Salvation thru televison

Fra tid til anden går jeg i kirke. Ikke hver eneste søndag, men i hvert fald oftere end til jul og påske. Jeg har ikke været i kirke herovre, men frelsen har jeg alligevel modtaget - lige her på mit schmotelværelse! Ja! Jesus var her! Ikke i egen høje person, men gennem Hans talerør, som vist nok hedder Joel Osmond.

Jeg vågnede ganske hurtigt da denne fotogene mand tonede frem på skærmen og fortalte mig at Jesus ELSKER MIG og hvis nogen er ude efter mig skal jeg bare holde ud, for før eller senere vil jeg ende med at have DOBBELT SÅ MEGET som dem (nåede ikke helt at finde ud af hvad jeg får dobbelt så meget af, men det er helt sikkert noget godt)

Jeg har set ham andre søndage, han trækker et pænt stort publikum skulle jeg hilse og sige; jeg tror de optager programmet i en sportsarena.

...men også i mit lokalområde kan man trække folk til - see!

Som regel er det nu kirkegårdene der tiltrækker mig (ja, jeg går tur på kirkegårde) og sådan en har jeg besøgt for nylig.  Det var umuligt for mig bare at gå forbi ...

Seen from the road - wouldn't you want to

take a little detour?

Somewhat neglected (I like that :-)

I don't know what poor Thelma Brown did to

deserve a stone with reversed N's....

a-HA!  A freemason!  I have been reading and

re-reading my Dan Brown, so I was not the least surprised

to see THIS:

Little stones with a funny symbol, 3 or 4 of them,

scattered round the freemason's grave.

Am surely on the verge of unveiling some ancient

mystery... stay tuned! :-)

For the one and only American fan:  I have found that going to church is not necessary over here. Salvation can be found on my TV! Every Sunday, the Lord sends His messenger, the always-smiling Joel Osmond into my schmotel room to tell me that Jesus loves me.  That is most kind of him.  However, I still prefer taking a walk in a nice old cemetary to attending a service in a sports arena, but that's just me....

Til Far

I dag var jeg ude og handle i frokostpausen - og på Walmarts parkeringsplads mødte jeg HAM HER:

Og han kørte i DENNE HER:

Og selv om der var rodet, måtte jeg gerne kigge indenfor:

Man kan ikke så godt se det på billedet, men (i modsætning til danske lastbiler) man kan gå fra førersædet om i soverværelset. Hvor han har et fladskærms TV.

Hans lastbil var ret lille, faktisk - en af hans truckervenner kører sammen med sin kone (de der husband-and-wife teams er vist ret almindelige) og de har badeværelse og toilet i lastbilen!!!

Min nye ven kunne fortælle at han ikke har noget hus, eller nogen fast adresse i det hele taget. Han har en postboks i den by hvor hans datter bor. Ikke at han får meget post, efter at skilsmissen gik igennem. Han har ikke nogen bankkonto, alt bliver betalt kontant. Eller nu han tænkte over det, så gik hans løn ind på et kort (betalingskort), så han havde vel en konto af en slags.  Livet på landevejene er ikke det samme mere. For 20 år siden var det som et stort broderskab, hvor folk hjalp hinanden. Hvis man punkterede var der jo ingen mobiler men der var altid nogen der standsede. Nu er det company policy at man ikke standser; risikoen er simpelthen for stor. Men han har kørt i over 35 år og har tænkt sig at blive ved til han dør.

I snit kører han 5000 km om ugen. I et forsøg på at komme op på det tal i løbet af mine 6 uger her har jeg tænkt mig at tage Lille Røde ud på tur i weekenden- så vi skrives ved på søndag!

