Sommerferieovervejelser og -definitioner

Forleden sagde jeg sådan lidt ud i luften: "Jeg trænger egentlig snart til at komme til Norge igen; gad vide om man skulle tage derop i sommerferien?"


Hvortil min kollega udbrød: "Altså, efter min opfattelse kan en sommerferie pr. definition ikke gå nordpå".


Gnæk. Godt jeg blev revet ud af dén vildfarelse. Desværre bringer dette nyerhvervede faktum antallet af sommerferier jeg har været på i hele mit 34-årige liv ned på cirka 5...


Ikke desto mindre går jeg og tænker lidt sommerferie. Eller bare ferie. For der er mange mange steder her i Danmarks nabolag jeg gerne vil besøge, bare i en forlænget weekend.


Norge - giver sig selv. La familia, venner, Gjendekjeks, osv.
Sverige - oh, den der giver mig en billet til Gotland bliver øjeblikkeligt min ven. Og Göteborg, som lever lidt i skyggen af Stockholm og Malmö og Liseberg - virkelig en dejlig by som absolut tåler gensyn.  (Nu vi er ved Västra Götaland og hvordan du bliver min ven, så  ville en billet til Götakanalen virkelig give point. Men det må blive i et andet, lidt rigere liv.)
Danmark - åh, alle de steder i lille Dannevang jeg gerne ville aflægge visit. Højt på listen står Ærø, og Tåsinge, og hvis nogen har en båd så vi kan futte lidt rundt til resten af sy'fynske øhav ville det heller ikke være af vejen. Man kunne også tage til Læsø og syde salt og spise fisk. Sidste år var jeg i Nordjylland og på Mors og det kan godt anbefales, men står så ikke på listen i år.
Tyskland - for det er da en slags sydpå, ikke?  Lübeck, for Sif har sat mig griller i hovedet. Hamburg, fordi den er meget mere end bare Elb-tunnellen. Og et eller andet hyggeligt sted ved Flensburgfjorden, for der kørte jeg engang forbi og der var mægtig hyggeligt.


Ej, det ser lidt irriterende ud, det der farvelade. Men det bliver stående; der ligger op til flere minutters overspringshandlinger bag de kulørte farver.


Hvor skal du hen på sommerferie?


@N, still alive? :-)

Godmorgen til dig også

Linda fra Blogsbjerg har med vid og bid begået et blogindlæg om gyserfilm. Som hun ikke bør se. Hvilket jeg heller ikke bør.


Hendes milde og kærlige læsere har i kommentarfeltet kvitteret med diverse gyserfilms-anbefalinger og links til uhyggelige youtube-klip, så jeg ikke rigtig tør scrolle helt ned i bunden og skrible en lille pippende jeg-er-osse-bange-hilsen.


For det er jeg. Og der skal virkelig ikke meget til. Til Lindas top 5 over de mest uhyggelige elementer i gyserfilm vil jeg nemlig lige tilføje et noget overset sjette punkt, nemlig Den overflødige oplysning.


Qu'est-ce que c'est, spørger den franskkyndige læser nu. I andre tænker bare "æh, no lige...hwa'?"


Den overflødige oplysning er det sted i starten af filmen, hvor man får en eller anden oplysning som bare ikke virker særlig relevant netop der. Så véd man bare, at det får en uheldssvanger betydning senere i filmen.


Case in point: Filmen "What lies beneath" med Michelle Pfeiffer og Harrison Ford. Den kom ud for en 10 års tid siden og handler kort fortalt om det her nydelige ægtepar, hvor konen tror hun er sindssyg og ser spøgelser, og manden er flink og rar indtil det pludselig viser sig at han nærmest er den onde selv, og de syner konen ser er hans elskerinde som han på bestialsk vis har taget af dage. Sådan, helt kort fortalt. Og muligvis ikke helt korrekt, thi jeg baserer min genfortælling på nogen tågede erindringer om en film set gennem næsten helt sammenknebne øjne og delvist i dækning bag med-biografgænger...


Anyways, i en af de første scener kører vor heltinde henover en bro mens hun taler i mobiltelefon (fy!). Midt på broen siger hun "hey, vent lige, forbindelsen forsvinder altid herude på broen". Og i nutidens millimeter-klippede film levner dialogen kun sjældent plads til den slags irrelevante observationer...


