Thursday, 29 March 2012
Way up high
47th floor. A Mojito with so much mint in it, it actually counts as healthy. A single-cherry daiquiri. And a Chinese band playing Money for Nothing. The Sister Bubble is enjoying Shanghai
Tuesday, 27 March 2012
Åh gid man var kendis
Eller - ej. Måske ikke. For så risikerer man bare, at BilledBladet kommer på besøg.
Anders Samuelsen er sikkert en venlig mand - og som formand for et parti, hvis meningsmålinger danser lige så livligt op og ned som Vestas-aktien, synes han nok ikke han kan være bekendt at afvise muligheden for, at nogle potentielle vælgere kan få et godt indtryk af ham.
Så da BB ringede på hos ham og hans nye kæreste, blev de pænt lukket ind. Jeg skal spare jer for hele artiklen, som jeg fik læst grundigt under mit sidste tandlægebesøg (2 down, 1 to go. Husk tandtråden, kære læsere!) - men afskedsbilledet skal I bestemt ikke snydes for:
Susanne ser faktisk vældig fin ud på det billede. Hun er måske medievant.
Men Anders, det pæne menneske. I får lige et close-up.
Anders Samuelsen er sikkert en venlig mand - og som formand for et parti, hvis meningsmålinger danser lige så livligt op og ned som Vestas-aktien, synes han nok ikke han kan være bekendt at afvise muligheden for, at nogle potentielle vælgere kan få et godt indtryk af ham.
Så da BB ringede på hos ham og hans nye kæreste, blev de pænt lukket ind. Jeg skal spare jer for hele artiklen, som jeg fik læst grundigt under mit sidste tandlægebesøg (2 down, 1 to go. Husk tandtråden, kære læsere!) - men afskedsbilledet skal I bestemt ikke snydes for:
"Pænt farvel"
Men Anders, det pæne menneske. I får lige et close-up.
Hvordan havde du selv set ud,
hvis BilledBladet lige kom forbi?
Wednesday, 21 March 2012
Gudskelov, nu bliver alt godt
Jeg er sikker på, at de gode vælgere i Norddjurs kommune næppe kan tro deres held, når de læser denne nyhed.
Som en frelsende engel, kommer Jon fra Popstars nu og Ordner. Han kundgør:
"[...] Jeg har idag besluttet mig for at stille op til næste kommunalvalg i Norddjurs Kommune. Der skal ryddes op i den rodebutik nu..."
"[...] Jeg har allerede haft et par partier i røret, som vil høre mere om hvor og hvordan, men lige nu tager jeg det stille og roligt og kigger på mulighederne"
Dette er bekræftet både af det førende nyhedsmedie, Facebook, og opkomlingen DR Nyheder.
Jeg er personligt glad for at se, at han lige tager den med ro, før han finder ud af, hvorfra på det politiske spektrum, han ønsker at udøve sin gerning. Da jeg var lille, var der f.eks. meget langt (ideologisk og praktisk) fra Dansk Folkeparti's forgænger og ud til Socialdemokraterne. Men senere års politikervandring fra den ene fløj til den anden har lært mig, at det muligvis kan være lidt hip som hap, og at det er meget let at veksle sit røde medlemskort til et blåt. Så det er godt lige at vente og se, hvilket parti, der kommer med det bedste tilbud for at få Jon med på plakaten.
Hvor han i øvrigt vil gøre sig godt. Se bare de beslutsomme øjne. Et blik fra ham, og diverse kommunalrødder retter ind mæ dæ wons!
Som en frelsende engel, kommer Jon fra Popstars nu og Ordner. Han kundgør:
"[...] Jeg har idag besluttet mig for at stille op til næste kommunalvalg i Norddjurs Kommune. Der skal ryddes op i den rodebutik nu..."
"[...] Jeg har allerede haft et par partier i røret, som vil høre mere om hvor og hvordan, men lige nu tager jeg det stille og roligt og kigger på mulighederne"
Dette er bekræftet både af det førende nyhedsmedie, Facebook, og opkomlingen DR Nyheder.
Jeg er personligt glad for at se, at han lige tager den med ro, før han finder ud af, hvorfra på det politiske spektrum, han ønsker at udøve sin gerning. Da jeg var lille, var der f.eks. meget langt (ideologisk og praktisk) fra Dansk Folkeparti's forgænger og ud til Socialdemokraterne. Men senere års politikervandring fra den ene fløj til den anden har lært mig, at det muligvis kan være lidt hip som hap, og at det er meget let at veksle sit røde medlemskort til et blåt. Så det er godt lige at vente og se, hvilket parti, der kommer med det bedste tilbud for at få Jon med på plakaten.
Hvor han i øvrigt vil gøre sig godt. Se bare de beslutsomme øjne. Et blik fra ham, og diverse kommunalrødder retter ind mæ dæ wons!
Tuesday, 20 March 2012
Se lige!
Fra vores kontor har vi udsigt over banen [bahnen]. Det er mig til stor glæde og fornøjelse, og mine kolleger er efterhånden (tror jeg) vant ti,l at jeg begejstret råber "næh, SE" hver gang der kører et eller andet usædvanligt forbi. Usædvanligt vil i dette tilfælde sige det meste, som ikke er et IC3/4, Arriva eller Oddergrissetog.
Men jeg glemmer af og til, at ikke alle er vant til mine små udbrud - og kunne beskæmmet konstatere, at indtil flere personer vendte sig om og gloede, da jeg udstødte et højlydt GISP og flåede kameraet op af lommen, bedst som vi stod der i al vor pendler-indadvendt-hed.
Men de er bare så fine altså.
...Behøver jeg at fortælle, at der også bliver gloet lidt, når jeg foreviger det helt særlige fænomen, at der ved Vejle station er 2 forskellige slags sveller? Ajmen, det ER da frygtelig interessant!!