This post is for my Dad - who I'm sure wishes he had been with me in the car as I pulled up next to this guy in the Walmart parking lot. I've never seen the inside of an American truck, and even though he hadn't cleaned it recently, he said "sure, you can take a picture". Mind you, one of his friends has a much bigger truck. With a bathroom!!!  My friend likes his truck though. So much, in fact, that he lives in it - he just has a post box in the town where his daughter lives. But he doesn't get much mail since the divorce went through.  And he doesn't have a bank account, he only uses cash....or, come to think of it, his wages are paid into a debit card, so yeah, he guesses he has a sort of bank account. On average, he drives just over 3000 miles a week - and in an attempt to nudge that figure during my 6 weeks here, I'm taking my beloved Little Red car out for a spin this weekend. So, no post tomorrow - but see you Sunday!

En streg i regningen

Kollegamiddag er udskudt. Kan I huske at jeg for en uges tid siden skrev om det dejlige havevejr vi havde herovre?  Hvis ja, kan I så også huske at jeg skrev at det kunne ændre sig ret pludseligt? De sidste par dage har været sådan lidt blah, ligesom det kan være i Danmark. Gråt og intetsigende.  I dag gik det i løbet af ret få timer fra det her:

Hagl. Af den fjendtlige slags som gør ondt (grrrr)

Det var decideret svært at se vejen...

... men da en modkørende kom en anelse for hurtigt (hvilket faktisk ikke var særlig hurtigt, men alt er jo relativt) ud af en parkeringsplads og snurrede helt rundt foran mig, var jeg dog ikke i tvivl om at han var ved at invadere my personal space. Eller i hvert fald my personal vejbane. "Jeg hviner hvis du rører Lille Røde" hvæsede jeg, men alt gik godt; sneglefart er det nye sort, eller muligvis det nye hvidt. Jeg kom godt hjem, og det håber jeg også han gjorde.

Så jeg ringede til kollega og sagde at hun skulle køre lige hjem. Nu er det meste af Ghormeh Sabzi'en i fryseren; resten er i min mave. Hvem skulle nu have troet at iransk algesuppe skulle blive min livret? Men det er det altså. De har ødelagt mig, Kæreste og Svigermor. Ammenam!

Der gøres ellers ihærdige forsøg på at omvende mine smagsløg. Barbecue er jo Konge heromkring. Men Chili-retter er også i høj kurs. Førstnævnte kan jeg godt li', sidstnævnte skal godt nok være i den meget tøsede ende for at jeg ikke får sved på panden. I dag var der lejlighed til at prøve lidt forskelligt på arbejdet:

Det interessante ved det her er sådan set ikke Chilien, eller maden i det hele taget. Det interessante er, at det er til velgørenhed. Folk lavede forskellige retter og havde med på arbejde, og indtægterne gik så til velgørenhed.

Jeg har lagt mærke til det flere steder, og nu må I sige til hvis jeg tager helt fejl, men mit indtryk er, at folk herovre engagerer sig meget mere direkte i forskellig velgørenhed, typisk noget lokalt noget. I Danmark giver de fleste af os et bidrag ved de store landsindsamlinger, og nogen melder sig også som indsamlere eller melder sig ind i f.eks. Red Barnet, men generelt er det vist det niveau vi er på, er det ikke?

Herovre er sådan noget som det ovenstående Chili-arrangement meget mere almindeligt. Jeg hørte om en gruppe af venner som - i stedet for at udveksle julegaver - lavede det de kalder et food-run. Hvilket groft sagt gik ud på at de indsamlede mad (altså, konserves, ris, sådan nogen langtidsholdbare ting) hos kolleger, i butikker og andre steder, og så delte det ud til nogen "less fortunate".  Andre er engagerede i forskelllige organisationer på det college de gik på (i Danmark er det vist først når man er blevet rig, at man donerer til sit gamle uni så de kan oprette nogen legater, er det ikke? I dunno, jeg har vist ingen rige venner. Det er da en fejl)

Her er et andet eksempel:

Den lokale pizzabiks! Hvis jeg boede der, ville jeg da spise pizza hver mandag!