Værre endnu blev det, da instruktøren brugte megen god tid på at forklare ægtemandens forskningsprojekt, som gik ud på at fremstille en ny type bedøvelse hvor man er ved fuld bevidsthed men ganske paralyseret...


SÅ blev jeg angst, og det fortsatte jeg med at være hele resten af filmen, undtagen de scener hvor hun var hos psykolog. For ganske rigtigt, senere i filmen åbenbares ægtemandens sande jeg, og det er sandelig ikke et behageligt jeg, og bedst som hun flygter fra ham i bil og panisk ringer efter hjælp, ja så er hun midt på broen, forbindelsen ryger og ... ja, hun ender med at ligge bedøvet (med ægtemandens nye wunder-drug) i et badekar hvor vandet bare stiger og stiger og hun ikke kan gøre en skid fordi hun hverken kan bevæge sig eller skrige....


Beklager meget de der irriterende prikker. Jeg ville sådan set gerne afsløre for jer hvad der helt præcist skete, men jeg så det vist ikke. Jeg var travlt optaget med at knibe øjnene sammen og sætte negleformede mærker i armen på ham jeg var i biografen med - som i øvrigt var en gammel kollega jeg tilfældigvis mødte på gaden et par måneder efter jeg var flyttet til Århus; jeg tror ikke han havde regnet med at "film&en øl" ville indebære så meget nærkontakt...


Jeg så ham da heller ikke siden. Forstå det hvem der kan.

Hvad hjernekisten gemmer....

....af underlige ting, altså!


Da jeg gik på Handelsskolen i Kolding for,puh, snart mange år siden, passede skoledagens afslutning og bussens afgangstid ikke altid lige godt sammen. Så jeg brugte en hel del tid på biblioteket. Og benyttede ofte elevatoren.


Af denne grund (- og fordi min hjerne primært lagrer unyttig viden) kan jeg glæde jer allesammen med, at I ikke længere behøver at gå rundt i uvidenhed om, hvad to af Kolding Kommunes flittigste elevator-inspektører i midt-halvfemserne hed til efternavn:


Iglemose. Og Agersnap.   I kid you not.  God weekend!

Ralle

At jeg ligger lidt lavt på overskudsskalaen i øjeblikket, er muligvis kommet til at skinne igennem her. Altså, selv om jeg jo ikke klager. Oprejst pande. Stoisk. Can-do-attitude. Alt det der.


Men der må være grænser for inertien. Det mærker jeg nu, på min sjæl. Og på min faldne underkæbe, og mine øjne som er blevet helt tørre af at have være spærret så meget op.


Jeg kom nemlig til at se TV3. De sender godt nok bizart TV, men indfanget blev jeg. Flere timer, smuldret væk mellem fingrene på mig. Troede ellers ikke vi havde den kanal, men der kan man bare se. Og det gjorde jeg så. Først Luksusfælden. Og herefter For Lækker til Love.


WTF?!?!!


Altså, Luksusfælden har jeg set et par gange før. Og den har samme effekt på mig hver gang.  Som en paralyseret kanin sidder jeg der og stirrer ind i lyset, mens skeletter, ubetalte regninger og inkassobreve vælter ud af folks skabe. For de har jo ikke fået fåking kørekort for at tage bussen, man fortjener hestekræfter&alufælge, og man skal jo have det lidt hyggeligt bare engang imellem, så 4000 kroner på takeaway er vel prisen man må betale.  Nu kaldte min gamle kæreste (altså, min tidligere kæreste. Jeg dater ikke pensionister (ikke nødvendigvis af princip; det er bare ikke faldet sådan ud :-)) mig for Skotten, så det kommer næppe som nogen overraskelse at den slags programmer faschinerer mig uendelig meget, på den inderligt konfliktfyldte måde. 


Men så. Så blev jeg hængende på den afsindigt-irriterende-kanal-hvor-der-er-reklamer-HE-LE-tiden. For lige at se hvad det der For Lækker til Love gik ud på.


Igen sad jeg dér, med stoooore øjne. Og bær lige over med mig, mens jeg igen tager den lette udvej og lader det meste af blogindlægget bestå af andre menneskers guldkorn.


På den zpontane skitur:
"jeg synes det er hyggeligt at vi kan gå og kalde hinanden Baby [Bæbbæ], i stedet for at det skal være så formelt med fornavne og efternavne og sådan"  (det er aldrig gået op for mig præcis hvor stiv og formel jeg er, med min insisteren på at bruge folks fornavne)


"Jeg har forberedt en lille overraskelse"

"Kan jeg ikke få et lille hint?"

