Kansas City ligger heeeelt ude i venstre side af staten Missouri, og kaldes da også nogen gange "the eastern-most western city" ( - ligesom St Louis, som ligger helt ovre i den modsatte side kaldes "the western-most eastern city"). KC er så afgjort en western city, jeg ved ikke helt om jeg ville kalde St Louis en eastern for jeg syntes ikke den havde så meget tilfælles med de østlige byer jeg har været i.
Nå, nevermind, hele dette bælte af staten fra St Louis i øst langs den nyligt sne-lukkede Interstate 70 over til Kansas City i vest, er i hvert fald historisk meget præget af at mange pionerer kom denne vej. St Louis ligger der hvor den store Mississippiflod møder Missourifloden, og de tre store pionerruter (the Oregon Trail, the California Trail og the Mormon Trail) følger i grove træk Missourifloden som bugter sig tværs over staten Missouri til KC og videre nordvestpå. St Louis var en by hvor man stor-provianterede inden turen begyndte. Independence (forstaden hvor man kan købe et lille rødt hus for en slik) var et typisk sted hvor pionererne organiserede sig før de drog ud i det temmelig øde, åbne, vilde Vesten for at tæmme det.
Så der er meget nybyggerhistorie her, og der er noget kappestrid om at være the one and only true gateway to the West.
St Louis har det mest iøjnefaldende monument, the Gateway Arch som jeg skrev om forleden, og i weekenden var jeg oppe i den - ikke for folk med klaustrofobi!
Først brugte vi noget tid i deres museum,
hvor der var en virkelig god udstilling
om pionererne og den evindelige strøm vestpå
(denne prærievogn er til Sif)
The Homestead Act - drag mod
Vest, folkens, der er billig jord at få!
Det bedste ved museet var næsten
medarbejderne -der var nemlig en masse
frivillige og de var allesammen sådan nogen
hyggelige gamle fyre som ham her, som
bare vidste alle mulige ting om alt muligt.
Så startede opstigningen - det er her det med
klaustrofobien kommer ind i billedet. Vi
ser her yours truly, men det var faktisk en lille
bitte "kapsel" og vi var 5 personer i den -
der var meget, meget lidt plads. 4 minutter tager
det at komme helt op - man følger naturligvis buen,
så turen foregår nærmest i ryk - lidt ligesom hvis
en kabelbane skulle køre i en bue (giver det mening?)
Toppen er nået! Af en eller anden grund kom
det meget bag på mig at gulvet var så buet. Ved
ikke lige hvorfor - vi stod jo
HER:
- som i: lige der - helt oppe i toppen.
Og solen var så venlig at skinne på os!
No comments:
Post a Comment