@ N ~ the previous blog post was written on my new phone (yes, I'm very happy with it) so I couldn't be bothered with an English translation. Sorry 'bout that. I wrote it on the train on my way home. If I don't have a book with me, I am surreptitiously watching my fellow commuters. I always picture their lives and personalities - and invariably, after a few seconds, the horrible thought strikes me: "what if he/she can read minds???" Then I quickly imagine something pleasant about that person, and move my attention to the next one.
I have to change focus anyways. Otherwise, people tend to notice.
And we wouldn't want them to think I was weird, now, would we. Because I'm not. Definitely not.
Anyways, today this young man got on the train. About 17 years old I reckon. Very handsome young man. Nice haircut. Beautiful lips that sort of had a smile lingering. Pretty eyes. Blue, very light blue. No wrinkles yet, of course, but one could tell that when the wrinkles arrive, they will be friendly smiley wrinkles. He looks like a person who is kind to all animals.
But then the narrator in my head switched the story line and all of a sudden, the handsome young man looked positively menacing. Like a murderer, almost! What I had mistaken for a smile was a sneer, and the pretty blue eyes were suddenly icy, steel-blue.
And then, of course [all of the above runs through my head in, what, 8 seconds probably], I think "yikes, what if he can read my mind".
Then it was time to change trains. Phew. Narrow escape that.
I'll repeat, I'm not weird. I just have a rather vivid imagination.
...
And then I thought I'd treat you to a couple of train pics. I love the old trains; my colleagues and friends are more or less used to me going "oh, LOOK" when I see a particularly interesting one, but the people who were waiting with me on the platform did shoot some funny glances when they heard a sharp intake of breath and saw me whipping out the camera. But aren't they lovely, the old locomotives? And look at the other two photos - I noticed the other day that there are 2 different types of railway sleepers (British English; Wikipedia tells me they're called railroad ties in the US) at my station. Definitely interesting enough for a photo. More funny looks from fellow commuters.
Ah well, the public needs entertaining. And at least, they can't read my mind.
Right?
Men jeg glemmer af og til, at ikke alle er vant til mine små udbrud - og kunne beskæmmet konstatere, at indtil flere personer vendte sig om og gloede, da jeg udstødte et højlydt GISP og flåede kameraet op af lommen, bedst som vi stod der i al vor pendler-indadvendt-hed.
Men de er bare så fine altså.
...Behøver jeg at fortælle, at der også bliver gloet lidt, når jeg foreviger det helt særlige fænomen, at der ved Vejle station er 2 forskellige slags sveller? Ajmen, det ER da frygtelig interessant!!
@ N ~ the previous blog post was written on my new phone (yes, I'm very happy with it) so I couldn't be bothered with an English translation. Sorry 'bout that. I wrote it on the train on my way home. If I don't have a book with me, I am surreptitiously watching my fellow commuters. I always picture their lives and personalities - and invariably, after a few seconds, the horrible thought strikes me: "what if he/she can read minds???" Then I quickly imagine something pleasant about that person, and move my attention to the next one.
I have to change focus anyways. Otherwise, people tend to notice.
And we wouldn't want them to think I was weird, now, would we. Because I'm not. Definitely not.
Anyways, today this young man got on the train. About 17 years old I reckon. Very handsome young man. Nice haircut. Beautiful lips that sort of had a smile lingering. Pretty eyes. Blue, very light blue. No wrinkles yet, of course, but one could tell that when the wrinkles arrive, they will be friendly smiley wrinkles. He looks like a person who is kind to all animals.
But then the narrator in my head switched the story line and all of a sudden, the handsome young man looked positively menacing. Like a murderer, almost! What I had mistaken for a smile was a sneer, and the pretty blue eyes were suddenly icy, steel-blue.
And then, of course [all of the above runs through my head in, what, 8 seconds probably], I think "yikes, what if he can read my mind".
Then it was time to change trains. Phew. Narrow escape that.
I'll repeat, I'm not weird. I just have a rather vivid imagination.
...
And then I thought I'd treat you to a couple of train pics. I love the old trains; my colleagues and friends are more or less used to me going "oh, LOOK" when I see a particularly interesting one, but the people who were waiting with me on the platform did shoot some funny glances when they heard a sharp intake of breath and saw me whipping out the camera. But aren't they lovely, the old locomotives? And look at the other two photos - I noticed the other day that there are 2 different types of railway sleepers (British English; Wikipedia tells me they're called railroad ties in the US) at my station. Definitely interesting enough for a photo. More funny looks from fellow commuters.
Ah well, the public needs entertaining. And at least, they can't read my mind.
Right?
Tumpetanker
Når jeg sidder i toget og fordriver tiden med at kigge på de andre passagerer, er det altid de særeste livshistorier, der udfolder sig for mit indre blik. Og uvægerlig gribes jeg før eller siden af den ubehagelige tanke, "er vedkommende mon tankelæser?" (jeg skal nok søge behandling)
Således også for nogle minutter siden. Aldeles nydelig ung mand stiger på. Pænt hår, ingen rynker men man kan bare se at når han engang får dem vil det være venlige smilerynker. Nydelige blå øjne, meget lyse i det. Klart typen der er glad for dyr, også katte.
Indtil filmen i mit hoved brat skifter spor, og han pludselig ser sådan lidt ... morder-agtig ud. Med et er de kønne øjne nærmest stålblå og isnende, og hvad jeg først troede var ansatsen til et smil, er nu en truende snerren.
Sørme godt han ikke var tankelæser. Og at han ikke skulle videre med samme tog som mig.
Hvis der er nogen som vil mig noget er jeg lige herovre i spændetrøjen
Således også for nogle minutter siden. Aldeles nydelig ung mand stiger på. Pænt hår, ingen rynker men man kan bare se at når han engang får dem vil det være venlige smilerynker. Nydelige blå øjne, meget lyse i det. Klart typen der er glad for dyr, også katte.
Indtil filmen i mit hoved brat skifter spor, og han pludselig ser sådan lidt ... morder-agtig ud. Med et er de kønne øjne nærmest stålblå og isnende, og hvad jeg først troede var ansatsen til et smil, er nu en truende snerren.