"Jo, det har noget med min nationalitet at gøre."

"Nå, igen?"

"Ja, jeg kører meget i mit eget tema" (glem hvad jeg sagde, de ER jo fulde af selvindsigt)

Til fødzelsdagsfesten, mens alle drengene får ordnet hår af den til lejligheden bestilte frisør:

"Min moster skriver tillykke med fødselsdagen, og hun inviterer mig på besøg i Dubai og hun betaler det hele. Altså, jeg har altid fået store gaver. Så .... det er da en stor gave, men altså. Jeg har fået store gaver før"    (kan godt se at min egen reaktion -hvis nogen skulle føle trang til at invitere mig til Dubai med alt betalt- helt sikkert ville falde i kategorien uncool)


Hos terapøjten:
"En af dine udfordringer er at blotte dig."
"Altså mener du min krop? Fordi, no problem!"

"Han lavede sådan nogen virkelige dybe lyde [under massagen]. Jeg ved ikke om det var fordi han tænkte sådan, mmmh, guffe-guf" 

På dizko:
"jeg har set dig 3 gange i aften tror jeg" 
"Ja, jeg har også set dig."
"Har du set mig?"
"Ja."
"Amn det er godt. Jeg er også sådan en man lægger mærke til"   (og ved I hvad hun svarede? "jaaaa", og hun smilede endda imens.  Tænk hvis det havde været mig. "Ja, jeg har også set dig. Du er jo Tordendragen Hansen")


Alt sammen helt helt blottet for selvironi.  Det var ganske fantastisk, og også (mere end) en lille smule skræmmende.


Jeg synes af og til jeg mangler lidt i lækkerhed. Men snart kan jeg komme til at dufte royalt godt. Min yndlingskongelige lancerer nemlig eget parfumemærke!

Hvasså Angriiii, er jeg mon for lækker til din parfume?

Overhørt, igen

Kollega, beskrivende et hankønsvæsen: "han var tall, dark and handsome"


Mig, tunghør: "han var Tordendragen Hansen ????!????"


Tidligere kollega, med ydpreget logisk sans: "Var han færing?"


- Spørgsmål frabedes. En tordendrage kan så udemærket godt hedde Hansen. Og være fra Færøerne.


Tilsyneladende.


-0-


Tidligere i dag, i bussen:


Jeg sad foran et par piger på en 10-12-13 år. Vi kørte forbi et stenhuggeri og jeg fortabte mig i følgende vidunderligt emne-til-emne-hoppende ordveksling:


a: "ej, prøliåse*, der ligger en butik der sælger gravsten"
b: "det er gonnok uhyggeligt! men der er jo nogen der skal sælge dem"
a: "ja, og så skal man betale for at ligge på kirkegården nu"
b: "nej, det er jo ens familie der skal det. Det er vildt nederen"
a: "jamen så har man jo en lejlighed til at mindes: nå ja, mor er død, her er girokortet"
b: "der er også vildt mange der får spredt deres aske over havet, og søerne"
a: "ADDDD!!!! så svømmer man rundt i det! mellem lig! og sjæle...."
b: "de fortabte sjæles ø er en vildt god film, faktisk"
a: "vil du ikke med ind og se den nye Pirates of the Caribbean?"


- behøver jeg at fortælle at jeg var helt ked, da de steg af?


* prøliåse er et århusiansk verbum. Dækker med ét ord "prøv lige at se". Nært beslægtet med prøliåhørher.


-O-


Har været til selskabelig sammenkomst i aften, beværtet af Europas bedste flyselskab. De inviterede til picnic; til alt held er det forudseende mennesker, der havde sat et telt op. OG bestilt for meget mad; der er sandvitser til de fleste af mine kolleger i morgen. Til stor moro for en pige jeg mødte ved busstoppestedet på vej hjem; jeg talte tres bien francais med en kollega (om les sandwiches og l'autobus numero vingt-cinq) og hun sad tydeligvist og morede sig. Så jeg spurgte om hun evt. kom fra et af de lande der tidligere havde været fransk koloni (thi at hun var af afrikansk herkomst var utvivlsomt, og så blev jeg tres tres nerveuse) - men til alt held stammede hun fra Somalia, og hvem der havde været koloniherre der vidste hverken hun eller jeg; vi hældede begge til briterne for franskmændene var det i hvert fald ikke.  Hvor ville jeg ønske at min bus havde været 15 minutter forsinket; hun var sjov at snakke med. På den anden side havde jeg utvivlsomt tisset i bukserne så. Dans les pantalons.