The special edition: I am home alone. When I was driving home from work and had real difficulties seeing the road (but no difficulties seeing the car that skidded across 3 lanes as it came toward me; fortunately nothing happened and my wonderful little car crept home safely), I decided it might be better to postpone the Persian dinner. So here I am, writing to you! Bet you're grateful.
They had a "chili for charity" thing at work today - my impression is that Americans tend to involve themselves more directly with different (usually local) charities than we do in Denmark. We are happy to donate at collections, but for most of us, that is as Good as we get.
Do you think that is right, or have I just been fortunate enough to come across a lot of Good people?

Lige et spørgsmål til Dagens Danmark

Jeg har ikke fulgt så meget med de sidste par uger (der er borgmestervalg i KC. Har hovedet fuldt af ufattelig relevant valgkamp...)

Men jeg surfede lige forbi dr.dk og er der nogen der forholdvist enkelt kan svare på om Rønn/Ninn er ved at blive det nye tomayto/tomahto?

Køkkenkunstner på fremmed grund

En af mine kolleger har været ekstra god til at passe på mig. Både i arbejdstiden, når telefonerne gløder og jeg roder mig ud i ting hvor jeg ikke heeelt kan bunde, og i fritiden hvor hun tager mig med alle steder hen - og introducerer mig for alt muligt amerikansk mad. Og slik!!  Nu er jeg blevet ganske hooked på disse her:

Kender I dem? Pop Rocks? (Ibber gør garanteret - she knows about da weird American candy :-)  Det er små "kagekrymmel"-agtige dimser som popper når de kommer ind i munden. Sær fornemmelse. Og meget vanedannende....  Jeg har købt 10; hvis der kommer mere end 3 med hjem laver jeg en lille giveaway :-)   wheeee

Da bemeldte kollega også har modige smagsløg har jeg inviteret hende på middag. Iransk mad.  En af islams det Persiske køkkens søjler: Ghormeh Sabzi.

Lidt en udfordring, når ALT mit køkkenudstyr kan ses på disse to fotos:

Her ses også grunden til at jeg inviterer 1 kollega på besøg og ikke et par stykker. Det, og så det faktum at jeg kun har et lille bord og 2 stole. Så de må komme enkeltvis.

Knivene ude til højre er i øvrigt MINE (selv om de nok ikke kommer med hjem). Jeg var nødt til at købe et billigt knivsæt, da jeg var ved at blive sindssyg over at skære hvidløg med den med træhåndtaget, som er ungefär lige så skarp som en smørekniv. Følte mig pludselig helt Klidmoster-agtig (hvis der er nogen der er kniv-maniac så er det hende. På køkkenmåden, altså. Ikke Texas-morder-måden :-) Apropos Klidmoster så er hun med i en konkurrence - og hvis du klikker HER og stemmer på den øverste opskrift kan du hjælpe hende med at vinde. Og hvis hun vinder, så inviterer hun mig på middag! Det går altså til et godt formål (mit taljemål), også selv om du ikke er fan af mayonnaise eller avocado-olie.

Hvor kom jeg nu fra? Nå jo, iransk mad. Med få/forkerte/manglende ingredienser. Kan ikke helt beslutte mig for om Svigermor ville korse sig, eller om hun ville være lidt stolt af min kreativitet. Vi siger bare det sidste.

Her kommer nødløsningsopskriften på Ghormeh Sabzi. Det er en 2-trins raket:

1. The greens

1 bundt bredbladet persille (minus det værste af stilkene)
1 pose babyspinat (voksenspinat er bedre, men her er Walmart lige så kedelig som Bilka)
1 bundt purløg - det grønne af forårsløg kan bruges i en snæver vending
1 bundt koriander (du tør godt, også selv om du har issues med denne bizarre krydderurt.)

Det hele finthakkes. Hvilket er klart nemmest hvis man har en foodprocessor. Hvad jeg ikke har herovre - suk...  Det skal være så finthakket at det nærmest er mos. 