Sørme godt han ikke var tankelæser. Og at han ikke skulle videre med samme tog som mig.
Hvis der er nogen som vil mig noget er jeg lige herovre i spændetrøjen
Monday, 19 March 2012
Godt Nytår, siger du??
Lige præcis, Godt Nytår!
I morgen er det nemlig Forårsjævndøgn, og dermed også Iransk Nytår (også Afghansk, mener jeg). Vi, eller de, går dermed ind i år 1391.
@ N ~ tomorrow is spring equinox and therefore also the Persian New Year. It's actually quite a lovely celebration - loads of delicious food (goes without saying) and some interesting traditions. Notably the "Haft Seen" table, meaning the seven (haft) s'es (seen), 7 items that begin with S. The items symbolise various good things you'd like the new year to bring - off the top of my head I can think of garlic [sir, pronounced seer] which I think symbolises medicine or good health, apple [sib] which symbolises health and beauty, and sprouts (lentil or wheat for example) [sabzeh]. I cannot remember what the sprouts symbolise but it's the only part of the New Year ritual I've ever done (and it was the wrong time of year...) because the last couple of years (since I started learning about the rituals that go with the Persian New Year) have found me in the US in the early spring. Or moving house...
I've decided that next year, although I'm no longer living with an Iranian, I'll try and do a bit more. Not least because it involves a major spring clean and I know myself well enough to see the advantage of this. And don't get me started on the food..... *mouth watering*
Anyways, this is what my not-quite-new-year-sprouts looked like:
I morgen er det nemlig Forårsjævndøgn, og dermed også Iransk Nytår (også Afghansk, mener jeg). Vi, eller de, går dermed ind i år 1391.
@ N ~ tomorrow is spring equinox and therefore also the Persian New Year. It's actually quite a lovely celebration - loads of delicious food (goes without saying) and some interesting traditions. Notably the "Haft Seen" table, meaning the seven (haft) s'es (seen), 7 items that begin with S. The items symbolise various good things you'd like the new year to bring - off the top of my head I can think of garlic [sir, pronounced seer] which I think symbolises medicine or good health, apple [sib] which symbolises health and beauty, and sprouts (lentil or wheat for example) [sabzeh]. I cannot remember what the sprouts symbolise but it's the only part of the New Year ritual I've ever done (and it was the wrong time of year...) because the last couple of years (since I started learning about the rituals that go with the Persian New Year) have found me in the US in the early spring. Or moving house...
I've decided that next year, although I'm no longer living with an Iranian, I'll try and do a bit more. Not least because it involves a major spring clean and I know myself well enough to see the advantage of this. And don't get me started on the food..... *mouth watering*
Anyways, this is what my not-quite-new-year-sprouts looked like:
Friday, 16 March 2012
Mon solen også skinner over Sydlige Utsira?
Det fyger med vejrudsigter omkring mig - indtil flere søde kolleger har nærmest varslet sommerens komme, og selv om jeg frøs helt vildt på stationen i morges og i øvrigt gerne bare vil have lidt vår, så er det da svært ikke at blive aldeles kulret når man kigger ud og ser
Og det er fredag! Og vi har weekend! Og jeg skal lege flyttemand! Det lille hus på landet er indflytningsklart, minus skønhedsfejl og detaljer, og dem går vi ikke op i, og da slet ikke i dag.
Kan I huske i "gamle dage", da kom der sådan en farvandsudsigt efter den almindelige vejrudsigt i radioen. Hvem ved, måske sender de den endnu? Jeg har ikke hørt den i mange år, men jeg kan stadig huske de gådefulde stednavne - Dogger Banke, Fisker, Sydlige Utsira, og Farvandet vest for Hebriderne. Inde i mit hoved var de sære, eksotiske steder - og jeg lyttede fascineret til den (som jeg husker det) let messende oplæsning.
Jeg ved, jeg ikke er den eneste. I 2002 omdøbte briterne et af deres farvands-territorier (eller hvad det nu hedder) fra Finisterre til FitzRoy, for at undgå forveksling med et spansk hav-område som også hed Finisterre. De traditionsglade briter var ganske oprørte! BBC skrev følgende nekrolog:
A renowned friend of sailors, Finisterre was one of a new breed of post-war sea areas to figure in every one of the Met Office's four daily weather forecasts.
Born in 1949 of Latin extraction (finis terre translates as "end of earth") and one of the biggest of the sea area family, she immediately took up station off the northwest shoulder of Galicia.
In finer times, colleagues remember her fondly as being both "moderate" (visibility of two to five nautical miles) and "good" (five nautical miles).
However, in sadder times Finisterre was "occasionally poor" (with visibility down to 1,000m). Friends have also remarked on her unsettling episodes of "veering" (changing of the wind in a clockwise direction).
A reader wrote:
I am really sad that Finisterre is disappearing. It's the end of an era. Why do
we have to lose Finisterre though? Couldn't the Spanish have renamed their sea area?
Carolyn R., England
SOLSKIN!
Og det er fredag! Og vi har weekend! Og jeg skal lege flyttemand! Det lille hus på landet er indflytningsklart, minus skønhedsfejl og detaljer, og dem går vi ikke op i, og da slet ikke i dag.
Kan I huske i "gamle dage", da kom der sådan en farvandsudsigt efter den almindelige vejrudsigt i radioen. Hvem ved, måske sender de den endnu? Jeg har ikke hørt den i mange år, men jeg kan stadig huske de gådefulde stednavne - Dogger Banke, Fisker, Sydlige Utsira, og Farvandet vest for Hebriderne. Inde i mit hoved var de sære, eksotiske steder - og jeg lyttede fascineret til den (som jeg husker det) let messende oplæsning.
