Lidt klogere

Jeg ved ikke med jer - men jeg troede egentlig, at før vikingerne, Columbus, the Mayflower og alt det der, var Nordamerika befolket af indianerstammer som red på ponyer, boede i wigwam/tipi (er der en forskel?), røg fredspiber og snedkererede totempæle - og ellers ikke udrettede det helt store. (Elitære europæiske fordomme kan henvende sig her, vi har altid plads til flere :-)

Det viser sig nu at jeg tog endog ganske meget fejl, og derfor skal vi i dag have en lille historietime kære børn.

På den anden side af Mississippifloden, i Illinois, ligger der nemlig et område som hedder Cahokia Mounds, som engang var befolket af et folk man kalder the Mississippians. Det er det største fund af en forhistorisk civilisation nord for Mexico hvor aztekerne huserede, og omkring år 1100 var der faktisk omkring 20000 indbyggere.  De havde huse og gravhøje i massevis, og en kæmpestor "jordpyramide" som sandsynligvis har lignet aztekernes lidt - grundarealet er større end Cheopspyramiden i Egypten!  Man har fundet noget man kalder Woodhenge, som er ligesom Stonehenge bare med træstolper i en cirkel som markerer solens position ved jævndøgn osv.  Og udgravninger har vist, at de handlede med indianerstammer på begge sider af kontinentet; man har fundet muslingeskaller fra Atlanterhavet osv.  Området forfaldt omkring år 1350, muligvis pga overbefolkningsproblemer men man ved det ikke.

Alt det anede jeg overhovedet ikke!  Gjorde I? Det var sindssygt spændende at høre om, men også lidt sært (og flovt, på den der uvidende måde) - man er sådan lidt vant til at USA ikke rigtig er et sted man rejser hen for at se noget historisk som går længere tilbage end the Civil War, og så var der lige en hel avanceret civilisation som jeg slet ikke kendte til.  Omkring år 1000-1100, da området ved Cahokia Mounds havde sin storhedstid, var det ikke mere end et par generationer siden at danskerne var blevet kristne. Mange af gravhøjene jeg så, var fra cirka samme tidspunkt som dem i Jelling. Middelalderen var endnu ikke midaldrende, og hver gang vi skulle have ny konge kom vi op at slås.  Det var dog ikke ren elendighed - min lokale kirke er også opført deromkring :-)

Woodhenge

Lokal guide peger og fortæller.

Bemærk lige the RAM pick-up truck. Må jeg

få sådan en i fødselsdagsgave? Jeg tror,

den vil klæde mig!

Fra museet.  Model af to "Mississippians".
Det ses tydeligt at manden peger på
kvasbunken og siger til damen inde i teltet:
"Get out here woman! That fire ain't gonna light itself" :-)

Slut på historietimen, tak for god ro og orden (I bliver hørt i det i morgen).  Nu til glimt fra hverdagslivet:

1. Jeg skal måske hjem på lørdag. Måske ikke. Der er brug for mig både her og der, jeg er det kødben alle hundene vil have. Spændende hvem der vinder. Har for en sikkerheds skyld afsluttet alle kollegaindkøb, så nu er der neglelak og Hersheys butterscotch chips i kufferten.

2. Det er på forunderlig vis lykkedes mig at knække hæklekoden, helt ved egen hjælp. Måske ER jeg virkelig skabt til at bo i det lille hus på prærien?  Jeg siger ikke at det er kønt (hækleriet, altså. Det lille hus er sikkert fint), men det er waaaaay better end det fedtede stykke håndarbejde jeg viste jer for nogen dage siden.  Indtil videre kan jeg dog stadig kun hækle firkantede ting. Det kan blive til virkelig mange grimme grydelapper, før jeg er klar til næste skridt (eller hjemmehæklede bind, som en kreativ læser foreslog :-)

3. Til dessert har jeg fået toast med hjemmelavet blåbærmarmelade. Jeg havde købt nogen blåbær som jeg ikke kunne nå at spise før weekenden, så de røg i fryseren, og i dag blev de så kremeret i uhyrlige mængder sukker. Det var hyg'ligt altså!  Jeg savner lidt en ovn herovre- trangen til at lave chocolate chip cookies er konstant - så det var rent guf med noget hjemmelavet.  Indre Erna var så glad, så glad (hun skal passe på at hun ikke får diabetes, skal hun)

4. Jeg er blevet tagget i en blogleg -weeee! Endda en af de skønne, hvor man skal skrive 8 hidtil udokumenterede ting om sig selv. Det er mine yndlings; jeg elsker at snage i andre folks liv er jo så nysgerrig. Og ALLE bloggere elsker at skrive om sig selv, vi laver jo sådan set ikke andet. Så tak til Rue des Pâquis helt nede i Schweiz!  Jeg lader den lige simre i baghovedet til jeg kommer hjem til lille Danmark og løber tør for ting at skrive om; mind mig om det hvis jeg glemmer det.