Så tager du en stor gryde, varmer lidt neutral olie op i bunden - og "steger" grøntsagsblandingen. Rod lidt rundt i gryden undervejs - det skal ikke brunes eller noget, bare falde sammen.  Så kommer du et par grydeskefulde TØRRET BUKKEHORN i. Det eneste sted jeg kender, hvor man kan få det, er Bazar Vest i Århus (og formodentlig Bazar Fyn i Odense), men hvis du har en lokal indvandrerbiks og indehaveren er fra Iran er der stor chance for at de har det. Hvis vedkommende er fra Tyrkiet er det mere tvivlsomt, det er nok lidt afhængigt af hvilket hjørne af Tyrkiet man har med at gøre. På engelsk hedder det FENUGREEK (frøene er i øvrigt en vigtig bestanddel i karry).  Jeg kunne ikke finde det herovre, men jeg fandt en pose hvor det var blandet sammen med tørret persille og tørret purløg, så det brugte jeg, og så tog jeg nok ca. den dobbelte mængde. For at det ikke skulle blive alt for "støvet" lagde jeg de tørrede krydderier i blød i vand, og så krammede jeg vandet af dem før jeg kom dem ned til de friske.

Røre-røre-røre, lidt mere olie i hvis det virker for tørt, røre-røre-røre, 1 tsk gurkemeje, og så er det i princippet klar. Fordeles i fryseposer - jeg fik 2 af denne størrelse:

The greens kan med fordel tilberedes flere dage før - de bor bare i fryseren til man skal bruge dem.

2. Vejen til iranerens hjerte

Vid at dette ikke er noget du smækker sammen 2 timer før I skal spise. Start om morgenen, dagen før (ja!), med at lægge ca. 5 håndfulde røde kidneybønner i blød.

Om aftenen, når du har spist, kan du så begynde på aftensmaden til i morgen. For iransk mad smager bedst dagen efter. Sådan er dét bare.

Hak 1 løg og så meget hvidløg du nu føler du har brug for. (Hjemme hos mig er det nok ca. ½ hvidløg men mindre kan gøre det.)  Tag en pænt stor gryde og steg løg/hvidløg gyldne i neutral olie (der skal naturligvis ikke spares på olien), de må ikke blive brune.

Så kommer du kød i gryden. Hvis det skal være nemt bruger du bare gullaschkød (det er oksekød, ikke?) i tern, men lammekød i tern er mere "rigtigt". Jeg købte bare noget kød i tern. Det brunes til det er stort set færdigt.

Så drysser du ca 1 tsk gurkemeje over, rører rundt til det er "absorberet", og hælder vand over - ca. ½ liter vil jeg tro - du skal ikke bruge sådan en wannabe-sauterpande som jeg har her, du skal bruge en rigtig gryde med høje sider. Konsistensen skal ende med at være en tynd grød, så du kan altid spare lidt på vandet nu og så komme mere i når du har kommet alt det andet i.

Alt det andet er:

De bønner du lagde i blød i går (hvis du synes det er blevet lidt for overvældende kan du nøjes med at bruge nogen af dem og så fryse resten til en anden gang. Så er du en dygtig, forudseende, iransk husmor. Jeg elsker bønner og hælder dem i)
1 "plade" af The Greens som ligger og venter i din fryser
- og ca. 5 tørrede limefrugter som du lige prikker et par huller i. Igen: iranerbiksen er din bedste ven. Alternativt på du lige sende mig en frankeret svarkuvert. Når jeg kommer hjem altså.

For jeg kunne ikke finde tørrede limefrugter heromkring (lokal indvandrerbiks havde UDSOLGT. Skandale!). I stedet fandt jeg noget tørret citronskal og noget "lemon pepper" i krydderiafdelingen, og så prikkede jeg et enkelt hul i en almindelig lime og kogte det med i knap en times tid. Men der skal kun prikkes hul i den, ikke noget med at presse saft ud. Tørret lime smager helt anderledes end frisk, så man kan ikke bare hælde limesaft i i stedet. Kæreste spiser faktisk de der tørrede limes når de er blevet kogt; jeg synes de smager rædsomt men kan godt lide det, de gør ved rettens smag.  Det skal nu nok gå uden. Også for dig.  Iransk mad er meget tilgivende på den måde.

