme hos en af chaufførerne (vi kørte i 3 Toyota Landcruisers, bemærk venligst at jeg VED HVAD DET VAR FOR ET BILMÆRKE og ikke bare skriver at det var en stor hvid bil); vi fik kaffe og dadler men konen mødte vi ikke, til gengæld svigermor. Her kommer den iranske forbindelse godt med; selv om det er helt forskellige sprog kunne jeg finde ud af at sige "Eid mobarak", hvilket betyder noget i retning af glædelig helligdag, og jeg tror hun smilede men kunne ikke se det for sløret. Måske kneb hun bare øjnene sammen, men hun gengældte da hilsenen. Jeg følte mig meget-dygtig-og-interagerende-med-lokalbefolkningen. At jeg var den eneste, der godt kunne lide Halwa (sødt sødt sødt arabisk slik) bidrog til min better-than-thou fornemmelse; og tørklæde rundt om hovedet klæder mig også fantastisk. Jeg er lige klar til at flytte ind hos svigermor i Iran. Halal-hippie.

Så var vi ved at være tilbage i Muscat, vi havde kørt ca. 850km på 2 dage og også set mere end der står i denne skriv, så nu må du ikke brokke dig over at den er for lang.

Sidste dag i Muscat (vi skulle flyve ved 23-tiden). I studieturens hellige navn blev vi vist rundt på 2 hoteller (det vi havde boet på, og et andet som naturligvis var meget federe). Så var det tid til at tage tørklæde om hovedet, moskeen skulle besigtiges og må jeg have lov at sige, at det gør de altså godt dernede. Den er ret ny, bygget i 90'erne, og så smuk at du næsten taber pusten. Det store bederum er dækket af ét stort tæppe, noget á la 60x70 meter, håndknyttet af nogen ferme iranere. Det vejer 21 ton! Needless to say, det blev ikke bragt ind i ét stykke men nærmere i 48 stykker og så knyttet færdigt på stedet. Og den største lysekrone er nok 8 meter høj og vejer jeg ved ikke hvor meget, men der er i hvert fald over 1000 pærer i den. Og den bliver aldrig slukket, for der ryger sikringer når man tænder den igen. Gad vide hvad de gjorde første gang den skulle tændes. Fantastisk er det i hvert fald, og absolut armsveden under de lange ærmer værd. Og det flade hår efter tørklædet. Apselut.

Så var der byrundtur, og shopping i souq'en. Lidt amok gik jeg måske. Nu har jeg i hvert fald 10 nye pudebetræk, en dug, 2 bordløbere, og flere krydderier end jeg sætter til livs på et år. Men som sagt, havde jeg fået en Rial hver gang nogen udtrykte længsel efter alkohol, så var det blevet dyrere. Selv om dyrt måske ikke er det rette udtryk, når 250x180cm stof til bordet koster en ca. DKK200. Den er mægtig pæn. Vé den der spilder på den...

Og så var det tilbage til hotel, og liden visit til shoppingcenter for at se et moderne supermarked, og så i lufthavn, og ombord, og hjem (business is nice, men turen for kort til en god nats søvn, det tager kun 7½ time fra stoppet i Abu Dhabi til ankomst i Amsterdam, og der er jo også mad der skal spises...)

Da jeg kom hjem var det til en lidt trist nyhed; jeg havde 2 marsvin da jeg tog afsted, og da jeg kom hjem var der kun 1. Min ene gris sov stille ind mens jeg var væk, og ganz ehrlich, jeg tudede som en lille unge. Nu er der kun en tilbage og han bliver ganske overvældet af opmærksomhed/mad/konstant forstyrrelse af middagslur fordi jeg skal være sikker på han er levende.

Nye verdener

I går var jeg i biografen. Til en premiere - måske endog snigpremiere? Not sure, men i hvert fald - med fra starten var jeg, og det er alligevel ikke ofte det sker.

Målet for aftenens udflugt var at væde sæderne i BioCity i fællessavl over de udødelige hanner i Twilight 2'eren NEW MOON. Hvilken fryd. Da Edward - blandt venner kendt som Evard - dukkede op på skærmen lød et kollektivt åååhhh og da han lidt senere blottede sin bleg-glitrende overkrop genlød salen af aaaahhhhh og en sagte rislen fra de fremmødte. Fabelhaft. Og den var god, omend lidt fyldt med teenage anxiety som man kender den fra sin egen fjerne ungdom. Meeen, ens egen anxiety nok var noget mere håndterbar, i og med at de skiftende mål for beundringen ikke var vampyrer. Eller varulve. Jeg var ellers meget til den slags (v&v) i førnævnte fjerne ungdom, men det lykkedes mig aldrig at møde en i virkeligheden. Man skulle være flyttet til the Pacific Northwest hvor solen sjældent skinner; der er det næsten ikke til at fægte sig frem for dem. Filmens kvindelige hovedperson Belaste(n)de Bella er vældig godt akklimatiseret. She handles weird very well indeed.

