Wednesday, 28 December 2011

Juleblog, 28. december - Noget om Nytår

Er du tilbage i hverdagens vold? Eller er du en af de heldige, som stadig holder Juleferie? Og kan du gætte, hvilken kategori jeg falder i? *ærgerlig-smiley*

Nu har jeg lige holdt lidt blogfri i nogle dage, og Søster er begyndt at prikke til mig. Om jeg ikke snart skal skrive noget, hva'-hva'-hva'?  Jo, jeg kan da berette hvad jeg foretog mig 1. Juledag: stort set ingen ting. Aaaahhh! :-)  Årets stilleste dag. (Vel kan 'stille' da gradbøjes)   På et tidspunkt skrev jeg på facebook, "at skrive denne status update er det mest energiske, jeg har foretaget mig i dag". Den holdt dog ikke helt, for et par timer senere kørte jeg ud til min Faster for at hente en skudefuld suppe til 2. Juledags gæstebud. Dét blev dagens aktivitet. Jeg blev ganske svedt.

2. Juledag var så Store Familietamtam, mit tradizionelles Supchen und Tarteletten, alt hjemmelavet og wældig godt. Og pakkeleg, naturligvis.  Jeg ved ikke helt hvordan vi gør, hvis Søster og jeg begynder at lægge os mand og børn til, for vi har nærmest nået max. kapacitet hvad siddepladser angår.  Skidt pyt; jeg sidder så glimrende ved børnebordet.

Og så var det pludselig 3. Juledag = back to work, og her sidder man så og overspringshandler.  Velkommen tilbage; jeg håber din Jul var god!

Bloglegen kører ufortrødent videre helt frem til Nytår; det havde jeg helt glemt. Men nu er den helt uhyggelig - overskriften for i dag og i morgen er hhv "Nytårsforsæt" og "Hvor er du om 5 år". Gah. Jeg ved jo ikke engang, hvor jeg er om 5 uger.  Men i dag skal jeg ud og købe en ny kalender (yes, I ved - en af dem af papir). Og når den er indkøbt, har jeg 365 nye dage at gøre godt med, plus en skud-dag (bonus; den skal vi finde på noget særligt med. Det er enten den 24. eller 29. februar). 



Altså. 366 blanke kalendersider. Som er MINE. Klar til at at blive fyldt med rare sager.  Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser meget frem til at tage hul på de 366 dage, der går under betegnelsen 2012. 2012. Smag lige på tallet. Kig på det. Fornemmes det ikke tydeligt, at her er tale om et blødt, rundt, mildt år - helt anderledes end det kantede, stikkende 2011?   Ikke at 2011 kun bød på dårlige ting. Der var gode stunder. 1½ måned i USA var en gave, også selv om det ikke var ren ferie. Tilføjelsen af en Hitteniece til vennekredsen (hvis gennemsnitsalder derved fik et pænt nøk nedad). Rejser med min Søster. Husprojekt med min Far. Køkkenprojekter med min Mor. Hyggelige stunder med venner.  Men generelt synes jeg, det var et træls år, faktisk.  Der var for mange i min familie og omgangskreds, som enten blev alvorligt syge eller ligefrem døde. Der var for mange i min nærhed, som mistede nogen. Der var et kæresteforhold, som ikke nåede så langt som til 7-års krisen. Der var en flytning, som på visse planer ikke er helt afsluttet endnu, og deraf følgende økonomisk usikkerhed (men heldigvis ikke knibe). Der var stress, og der var lidt for meget arbejde og lidt for lidt leg. Så jeg er en af dem, der uden tårer i øjenkrogen snart vinker farvel til 2011 - og glæder mig til at byde 2012 velkommen.

Men nytårsforsætter - det har jeg faktisk aldrig taget mig sammen til. Så jeg har spurgt de Indre Damer, hvad de har i tankerne for 2012.

Indre Helga: Hun vil gerne se en hel del mere Ordnung i 2012. Boligforhold skal bringes i orden, og alle de ejendele som pt befinder sig enten i den gamle residens eller i flyttekasser-jeg-ved-ikke-præcis-hvilken skal på plads. Nyt budget skal laves, og det skal meget gerne levne plads til, at jeg kan anskaffe mig et Automobil.


Jeg er slet ikke utilbøjelig til at give hende ret.   Helga's Word for the Year is Organisation. Det var en af lektionerne fra 2011 - at hvis der sker noget med en, er det en stor hjælp, hvis ens privatøkonomi ikke består af løsbladssystem i nettoposer. Så det er min helt klare intention, at hun får sin vilje.

Indre Erna: Glæder sig til at flytte i nyt, gammelt hus, hvori der befinder sig både stort bryggers, fyrrum, lille kælder og (kronjuvelen) spisekammer. Og til at begynde at omdanne den omkringliggende pløjemark (ja ja - en meget lille pløjemark) til en have. Det er et projekt, som vil strække sig over flere år, så jeg skal ikke have lavet kunstige negle lige foreløbig...


2011 indeholdt alt for lidt havearbejde og alt for meget pakken-liv-ned-i-kasser. 2012 skulle gerne blive stik modsat. Erna's Word for the Year is Homemaking.

Indre Lecia: Har en klar forventning om, at 2012 bliver et år med fest, glæde og venner. Hun ved, hun har stærke konkurrenter i Helga og Erna, som meget gerne vil bestille noget, men det nytter bare ikke, hvis det hele sander til i to-do-lister.


Så ganske vist er 2012 et år, hvor der skal bringes mange ting i orden - men man kan jo sagtens blande pligter med fornøjelser. Lecia's Word for the Year is Cocktails.   Gæster bør nok medbringe gummistøvler og et valgfrit haveredskab...

Lige nu føles det, som om 2011 lægger op til at garnere sin exit med en liden forkølelse, eller måske får jeg den store bonus, nytårsinfluenza'en. Men på lørdag, når klokken nærmer sig midnat og jeg står med mit Asti-glas, så vil jeg slå mine hæle sammen 3 gange og med et lille >>squeak<< af glæde hoppe ind i 2012. Måske skrives vi ved inden, måske ikke, men i hvert fald ønsker jeg dig og din familie et skønherligt og lykkebringende Nyt År. Tak fordi du gider at læse med her, og for alle de søde kommentarer jeg modtager - både i kommentarfeltet, via facebook, og via min Mor.  Jeg troede ikke, jeg ville blive så glad for bloggeriet, men nu slipper I vist ikke foreløbig.

4 comments:

Ibs said...

Lykke og held på din vej, søde ven. Og hey, jeg har lige indset, hvor fuldkommen fabelhaft det er at sige Erna på engelsk. Ørnah. Love it!

The Blogless Sister said...

Oh yes. Ørnah.... :-)

fru M said...

Kari og Lucienne og diverse andre personager ser frem til at dele 2012 med dig. Elsker dig sveske :)

The Blogless Sister said...

ü