Se, her ligger de :-)
Lidt svært at læse min håndskrift måske, men ude
fra venstre er det FARVANDET VEST FOR
HEBRIDERNE og DOGGER BANKE,
den oppe ved Norge er SYDLIGE UTSIRA, de to
ved Danmarks vestkyst er FISKER og TYSKEBUGT,
og endelig har vi SKAGERRAK og KATTEGAT
(ikke så mystiske, men jeg har altid elsket
rytmen i deres navne) og til sidst, markeret med pil,
BÆLTHAVET OG SUNDET.
Jeg ved, jeg ikke er den eneste. I 2002 omdøbte briterne et af deres farvands-territorier (eller hvad det nu hedder) fra Finisterre til FitzRoy, for at undgå forveksling med et spansk hav-område som også hed Finisterre. De traditionsglade briter var ganske oprørte! BBC skrev følgende nekrolog:
extract from article on bbc.co.uk on 04 February 2002
it reads:
FINISTERRE shipping forecast sea area, a familiar friend taken away from us after a lifetime of service.
A renowned friend of sailors, Finisterre was one of a new breed of post-war sea areas to figure in every one of the Met Office's four daily weather forecasts.
Born in 1949 of Latin extraction (finis terre translates as "end of earth") and one of the biggest of the sea area family, she immediately took up station off the northwest shoulder of Galicia.
In finer times, colleagues remember her fondly as being both "moderate" (visibility of two to five nautical miles) and "good" (five nautical miles).
However, in sadder times Finisterre was "occasionally poor" (with visibility down to 1,000m). Friends have also remarked on her unsettling episodes of "veering" (changing of the wind in a clockwise direction).
A reader wrote:
I am really sad that Finisterre is disappearing. It's the end of an era. Why do
we have to lose Finisterre though? Couldn't the Spanish have renamed their sea area?
Carolyn R., England
Ak ja. Godt at vide, at man ikke er alene om sine sære forkærligheder!
@ N ~have you ever heard the shipping forecast on the radio? I don't even know if you guys have it on any of your public radio stations. We did in Denmark when I was little (I haven't heard them for years but they may still be transmitted, I don't know) and they still do in Britain. Basically it's just a forecast for the seas around Denmark (or, in the case of the BBC, around the British isles), but my memories of it are very fond. They were mystical, magical places, and when the forecast was read out it was almost hypnotic, like a magic incantation.
Dogger, Fisher, German Bight, South Utsire... (these are a few of my favourite thiiiiings...)
The BBC transmission is 4 times a day and I read somewhere that the last one of the day is almost like a lullaby to some people. And there was almost a national outcry in 2002 when one of the sea areas had its name changed from Finisterre to FitzRoy (see quote from BBC above).
Now if you'll excuse me I have some WEEKEND to celebrate. It's sunny and I have two free days stretching ahead of me (by Sunday evening it will feel as if they've shrunk). I'll be moving most of my stuff into the little house, perhaps also checking out one or two charity shops to see if they have any furniture I like (I'm in dire need of bookshelves and a wardrobe). Happy Friday!
Thursday, 15 March 2012
Mit nye køretøj?
Nej, jeg har desværre ikke købt mig bil :-(
Men jeg har fundet et andet køretøj, som ville være aldeles perfekt hvis ikke det lige var fordi pendlervejen primært hedder E45:
Jeg prøvede at forstørre billedet, så I rigtig kunne se hvordan jeg har tungen lige i munden, men det blev desværre uskarpt. Håber I nyder synet alligevel!
Vi (=moi, og mine flinke kolleger) var så heldige at blive inviteret ud til SegWorld i Højbjerg i sidste uge. Det var simpelthen så sjovt!! En Segway er so ein Ding:
Vi kom først ind i en "træningsboks", som mindede ganske meget om de bokse, de har ved rodeoer :-) Der trillede man lidt frem og tilbage, kørte lidt 8-taller og sådan, og så kom der en "træner" og sikrede sig at man havde styr på den, kunne bremse og sådan nogen detaljer. Man var behørigt iført et yderst fikst&sexy sikkerhedsudstyr (hjelm, handsker og albuebeskyttere) og der blev givet meget detaljerede instrukser. Inde på banen var der forskellige sværhedsgrader, og de par steder som var klassificeret som "ekstra svære", stod der en medarbejder lige i nærheden, så man var hele tiden i trygge hænder. (Mens vi ventede på at komme til, var der en fyr som lavede en lidt spektakulær "afstigning" fra køretøjet, og ham medarbejderen kom nærmest flyvende før fyren overhovedet nåede at falde af)
Vi havde joket lidt med atjeg nogen af os nok ikke ville blive sluppet ud af de der træningsbokse, men det var simpelthen så nemt, og skidesjovt! Kan varmt anbefales til en polterabend el. lign. men vær lige obs på at man altså skal være ædru når man kører :-)
Inde på selve banen er der både noget terrænkørsel, og nogen konkurrencebaner. Man får et lille armbånd på, som bruges til at komme ind på konkurrencebanerne og den tager tid. Jeg fes gennem den sik-sak-bane I kan se på billedet herunder, hurtig som en ninja, og tænkte "Hah! Der kan umuligt være nogen, der kommer igennem hurtigere end mig". Men ak, det var der (racer-Futte).
Tusind tak til FINNAIR og Scandic for en fantastisk sjov aften, og gode bøffer på Scandic Plaza's restaurant NAPA. Vi var også inviteret ned for at se det nye Scandic City som åbner til juni, men da måtte jeg desværre forlade selskabet thi ellers kunne DSB ikke nå at få mig hjem, før min Segway blev forvandlet til et græskar. Men jeg satser på at de holder åbningsreception, og så skal jeg nok være der (bevæbnet med cocktail&kamera)!
@ N ~ don't I look stylish and elegant in the top photo? Notice how concentrated I am. My elegant posture. My tongue sticking out. Yes, I was born to drive (ride?) a Segway.
If it wasn't for my 1-hr commute, I would totally buy one of those; goes without saying...
