Lemfældig omgang med venner

Denne her har ikke noget med USA at gøre. Og dog, måske alligevel. Denne her handler om Facebook.

Min søster, som er kvikkere end mig på mange områder, kom på Facebook. Hun fortalte mig om det. Og min umiddelbare reaktion var, husker jeg tydeligt: PJAT! (Hej, Indre Erna)

Meeen så hoppede jeg alligevel på den og nu er jeg jättefornøjet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg ælsger Facebook. Men jeg er jo også pigen, om hvem en gammel kæreste engang sagde, "jeg tror simpelthen du samler på folk som du kan skrive i din adressebog".

C'est vrai. Jeg samler på folk. Ikke så meget for adressebogens skyld, som for fornøjelsens skyld. Jeg har venner jeg har mødt i tog, over nettet, i teateret, gennem arbejdet, alle mulige steder. En bekendt sagde engang "Tine, jeg forstår simpelthen ikke at du kan blive ved med at møde nye mennesker. Jeg synes bare jeg har venner nok" - som det nok kan anes, synes pigen med adressebogen man aldrig kan få venner nok, og ordet "venner" er jo et vidunderligt elastisk begreb.



Det siger sig selv, at de ikke kan være lige nære venner allesammen. Men det gør heller ikke så meget. Jeg er fuldt ud tilfreds med at holde det på bekendtskabs-niveauet, hvor "intensiteten" (kan man vel godt kalde det) går lidt op og ned, afhængigt af tid, livsomstændigheder, geografi, og så videre.  Selv de nære venskaber er jo ikke altid lige nære, nogen gange glider man lidt fra hinanden, og så finder man hinanden igen. Nogen gange er det den ene, der skal være udfarende og holde fast, mens den anden navigerer gennem sine udfordringer, og efter nogen år vender det som regel, og så er man tit heldig at den anden nu har overskud til at holde fast.

En anden bekendt sagde at hun ikke brugte Facebook fordi de venner hun gerne ville holde kontakt med, dem holdt hun jo kontakt med uanset hvad - og dem hun ikke havde overskud til at holde kontakt med i hverdagen, jamen de var jo bare ikke så vigtige så. Det er især hér jeg hygger mig med Facebook. For jeg har da heller ikke tid til at holde kontakt med alle dem jeg gik i folkeskole med. Men det betyder jo ikke, at jeg har lyst til at de skal forsvinde helt for mig.  I de tilfælde er Facebook ligesom den dovne mands fiskestang for mig - med flere liner og kroge :-)

Men det er jo ikke en salgstale for Facebook det her. Faktisk vil jeg da godt vædde med at det bliver afløst af noget andet, lige om lidt. Som jeg så kan gøre modstand mod før jeg ellevild overgiver mig igen-igen.

Nej, det her er jo faktisk et lillebitte drama. *trommehvirvel* Jeg har forlagt en ven.

Altså. Det er jo en eufemisme for at NOGEN har unfriended mig. Og således blev unfriended lige et ord. Hvad kalder man det på dansk? Er jeg blevet uvennet???

Sandt at sige plejer jeg ikke at have en hat styr på hvor mange Facebookvenner jeg har; der er røget nogen i svinget før, men jeg havde netop lagt mærke til at der stod "Tine has 200 friends" og så blev jeg så glad for 200 er jo et pænt rundt tal, et jubilæum af en slags, og måske skal vi snart have sådan nogen Facebook-giveaways som jo er så populære her i Blogland: "kom, bliv min ven nr. 200, vind en..... ehm.... poesibog?"

Men så, den bratte opvågnen i dag. "Tine has 199 friends".

Suk, hjerte, men brist ikke. Jeg har de 199 bedste venner på Facebook. Og de 21 bedste læsere her på bloggen :-D