Sagt på godt jysk

Mega Mussel.


Sådan hedder det i næsten hele Danmark. Bare ikke her. Ude på det jyske land.


Her hedder det Stuer Músel. Med tryk på u'erne.  

Ude på det jyske land er vi kede af det. Vi har nemlig mistet vores elskede onkel Jørgen i weekenden. Så her er lidt stille i denne uge.

Litteratursiden

Må jeg ikke have lov til at komme med en varm anbefaling?

Hvis du brød dig om Forrest Gump vil du blive glad for Allan Karlsson. Han sidder på sin 100-års fødselsdag på plejehjemmet i Malmköping. Om en time kommer borgmesteren og så skal der være kalas i anledning af den store dag - men pludselig får Allan den indskydelse, at han egentlig ikke gider det der kalas. Og eftersom han ikke har for vane at grunde for længe over tingene, kravler han ud ad vinduet.


Herfra bevæger han sig hen til busstationen, og så skal jeg ikke røbe andet end at der undervejs dukker både en skinnecykel, en elefant, nogle hårdkogte men ikke alt for smarte rockere på jagt efter en kuffert med en hulens masse penge, og en gul Scania op i historien.  Sideløbende fortælles Allan's lange livshistorie, som på forunderlig vis har involveret både et par krige, atombomben (Allan kom til at give Oppenheimer et tip, da han alligevel skulle servere kaffe), venskaber med så forskellige mænd som Harry S. Truman og formand Mao, og en hel del brændevin, for Allan ønsker egentlig ikke andet af tilværelsen end god mad, noget at lave, og ordentlig brændevin. 


De to historier, nutiden og fortiden, kører parallelt i bogen, og det fungerer jättegodt.  Bogen er fuld af underfundigheder og god stemning. Læs, læs, læs!!! (Det har jeg gjort. 2 gange)

Forsvundet et sted i de 97%

eller: facebookstatusser, jeg ikke forstår.


Dette er utvivlsomt et spørgsmål, som er blevet stillet tidligere. Men jeg har ikke hørt svaret, så jeg må lige spørge også:


De der status updates på facebook, hvor man skal copy+paste, hvis man kender en, der har en sygdom/elsker sin kæreste/er ramt af sort uheld (de 3 ting er ikke nødvendigvis relaterede, red.) - hvem er det, der forfatter dem? Altså, hvor kommer de fra???


Og hvordan kan de vide, at 97% af deres venner ikke vil copy+paste? Nogle af de status updates mener endda at vide hvilke af vennerne, der vil udgøre de gyldne 3%.  Jeg kan ikke engang regne ud, hvor mange personer, der udgør 3% af mit samlede antal venner uden først at logge ind, checke efter, konsultere en lommeregner, og bestemme mig for om jeg så vil runde op eller ned hvis det ikke ender på et helt antal mennesker.


Jeg vil virkelig gerne vide, hvor de kommer fra.


Fra samme boldgade: hvem ER det, der finder på, at vi i visse måneder skal skrive en kryptisk status update, med det formål at støtte kampen mod brystkræft? For dén (kampen) støtter jeg da gerne, men jeg forstår ikke helt, hvordan det kan ske ved at jeg skriver noget mystisk. Og er det ikke ved at være flere gange om året, vi er ude i det cirkus?


Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg pludselig må stille de her spørgsmål, sådan cirka 3 år efter at alle andre er holdt op med at undre sig. Måske er det fordi jeg synes, at facebook er ved at være en moden dame, der skal holde op med det fis. Måske trænger jeg bare til en ny hobby (wordfeud, anyone?? og nej, ikke alligevel. har stadig ingen Iphone). Eller måske modtog jeg bare endnu en mystisk kæde-agtig-mail forleden, hvorefter mit newsfeed blev ramt af følgende guldkorn, som her gengives i sin uredigerede, nutids-r's-manglende, freds- og god-stemning-spredende form:


Du kan svine mig til, jeg ignorere dig bare.Du kan give mig en lussing, jeg vender bare den anden kind til.Du kan sprede rygter, det gør mig bare mere populær.Men hvis du rør min kæreste, så DRÆBER JEG DIG. Sæt denne tekst ind i din status hvis du elsker din kæreste for det gør jeg!'♥

Sådan en dejlig lille hyggespreder at starte ugen på. LOL! *ggg*  *smst*


Knuzzer og zå videre. 