Men jeg har fundet et andet køretøj, som ville være aldeles perfekt hvis ikke det lige var fordi pendlervejen primært hedder E45:
Vi (=moi, og mine flinke kolleger) var så heldige at blive inviteret ud til SegWorld i Højbjerg i sidste uge. Det var simpelthen så sjovt!! En Segway er so ein Ding:
foto lånt med tilladelse fra http://www.segworld.dk/
Den er finurligt konstrueret, så man ikke selv skal sørge for at holde balancen (gu'sketakoglov). Når man læner sig fremad, kører den - og retter man sig op, standser den. Læner man sig tilbage, triller den ligeså stille baglæns. Man drejer ikke ved at "dreje" på styret, men ved at læne det (og sig selv) til siden. Den vender lige på en 5-øre! Vi kom først ind i en "træningsboks", som mindede ganske meget om de bokse, de har ved rodeoer :-) Der trillede man lidt frem og tilbage, kørte lidt 8-taller og sådan, og så kom der en "træner" og sikrede sig at man havde styr på den, kunne bremse og sådan nogen detaljer. Man var behørigt iført et yderst fikst&sexy sikkerhedsudstyr (hjelm, handsker og albuebeskyttere) og der blev givet meget detaljerede instrukser. Inde på banen var der forskellige sværhedsgrader, og de par steder som var klassificeret som "ekstra svære", stod der en medarbejder lige i nærheden, så man var hele tiden i trygge hænder. (Mens vi ventede på at komme til, var der en fyr som lavede en lidt spektakulær "afstigning" fra køretøjet, og ham medarbejderen kom nærmest flyvende før fyren overhovedet nåede at falde af)
Vi havde joket lidt med at
Inde på selve banen er der både noget terrænkørsel, og nogen konkurrencebaner. Man får et lille armbånd på, som bruges til at komme ind på konkurrencebanerne og den tager tid. Jeg fes gennem den sik-sak-bane I kan se på billedet herunder, hurtig som en ninja, og tænkte "Hah! Der kan umuligt være nogen, der kommer igennem hurtigere end mig". Men ak, det var der (racer-Futte).
Tusind tak til FINNAIR og Scandic for en fantastisk sjov aften, og gode bøffer på Scandic Plaza's restaurant NAPA. Vi var også inviteret ned for at se det nye Scandic City som åbner til juni, men da måtte jeg desværre forlade selskabet thi ellers kunne DSB ikke nå at få mig hjem, før min Segway blev forvandlet til et græskar. Men jeg satser på at de holder åbningsreception, og så skal jeg nok være der (bevæbnet med cocktail&kamera)!
@ N ~ don't I look stylish and elegant in the top photo? Notice how concentrated I am. My elegant posture. My tongue sticking out. Yes, I was born to drive (ride?) a Segway.
If it wasn't for my 1-hr commute, I would totally buy one of those; goes without saying...
Wednesday, 14 March 2012
Lidt indskrænket er man vel altid
For et godt stykke tid siden mødte jeg en pige, jeg havde gået i klasse med for mange år siden. Vi sludrede lidt om løst og fast, og så nævnte hun i forbifarten, at hun havde set 2 af vores tidligere klassekammerater for nylig. Da vi gik i skole sammen, var de årgangens absolutte babes som fik BH90210-stjernerne til at se blege og tamme ud i sammenligning - men nu havde de tilsyneladende lige fået børn begge to, og så derfor noget laskede og karkludsagtige ud.
Min umiddelbare reaktion?
"Øjh, hvis vi skal holde klasse-reunion, så skal vi da til at have arrangeret det nu, inden de bliver tynde og glamourøse igen!"
Dette er min fortolkning af en gravhund,der tænker "doh, det sagde jeg bare ikke" (og lad os bare blive enige om, at Nadia gør det en milliard gange bedre; gå HERHEN hvis du vil se gravhundetegninger. @Nadia, du skal nok helst betragte denne her som homage :-) . Som du kan se, er der en del skriblerier - det er nemlig min doodle-blok, som jeg har liggende på arbejde. Der er både et bookingnummer (det med kryds over i øverste venstre hjørne) og et par løse notater (ud for gravhundens snude - der står
BLLFRA 10JUN eve
FRADEN 12JUN
-
WASBLL 16JUN
og det betyder at der er en der skal flyve til Frankfurt om aftenen 10/6, videre til Denver 2 dage senere, og så hjem fra Washington DC 16/6. Så ved I det)
...
Og hvorfor kom jeg så til at tænke på denne lille episode? Mmmnja, det startede med at en kollega nævnte, at en svømmehal i Blovstrød nu åbnede for naturister. Så var snakken lidt forbi Vesterhavet, og hvad man kan risikere at rende ind i på strandene dér. Gennem fri association bragte det os videre til de piger, man så meget op til, da man selv gik i 5.-6. klasse og de gik i 8. og kyssede med fyrene i 10., og hvordan de (pigerne) bare ikke har helt samme aura, når man møder dem hjemme i Dagli'Brugsen i dag. Og så dukkede denne her op fra erindringens tåger.
Glædelig onsdag
Min umiddelbare reaktion?
"Øjh, hvis vi skal holde klasse-reunion, så skal vi da til at have arrangeret det nu, inden de bliver tynde og glamourøse igen!"
Dette er min fortolkning af en gravhund,der tænker "doh, det sagde jeg bare ikke" (og lad os bare blive enige om, at Nadia gør det en milliard gange bedre; gå HERHEN hvis du vil se gravhundetegninger. @Nadia, du skal nok helst betragte denne her som homage :-) . Som du kan se, er der en del skriblerier - det er nemlig min doodle-blok, som jeg har liggende på arbejde. Der er både et bookingnummer (det med kryds over i øverste venstre hjørne) og et par løse notater (ud for gravhundens snude - der står
BLLFRA 10JUN eve
FRADEN 12JUN
-
WASBLL 16JUN
og det betyder at der er en der skal flyve til Frankfurt om aftenen 10/6, videre til Denver 2 dage senere, og så hjem fra Washington DC 16/6. Så ved I det)
...
