Friday, 25 February 2011

En streg i regningen

Kollegamiddag er udskudt. Kan I huske at jeg for en uges tid siden skrev om det dejlige havevejr vi havde herovre?  Hvis ja, kan I så også huske at jeg skrev at det kunne ændre sig ret pludseligt? De sidste par dage har været sådan lidt blah, ligesom det kan være i Danmark. Gråt og intetsigende.  I dag gik det i løbet af ret få timer fra det her:

Hagl. Af den fjendtlige slags som gør ondt (grrrr)





Det var decideret svært at se vejen...


... men da en modkørende kom en anelse for hurtigt (hvilket faktisk ikke var særlig hurtigt, men alt er jo relativt) ud af en parkeringsplads og snurrede helt rundt foran mig, var jeg dog ikke i tvivl om at han var ved at invadere my personal space. Eller i hvert fald my personal vejbane. "Jeg hviner hvis du rører Lille Røde" hvæsede jeg, men alt gik godt; sneglefart er det nye sort, eller muligvis det nye hvidt. Jeg kom godt hjem, og det håber jeg også han gjorde.

Så jeg ringede til kollega og sagde at hun skulle køre lige hjem. Nu er det meste af Ghormeh Sabzi'en i fryseren; resten er i min mave. Hvem skulle nu have troet at iransk algesuppe skulle blive min livret? Men det er det altså. De har ødelagt mig, Kæreste og Svigermor. Ammenam!

Der gøres ellers ihærdige forsøg på at omvende mine smagsløg. Barbecue er jo Konge heromkring. Men Chili-retter er også i høj kurs. Førstnævnte kan jeg godt li', sidstnævnte skal godt nok være i den meget tøsede ende for at jeg ikke får sved på panden. I dag var der lejlighed til at prøve lidt forskelligt på arbejdet:



Det interessante ved det her er sådan set ikke Chilien, eller maden i det hele taget. Det interessante er, at det er til velgørenhed. Folk lavede forskellige retter og havde med på arbejde, og indtægterne gik så til velgørenhed.

Jeg har lagt mærke til det flere steder, og nu må I sige til hvis jeg tager helt fejl, men mit indtryk er, at folk herovre engagerer sig meget mere direkte i forskellig velgørenhed, typisk noget lokalt noget. I Danmark giver de fleste af os et bidrag ved de store landsindsamlinger, og nogen melder sig også som indsamlere eller melder sig ind i f.eks. Red Barnet, men generelt er det vist det niveau vi er på, er det ikke?

Herovre er sådan noget som det ovenstående Chili-arrangement meget mere almindeligt. Jeg hørte om en gruppe af venner som - i stedet for at udveksle julegaver - lavede det de kalder et food-run. Hvilket groft sagt gik ud på at de indsamlede mad (altså, konserves, ris, sådan nogen langtidsholdbare ting) hos kolleger, i butikker og andre steder, og så delte det ud til nogen "less fortunate".  Andre er engagerede i forskelllige organisationer på det college de gik på (i Danmark er det vist først når man er blevet rig, at man donerer til sit gamle uni så de kan oprette nogen legater, er det ikke? I dunno, jeg har vist ingen rige venner. Det er da en fejl)

Her er et andet eksempel:



Den lokale pizzabiks! Hvis jeg boede der, ville jeg da spise pizza hver mandag!

The special edition: I am home alone. When I was driving home from work and had real difficulties seeing the road (but no difficulties seeing the car that skidded across 3 lanes as it came toward me; fortunately nothing happened and my wonderful little car crept home safely), I decided it might be better to postpone the Persian dinner. So here I am, writing to you! Bet you're grateful.
They had a "chili for charity" thing at work today - my impression is that Americans tend to involve themselves more directly with different (usually local) charities than we do in Denmark. We are happy to donate at collections, but for most of us, that is as Good as we get.
Do you think that is right, or have I just been fortunate enough to come across a lot of Good people?

7 comments:

Anonymous said...

You are right...you'll see fundraisers for different types of charities all the time. From chili feeds to swap meets to group events (think polar bear plunge)...there tends to be a lot of that around the US.

P.S. See...I do read the English edition... ;)

Lavendel said...

Ja, der er meget mere gang i de personlige giverier....mærkeligt, det er virkelig en stor forskel.
God fornøjelse med chilien

Ibs said...

Er vi ikke i Danmark vant til at 'systemet' tager sig af de svage og det får os til at glemme, at man kan være god på andre måder end ved de store, højt profilerede arrangementer? Jeg tror det.

#Mine2Cents

kongmorsverden said...

Jeg er sikker på at du har ret. Og det er positivt at de hjælper (mere måske) på en anden måde. Men jeg tror det hænger sammen med at der jo ikke er social sikring som i lille Danmark. Vi ved godt at stort set alle mennesker kan få et måltid mad eller tøj på kroppen hvis det er det.
Hvorimod i USA - kan du ikke være sikker på den slags luksus, hvis du bliver arbejdsløs.
Så det er dejligt at de hjælper hinanden.
Elsker dine fortællinger der ovre fra!

The Blogless Sister said...

@My anonymous friend (aka the American fanclub) - see, I am brilliant IT wizard and found out how to change language settings. Not that you need it, of course ... thanks for commenting; I love you for actually reading this :-)

The Blogless Sister said...

Jeg tror også at vi i DK i høj grad er vant til at "nogen" ordner. Men det er jo ikke sådan at Dyreinternatet i Tranbjerg vælter i penge, så det kunne være at vi skulle lave noget når jeg kommer hjem :-)

Anonymous said...

Snig-læseren smiler, bliver varm om hjertet og glædes over dine skønne indslag! Tak for dine overvejelser, dine oplevelser og dine tanker...
Kærlig hilsen en stor fan!