PS - nej, den er ikke fra Niklas Poulsen's kæreste

Kæft jeg ved ikke meget om håndbold

Det går netop nu op for mig, at ham der håndbold-spilleren ikke hedder SPILLERBERG. 


Syntes ellers, det var sådan et passende navn. Ligesom Boldsen.

Banegårdsmystik og forskellige grader af selv-udlevering

I 2 dage har der stået sådan en motoriseret sofacykel (I ved, dem gamle folk bruger til at køre tur på, når de ellers kan få dem bevilget) (få køretøjet bevilget, altså - ikke selve turen)  oven for en af trapperne på Vejle Banegård. Det er lidt sært. For hvis man har brug for sådan en, så parkerer man den vel ikke så lemfældigt? Og det er da ikke det mest oplagte valg, hvis man er joyrider på udkig efter et egnet flugtkøretøj?  Hm. Nå. Hvis den stadig står der i morgen, må jeg jo sige det til en voksen.


Det kan være, vi skal sende den over til Amalienborg, hvis der ikke kommer nogen og gør krav på den. Jeg tænker, Dronning Margrethe godt kunne bruge en sofacikkel, når hun skal fra sal til sal, for hun havde godt nok et langt weekendprogram. Phew!  Tænk lige, at sidde og se på Søren Østergaard der danser med svinekoteletter og bare vide, at der konstant er et TV-kamera rettet mod én. Så ikke alene kan man ikke tage sig en lille morfar; man skal pinedød også smile og se ud, som om det er jättegod underholdning, for ellers vil ens grænseløse utaknemlighed overfor Kunsten straks være forsidestof. Hun gjorde det faktisk godt, Daisy, men jeg vil vædde på at hun er en smule brugt her i denne uge.


I anledning af Dronningens jubilæum - samt det faktum, at jeg havde 2 gavebilletter liggende - var Søster og jeg ude en lille tur i lørdags. Vi var i biografen og se Sherlock Holmes 2, med de nydelige mennesker Robert Downey Jr (NAM!) og Jude Law (nam). Den var vældig spændende - men altså. Guy Ritchie (bedst kendt som Madonnas ex) er god til tju-bang-film, men jeg brød mig bedst om den, når jeg ignorerede, at det var Sherlock Holmes, og bare betragtede den som god action.


For når det kommer til portrætteringen af Holmes, hans partnerskab med Watson, hans misbrug, hans genialitet og hans sjæls krinkelkroge, er der ingen over, ved siden af, eller bare i nærheden af Jeremy Brett

My man Sirkles

Bagefter skulle jeg luftes lidt, for jeg kommer ikke så meget ud. Vi tog derfor på Brasseriet, som ligger midt på Axeltorv i Kolding. De, der var unge i Kolding i halvfemserne, husker stedet under navnet BAXX.


Og på BAXX har jeg tilbragt utallige fredags-eftermiddage og lørdags-aftener. At man faldt over skoletaskerne, når man kom ind, var ingen overdrivelse. Ej heller, selv om størstedelen af klientellet gik på Kolding Købmandsskole og i bedste stræber-stil havde forkastet fjällräven til fordel for attachémappen. Jeg har fundet en kæreste derinde (altså, som i: MØDT en kæreste. Det var ikke en eksisterende kæreste, der var blevet væk). Jeg har danset mystisk dans, med en tysker som lignede ham der havde stået model til Find Holger. Og jeg har, vistnok kun én gang, optaget det ene af de kun 2 pigetoiletter i ...well, lidt længere tid end hvad der skaffer én venner (veninder, for at være eksakt). Noget med at de havde tilbud på en meter øl, hvilket er 10 fadøl, og vi var ikke så mange til at dele som jeg troede, og jeg bryder mig virkelig ikke om at drikke dovent øl, så det skulle bare ned i en fart, før det blev dovent, og ... ej, det gik vist helt galt.