Le Picnic blev holdt på plænen foran Musikhuset i Århus (pardon, Aarhus). Netop dér befinder mit yndlings-stakit sig. Har du et yndlings-stakit? Ikke?  Dét bør man have. Du må gerne dele mit. Det står lige foran der hvor de har sat de jødiske gravsten op. Hele plænen foran Musikhuset, Frederiks Allé samt Rådhusparken er én stor gammel kirkegård. Man går, for nu at semi-citere en af mine små busveninder, rundt i en masse sjæle. Det er meget velgørende.

¨

De one dat got away

Suzanne Bjerrehus skrev en hel bog om dem - hendes ex'er. Linda har en ganske særlig en - som netop er blevet gift med en anden. Min mor har åbenbart en i Rogaland et sted - tænk at hun havde kærester før hun mødte den Eneste Ene, aka min far, uden hvilken alliance I ikke havde haft den tvivlsomme fornøjelse at læse disse linier.

Eks-kærester.

Jeg ved ikke lige på stående fod hvor mange jeg har af dem. Jeg ved at de ikke alle sammen fylder lige meget i "bag-kataloget". Og jeg har ved et tilfælde fundet ud af, at der er et par stykker som regner mig for at være deres eks-kæreste, selv om jeg ikke har dem på listen over mine eks'er.  Der må have været en mis-kommunikation et sted dér :-)    Men jeg ved med 100% sikkerhed, at listen over "gamle flammer" er noget længere end listen over "gamle kærester", hvis vi definerer flamme som en person man er varm på, men som ikke nødvendigvis gengælder ens følelser. Eller kender til ens eksistens for en gangs skyld....

Min aller-ældste flamme var præstens søn. Da vi gik i legestue sammen (hvilket foregik på hans hjemmebane, i præstegården) i 4-års alderen.  Jeg kan ikke huske vi nogensinde legede sammen eller talte sammen, hvilket gør mig noget tilbagestående i forhold til Superheltemors unger, som er anderledes kontante i deres følelsesliv. Men indeni - der brændte en stærk ild! Og jeg fortalte min farmor om, hvor søøøød han var, og at vi skulle giftes.


De ellers så stærke følelser kølnedes dog lidt, en dag han dukkede op i et par grønne overalls som ikke alene var et nummer for korte i benene så han så lidt klovneagtig ud, men til al overflod også var udsmykket med klovner.  Således kan jeg konstatere, at jeg allerede før jeg kom i folkeskolen havde samme følelsesmæssige dybde som en guldfisk. Ak ja.


Præstens søn og jeg gik i skole sammen i 9 år og kender stadig hinanden, om end vi ikke ligefrem render hinanden på dørene. Jeg har aldrig fortalt ham, at han i en alder af 4 var udnævnt til Den Udkårne, - jeg tror ikke han læser med her, men hvis han gør, så HEJ *vinke*.  Men mon ikke han i givet fald morer sig lige så godt over det, som jeg ville gøre, hvis en eller anden fortalte mig, at han havde drømt søde drømme om mig, før vi startede i folkeskolen.

Han skal bare vide, at han havde ikke haft en chance. Ikke før det med klovnebukserne, i hvert fald.

Varme beder

- var hvad jeg kaldte dem, da jeg var lille. Logisk, ikke?  Jeg formoder jeg antog, at vi havde en hel fridag, dedikeret til indtagelsen af Beder. Og andre lækkerier.... Idéen er da i hvert fald tiltalende.


Jeg har dog i mange år været lidt småvrissen over hvad vi mistede, da vi fik Store Bededag. Det var nemlig blevet mig fortalt, at Struensee (ud over at ligge i med Caroline Mathilde) havde effektiviseret og slået flere helligdage som 3. Påskedag, Kyndelmisse, Helligtrekongersdag osv. sammen i én stor über-hellig dag. Men så læste jeg, at vi allerede havde Store Bededag og at den sådan set bare var heldig at overleve helligdagsreformen i 1770 som med et pennestrøg omdannede dejlige fridage til ganske almindelige hverdage, som skulle bruges til arbejde & nyttige gerninger.   Reformen var brygget sammen af nidkære folk før livlægen fik møvet sig til magten, så han havde åbenbart ikke helt fortjent min forurettethed.  Men nu filmatiseres han, og det er endda Mads Mikkelsen som spiller hovedrollen, og det må vel gøre hans ånd tilfreds.


