Murmeldyrsdagen, og confessions from the cubicle

I dag er det Groundhog Day. Dagen hvor murmeldyret titter frem fra sit vinterhi. Ser han sin egen skygge krabber han ind i hulen igen, og vinteren varer 6 uger mere. Ser han den ikke, bliver det snart forår.  Så vidt jeg har forstået så han den ikke. Men det føles ikke, som om foråret er lige om hjørnet.

Det er begrænset hvor længe folk gider læse om at det er Rigtig Vinter herovre. 2-3 indlæg, så forudser jeg at der går Bornholm i den (disclaimer: ELSKER Bornholm. Et af de bedste steder at sne inde, hvis galt skal være. Nåede dog mæthedspunkt da det på 3. dag var "breaking news", men det er ikke Krøllebølles skyld).   Enten det, eller også bliver min mor og far helt kulrede af nervøsitet. Frygt ej, mit varmeapparat virker igen og alt er godt!

For lige at runde denne omgang blizzard watch af, så er det en god ting at varmeapparatet virker igen - temperaturen falder temmelig kraftigt og når ned på minus 25 i løbet af natten siger de kloge. Det er alligevel koldt.  Jeg har haft bilen til at køre her i dag mens jeg gravede den fri for sne med verdens mindste sneskovl. (Det skriver jeg mest for min fars skyld. Han kan godt li' når hans datter er velforberedt og fornuftig. I andre er givetvis rimelig ligeglade med at jeg hældte HEET i tanken da jeg tankede op før snestormen. Det er... noget kemisk som forhindrer .....ehm, forfrysninger i benzintanken.  Jeg passer godt på Lille Røde) 

Jeg har ikke skrevet ret meget om kontoret endnu.  Hvilket jo er en grum undladelse, thi det er jo faktisk derfor jeg er herovre - for at arbejde. Så det gør jeg. Vi!  Den første uge jeg var her var rimelig stille. Der er en videnskabelig forklaring på dette - überboss fra Danmark var her samtidig, og når han er her, sker der noget magisk og telefonerne ringer nærmest ikke. I søndags tog han hjem og straks fra mandag morgen var telefonerne rødglødende.  Jeg har ingen telefon. Der er bestilt en extension til mig men Telefonbureaukratiet er formidabelt. No matter - jeg besvarer e-mails så mine kolleger ikke skal bekymre sig om dén -ikke ubetydelige- side af sagen.  Når dagen er gået summer mit hoved helt - jeg er ved at være oppe i "flyvehøjde" og nææææsten lige så dygtig som jeg er derhjemme, men det ér ligesom at være dyrepasser og pludselig skulle tage sig af løverne i stedet for elefanterne. De har mange ting tilfælles - de er dyr, fra Afrika, potentielt farlige men mægtig pæne - men alligevel helt helt forskellige.  Så det tager lidt tid før man er ligeså Tinefix som man er på hjemmebane. 

Kontoret herovre er meget anderledes end hjemme. Større, naturligvis.  Og det første indtryk man får, når man kommer ind er - gråt.  Der er meget gråt interiør. Og i modsætning til hjemme, hvor vi dyrker det ååååbne og jeg derfor frit kan forstyrre de nærmeste kolleger med at omsætte tilfældige guldklumper fra tankestrømmen til hyggelig pludren, så har vi herovre cubicles.

Wikipedia beskriver dem således:

A cubicle, cubicle desk or office cubicle is a partially enclosed workspace, separated from neighboring workspaces by partitions that are usually 5–6 feet (1.5–1.8 m) tall.

A cubicle's purpose is to isolate office workers from the sights and noises of an open workspace, the theory being that this allows workers more privacy and helps them to concentrate without distractions. [...] Cubicles are often seen as being symbolic of the human condition of working in a modern office setting due to their uniformity and blandness.

Det er både godt og skidt med sådan en. Hvis man har en pludrende kollega som mig, kan det give ro og fred. En selskabspapegøje som mig har det noget sværere; der er jo ikke noget umiddelbart publikum når man lige får et genialt indfald.  Men sådan ser der ud på et amerikansk kontor og det er ikke noget unikt for vores biks, alle de kontorer jeg har besøgt herovre er samme model.  Folk indretter deres lille territorium meget personligt:

Jeg er ikke på heeelt samme styling niveau:

Også på toilettet har vi cubicles. Med mystiske persienneagtige døre. Og her kommer min lettere twistede personlighedsforstyrrelse igen til udfoldelse:  Når jeg sidder der på tønden ser jeg konstant for mit indre blik, hvordan et par fødder, som naturligvis sidder for enden af en lejemorder, langsomt kommer gående og standser op lige foran mig. Vender sig mod mig. En cigaret lander på gulvet og tværes ud med den venstre fod. Og den ildevarslende stilhed (som absolut ikke har noget at gøre med at der faktisk ikke står nogen der)- før jeg kommer i tanker om at jeg nok hellere må lette måsen; det er ikke i dag jeg skal møde min skæbne, siddende på den store sorte porcelænstrone med det særlige brednumse-venlige bræt.

Kan I ikke bare se hvordan den grumme

lejemorder (som huserer her i bygningen)

vil standse op foran netop min cubicle?

I know, I know.  Will seek treatment when I get home. (Overvejede at gøre det herovre - men this is Land of the Farmers; Land of Shrinks er ude i det der Californien)