Lad os tale om noget andet.


Lad os tale, om den sære, sære drøm, jeg havde i nat. Jeg var nemlig til KROBAL! Ja, jeg er fra et sted, der ligger så langt ude på landet, at hvis man ikke hang ud på BAXX i den stooooore købstad, så var man til bal på den lokale kro. Den er lukket nu, men i nat var jeg til julebal i Nisseland krobal igen. Der kan man bare se. Og det er faktisk lidt mærkeligt, at jeg husker drømmen så tydeligt som jeg gør, for jeg var sejlende beruset. Ligesom dengang i virkeligheden, da en eller anden prøvede at lære mig at drikke whiskey, og jeg optog et af de kun 2 pigetoiletter i.....Gah! Dét skal vi heller ikke tale om nu!!!  Og så ville skæbnen, i min drøm, at jeg til dette krobal mødte en af min (virkelige) ungdoms potentielle-men-aldrig-helt-i-fut-satte flammer. Hvorfor vi aldrig blev kærester kan jeg hverken huske eller retfærdiggøre, for der var da vist både kemi, elektricitet, og virkelig venskabelig stemning mellem os. Ud af starthullerne kom det dog aldrig.


Lige som denne beretning, lader det til. 


Altså: DRØM! Mig til krobal, virkelig virkelig besoffen, spotter fordums flamme. Og her er det så, jeg rødmende må tilstå, at jeg opførte mig virkelig dårligt. Ude i den virkelige verden har manden vistnok både kone og barn, og det har han muligvis også i drømmen, det erindrer jeg ej, men jeg prøver i hvert fald alt hvad jeg kan på at lokke ham i fordærv. En Fristerinde, er jeg! (Nogen ville kalde det tøjte, men det lyder så grimt. Fristerinde - det er der en vis gammeltestamentlig pondus over). Stakkels mand. Han har ikke en chance. Så vi kysser, og min mobiltelefon bliver væk og derefter genfundet, og vi kysser igen, og på forunderlig vis lykkes det mig at holde balancen, men til sidst slutter festen; Prinsessen skal hjem i seng før hun forvandles til et græskar, og da hun kommer hjem sidder sjæfen (altså, hende der er min chef ude i virkelighedens verden) nok så hyggeligt og spiser morgenmad med mine forældre, og minder mig om, at jeg skal på arbejde om 3 timer.


Og så vågnede jeg.


Og han fik ikke engang mit telefonnummer.


Men det var jo forresten en drøm, og hvem ved om der er mobildækning dér?


Hm. Lad os tale om noget andet (igen).


Vi kan tale om her i eftermiddag, da jeg tog toget hjem (det var i øvrigt IC3-toget "Henrik Gerner". I morges kørte jeg med "Top-Karen". Ved ikke om der overhovedet er et eneste menneske, udover mig selv naturligvis, der synes det er sjaw at IC3-togene har navne? Nej?).  Der var gooood plads, og jeg var træt efter en lang nats krobal efterfulgt af en lang dags arbejde, så jeg foldede mig sammen som en foldekniv så jeg kunne ligge ned (sådan et lillebittebitte nips er jeg nemlig).  Overfor mig sad en mand og en dame og talte lavmælt sammen. Han sad med sådan en halv liter Mathilde-kakaomælk og sluuuuubbbbrrede virkelig irriterende i sugerøret. Der var ikke så mange mennesker med, så det var den eneste lyd, man rigtig kunne høre.


Indtil vi standsede i Skanderborg. Så gav det hjul (eller et eller andet andet), der var lokaliseret lige præcis nedenunder mig sådan en sær lyd fra sig. Som 100%, I swearz, lød som om det var mig, der slap en fjært.