Og for første gang har jeg ikke kunnet ytre standardsætningen "god, men bogen var bedre" thi jeg haver slet ikke læst bøgerne. Men det skal være slut nu - kvinden der kan skaffe alt har overladt dem i min varetægt - radiotavshed de næste 48 timer. God weekend!

Ever so cool?

Good evening.

So. Am I the coolest thing on the blog or what? Or have I given the impression that my online-life is so fascinating that people actually want to spy on it? Or, am I just trying desperately to be young with the young 'uns? One can never tell for sure, but:

I have a pending friend request. On facebook. The person requesting my friendship is none other than (steady now) my boyfriend's son's girlfriend. (And no. That does not make her my daughter-in-law. At least for that, I am way too cool) She is actually the sweetest girl you can imagine, clever, pretty, smart, sorta streetwise and the kind of girl I was definitely not cool enough to be friends with when I was her age. Nowadays, the coolness factor doesn't really count anymore, older&wiser that I am.

Still, there is no real social etiquette for these things. Not yet. We're still grappling with mobiles and the unwritten rules for when and where they can be used but should perhaps go to voicemail ("should I take this call or will everyone else on the bus feel annoyed that I'm sharing my lousy STD stories with them?").

But I purchased a book on these things (social etiquette 2009) last week and am reading it on the bus (when the girl sitting behind me isn't ruining my concentration because I really want to hear who-gave-her-what before it's my stop. I kid you not, and it's not even 8 in the morning.), so with a bit of luck, I'll have my answer by tomorrow evening. So far, I've covered weather talk and pub talk. Am sure there's a "do's and dont's of FaceBook" in there somewhere.

See you in the funny papers

The age of boring

I skrivende stund er det lørdag aften. Jeg har netop knævret i telefon med en meget sød ven, som på meget sød venne-vis spurgte til mine planer for i morgen.

My god. Det var pinligt.

Jeg ville gerne have fortalt ham at jeg skulle ud og spise brunch med et par veninder, efterfulgt af... øh-bøh, noget kulturelt&imponerende, indsæt selv passende arrangement, og så hjem og have hyggeaften m/kvalitetstid m/kæreste. (Sindssygt irriterende - hvorfor er det standard at forkorte det korteste ord i en sætning? Og oven i købet indsætte en skråstreg - yay, man sparer hele 2 tastetryk. Nå. Sidespor)

Det var det med det pinlige. Uden at tænke mig om ryger følgende sætning ud af min mund: "Jeg skal afrime fryser. Og måske tage min ovnlåge af og gøre rent mellem glassene".

Han tog det pænt, må jeg sige, men ganz ehrlich - hvornår er jeg blevet så voksen at dét er min søndagsplan?? Hvad blev der af de trendy planer som beskrevet foroven (er næsten sikker på at jeg har foretaget mig noget i den stil en eller anden gang)? Eller den plan, der ganske enkelt gik ud på at sove hele dagen væk og runde af med en videofilm, undskyld, DVD og noget junk food (det er jeg helt sikker på at jeg har foretaget mig op til flere gange)? På mystisk vis er de gledet ud af min indre radarskærm og blevet erstattet af en opfattelse af lørdag-søndag som Dage Hvor Man Kan Udrette Noget.

For de der kender mig, er det ikke en nyhed, at der bor flere personager inden i mig. De skal nok blive introduceret her efterhånden som de inspirerer et indlæg. En af dem er nazist og hedder Helga. Udtales med langt a, som i "aber hallo". Helga er ikke nazist på den grimme jødeudryddende måde, men hun sætter virkelig pris på Ordnung og mener nok inderst inde at Arbeit macht Froh. Det er hende, der af og til farer i mig en fredag aften og får mig til at sidde med blok & pen og lave to-do-lister, mens resten af husstanden fiser den af foran Vild Med Dans. Her planlægger hun lystigt det ene gøremål efter det andet, og sjovt nok er de næsten allesammen husligt relaterede og fordrer mere eller mindre, at jeg står ukristeligt tidligt op for at nå det hele.

I dag måtte Helga vige, der var en sofa der kaldte, og min lørdag er gået på bedste lade vis. Hun er ikke glad, kæmper med næb og kløer for at få mig back on the straight and narrow, og det var så der jeg mistede kontrollen og kom til at afsløre mine lidet trendy planer for morgendagen.

Det bliver nervepirrende at se, om hun vinder. En delvis sejr ville være fint; det er lidt svært at finde rundt i fryseren og man aner en begyndende gletsjer derinde. Men ovnlågen? Helt ærligt, hvis nogen vil se hvad jeg steger derinde, kan de jo bare åbne den...