Yes. Det ligner algesuppe. Men det smager godt.

Check lige bønnerne, by the way. Jeg må have

købt de forkerte, for da de havde ligget i blød

var de ikke længere mørkerøde men nærmere

fesent laksefarvede. Det er de falske bønner!

Normalt er de mørkerøde, og så ser alge-

suppen altså noget pænere ud.....

Og nu er det så at du tilsætter TID. For det skal putre skal det. Lææænge. Jeg havde det til at putre i ca. 3 timer og så blev det kølet af og sat i køleskabet. I morgen kan man så lige varme det op, der skal garanteret tilsættes mere vand, og så serverer man det over ris. Gerne med yoghurt naturel til. De er tossede, de iranere, men efterhånden bruger jeg det også.

Håber hun synes om det. Ellers ligger U-Gene's pizza heldigvis ikke langt væk...

The English version: I am cooking Iranian food for a colleague. Just the one colleague - because even though I'd love to have everybody over, I only have 2 chairs/2 forks/2 plates etc. in my poxy little schmotel kitchen. So, one at a time it is.  I'm cooking one of the holy dishes of the Persian kitchen, Ghormeh Sabzi, which is basically a herbal stew. You chop-chop-chop parsley,leek,cilantro and spinach and cook them in oil, adding some dried fenugreek and a teaspoon of turmeric along the way. Freeze (not you, the herbs). Soak red beans in water for at least 8 hours or overnight.  Finely chop 1 small onion and some garlic, fry in oil until golden but not burnt, add some beef (in cubes) and a teaspoon of turmeric powder. When meat is more or less ready, cover with water and add the frozen herbs, the red beans and some dried limes (which I couldn't find; Persian readers have mercy :-)  Let simmer for a couple of hours - let it cool and eat it the next day, because Iranian food always tastes better the next day. Always.

And enjoy cleaning your kitchen afterwards:

Lykken har 4 hjul

Ude såvel som hjemme - jeg ææælsker at køre bil! Herovre er det en nødvendighed - jeg har ca. 4km til arbejde og keine cykel eller offentlig transport. (Til dem der mener, det er gå-afstand: I skal være så hjertelig velkommen (velkommen? velkomne?!!  Karin, hvad synes du??). Men vid at det er mørkt og og uhyggeligt når man tager hjem fra arbejde ved 19-1930 tiden)

Jeg er glad hver eneste morgen når jeg skal afsted i Lille Røde.  Og glæder mig ikke til gensynet med Midttrafik - hvor flinke (50% af) chaufførerne end er. Jo da jo da - husstanden derhjemme råder over en bil. Men det er primært den anden del af husstanden. Af logistiske årsager. Og nå ja, så er det jo rent faktisk ham der ejer den (ubetydelig detalje).

Det har også vist sig, at jeg er en bedre bilist herovre. Ikke at jeg er elendig derhjemme, overhovedet ikke. Da især ikke når jeg sidder i passagersædet... Men visse ting falder mig ufattelig meget lettere - f.eks. parkering.  Jeg lider nemlig af parkeringsangst.  Nogens alu-fælge har givet mig en ubeskrivelig grad af noia, og da jeg i tillæg er barn af "det rager æ' widt"-skolen parkerer jeg som det naturligste i verden i det aller-aller-fjerneste hjørne af parkeringspladsen.  Helt ude ved kommunegrænsen, nærmest.