Kakaomælksmanden standsede lige midt i et slubr, og kiggede over på mig. Og hvad gør man så? Jeg spørger bare? 


-Satser man på, at han tænker det samme som en selv, og siger "høhø, jeg ved godt det lød som om jeg slog en prut, men det var altså bare togets affjedring der knagede"? For hvad nu, hvis han faktisk ikke havde lagt mærke til lyden, eller bare troede den kom fra hans sugerør, eller hvem ved, måske havde han noget med tog at gøre og vidste bare præcis, at når den lyd kom, var det ved at være tid til 20000-kilometers-eftersyn for good old Henrik Gerner?  Så ville man jo fremstå som Paranoid Særling med Latrinær Tankegang.


-Eller gør man som jeg endte med at gøre - lader som ingenting, kigger måske bebrejdende på manden når han slubrer ekstra højlydt, og beder-beder-beder til, at toget laver præcis samme lyd, når det et kvarter senere standser i Horsens - så han har en chance for at konkludere, at det måske er en tog-relateret lyd og ikke bare en medpassager, som lider af SAF (Station Approach Flatulence)?


Det gjorde det i øvrigt ikke, toget. Det var så ufattelig stille og lydløst, at enhver togmekaniker ville få tårer i øjnene. Lige indtil vi standsede i Vejle - så kom lyden igen. Men da havde slubre-manden og hans medpassager rejst sig, var ved at pakke nellikerne sammen, og havde indledt en mere højrøstet samtale om et eller andet, som fik mig tro at han nok ikke havde specielt kendskab til tog-undervogne - så jeg tror ikke, de hørte det.

Det skyldige tog blev straks taget ud af 

drift og bragt til ekstraordinær

Smørelse på DSB-værkstedet

...nånej, det er vist et IC4...

@ N ~ sorry, I've been remiss lately. Hope you're doing okay; I know it's not the funniest week of the year.


Moi, I've been fine. Still working on the house; a bit behind "schedule" (there isn't really one) as I'd hoped to be able to move in around Christmas/New Year's, but that is fine. We are mostly working on the weekends and they've been a bit busy in December.


Next weekend I won't get anything done - I'm going to Brussels, Belgium! Yay!  It's not all leisure, this trip, but I don't care - a flight is a flight, and if you give me a ticket, I will be on it! (which reminds me of another thing I blanked out; I owe you a blogpost on my Thailand vacation in November).


Brussels to me is moules frites, good chocolate and good beer. It is the Grand Place, and tourists crowding in front of "Manniken Pis", which is a statue of a little boy peeing. Regarding the "Manniken Pis", I recommend trying to look for the "Jannike Pis" (a statue of a little girl peeing) or the "Zinneke Pis" (which is a statue of a dog peeing) instead. They're what "Joey" is to "Friends" - a spin-off. I don't know what it is with Belgians and peeing statues...

(picture found here)

Work is fine; I don't know if you read in the papers that your old company is about to lay off a "few" employees?  Not sure what that will mean for us yet. December was extremely quiet, January has been a bit more normal, but we're not up to normal (=insane) speed yet. I'm quite happy at the moment, generally. Content. I don't even mind the commute so much (although the train did make a funny noise today which (I think) ('cuz I'm paranoid) made the man sitting across from me believe that I farted. Which I did not, I hasten to add).


Um, yeah. So.


My aunt asked me (a while ago) if I was going to start dating now. Only, she couldn't quite remember the word for "date" (we use the English word for it), so she asked me if I was going to go to a "data meeting" :-)     No, by the way.  But I am saving up to buy a car! That isn't remotely dating-related, but it's something I'm very much looking forward to.


But first, Brussels. And moules. Take care *waves*

Meteorolog Tine

Øjh, det blæser! Hvad vi ikke får af sne denne vinter, får vi da godt nok i vind. Jeg bilder mig ind, at jeg, de dage jeg er iført nederdel, godt kan minde lidt om Marilyn Monroe, når jeg står der på perronen med vinden susende om skørterne.