This is Halloween, this is Halloween, everybody screeeaaam

Det er snart JUL og jeg glæder mig som en nisse, der har haft den grønne hue på alt for længe. Men før julen kan gøre sit indtog har jeg fejet de sidste spindelvæv ned efter en anden hyggelig tradition, nemlig HALLOWEEN. Man kan vel godt kalde det en tradition, når man har fejret det 5 år i træk - ikke?

Nogle mennesker er mere gennemført end jeg og har ligefrem papmaché headstones i forhaven (de må være ex-pat Americans). Men ligesom julen fylder flere og flere kasser på loftet, sniger der sig flere og flere Halloween ting ind i samlingen. Og jeg køber slik, hvis nu der kommer små trick-or-treaters på besøg. I år kom der 4, i 2 hold. Da første hold arriverede var jeg optaget andetsteds [læs: hun sad på toilettet og læste Weekend Avisen] så kæresten fik æren af at dele slik ud. Hvilket var umådelig heldigt for ungerne for de var slet ikke klædt ud! Ammenalså, helt ærligt. Man er da nødt til at gøre lidt ud af det, omfavne hele konceptet så at sige. Ellers er det jo bare dato-bestemt tiggeri. Grrrr.... Men lidt efter ringede det på døren igen og udenfor stod Døden. Eller muligvis en figur fra en film eller tegneserie, hvad ved jeg. Den havde en le over skulderen og lignede Døden, men var heldigvis kun 110cm høj, og så er forskrækkelsen til at overse. Døden måtte finde sig i at posere på op til flere billeder (som jeg naturligvis ikke lige kan finde), alt imens jeg hoppede rundt og til husets øvrige beboere råbte "se, SÅDAN skal det gøres".

En del danskere synes Halloween er lidt for meget, og noget over-Amerikaniseret, hvilket de muligvis har ret i, men om efteråret kan man (jeg) ligesom ikke sige nej tak til en undskyldning for at pynte op og tænde lys og have lidt af en fest. Halloween har i øvrigt, ganske langt tilbage, keltiske og kristne rødder (siger Wikipedia og et par andre kilder) og græskarret var engang en roe, og det gør det jo behagelig hjemligt.

Besides, hvornår kan man ellers med sindsro udsmykke sit hjem med spindelvæv og edderkopper? Eller stå i pumpkin mash op til albuerne en hel eftermiddag? Ik'å', vel?

Hun skriver!

Blogverdenen er en sær en. Folk deler rask væk ud af deres tanker om dette og hint, og hvorfor nu det; hvorfor ikke bare en dagbog eller noget i den stil? Jeg tænker (og dette er jo så kun en indledende tanke, forstås), at det muligvis har noget at gøre med at vi alle søger vidner til vores liv. For de fleste af os er den daglige trummerum ikke ligefrem Hollywood materiale, men ved at sætte ord på tingene og beskrive dem bliver de pludselig betydningsfulde. Det, der egentlig bare var aftensmad, bliver et blogindlæg som mennesker man slet ikke kender kan læse og kommentere. Se, dét er der noget ved. Og det går lige så hurtigt som Facebook og er i det hele taget et medie som er uhyre leveringsdygtigt i den slags instant gratification, som det 21. århundrede er så glad for.

En anden ting er, at i den ret anonyme tilværelse som sjældent-kommenterende bloglæser har man selv kontrol over, hos hvem man vil invitere sig selv indenfor. Som skrivende blogger (med "åben" blog) kan mennesker man slet ikke kender invitere sig selv ind, og tænk nu hvis de er sære? :-) De skrivende mennesker jeg kender, er dog sluppet heldigt fra det. Nu kender de f.eks. mig!!

Jeg er i godt selskab herinde. Pernille skrev i sit første indlæg "fordi jeg kan" og konstaterede i samme ombæring at det her blogging måtte være ekstremt mainstream (når jeg nu opretter en blog må det derfor betyde, at det er på vej ud. Farvel, allesammen). Ibber's første indlæg handlede om rengøring, men der er temmelig mange andre facetter ved hende, og de er faktisk sjove allesammen. Klidmoster havde et billede af noget mad og det skriver hun om endnu, så man sidder og savler ned i tastaturet. Og Anarkisten er skyld i det hele, faktisk, for hun inviterede til Konditorisøndag og hvem kan sige nej til en eftermiddag med venner man endnu ikke har mødt og kager i uanstændigt store mængder. Jeg kunne ikke, og det kunne de andre heldigvis heller ikke. Udover godt selskab er de (og andre bloggere jeg læser) også ærefrygtindgydende, næsten som en slags mini-celebrities i dette lille hjørne af verden. Som jeg nu også okkuperer en lillebitte bid af, selv om jeg inderst inde bare ønsker mig en ægte gammeldags skrivemaskine (uden ledning). Men det er nu noget nemmere at rette i en blog og den kræver ikke farvebånd...