Og hvorfor kom jeg så til at tænke på denne lille episode? Mmmnja, det startede med at en kollega nævnte, at en svømmehal i Blovstrød nu åbnede for naturister. Så var snakken lidt forbi Vesterhavet, og hvad man kan risikere at rende ind i på strandene dér. Gennem fri association bragte det os videre til de piger, man så meget op til, da man selv gik i 5.-6. klasse og de gik i 8. og kyssede med fyrene i 10., og hvordan de (pigerne) bare ikke har helt samme aura, når man møder dem hjemme i Dagli'Brugsen i dag. Og så dukkede denne her op fra erindringens tåger.
Glædelig onsdag
Tuesday, 13 March 2012
Makeover
Jeg er et særdeles nærsynet menneske. Uden briller eller kontaktlinser er jeg henvist til en ussel eksistens, hvor alt som befinder sig mere end 30cm fra min næsetip er temmelig tåget. Skulle nogen have lyst til at begå en forbrydelse i min nærhed, er det bare om at fratage mig mine øjenkrykker og voila, man har et vidne af absolut nul værdi for politiet.
Derfor lever jeg et liv i lykkelig sam-eksistens med mine kontaktlinser. De sidder stort set i fra jeg vågner om morgenen til jeg går til ro om aftenen. Og de søde piger hos Synoptik er mine bedste venner (har overvejet utroskab med billigere optikerkæde, men lad mig straks sige - det er bare ikke det samme).
Og til de meget få dage i året, hvor jeg ikke kan bruge kontaktlinser, har jeg så anskaffet mig et par briller.
Det er deciderede nød-briller, hvorfor jeg ikke har spenderet de fyrstelige summer, jeg plejer at investere i så tynde, lette, ikke-reflekterende glas som muligt. Jeg købte de billigste, man kunne få i min betragtelige styrke, og sikrede mig at stellet havde så brede stænger, at de trods alt kunne skjule lidt af colabundenes omfang.
Nu har jeg fået mine nye briller. Og min mor siger, jeg ligner Elsa Gress
Men det passer da ikke. Mine briller er jo firkantede. Næh, jeg ligner skam Gotha Andersen. Kan I huske ham - fra "Flid, Fedt og Snyd" på DR i 80'erne?
@ N ~ I got new glasses. Emergency glasses. So I didn't spend a fortune getting the lightest ones available - and I must say, they're actually rather heavy. (My eye sight is extremely poor. Remove my lenses, step 5 feet away from me, and then commit any crime you like. If I'm your only witness, you'll get away with it). So, anyways. My mom thinks I look like the lady in the top picture. I think the man in the bottom one is probably a closer match. But I am not going to post a picture of myself wearing the new glasses so you can decide for yourself :-)
Derfor lever jeg et liv i lykkelig sam-eksistens med mine kontaktlinser. De sidder stort set i fra jeg vågner om morgenen til jeg går til ro om aftenen. Og de søde piger hos Synoptik er mine bedste venner (har overvejet utroskab med billigere optikerkæde, men lad mig straks sige - det er bare ikke det samme).
Og til de meget få dage i året, hvor jeg ikke kan bruge kontaktlinser, har jeg så anskaffet mig et par briller.
Det er deciderede nød-briller, hvorfor jeg ikke har spenderet de fyrstelige summer, jeg plejer at investere i så tynde, lette, ikke-reflekterende glas som muligt. Jeg købte de billigste, man kunne få i min betragtelige styrke, og sikrede mig at stellet havde så brede stænger, at de trods alt kunne skjule lidt af colabundenes omfang.
Nu har jeg fået mine nye briller. Og min mor siger, jeg ligner Elsa Gress
Men det passer da ikke. Mine briller er jo firkantede. Næh, jeg ligner skam Gotha Andersen. Kan I huske ham - fra "Flid, Fedt og Snyd" på DR i 80'erne?
Som I kan se ude til højre,
har jeg anskaffet mig nyt fjernsyn
@ N ~ I got new glasses. Emergency glasses. So I didn't spend a fortune getting the lightest ones available - and I must say, they're actually rather heavy. (My eye sight is extremely poor. Remove my lenses, step 5 feet away from me, and then commit any crime you like. If I'm your only witness, you'll get away with it). So, anyways. My mom thinks I look like the lady in the top picture. I think the man in the bottom one is probably a closer match. But I am not going to post a picture of myself wearing the new glasses so you can decide for yourself :-)
Thursday, 8 March 2012
One small step for mankind...
...a giant leap for Tine. Mine damer og herrer, tilbedere og fans, ærede læsere: dette indlæg er skrevet på min nye IPHONE!!! (og bliver derfor ikke længere, thi ti-finger systemet har altså lidt trange kår her. Men jeg tror jeg bliver glad ve'en)
Tuesday, 6 March 2012
Min musikhorisont er for snæver
- i hvert fald har jeg lige opdaget, at der er en dansk sangerinde som kalder sig selv
Og det eneste, jeg kan tænke, er, at det lyder som et afrikansk land.
Aura Dione.
Og det eneste, jeg kan tænke, er, at det lyder som et afrikansk land.
Sunday, 4 March 2012
Intet Bezzerwizzer-spil er komplet...
... uden min far, der afslører hidtil uset genialitet ("de 4 smage er sødt, salt, surt og..... ..... sovs!") og opfinder nye kategorier:
"Hwa ær'et for'en kategori, den der mæ' æ' ywer??"
"Hwa ær'et for'en kategori, den der mæ' æ' ywer??"
Friday, 2 March 2012
Hvordan bliver du...
...når du bliver fuld?
Spørgsmålet er naturligvis afledt af, at det er fredag aften, og jeg drikker rødvin. Ja, Luxus-Faster kom lige til hakkebøf og fredagshygge, og hun havde en flaske med. Jeg må dog skynde mig at tilføje, at vi er fire om at dele flasken, så det bliver ikke live-blogging fra en brandert.
Det er faktisk temmelig længe siden, jeg har drukket mig virkelig fuld. Men jeg kan godt huske, hvordan jeg bliver. Og nu skal I så udsættes for det, på skrift.