Herovre svinger jeg bare Lille Røde ind på plads. Hverken 2, 3, eller 17-punktsvendinger har hidtil vist sig nødvendige. Er sågar begyndt at lave den der trucker-manøvre når jeg parkerer på Min Faste Plads lige ude foran mit hotelvindue - I ved, den der hvor man kun har venstre hånd på rattet og lige drøner det rundt som var det en lille gaffeltruck med knop på rattet. I rask tempo, forstås.

Jeg tvivler stærkt på at parkeringsbåsene herovre er større end derhjemme. After all - deres biler er jo på ingen måde større end en dansk gennemsnits-Opel......

Nej, jeg er klart en bedre bilist.  Har også vænnet mig til at man herovre udnytter alle 2-3-4-5 highway baner. De overhaler indenom - eller nej, forkert ord. Det er (generelt) forbi-køringer. Min far har belært og der er forskel.  Zigzaggeri er også forbudt her. Men man må gerne køre forbi i højre spor. (Alternativt overtræder vi allesammen loven. Endnu en måde at integrere sig på)

Hjemme i lille DK er vi jo vant til at man overhaler i venstre spor, men hvis der ellers skal foregå noget (til- og afkørsler), så foregår det ude i højre spor. Not so over here.  Der er skam afkørsler i venstre side også. Det står på skiltene - men man skal lige lægge mærke til det... Wheeee!  Midterrabatten er altså også et andet dyr end i Danmark - visse steder kan man slet ikke se de modkørende fordi der nærmest ligger en park mellem nord- og sydgående sport. Så er der jo plads til kreativ vejplanlægning.

Og så er der det med at man må dreje til højre for rødt lys, hvis der er fri bane (med mindre der står et fy-skilt). Det var nemmere end forventet at vænne sig til det.

Men gæt lige om jeg svedte i håndfladerne da jeg gjorde det i dag - med en politibil lige bag mig :-)

Lille Rødes sidekammerat i dag

Have I told you how much I love driving? How talented I am at parking - when I'm in the States and not driving my significant other's beloved car?  How well I have adapted to the fact that highway exits are sometimes on the left side of the highway (would never happen back home y'know - but I manoeuvered across 5 lanes quite elegantly)?  How easy it was to get used to right turns on red?  And how clammy my hands felt when I did just such a right turn earlier today - with a police car right behind me... :-)

Christmas all year round ?

De er li'godt tow'li', de amerikaner'.

Ej, ikke alle sammen. De fleste er faktisk ret normale. Men der er nogen stykker herovre, som stadig ikke har fået pillet al julepynten ned endnu! I slutningen af februar! Hvor der har været 16 graders varme! (vejrprofeten skal hilse og sige at dét er slut igen -brrrrrr!)

Jeg forstår ikke helt hvorfor de stadig har juledims oppe. Vi har jo lige haft Årets Mest Romantiske Dag, som man jo fint kunne pynte op til, med lyserøde hjerter og konfetti. Den lokale Target benyttede sig af at Valentines Day og Super Bowl lå nærmest oven i hinanden til at kaste sig ud i Bizarre Udsalgstemaer, vol. 325:

OK. Godt så. Bilka, feel free not to imitate....

Anyways. Indre Helga (ze Christmas nazi) synes nok der er lige lovlig meget out-of-season julehalløj til salg. Hun kan ikke helt lade være med at kigge, for out-of-season = udsalg. Men rynke på næsen, det gør hun.

Dette her følte hun sig ikke fristet af:

Heller ikke dette her fik plads i kufferten:

Hvad er det for noget?  Juletræer skal være grønne! Ikke noget moderne noget her!  - Til gengæld ville det have været virkelig dejligt at tage det her med hjem:

Hvad siger I? Ikke realistisk med ildsted i kufferten? Nå.  Men så i det mindste en af ænderne? Heller ikke? Ak ja, så må man jo nøjes med lidt Valentines-gejl...

Glædelig tirsdag derude :-)

Estate Sale

Det var en af de ting, jeg havde på min "bucket list" for mit ophold herovre. Jeg ville gerne forbi et estate sale.