Sandheden er nok nærmere den, at jeg med min grønne vinterfrakke mest ligner en mislykket Kaj-kage, når jeg bliver blæst ind i den lune kupé...

Søvndyssende indlæg

Jeg er glad for, at I var så begejstrede over at komme med på bustur sammen med mig og Niklas P's kæreste (muligvis eks-kæreste?).  Det er ret handy, når man ved skæbnens og signalfejlenes hjælp bliver smidt lige ned i sædet ved siden af et blog-indlæg.


For skulle jeg udelukkende hente inspiration i eget lille liv, blev det måske noget kedeligt.


Har for eksempel købt en so. Ikke en avlsso, men det der i gamle dage (og vel egentlig stadig) kaldes en stegeso; i dag kaldes den en Römertopf, hvis det er Den Vi Alle Begærer (jo, det gør vi da) og den bekender med stolthed, at den er Made in Germany. Jeg er så pissekedelig; jeg ville ønske der var flere fyndige tyske slagord på den. In Deutschland hergestellt. Von schöne junge Lehmmädeln. Über-gipfel-spitze-qualität. Noget i den stil.


Har allerede spammet kolleger og kagedåser med so-relaterede spørgsmål, men endnu ikke frembragt et eneste ler-omsluttet måltid. Verden venter i spænding. Indre Erna noterer med tilfredshed, 1-0 til de to andre Inner Bitches hvad angår 2012-intentionerne.


Ligeledes i spænding var jeg, da jeg endelig fandt ud af at bruge Spotify. Har nu endelig musik til rådighed igen - jeg er jo pt separeret fra min cd-samling, men den er nu heller ikke særlig aktuel. Bortset fra Duffy's "Rockferry" som jeg fik i fødselsdagsgave for nogle år siden, er den vist ikke blevet opdateret siden 2002. Hvis alle var som jeg, var Hansi Hinterseer aldrig nogensinde blevet til noget.  


Men jeg kan naturligvis ikke finde på, hvad jeg nu skal høre, så jeg surfer lidt hist og pist. I den anledning så jeg mig nødsaget til at finde ud af at aktivere Spotify's privacy settings. Mit image kan ganske enkelt ikke bære, at der på facebook står: "Tine listened to: Alexander Rybak (very very briefly) - Riverdance - og Europe's The Final Countdown".


Haha. Jeg lyver da bare lidt. The Final Countdown er jo en klassiker. Svenskere med langt hår, tumpede navne, og et overforbrug af keyboard sound effects; what's not to love. Men for at undgå ridser i lakken (og blødende øregange) har jeg nu sat soundtracket til Mona Lisa Smile på. Det kan anbefales! 


Den sociale kalender er fyldt op - hele januar bliver en lang fest. Eller komsammen, i hvert fald. Blandt andet fylder Hitteniecen snart 1 år. Og det betyder faktisk, at det også snart er et år siden jeg drog mod vest. Det var dælme dejlig blogging, derovre fra. Men alt var jo også så stort og nyt og anderledes. Jeg er muligvis ikke et særligt kreativt menneske, for jeg synes det er vanskeligt at vride gode historier ud af op-klokken-6-med-tog-på-arbejde-knokle-frokost-knokle-med-tog-hjem-hurra-mor-har-lavet-aftensmad-og-nu-skal-jeg-snart-i-seng. Med lidt held får jeg lidt inspiration fra Hitteniecen; hun har fået (mindst) 2 tænder, ligner en reklame for Dansk Sødmælk, og betragter verden med store VÅGNE blå øjne.