Det er som en tre-trins raket:
Først bliver jeg rød i kinderne - hvis det altså er rødvin, jeg indtager (og det er det tit). Dette fænomen indtræder allerede inden første glas er bundet, og ledsages gerne af et glad smil om de tiltagende blå-randede læber.
Så fyldes mit hoved af lyse indfald, strålende idéer og frem for alt, vanvittigt underholdende anekdoter.
Og sidste trin i raketten er så, når trangen til at dele al denne underholdning med de nærmeste omgivelser simpelthen bliver uovervindelig, og ordene nærmest snubler over hinanden i deres iver for at komme ud af min mund og ind ipublikums mine venners ører.
Ak ve. Denne underholdningstrang, som selv i ædru tilstand kan bemægtige sig min ganske eksistens - spørg bare Mädchen, min søde tålmodige kollega som har det tvivlsomme held at være tildelt skrivebordet lige over for mit - går aldeles over gevind.
Af og til har jeg sådan en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor min sjæl forlader legemet og fra øverste højre hjørne af lokalet med skrækblandet forbløffelse kan kigge ned på en Tine, der i feber-agtig selvsving føler at Folket Kræver Underholdning, og hvem er nærmere til at levere den end jeg?
Linda Blogsbjerg arbejdede engang med en idé om at få monteret et elektronisk øre på væggen ved julefrokoster o.lign. - og når øret så lyste rødt, var det på tide at flette næb og begive sig hjemad.
Jeg må erkende, at det er en fremragende idé. Som ville spare tilhørernes ører for en del.
Det er ikke bare sådan at være ufattelig morsom. Man er en byrde. Primært for omgivelserne. Dernæst for sig selv. Men mund, det holder man ej.
....
Hvordan bliver du, når du bliver beruset?
@N ~ greetings on a Friday night!
Are you by any chance out drinking Martinis? I am not - I am at home, sipping a glass of excellent red wine. Just the one glass. I rarely get drunk.
There are a couple of reasons why I tend to stick to just one or two glasses. The first one is the sad fact that I have reached an age where just a couple of beers have a remarkably negative effect on the following day. The second one is that certain traits of my personality seem to be ... shall we say, fortified, when I'm inebriated. I am, of course, referring to the "chatterbox effect". *sigh*
My brain suddenly seems to overflow with brilliant ideas and amusing anecdotes just begging to be shared with an audience. I happily comply, and sometimes I have this out-of-body experience where I float up, under the ceiling (always in the top right-hand corner of the room). From my lofty position, I am embarrassed to observe myself blabbering away at top-speed, barely pausing to gasp for breath but unable to stop the flow of words.
Egads!
A friend of mine once toyed with the idea of mounting an electronic ear to the wall. Once it lit up bright red, it was time to shut up and go home.
I might just patent that.
Have a wonderful weekend! Tomorrow, I'm going mattress shopping - yay!!!
Spørgsmålet er naturligvis afledt af, at det er fredag aften, og jeg drikker rødvin. Ja, Luxus-Faster kom lige til hakkebøf og fredagshygge, og hun havde en flaske med. Jeg må dog skynde mig at tilføje, at vi er fire om at dele flasken, så det bliver ikke live-blogging fra en brandert.
Det er faktisk temmelig længe siden, jeg har drukket mig virkelig fuld. Men jeg kan godt huske, hvordan jeg bliver. Og nu skal I så udsættes for det, på skrift.
Det er som en tre-trins raket:
Først bliver jeg rød i kinderne - hvis det altså er rødvin, jeg indtager (og det er det tit). Dette fænomen indtræder allerede inden første glas er bundet, og ledsages gerne af et glad smil om de tiltagende blå-randede læber.
Så fyldes mit hoved af lyse indfald, strålende idéer og frem for alt, vanvittigt underholdende anekdoter.
Og sidste trin i raketten er så, når trangen til at dele al denne underholdning med de nærmeste omgivelser simpelthen bliver uovervindelig, og ordene nærmest snubler over hinanden i deres iver for at komme ud af min mund og ind i
Ak ve. Denne underholdningstrang, som selv i ædru tilstand kan bemægtige sig min ganske eksistens - spørg bare Mädchen, min søde tålmodige kollega som har det tvivlsomme held at være tildelt skrivebordet lige over for mit - går aldeles over gevind.
Af og til har jeg sådan en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor min sjæl forlader legemet og fra øverste højre hjørne af lokalet med skrækblandet forbløffelse kan kigge ned på en Tine, der i feber-agtig selvsving føler at Folket Kræver Underholdning, og hvem er nærmere til at levere den end jeg?
Linda Blogsbjerg arbejdede engang med en idé om at få monteret et elektronisk øre på væggen ved julefrokoster o.lign. - og når øret så lyste rødt, var det på tide at flette næb og begive sig hjemad.
Jeg må erkende, at det er en fremragende idé. Som ville spare tilhørernes ører for en del.
Det er ikke bare sådan at være ufattelig morsom. Man er en byrde. Primært for omgivelserne. Dernæst for sig selv. Men mund, det holder man ej.
....
Hvordan bliver du, når du bliver beruset?
@N ~ greetings on a Friday night!
Are you by any chance out drinking Martinis? I am not - I am at home, sipping a glass of excellent red wine. Just the one glass. I rarely get drunk.
There are a couple of reasons why I tend to stick to just one or two glasses. The first one is the sad fact that I have reached an age where just a couple of beers have a remarkably negative effect on the following day. The second one is that certain traits of my personality seem to be ... shall we say, fortified, when I'm inebriated. I am, of course, referring to the "chatterbox effect". *sigh*
My brain suddenly seems to overflow with brilliant ideas and amusing anecdotes just begging to be shared with an audience. I happily comply, and sometimes I have this out-of-body experience where I float up, under the ceiling (always in the top right-hand corner of the room). From my lofty position, I am embarrassed to observe myself blabbering away at top-speed, barely pausing to gasp for breath but unable to stop the flow of words.