Jeg synes nu stadig vi skal overveje at genindføre Kyndelmisse. Naturligvis med tilhørende Spise, som alle andre højtider.


I forlængelse af forrige indlægs boganmeldelse vil jeg lige komme med en tilføjelse - læs den ikke hvis du er syg! Min sommerforkølelse brød ud for alvor og jeg tilbragte en lang nat i en mareridts-agtig febertåge. Vågnede utallige gange fordi jeg enten var ved at dø af tørst eller skulle tisse, og indimellem havde jeg dystre tågede drømme, i hvilke jeg dels overværede et interview med Lars von Trier (han var noget fredeligere end virkelighedens nazi-kiksede seance) og dels havde fået pest (symptomerne minder i forbløffende grad om en ganske almindelig forkølelse, viste det sig). Totalt noia, og jeg var noget mat i sokkerne da vækkeuret ringede klokken halv syv og det mod al forventning så ud til at jeg var overlevet.


Nu er jeg dog heldigvis på bedringens vej, og har kastet mig over min fars Morten Korch bøger. Forventer at de giver noget mildere drømme.

Prægtige Søster bager dem selv. 

Blogløse Søster - not so much....

Gledelig 17. mai!

2 indlæg fra min hånd på en og samme dag er et særsyn. Men jeg ville lige ønske alle nordmænd (+ os halv-norske (ikke født med ski på beina; født med ski i garasjen)) en rigtig glædelig 17. maj. 

Er det ikke bare den mest fantastiske kage? Heia Norge!

Billedet er lånt hos Idépuffen - tusen takk Randi :-)

(de to andre snuppede jeg hos Østlandsposten)

(jeg går og bilder mig selv ind at sådan en 

laver jeg da lige næste år. det da det jeg gør...)

Føj. Føj! FØJ!!!!

Det var min søsters eksakte ord, da hun for flere år tilbage havde den tvivlsomme fornøjelse at køre forbi en mandsperson som sad/stod lænet op ad en mur og.... forrettede sin nødtørft (hvilken vidunderlig eufemisme btw). Synet af en pølle i én meters frit fald...vi lader den stå et øjeblik. Og gentager: FØJ!!!!


Selvsamme ord, sammen med udvalgte eder&forbandelser, fløj ud af min mund da jeg for nylig fiskede en pose mannagryn op af køkkenskuffen. (I behøver ikke hvorfor jeg for nogle måneder siden følte mig kaldet til at købe mannagryn; jeg kan ikke rigtig gøre rede for det). Den havde ikke været åbnet og var stadig godt indenfor sidste holdbarhedsdato - men i dens indre lurede Ondskaben. I form af nogen melmølæg (sig det hurtigt 3 gange efter hinanden og forward derefter et link til dette indlæg til 15 af dine venner indenfor 8 minutter, så ser du måske også en friluftsskider på vej ned ad Horsensvej i Vejle).  De havde lavet det der afsindigt ulækre puppe-spinds-noget, var klækket, og herefter udåndet i det noget iltfattige miljø.

Eeeek!!!!!!!!!!!!  Melmøl gør det samme ved mig som dræbersnegle - jeg hensættes i en frådende blodrus og helmer ikke før jeg har myrdet dem mindst 2 gange. Så jeg behøver vel ikke at fortælle, at mine køkkenskabe, hylder og skuffer nu er så afsprittede, at man kan indstille mit køkken til en kæmpesmiley?  Og at der går mindst en uge, før jeg tør stryge en tændstik derude?


-o-


Nåmn hvad ellers?  Tiden går jo. Jeg triller med. Glæder mig over at ting i haven vokser (billeder senere. Snart. I morgen måske? Hvem ved). Og er grebet af den der uh-foråret-flyver-forbi-følelse.  