Selv er jeg en søvnig gris lige i denne uge. I dag lykkedes det mig, mellem kl. 16:56 da toget forlod Horsens og 17:00 da togføreren kom hen for at checke billet, at falde i så dyb søvn at han måtte prikke mig høfligt på armen flere gange og sige "øhm, hallo? hallo?" i lettere bekymret tonefald. Det var godt nok, at han kom lige netop da. Havde været lidt pinligt at måtte ringe til afhentende fader og spørge, om man med minus 30 sekunders varsel eventuelt kunne rykke rendez-vous til Fredericia station. (Jeg spurgte, hvad der egentlig var sket, hvis jeg havde snorket mig forbi mit stoppested - han lovede, at så skulle DSB nok hjælpe mig. I et meget beroligende tonefald. Jeg tror ikke helt, min uhyre store erfaring som togrejsende helt skinnede igennem lige i dag)


Jeg tror, jeg går og lægger mig. Bare så jeg ikke ender i Frederikshavn i morgen. "Hallå sjæf, det er Tine..."

Und jetzt mit Bus

Har I set det sner udenfor?  (ja, beklager til eventuelle fremtidige læsere, som beskuer denne blog en hed juli-dag. I skrivende stund daler små, fredelige snefnug ned over det sydlige Århus. Nøj hvor er det pænt).*

Desværre var det endnu ikke begyndt at sne i morges, da jeg skiftede tog i Skanderborg. Men koldt var det. Først var det tog, jeg skulle videre med, lidt forsinket. Så var det lidt mere forsinket. Og så kom der en meddelelse om signalproblemer m/tilhørende ukendt tidshorisont.

Min mås var kold.

Og der var mange mennesker inde i 7-eleven.


Så jeg satte mig ud på bænken igen, og fik en endnu koldere mås. Trods de to Metro-Express'er, jeg havde polstret bænken med.

Men så kom jeg til at tænke på de blå busser, som jeg jo betjente mig af, da jeg endnu havde et 8xxx-postnummer. Og minsæl, om ikke der afgik en sådan mindre end 10 minutter senere. Fortsat intet tog i sigte; mig på bus.  Og straks påmindet om det ikke ubetydelige frynsegode ved at køre med rutebil: teenagere, deres mobiltelefoner, og deres faschinerende LIV, som man i løbet af en relativt kort bustur kan nå at blive ganske opdateret på.

I dag sad jeg ved siden af Niklas' kæreste. Jeg ved ikke, hvad hun hed, men han hedder Niklas Poulsen og han er i knibe. For han skriver kolde sms'er, gør han!!! Og de kommer ikke engang til tiden! Og ej mand, hvis du bare kunne se en sms han sendte i går. For han synes, at hun sender kolde sms'er, men hallå, hun skriver sgu da altid skat og han sender bare en smiley, og så gider hun da ikke skrive skat. Så får han bare en totalt skat-og-smiley-løs sms! Og så havde Victoria (ved ikke helt, hvem hun er men fornemmer klart, at hun er en dulle med unaturligt lyst hår og blyantstynde øjenbryn) skrevet inde på facebook at hun skulle i byen og var der nogen der ville med, og så havde han skrevet at han var frisk. Men hans kæreste er da ligeglad med, om han går i byen med Victoria [Viktå:rja]. Men han skal fandme [fammar] ikke røre ved hende. For SÅ bliver det ikke sjovt at være Niklas Poulsen.


Jeg ved ikke, hvor sjovt det er at være Niklas allerede nu. For ovenstående er kun de brøkdele, jeg nåede at lære udenad mellem Skanderborg og Stilling.


Der var år'nlig lagt i kakkelovnen - i 9.a i dag.


* Vejr-update: Nå, den holdt ikke rigtig, den sne. Nu regner det bare. Tænkte I gerne lige ville vide det.

Jeg undres....

Der er tilsyneladende en person (muligvis flere, men den tanke er lidt uhyggelig), som 22 gange i dag har googlet "klamt dyr". Og er blevet ført ind på dette indlæg, som jeg skrev efter at have set "For lækker til love".


22 gange.


Jeg tænker, at enten er der en fejl i google et eller andet sted, eller også har Gustav & Co. fundet min blog. Nu beder jeg bare til, at det er førstnævnte...

Afjuling

Til de læsere der kan norsk, må jeg hellere berolige med, at jeg ikke er ved at få tæsk. Juling er nemlig ikke noget, man ønsker sig i Norge. Næh, overskriften hentyder til at der pilles julepynt ned i det lille hjem denne weekend.