Egads!
A friend of mine once toyed with the idea of mounting an electronic ear to the wall. Once it lit up bright red, it was time to shut up and go home.
I might just patent that.
Have a wonderful weekend! Tomorrow, I'm going mattress shopping - yay!!!
Thursday, 1 March 2012
Hvidstengruppen
I dag har filmen om Hvidstengruppen premiere. Jeg var til snigpremiere i sidste uge (og skal i den forbindelse huske at sige mange tak for invitationen til Spar Nord, en meget venlig bank i Kolding). Foruden de 314 kunder der var plads til i Biocenter Koldings Sal 1 havde de inviteret filmens instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, Regnar Grasten, samt en af skuespillerne, Thomas Ernst. De tre kom og fortalte lidt om filmen før den startede.
Filmen er, i modsætning til mange andre film om besættelsestidens Danmark, meget lidt tju-bang. Anne-Grethe Bjarup Riis fortalte, at de havde vægtet meget tungt at fortælle om familien og de venner, som udgjorde Hvidstengruppen, og det synes jeg lykkedes virkelig godt. Man fik en meget klar fornemmelse af de ganske almindelige mennesker, som bare følte det som deres pligt at yde den modstand, de nu kunne, mod den tyske invasion. Det var en meget stærk side i filmen.
Hvad der ikke var helt så stærkt, var visse replik-skifter, som kom til at virke meget dilettant-agtige. I en af filmens tidlige scener (ved Marius og Gudrun Fiil's sølvbryllup) sidder det meste af selskabet over kaffen og skiftes til (nok så nydeligt efter tur - ikke nogen talen-i-munden på hinanden dér) at aflevere hver deres replik om tyskerne. Á la "det er for dårligt, at tyskerne skal være her i vores land" eller "jamen tyskerne er her da for at beskytte os". Så er publikum ligesom orienteret om den enkelte figurs indstilling til modstandsbevægelsen og tyskerne - men det kunne ærlig talt godt være gjort noget mere elegant.
De uelegante replikker dukkede lidt op hele vejen gennem filmen, men alligevel blev man grebet af historien - for mig (og sikkert mange andre) havde det nok meget at gøre med bevidstheden om, at det jo er en virkelig historie. Vi ved jo alle, hvordan den slutter, men alligevel var der mange blanke øjne, da vi gik ud fra biograf-salen.
fra purhusnet.dk - kig også på hvidstenkro.dk (de
søger i øvrigt en kokke-elev, hvis det var noget?)
Skal du gå ind og se den? Ja, det vil du gerne. Anden Verdenskrig er efterhånden så længe siden, at der ikke sidder ret mange bedstefædre og -mødre rundt omkring, der kan fortælle os noget om den. Og når man næsten bliver væltet på vej ud af et tog, fordi der er nogen der absolut skal ind i samme sekund, dørene åbnes, så kan man godt få en fornemmelse af, at vi -produkter af en tid hvor vi absolut ikke mangler noget, undtagen måske lige tid og omtanke for andre- godt kan tåle at blive mindet om, at der var nogen der satte fællesskabet (Danmark) over sig selv (deres egne liv). Man skal se filmen, fordi det er værd at opleve historien om almindelige mennesker som ikke bare ventede på, at der "kom en voksen" - og så skal man se den, fordi Bodil Jørgensen simpelthen er god.
Filmen er, i modsætning til mange andre film om besættelsestidens Danmark, meget lidt tju-bang. Anne-Grethe Bjarup Riis fortalte, at de havde vægtet meget tungt at fortælle om familien og de venner, som udgjorde Hvidstengruppen, og det synes jeg lykkedes virkelig godt. Man fik en meget klar fornemmelse af de ganske almindelige mennesker, som bare følte det som deres pligt at yde den modstand, de nu kunne, mod den tyske invasion. Det var en meget stærk side i filmen.
Hvad der ikke var helt så stærkt, var visse replik-skifter, som kom til at virke meget dilettant-agtige. I en af filmens tidlige scener (ved Marius og Gudrun Fiil's sølvbryllup) sidder det meste af selskabet over kaffen og skiftes til (nok så nydeligt efter tur - ikke nogen talen-i-munden på hinanden dér) at aflevere hver deres replik om tyskerne. Á la "det er for dårligt, at tyskerne skal være her i vores land" eller "jamen tyskerne er her da for at beskytte os". Så er publikum ligesom orienteret om den enkelte figurs indstilling til modstandsbevægelsen og tyskerne - men det kunne ærlig talt godt være gjort noget mere elegant.
De uelegante replikker dukkede lidt op hele vejen gennem filmen, men alligevel blev man grebet af historien - for mig (og sikkert mange andre) havde det nok meget at gøre med bevidstheden om, at det jo er en virkelig historie. Vi ved jo alle, hvordan den slutter, men alligevel var der mange blanke øjne, da vi gik ud fra biograf-salen.
fra purhusnet.dk - kig også på hvidstenkro.dk (de
søger i øvrigt en kokke-elev, hvis det var noget?)
Skal du gå ind og se den? Ja, det vil du gerne. Anden Verdenskrig er efterhånden så længe siden, at der ikke sidder ret mange bedstefædre og -mødre rundt omkring, der kan fortælle os noget om den. Og når man næsten bliver væltet på vej ud af et tog, fordi der er nogen der absolut skal ind i samme sekund, dørene åbnes, så kan man godt få en fornemmelse af, at vi -produkter af en tid hvor vi absolut ikke mangler noget, undtagen måske lige tid og omtanke for andre- godt kan tåle at blive mindet om, at der var nogen der satte fællesskabet (Danmark) over sig selv (deres egne liv). Man skal se filmen, fordi det er værd at opleve historien om almindelige mennesker som ikke bare ventede på, at der "kom en voksen" - og så skal man se den, fordi Bodil Jørgensen simpelthen er god.
Subscribe to:
Posts (Atom)