9. maj

17. maj

Jeg nurser også en lille sommerforkølelse. Og bakser med et stadigt tilbagevendende problem, nemlig hvad skal være min busbog i dag? For de heldige der ikke tilbringer det meste af en time i en bus hver vej, 5 dage om ugen, kan jeg røbe, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilken litteratur man udvælger sig. Der er op til flere vigtige kriterier:

• Størrelse.  De sidste par dage har jeg slæbt Ken Follett's World Without End med. 1000 sider fylder en del, også selv om det er paperback-udgaven. Upraktisk.
• Egen eller lånt?  Så afgjort egen. Det med bogmærker virker bare ikke for mig (primært fordi de aldrig er der når jeg skal bruge dem), og det er de færreste der sætter pris på at få deres bøger tilbage i så æseløret tilstand at man skulle tro de havde været med i Shrek.
• Underholdningsværdi. Det absolut sværeste kriterium. Den skal være så underholdende at balancenerven ikke henfalder til køresyge, og omverdenen lukkes 98% ude. Men ikke så underholdende at man kommer til at køre for langt. Og kommer for sent på arbejde. Eller skal forklare chaufføren hvorfor man har kørt ud over zonegrænsen på ens billet...

Og nu vi lige er ved World Without End/Uendelige Verden.  Jeg synes det er en dejlig bog. Men hver gang jeg læser den (jaaaa, det sker flere gange. Og der er mange æselører i den) sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at Mister Follett bare har taget formlen fra Pillars of the Earth, rystet æ pues, skruet tiden nogen hundrede år frem og skrevet samme bog én gang til. Zink about it:

Ung rig pige med gumption (Aliena/Caris)

Ung mand med hænderne skruet rigtigt på (Jack/Merthin)

Kirkefolk (Philip,Waleran Bigod/Cecilia,Godwyn)

Noget farligt (Hævngerrig adel/Pest, og lidt mere hævngerrighed)

Kærlighed,opfindsomhed,drama,kan-ikke-få-hinanden,store bygningsværker,års adskillelse,hjemvenden,overkommen-forhindringer,store gerninger,retfærdighed-sejrer-til-sidst,de-fik-hinanden-amen.  Tilsæt kun vand.

Men jeg elskede "Pillars" og derfor kan jeg også læse denne her flere gange. Skriver han en 3. bog -og det må han gerne- håber jeg deja-vu følelsen er lidt mindre, men jeg vil helt sikkert læse den. Og garanteret også anbefale den til dig! Men IKKE som busbog :-)

Overhørt

"Nåmn, så må jeg vel hellere gøre noget ved det" - mig, da en veninde spurgte om jeg helt havde opgivet bloggen. For nej da. Jeg har bare været lidt - I ved, uinspireret (uinspirerende?)


"Hvorfor spurgte præsten om barnet var hjemløst?" - et par tunghøre veninder, efter barnedåben


"Ajmenforhælvedda" - mig, da jeg skulle til at køre hjem (1 time og 45 minutters kørsel) og kæreste ringede og sagde "ehm, har du glemt at jeg skal køre min datter på efterskole - om halvanden time?"


"Vi har højrekørsel her i landet, folkens" - mig, i Oberst Hackel-agtigt tonefald, på den fynske motorvej. I rask tempo, men faktisk ikke over de tilladte 130 km/t. Må jeg i denne forbindelse gøre opmærksom på, at det ikke er en helt ringe idé at følge tyskernes eksempel og trække ind i højre spor når man har overhalet - også selv om der ligger en autocamper ca. en kilometer længere fremme....


"Hvorfor er det kun mig og den ældre dame i landroveren (noget landadel???) der sådan halvvejs respekterer fartgrænsen på 90 over Vejlefjordbroen? Og hvem forærer mig en landrover?" - mig, gæt selv hvor


"Næh, regn til haven" - mig, i krampagtigt positivt tonefald, da der kom en kortvarig men virkelig intens byge. Hør nu her - jeg har bestilt lune dage, og stille silende regn om natten. Hvad ligner det at dumpe flere nætters leverance i løbet af ét kvarter, og så lige oven på E45?


"Taler jeg virkelig så meget med mig selv?" - mig, mens dette blogindlæg forfattes. Men ca. 60% af monologerne er indvortes. Just so we're clear...

4. maj

Erna er glad

Indre Erna koger rabarbersaft - og fryder sig. Indre Lecia glæder sig, for hun har hørt at det er godt i cocktails.

Indre Helga er gået AWOL; hun gider simpelthen ikke det der hausfrau-ræs, med mindre det handler om at rydde op og lægge ting i sirlig orden. Og det gør det så sjældent...

Måske var det hende, der skød Bin Laden???