Traditionen her er faktisk, at det gøres til Helligtrekonger, som var i fredags. Men da var vi ikke hjemme. Søster og jeg havde fået en overnatning på Radisson Blu i Århus, og da hotelovernatninger og luxus klæder os utrolig godt, befandt vi os fredag aften i hver sin hotelseng, mæskende os i roomservice (de laver en god carbonara deroppe, og i øvrigt også en fantastisk chokoladekage), læste bøger og så kvalitetsfilm (ehm....en af twilight-filmene kørte på en svensk kanal), og sov derefter som små grise. 


Så først lørdag aften, efter en dag som primært bestod af middagslur og lignende aktiviteter, fik jeg pillet julepynten ned.  I dag, hvor det er blevet lyst, skal selve træet så ud. Men Nytårsaften fik det lidt ekstra pynt på, i form af noget guldlametta-agtigt-noget, og det er lidt bøvlet at fjerne igen. Af skal det dog, thi træet skal jo på en eller anden vis losses ind i Naturens Store Kredsløb igen.  Min Moders løsning: Du tager da bare støvsugeren Tine!


Så det gjorde jeg. Jeg støvsugede juletræet.


Er kun ét skridt fra at blive sådan en pernitten-en, der støvsuger græsplænen for visne blade om efteråret....

@ N ~ turns out I am a neat freak, and probably certifiable into the bargain. I just vacuum cleaned - or hoovered, as I think you guys call it - the Christmas tree.


It's not completely crazy, actually.  It's a real tree, not an artificial one, and getting the teeny-tiny strands of lametta off the branches is a bit fiddly. But they have to come off, so the tree can be composted. 


I am but a second away from being one of those people who hoover their lawns in autumn. It was nice to know you :-)

Vi med danske bryster

Alser, jeg ved da godt, at det ikke er en sjov sag. Udsivende industrisilikone er ej at spøge med. Men jeg kiggede nu lige en ekstra gang, da jeg småsøvnig kastede mig over gratis-aviserne i morges (oui, er tilbage i folden hos statsbanerne)

Franske bryster. Lyder alliwl en hel del fancier end de danske modeller, de fleste af os er udstyret med (hvorfor kommer jeg pludselig til at tænke på Karolines Køkken????) 

Unbelievably shallow

Så blev det Ægte Hverdag igen. Og man trissede hen på det der arbejde. Ej. Dét gjorde man ikke. Man drønede på arbejde, fordi man på årets første arbejdsdag havde fået lov til at låne sine forældres bil. Ja, faktisk kunne man også have taget Søsters bil, men den holdt inderst. Hvilken fråds, hvilken fryd, hvilken luxus - men kære DSB, om få dage har I mig tilbage igen. I mellemtiden bør I, der færdes på E45, venligst ihukomme Helga's vise ord om, at højresporet ej er befængt med hverken pest eller dæk-klister der gør det aldeles umuligt at komme ud i venstresporet igen. Prøv det, prøv det - i stedet for at overhale 2.5km tomt højrespor. Nå. Hvor var jeg?  Total yndlingsharpe, er det åbenbart blevet....


For dælen. Jeg mistede aldeles tråden. Nåja, arbejde. Heldigvis ej ubærlig travlt, og det var rart, for det føltes godt nok, som om der burde have været i hvert fald én fridag mere efter Nytårsaften.


Anyways, der sad jeg altså. Og kom i tanker om, at det gamle hus, hvor jeg boede til leje sammen med min allerførste rigtige kæreste, nu er sat til salg. Ind på boliga.dk og finde det - jo, sørme, der var det. Det kan blive mit for lidt under 1.7 millioner. Det var det ikke værd, da jeg boede der - det var mystisk indrettet, køkkenet havde ingen håndvask, til gengæld bryggers lige ved siden af og desuden - hvad jeg slet, slet ikke værdsatte højt nok dengang - et spisekammer. Og så var det så piv-utæt, at der af og til var frost på indersiden af vinduerne om vinteren.  Og alle de vinterblomster, som dybest set mistrives en smule, når vi hiver dem ind i vores varme stuer - de blomstrede og trivedes hos mig. Men siden dengang er der godt nok sket ting og sager; vægge flyttet og isoleret, nyt tag, nye vinduer isat, fancy køkken installeret, og såvidt som jeg kan bedømme boligmarkedet i dag, er det vist en OK pris. Aj, hvad fanden ved jeg. Jeg har boet i Århus i 10 år; det forvrænger altså ens opfattelse af hvad "OK pris" vil sige.