Estate sales afholdes når en person dør (eller fx. skal på plejehjem). Familien/arvingerne tager hvad de nu gerne vil have, og herefter vil man så gerne omsætte så meget som muligt af det efterladte bras jordiske gods til $$$ så huset kan blive tømt og solgt.  Det er faktisk et slags loppemarked, men altså hjemme hos nogen. Eller hjemme hos tingene, om man vil.

Nogen mennesker er næsten professionelle omkring det (ligesom derhjemme, bare med almindelige loppemarkeder, tror jeg nok. Er aldrig kommet tidligt nok op til at kunne verificere det). De kommer tidligt om morgenen, prøver at spotte nogen ting der er på vej op i værdi og derfor prissat (for) lavt, etc.  Andre bruger dem til at supplere deres samling af hvad-de-nu-end-samler-på - hvis der er en stor samling af noget bestemt vil det typisk stå i annoncen.

I lørdags var jeg ude at køre, da jeg kom forbi et skilt hvor der stod 

 ESTATE SALE ->    

En meget interessant u-vending senere stod jeg inde i et lille hus sammen med hvad der føltes som en hel masse mennesker, og rodede i bunker med gamle ting.  De fleste møbler var væk, men ALT hvad et menneske får samlet sammen i løbet af et helt liv, var ellers til salg for en slik.

Ah, juleting! desværre havde afdøde ejer og

jeg ikke helt samme smag...

Til gengæld havde jeg gerne købt en

af hans aflagte telefoner - men de vejer

bare et ton hver, så jeg droppede idéen...

Denne her havde nu også været fin...

- til gengæld fik jeg lidt moralske kvababbelser

da jeg så en bryllupsbibel - det var ligesom lidt

for personligt.

 På samme måde som det overraskede mig

lidt at der flere steder lå familiebilleder - og

ikke kun gamle som dem her. Hvis nu det

havde været mig der holdt det, havde jeg

nok fjernet billederne af mig selv med 80-er

hår og tandbøjle....

Til gengæld var dette stedet at komme hvis

man gerne ville starte en samling af akvariefisk.

"Heart of America Aquarium Society" - der var

en hel stribe af rosetter - og 15 akvarier med

diverse tilbehør.

Jøsses. Hvad mon de finder hos mig, når jeg engang dør (som en meget gammel dame, høøøøøøjt oppe i alderen, mæt af dage og småkager)?   Sylteglas måske?

I dag har jeg været i det vilde Weston, som var en meget lækker, western-agtig by. Skal lige sortere lidt bedler og sårn.

Noget der frustrerer mig en anelse er, at jeg egentlig havde set frem til at se en masse godt TV herovre. Eller, i hvert fald en masse TV... men der er ikke rigtig noget der har fanget mig (hvilket måske ikke kan overraske, når nu det primært er Indre Erna der styrer min fjernbetjening).  Sandsynligvis er der bare fordi jeg ikke lige får tændt mit fjernsyn på det rigtige tidspunkt, men indtil videre har jeg kun fået set et enkelt afsnit af American Idol, noget foruroligende Weather Channel fjernsyn, og nå ja, så var der den dag Grease loopede på mit TV så jeg troede jeg var fanget i en ond Travoltacirkel.   

Er der nogen af jer, der er kæmpe fan af fx. Oprah eller Rachael Ray??

... @ N (and whoever else...) - I finally found an estate sale :-)  with loads of award-winning aquariums and plastic Christmas decorations...  Actually, I did buy a few things, but not the wedding bible or the family photos - that was a wee bit too personal for me. And I thoroughly enjoyed myself!  Today, R took me to Weston and I had a beer called the Leaping Leprechaun *hic* v. good.  Now I need to sort through the pictures from today, and find something interesting on TV.....

A glimpse of America

Drive-in bank

We're not in Kansas anymore...

A selection of barbecue sauces

What do you want for breakfast???

- og en lille teaser