Kæææft det er surt uden sukker

En liden stak rabarber

Som det ses, benytter jeg mig af den højteknologiske

metode - her ses Fasters saft-stativ (-stakit-stafet-kasket)

indkøbt for den nette sum af 1 Krone og 95 Øre.

22 + 12 + 1

Ovenstående er ikke en tal-gåde. Det er (en del af) opskriften på en vellykket konfirmation på Færøerne.

Jeg troede ellers at Sønderjylland og Norge lå suverænt i front i disciplinen "overdådigt kagebord". Men det viste sig at være Færøerne.

22 kager
12 slags småkager
1 konfirmationskage (bestilt hos konditor, udformet som bibel og med billede af konfirmanden und alles)

Nå ja. Og så lidt får - og lidt hval.

Man véd bare man er til fest på Færøerne

når småkager og skærpekød-madder

står smukt, side om side :-)

En færøsk konfirmation er noget anderledes end den danske 3-retters-middag-svar-udbedes udgave. Det er noget mere som Åbent Hus - jeg tror der var noget i retning af 200 gæster, men heldigvis ikke alle på én gang for det blev holdt hjemme.  Jeg var ved at dåne, da de fortalte hvor mange gæster de regnede med - - men så blev jeg helt blød om hjertet på den der nej-hvor-er-det-bare-et-rart-lille-sted måde, for det meste af maden (og de talrige kager) var lavet af naboer/venner/familie. Ahmn, hvor dejligt er det ikke lige.  Det skal retfærdigvis tilføjes at de selv har hjulpet ved utallige andre fester, og nu kommer belønningen så, for dette var den første af deres i alt 4 pigers konfirmation :-)

Jeg skulle naturligvis også være Lille Hjælper og jeg fik den dejligste opgave af alle: afsted i bilen og hente hhv. konfirmationskage og 2 store gryder fiskesuppe. Behøver jeg at sige, at jeg på den sidste ekspedition kørte m-e-g-e-t roligt rundt i svingene?

At blive sendt ud på diverse ekspeditioner var ren forkælelse. Oh, hvor er der dejligt på Færøerne!  Og vejret var endda hæderligt. Kom, med ud på tur:

Skyerne triller ned af bakkerne

Kirken i Runavik (mener jeg at huske... hvis

nu der er en færing som læser med her og tænker

at det er da helt forkert, så sig lige til)

Bemærk at byen på byskiltene er tegnet

noget anderledes end herhjemme - man kan

ane skråningen ude til højre, herefter nogle huse,

et fladt stykke vej, og så huse igen i venstre side.

Well, det er fordi byskiltene er tegnet som det

ser ud - her har vi skråning til venstre, nogle huse,

vejen som løber igennem byen, og lidt huse ude

i højre side ned mod vandet

Færøernes bjerge, med deres grønne pels - som

Dronning Margrethe siger. Meget præcist beskrevet.

Selvsamme dronning med svigerdatter,

begge i smuk færøsk folkedragt.

- Ikke at de var med til konfirmationen;

det er ingen skam ikke at møde op når

man ikke er inviteret - men kjolerne er fine!

Mere færøsk natur - sorry, selv i overskyet vejr

er jeg svært begejstret!!

Kirken i Sandavagur

i skumringen, så desværre lidt uskarp

Og kirken i Sørvagur (fornemmer man at

jeg har en vis svaghed for kirker?)

Jeg kender til ét hus på Færøerne, hvor de har en ringeklokke. Men der bor også en eksil-nordmand. Og mange tror, at på Færøerne låser de ikke døren, når de ikke er hjemme.

Altså, det passer overhovedet ikke. De låser den skam. Men de lader nøglen sidde i.



Menuen var yderst varieret og omfattede - foruden det fantastiske kagebord - så forskellige ting som fiskesuppe (NAM!!!), karrykylling, broccolisalat, skærpekød - og grind.

Til venstre grind. I midten eplir (kartofler). Bagerst

tørret fisk. Og i den lille skål til højre, spæk.

Close-up af spæk, før det blev skåret nydeligt ud

Hvis du var en hval med et hæderligt spæklag,

ville du så ikke også elske at svømme her?

(...men du skulle nok passe på med at svømme

aaaalt for tæt på land)

De spiser også mange får - ham (hende??) her er nu

ikke død; det er bare højre skulder der klør

Færøerne er et dejligt sted. Ikke kun til konfirmationer. Bare dejligt.