Men det var sært at se det. Nogen ting kunne man slet ikke kende. Og så lige med et var der noget  på et af salgsbillederne, et hjørne eller et vindue, som bare fik mig til at huske alle mulige ting fra dengang. Bitter&Sweet.


Og så er det faktisk også ret præcis 1/3 år siden, jeg officielt flyttede fra A. Det er lige så bittersødt, men jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at bo alene igen. Til at mit hjem er mit hjem, og der ikke er andre, der har krav på at være der uden at jeg inviterer dem. Til at indrette min egen hule. Og til at møde Verden som Tine, bare Tine, og ikke den ene halvdel af Tine &.


Men al denne melankoli (aaarh, så slemt var det nu ikke) må verfes lidt af vejen. I nytårets letsindige ånd får I her lidt pænt at se på.

Jeg har udelukkende sat disse billeder på, fordi disse mænd for mig at se har nogen virkelig....ehm, pure indre kvaliteter. Det er faktisk ikke engang løwn. Klik på youtube-linket nedenunder, og hør en af de gode historier, der bor (eller har boet) inden i Neil Gaiman, læst med hans bløøøde britiske stemme.







@ N ~ you've seen this one before. On facebook.  Along with all the pretty faces I used to post; one every Sunday. I should take it up again, but it seemed to me the world ran out of pretty faces. Which is a total lie, of course.  There will always be handsome men. And I will, for quite a while, be content to watch from a safe distance.


An old house that I used to rent with my then-boyfriend when I was in my early twenties is for sale. I went to the real estate agent's web site today to nose around. When we lived there, it was in dire need of renovation. In the winter we would sometimes wake up to see beautiful frost "flowers" -on the inside of the window panes! It was dirt cheap, and we were young and in love; also, we had electric blankets.  There is no need for electric blankets now. The new owners have given the house a new roof, and new windows. Internal walls have been torn down, or moved, and it looks very different from when we lived there. But there were a few things that looked the same. A funny ceiling, and the spare room that used to be the office for the manager of the dairy next door (in the olden days, long before our time). I've driven by a few times; it's not far from where I live now (again), but I hadn't seen the interior since we moved out.


It brought back some memories, mostly good ones (it's been over a decade; that does a lot of good to one's memory). Also, it has now been one-third-of-a-year since I (officially) left A.  It was the right decision, definitely. I like to face the world alone again, to be "just me" and not one half of "Tine &".


So all is well, on this second day of the New Year. And I thought the blog could do with some decorations. There they are.

Er du vågen?

Jeg holdt mig fra den Blå Gajol og havde ej tømmermænd. Læste i en norsk bog om folke(over)tro, at det man gør på årets første dag, skal man fortsætte med resten af året. Så jeg var den flittige Tine og arbejdede på det lille hus, jeg forhåbentlig snart kan flytte ind i. Gik en tur op til kirken og sagde Godt Nytår til Farmor og Farfar, og Happy New Year til den amerikanske flyver. Og sørgede for kun at tænke glade tanker, hele dagen.


Og bonus: som jeg nok regnede med, daffede 2011's halvhjertede afskedssalut (også kendt som influenzaen der aldrig kom ud af stedet) af, så snart 2012 viste sig i horisonten. Yay!


Håber du havde en fantastisk aften. Om et par dage skal jeg nok forfatte et blogindlæg, som ikke handler om Jul.  Skal bare lige komme i tanker om noget....